Luftens renovationsfolk

Hvis man spurgte folk hvilken fugl de brød sig mindst om, ville mange sikkert sige gribben.

Det er ikke mange fugle der er blevet omtalt så negativt som gribben. Den er forbandelsernes fugl der kaster sin uhyggelige, kredsende skygge over de døde og døende. Dens tilsynekomst siges at varsle blodbad, ødelæggelse og fortvivlelse. Sådan er gribben i hvert fald blevet skildret i litteraturen.

Men kendsgerningerne tegner et andet billede. Mange mennesker er faktisk betagede af gribbens elegance når den flyver og af den nænsomme omsorg den har for sin unge. Man er også blevet opmærksom på dens store økologiske betydning. Set i dette lys er gribben både enestående og uundværlig.

Det skal indrømmes at gribbene har enkelte utiltalende træk, foruden deres uappetitlige spisevaner. De ville bestemt ikke vinde nogen skønhedskonkurrencer, og deres kaldelyde er skiftevis blevet beskrevet som skrig, kaglen, grynten, kvækken og hvæsen. Men de har også mange tiltalende træk.

Gribben tager sin forældrerolle meget alvorligt. Den ene unge der hvert år udklækkes, nyder udelt opmærksomhed fra begge forældre indtil den kan klare sig selv. Og en unggrib der må sidde hjælpeløs i adskillige måneder på en utilgængelig klippeafsats har i høj grad behov for inderlig omsorg fra sine forældre. En ung Andes-kondor skal faktisk mades i seks måneder før den kan forlade reden, og på det tidspunkt er ungen næsten flyvefærdig.

Gribbene har endvidere det fortrin at de er yderst nyttige. Mange fugle er på en eller anden måde til gavn for mennesker, men gribbene udfører et enestående stykke arbejde. De er luftens renovationsfolk.

Renovationstjenesten

De fleste mennesker ville sikkert betakke sig for et arbejde der gik ud på at fjerne døde kroppe. Ikke desto mindre er det en opgave af stor betydning. Det er nødvendigt at lig omgående fjernes, eftersom de kan være farlige smittekilder for både mennesker og dyr.

I den sammenhæng fortjener gribbene vores påskønnelse. Selv kød der er inficeret af miltbrand eller botulisme bliver fortæret så grundigt at kun knoglerne er tilbage — uden at fuglene tager skade.

Nogle gribbe lever endda af at spise knogler. Lammegribben, der findes i Eurasien og Afrika, lader knogler falde ned på en klippe så de splintres. Derefter spiser lammegribben marven og små knoglestykker.

Heldigvis har disse renovationsfolk aldrig strejket — til forskel fra deres modstykker blandt menneskene. Hvis det arbejde gribbene udfører ikke blev gjort, ville et almindeligt syn være tropeområder overstrøet med sygdomsbefængte ådsler.

Men lad os følge et hold gribbe på en almindelig arbejdsdag.

Patruljering fra luften

Gribbene letter lige efter solopgang. Hvert enkelt individ tager sig af et bestemt område. En eskadrille af gribbe patruljerer hele dagen utrætteligt fra luften for at finde døde dyr. Når et ådsel lokaliseres af en af gribbene, dykker den brat. Dette tiltrækker de andre gribbes opmærksomhed, og straks søger de hen til ådslet. På få minutter ankommer i snesevis af fugle.

Gribbene hopper tøvende rundt om ådslet inden de begynder at æde. Til trods for deres ry er de meget sky. Endelig begynder en af dem at flå i ådslet, og det er signalet til at hele gruppen kaster sig over måltidet. Der er en del skænderi, hvæsen, puffen og masen — det minder meget om en klyngeposition i en rugbykamp. Den der er mest sulten og kæmper mest energisk, bliver som regel først mæt. Hvis det er et stort ådsel er der mad nok til alle.

På få minutter er måltidet overstået. Kun knoglerne er tilbage. Så letter flokken for at fortsætte patruljeringen. Det er ikke nemt at være grib. Måske går der to eller tre dage inden det næste måltid viser sig.

