Sydafrikas reformerte kirke — et hus i splid med sig selv

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Sydafrika

DEN 25. august 1982 blev den kirkelige splittelse i Sydafrika, som var slem nok i forvejen, endnu mere definitiv. Den dag holdt De reformerte kirkers Verdensalliance et møde i Ottawa i Canada og vedtog ved afstemning at de to betydeligste kirker for afrikaans-talende i Sydafrika skulle ekskluderes af alliancen.a Hvad var grunden? At disse kirker nægter at optage ikke-hvide som medlemmer. Og for at give denne afgørelse særligt eftertryk valgte man allerede næste dag en sort sydafrikaner til præsident for verdensbevægelsen, nemlig præsten Allan Boesak. Denne sydafrikanske præst er også kendt i Danmark, efter at han i sommeren 1983 var taler ved nogle kirkelige arrangementer her i landet og desuden havde en serie morgenudsendelser i Danmarks radio.

Nu er stridigheder mellem kristenhedens forskellige sekter jo hyppige, og det var langtfra alle nyhedsmedier der fandt det umagen værd at nævne to sydafrikanske kirkers eksklusion af en alliance. Men du, som læser dette, hører måske til dem der gerne så at kristne var enige indbyrdes og spekulerer på om dette mål overhovedet kan nås. Hvis det er tilfældet vil situationen i Sydafrika sikkert være af interesse for dig.

Det er umuligt at forstå dybden i den kirkelige splittelse i Sydafrika uden først at kende noget til landets historie. I 1652 slog de første hollandske nybyggere sig ned i Kaplandet i Sydafrika. Oprindelig skulle kolonien kun have været en slags rasteplads for skibe der var på vej til hollandsk Ostindien, men efterhånden blev området formelig invaderet af nybyggere — hollændere, franskmænd, tyskere og englændere. Landet havde naturligvis en befolkning på forhånd, og det varede ikke længe før der opstod et fjendtligt forhold mellem nybyggerne og de oprindelige indbyggere.

Hvad ligger til grund for spliden?

De første hvide nybyggere hørte til Hollands „reformerte kirke“. Det var derfor denne kirke der blev fremherskende i Sydafrika, og efter nogen tid blev den kendt som „Nederduitse Gereformeerde Kerk“ (forkortet til NG-kirken), det vil sige „den nederlandsk-reformerte kirke“. I begyndelsen anlagde kirken et forholdsvis tolerant syn på de sorte og de „farvede“. (I Sydafrika bruges udtrykket „farvet“ kun om mennesker af „racemæssigt blandet herkomst“.) Når ikke-hvide blev „omvendt“, blev de fuldgyldige medlemmer af kirken. Mange af de hollandske nybyggere var imidlertid langtfra begejstrede for dette.

I 1800-tallet var Kaplandet kommet under britisk kontrol. Til irritation for hollænderne blev kirken nu gjort til et redskab for staten. Den britiske guvernør blev erklæret overhoved for kirken; der skulle bedes for den engelske kongefamilie ved alle gudstjenester; der blev indsat engelsktalende præster, og der blev afholdt engelske gudstjenester. Desuden gjorde englænderne loven „farveblind“, hvilket indebar at afrikanerne pludselig fik nye rettigheder og privilegier.

Eftersom de hollandske nybyggere — boerne, som de også kaldtes — længe havde været optaget af hidsige krige og stridigheder med den indfødte befolkning og desuden betragtede de sorte i almindelighed med foragt, er det ikke så mærkeligt at de nye forhold gjorde mange af boerne forbitrede. De vendte sig til deres kirke. I 1829 skrev de en anmodning til kirkesynoden (kirkens „generalforsamling“) om separate kirkebygninger for racerne. Synoden afviste med gode begrundelser denne anmodning. Nadveren skulle uddeles „samtidig til alle medlemmer uden hensyn til farve eller oprindelse“.

„Boer-farmerne fik nu hverken af kirken eller af staten hvad de ønskede,“ skriver historikeren C. F. J. Muller. Da der ikke kunne være tale om at føre krig mod det mægtige britiske imperium, rykkede mange af dem deres teltpæle op og flygtede fra det britiske styre. Denne massive udvandring, „the great trek“, begyndte i 1835; omkring 14.000 hollandske nybyggere rejste mod nord, mod landets indre. Hvordan reagerede kirken? Den forbandede de bortrejsende og nægtede at „tillade nogen af dens præster at forlade kolonien sammen med udvandrerne“.

