Kafferbøflen — et samarbejdsvilligt dyr

Af Vågn op!-​korrespondent i Kenya

DU KØRER tværs over den afrikanske savanne. Din bil kommer over en bakketop, og pludselig, nogle få meter borte, kommer en flok frygtsomme dyr til syne. Det er vældige dyr med en skulderhøjde på 1,5 meter og hver vejer næsten et ton. De er urolige ved din tilsynekomst og står helt stille med oprejst pande for at få færten af dig samtidig med at deres øjne stirrer truende på dig.

Dine øjne følger imidlertid deres vældige horn, der svinger fra side til side. Afstanden mellem disse hornspidser er hen ved halvanden meter. De fortykkede rande ved hornets basis kan hos nogle individer strække sig helt ned i panden, sådan at de danner noget der ligner en stor hjelm. Hvor mange stød fra sådan en stormbuk kan din bil mon holde til?

Med det omdømme disse dyr har, er det forståeligt hvis du bliver bange. De er trods alt kafferbøfler og har ry for at være yderst farlige — tilbøjelige til at angribe ved den mindste provokation. Kafferbøflen får skyld for at have såret og dræbt flere mennesker — og løver — end nogen anden planteæder på jorden. Intet under at synet af flokken skræmmer dig! Du venter det værste da en af disse skabninger udstøder en kraftig fnysen. Men til din overraskelse og lettelse angriber de ikke. Hele flokken vender i stedet om og løber væk!

Selv om kafferbøflen af natur er overraskende rolig, er det ikke et dyr man kan spøge med. Den lever af græs — ikke kød (hverken af dyr eller mennesker). Dens ry for at være glubsk er en skrøne der til dels skyldes overdrevne jagthistorier og ikke naturvidenskabelige studier. I virkeligheden vil bøflen hellere flygte fra enhver konfrontation end at søge den. Kafferbøflen er langtfra et ubehageligt vilddyr men et eksempel på en skabning der er villig til at samarbejde.

Samarbejder for at overleve

Kafferbøflen er meget selskabeligt anlagt. Den lever i Afrika, syd for Sahara. Den befinder sig godt i praktisk talt alle typer terræn, så længe den er nær vand. I regntiden, når der er rigeligt med vand og føde, følges kafferbøflerne ad i enorme flokke. I nogle områder består en gennemsnitsflok af omkring 350 bøfler mens andre flokke tæller flere tusind. Når det er tørke svinder flokkene ind til grupper på 2 til 20 bøfler. Hver morgen og hver aften drager flokken hen til et nærliggende vandhul. En enkelt bøffel kan drikke fra 30 til 40 liter vand.

Når heden om dagen tager til, elsker disse sociale, firbenede dyr at ligge i vandet og vælte sig i mudder. Denne vane har ikke blot en nedkølende og forfriskende effekt, men hjælper også dyrene til at slippe af med irriterende snyltedyr. Undertiden ligger de blot i skyggen og ser ud som om de mediterer mens de langsomt gumler det græs, buskvækst og blade som de har spist i nattens løb.

Når der opstår farlige situationer kommer samarbejdsånden straks til udtryk blandt dyrene. En bøffel ’råber vagt i gevær’ ved at udstøde en kraftig fnysen. Snart kommer hele flokken den til hjælp. Bøfler har været kendt for at flokkes og gå til angreb på en løve! Dette instinkt — at man beskytter hinanden — er meget usædvanligt for planteædere, hvor regelen ellers er at hvert dyr må sørge for sig selv når der opstår truende situationer. Takket være dette samarbejde kan halte og blinde bøfler overleve så længe de holder sig nær til hjorden.

Dette sammenhold fortsætter selv når der ikke er fare på færde. Når der for eksempel sker et aktivitetsskift, lad os sige fra at græsse til at ligge ned, indretter hele flokken sig efter denne ændring på et par minutter. Tidligere har forskere troet at flokken fulgte et enkelt dyr der førte an, men nu er man begyndt at slå til lyd for at de ledes af det dyr der har det bedste stedkendskab. Det vil som regel være en ældre ko. Udvoksede tyre har det med at holde sig for sig selv og forlade hjorden. Hjorden er derfor ikke tvunget til at adlyde en dominerende anfører men viser sig af natur at være meget samarbejdsvillig.

Er tyren en enspænder?

Hvorfor forlader tyrene hjorden? Er det fordi de er enspændere? Nej, slet ikke. Deres forholdsvis ensomme tilværelse ser ud til at skyldes deres enorme korpus. De er for tunge til at bevæge sig rundt lige så ofte som hjorden og foretrækker derfor en mere rolig livsstil. Hver enkelt tyr afmærker derfor et personligt territorium — et sted med skygge, plantevækst til græsning om natten og et nærliggende vandhul. Alligevel holder den sig så tæt som muligt til den rute hjorden dagligt følger til drikkestederne. Fra tid til anden græsser tyren med sine gamle ’kammerater’. Når vandforsyningerne i tørketiden svinder ind, slutter adskillige tyre sig sammen og følges ad til vandstederne to gange om dagen.

Hvad sker der hvis en hjord er nødt til at krydse en tyrs personlige territorium? Udbryder der så et voldsomt slagsmål? Nej, overhovedet ikke. Tyren slutter sig til hjorden ved grænsen af sit ’domæne’ og ledsager den til nabotyrens territoriegrænse. Nabotyren overtager så ledelsen og fører den til det næste territorium. Sådan fortsætter det indtil hjorden har nået sine vandingssteder. Hvis hjorden trues, påtager tyrene sig den beskyttende rolle for køer og kalve. De danner automatisk bagtrop — den farligste position — og er de sidste i gruppen der kan flygte.

Kafferbøflens ry for at være et frygtindgydende dyr er derfor ubegrundet. Nu da vi har lært dette dyr lidt bedre at kende kan vi se at det ikke er et hensynsløst, aggressivt eller altødelæggende dyr men et eksempel på fredeligt samarbejde der er værd at iagttage og måske endda efterligne.

[Illustrationer på side 24, 25]

Bøflerne har været kendt for at flokkes og gå til angreb på en løve

Selv om tyrene forlader hjorden er de fortsat meget selskabeligt anlagt