Et skarpt syn og et godt samarbejde

Gribbene er godt udrustede til at patruljere fra luften. Deres brede vinger er perfekt konstrueret til svæveflyvning og sætter dem i stand til at flyve i timevis næsten uden at bevæge vingerne. De er mestre i at udnytte termiske opvinde — opadgående varme luftstrømme — sådan at de kan stige til vejrs med minimal anstrengelse. Dean Amadon, en fremtrædende amerikansk ornitolog, omtaler dem som „en af de mest magtfulde demonstrationer naturen kan fremvise inden for flyvekunsten“.

I mange år var ornitologerne optaget af spørgsmålet om hvordan gribbene så hurtigt finder frem til ådslerne.

Svaret skulle findes i en kombination af et skarp syn og et godt samarbejde. Beregninger har vist at en grib der kredser i en højde af omkring 750 meter kan se en genstand på jorden der er mindre end 13 centimeter lang. Men selv med et så fortrinligt syn vil det være svært for en ensom grib at finde føde.

Derfor er samarbejde vigtigt. Man har fundet ud af at gribbene afpatruljerer hver sit område. Hvis en grib dykker mod et ådsel er dens karakteristiske nedslag et signal til de gribbe der er i nærheden om at der er føde i sigte og de flyver straks i den retning. Deres kursændring bemærkes af fugle der er endnu længere væk og de skynder sig også til stedet. Dette ’lufttelegrafsystem’ er overraskende effektivt, så effektivt at det for en iagttager kan se ud som om fuglene ankommer næsten samtidig.

Desværre har gribbenes effektivitet og ubestridelige nytteværdi ikke været nok til at sikre deres overlevelse.

Kondorens tilbagevenden

Skønt gribbene er nogle af de største og mest imponerende rovfugle der findes, er de i fare for at uddø i store dele af verden. Deres traditionelle føde er forsvundet fra sletterne, og ofte er de ådsler de finder blevet forgiftet. Da kondorer kun lægger et eller to æg hvert andet år, har de hastigt svindende bestande svært ved at komme sig.

Der har imidlertid vist sig visse lyspunkter. Et program for kunstig opdrætning af den californiske kondor ser ud til at give gode resultater, og man håber snart at kunne sætte flere fugle ud i naturen. Takket være en indsats fra franske naturfredningsfolk, har gåsegribben ved egen hjælp genetableret en bestand i Centralmassivet i Frankrig, efter at den i mange år har været væk.

Denne fugl, som folk engang elskede at hade, er altså blevet et symbol på menneskenes anstrengelser for at redde en art som de selv har været ved at udrydde. Og synet af kondoren der majestætisk svæver over de nord- og sydamerikanske bjergkæder er så smukt at det ikke må gå tabt.

Alt imens udfører gribbene i Afrika og Asien stadig beskedent deres utaknemmelige opgave — som luftens renovationsfolk.

[Ramme på side 12]

Gribbene sætter rekord

GRIBBENE er nogle af de sjældneste og største fugle i verden. Og de sætter også rekord i fugleverdenen som de højestflyvende.

Den californiske kondor er en af de mest udryddelsestruede arter i verden. For at redde denne art fra at uddø søger man ihærdigt at opfostre ny yngel ved hjælp af de fireogtyve fugle der holdes i fangenskab. I 1986 fandtes der kun tre californiske kondorer tilbage i naturen.

Andes-kondoren har tillige med den afrikanske marabustork det største vingefang blandt de fuglearter der færdes over landjorden — mere end tre meter fra vingespids til vingespids. Andes-kondoren er desuden den tungeste af rovfuglene. Nogle eksemplarer kan veje over 14 kilo.

Gribbene kan også flyve højt. I 1973 kolliderede en afrikansk Rüppell’s grib med en flyvemaskine der i en højde af 11.300 meter var på vej over Elfenbenskysten i Vestafrika.

[Kildeangivelse på side 10]

Foto: Gengivet med tilladelse af Madrid Zoo, Madrid, Spanien