Derimod så udvandrerne selv deres flugt som „fødselen af en ny nation, en guddommeligt styret udvandring fra undertrykkelsens land,“ fortæller en historiker. „Mange af udvandrerne forbandt det med Joels profeti og var overbevist om at deres flugt var nødvendig for profetiens opfyldelse.“ Da kirken ikke ville betjene den store gruppe boere der slog sig ned i det fjerne område med navnet Transvaal, dannede disse deres egen kirke! Det skete efter at Dirk van der Hoff i 1853 var ankommet fra Holland. Han blev præst i den nydannede kirke — „Nederduitsch Hervormde Kerk“. I 1858 blev denne kirke udråbt til statskirke i republikken Transvaal. Men året efter kom det til et skisma, da Dirk Postma, endnu en præst fra Holland, ankom og oprettede en ny kirke — „Gereformeerde Kerk“.

Nu var der tre reformerte kirker at vælge imellem. Den oprindelige kirke, NG-kirken, tog forandringerne til efterretning og prøvede på ny at gøre sig gældende over for udvandrerne. Den udsendte præster for at organisere de boere der gerne ville bevare deres gamle tilhørsforhold til NG-kirken.

Denne NG-kirke foretog da en endnu mere drastisk revision af sin holdning. For, som det hed, at imødekomme „svagheden hos nogle“, vedtog synoden i 1857 at der gerne måtte gennemføres raceadskillelse ved gudstjenester. Dette var, som en skribent indrømmer, „et eksempel på at kirken lod sig lede af socialt pres og pragmatisme, af sæd og skik, snarere end af teologien og Bibelen“. Denne afgørelse skulle få vidtrækkende følger. Uden at gøre sig det klart havde kirken nu „sat sit blå stempel på nationalisternes politik, racernes adskilte udvikling“ — også kaldet apartheid.

Bruddet bliver dybere

I 1865 mødtes lederne af „Hervormde Kerk“ med en ledende præst fra NG-kirken i håb om at kunne forene de to kirker. Men den franske teolog Calvins lære om „forudbestemmelse“ skilte dem, og ingen af kirkerne ville vige en tomme. NG-kirken holdt fast ved denne lære, men de fremmødte ældste og diakoner fra „Hervormde Kerk“ kunne ikke tro at en kærlig Gud ville forudbestemme nogle mennesker til frelse og andre til fordømmelse. Kløften var uoverstigelig, og mødet fik intet resultat.

Fjendtligheder mellem racerne gjorde bruddet endnu dybere i 1881. NG-kirken oprettede „Nederduitse Gereformeerde Sendingkerk“ som en slags missionskirke. Den skulle være udelukkende for ikke-hvide. Siden da har man oprettet endnu flere „datterkirker“ for sorte og asiater. Ejendommeligt nok understøttes disse „datterkirker“ økonomisk af „moderkirken“, NG-kirken. Men det tillades på ingen måde at medlemmer af disse andre kirker slutter sig til moderkirken, som helt er forbeholdt de hvide. Det forekommer endda at ikke-hvide vises bort fra begravelser og lignende.

Nyere forsøg på at skabe enighed

Også i nyere tid har sydafrikanske kirkeledere og teologer prøvet at mødes. Fra nogle sider har man ønsket at sådanne møder skulle være et skridt mod forsoning, men de er altid endt med at kirkerne har stået endnu længere fra hinanden end nogen sinde. Hvorfor det? For det første fordi „mange afrikandere [sydafrikanere af hollandsk afstamning] opfatter sig selv som ’et udvalgt folk’ på linje med Israels børn,“ som det hedder i avisen Christian Science Monitor. Og for det andet fordi en del medlemmer af de sorte kirker også ser sig selv som „et udvalgt folk“ og kæmper for frihed. Ved et af disse møder skal Pierre Rossouw, en ledende talsmand for NG-kirken, have hævdet at „det er Gud der har tilladt det nuværende system i Sydafrika med hvidt mindretalsstyre og apartheid i politik og kirkeliv“, hvilket førte til „vild protest“ ved mødet. Tidsskriftet The Christian Century berettede den 26. maj 1982: „Nogle af de sorte delegerede mødte Rossouws tale med fyråb; liberale medlemmer af hans egen NG-kirke sagde at hans synspunkter var ’uteologiske’ og ’baseret på ideologi’ fremfor Bibelen.“

I juni 1982 offentliggjorde 123 hvide præster fra NG-kirken i fællesskab et brev i kirkens officielle organ, Die Kerkbode, hvori de blandt andet erklærede: „Vi ønsker også at bekende den store skyld vi har over for Gud fordi vi ikke i tilstrækkelig grad praktiserer kirkens enhed i Kristus.“ Men da den afrikaans-sprogede avis Rapport derefter foretog en undersøgelse af spørgsmålet, viste det sig at kun 16 procent af kirkens medlemmer var stemt for at give ikke-hvide adgang til kirken.

Men efter at De reformerte kirkers Verdensalliance havde truffet den overraskende afgørelse vi nævnte i indledningen, begyndte kirken tilsyneladende alligevel at tage sin apartheid-støtte op til revision. I Die Kerkbode for 1. september 1982 hed det at kirken ville „overveje hele situationen på ny i Skriftens lys“. Og dog kunne The Cape Times for 25. oktober 1982, i en omtale af kirkens synode, meddele: „Den stærke og indflydelsesrige nederlandsk-reformerte kirke (NG-kirken) er og bliver tilhænger af . . . apartheid inden for kirkeforhold og politik.“

Tiden vil vise om den mægtige NG-kirke vil vælge at lade sig lede af Bibelen eller af mere egenkærlige hensyn. I mellemtiden fortsætter de reformerte kirker i Sydafrika med at smuldre. Og endnu en kirke for hvide, den fjerde, er blevet oprettet; den hedder „Afrikaanse Reformatoriese Kerk“. Den tolererer overhovedet ingen sorte medlemmer — og heller ingen sorte „datterkirker“.

Er enighed blandt kristne mulig?

Sørgeligt nok er det ikke særlig sandsynligt at de reformerte kirker i Sydafrika vil nå til enighed. Og det er ikke det eneste sted i verden der er splittelser mellem kirker. Situationen er snarere typisk for den splid der er mellem alle kristenhedens trossamfund. Oprigtige, sandhedselskende mennesker finder det umuligt at forene denne situation med de ord der i Første Korinterbrev 1:10 henvendes til sande kristne: „Nu tilskynder jeg jer, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, til at I alle skal føre enig tale, og at der ikke må være splittelser iblandt jer.“

Blandt sande disciple af Jesus er der imidlertid enhed — også i dag. De knyttes sammen af den kristne kærligheds bånd og har overvundet alle politiske, racemæssige og læremæssige skel. Jesus sagde at man ligefrem ville kunne kende hans sande disciple på deres frugter, deres gerninger. (Mattæus 7:16) Udgiverne af dette blad opfordrer dig til selv at erfare hvilke „frugter“ der findes blandt Jehovas vidner, der udgør et enigt samfund overalt i verden — også i det splittede Sydafrika.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 13]

Uden at gøre sig det klart havde kirken ’sat sit blå stempel på nationalisternes apartheid-politik’

[Tekstcitat på side 15]

Kun 16 procent af kirkens medlemmer er stemt for at optage ikke-hvide som medlemmer

[Ramme på side 15]

● I Sydafrika, som i over 200 andre lande, forkynder Jehovas vidner blandt mennesker af alle racer uden forskelsbehandling. Ud af landets knap 31 millioner indbyggere var der i tjenesteåret 1983 et højdepunkt på 31.744 Jehovas vidner, svarende til én forkynder for hver 976 personer i landet. Alle racer er repræsenteret blandt disse. Forøgelsen blandt Jehovas vidner var på 10 procent i forhold til året før.

[Illustration på side 13]

I 1835 drog boerne, efterkommere af hollandske nybyggere, på vandring mod det indre af landet; de dannede deres egen kirke og opretholdt skarpe skel mellem racerne