Jeg hjalp min familie til at blive åndeligt rig

FORTALT AF JOSEPHAT BUSANE

Jeg vil aldrig glemme en togrejse til Johannesburg i Sydafrika i januar 1941. En af mine venner fra drengetiden Elias Kunene og jeg var på vej tilbage til vores arbejdsplads efter at have holdt ferie i Zululand.

DER var en ung mand med det samme tog som havde noget muti, en slags medicin der menes at besidde overnaturlige kræfter. Man kan som regel få denne medicin hos en heksedoktor. Manden smurte mutien på sine øjenbryn i den tro at den ville hjælpe ham til at gøre et godt indtryk på hans hvide arbejdsgiver. Da vi steg af toget sagde Elias: „Den muti er hans gud.“ Disse ord skar mig som en kniv i hjertet fordi jeg i min taske havde min egen muti som jeg havde blandet efter en heksedoktors recept.

Elias og jeg studerede Bibelen med Jehovas vidner, og jeg indså derfor at han åndeligt set havde gjort langt større fremskridt end jeg havde. Øjeblikkelig smed jeg mutien i skraldespanden, og overværede fra da af regelmæssigt Jehovas Vidners møder sammen med Elias.

Elias og jeg var begge gifte mænd. Så hvorfor arbejdede vi i en by der lå omkring 400 kilometer hjemmefra? Hvordan var bylivet sammenlignet med livet i en landsby i Zululand? Og gavnede det vore familier derhjemme at vi kom sammen med Jehovas vidner?

Livet i Zululand

Jeg er født i Zululand i Sydafrika i 1908. Vores familie boede i Msinga-distriktet, et område med græssletter, bakker og tornebuske. Om efteråret dækker aloetræets rørformede blomster landskabet med en kraftig rød farve. Kvæg og geder græsser på bakkeskråningerne mellem træerne. Kraaler (klynger af hytter) og majsmarker ligger spredt rundt omkring på sletterne. Majs er zulufolkets vigtigste næringsmiddel.

Vores kraal bestod ligesom de andres af en hytte til mine forældre, en til min søster og en til min broder og mig. En fjerde hytte var familiens køkken, og en femte var forrådshus. Alle hytterne var kegleformede, med en væg af mudder der var omkring en meter høj, og et kuppelformet græstag. Mellem hytterne gik hønsene rundt og skrabede i jorden efter mad. I nærheden var der en indhegning til kvæget. Vores familie var tilfreds med det enkle landsbyliv. Vi havde føde og husly, og min fader behøvede ikke at have et arbejde ved siden af.

Alligevel er den landlige idyl i Zululand ofte blevet forstyrret. Disse dejlige bakker og floder har været gennemvædet af menneskeblod. I begyndelsen af det 19. århundrede blev Zululand indtaget af adskillige uafhængige stammer. Derefter fremstod en zulukriger ved navn Shaka. Hans hær angreb alle de omkringliggende stammer. De overlevende flygtede eller blev optaget i Zulunationen.

Senere var der kampe mellem zuluer og hollandske kolonister. Et af slagene blev udkæmpet ved en flod der ligger i nærheden af vort hjem. Der flød så meget blod at vandet blev rødt, og derfor kom floden til at hedde Blodfloden. Derefter kom den britiske hær. Ved en bakkeskråning kaldet Isandlwana, ikke langt fra mit hjem, blev tusindvis af mennesker dræbt i en af de mange heftige kampe mellem britiske soldater og zulukrigere. Der kom desværre aldrig varig fred til vor del af Zululand. Fra tid til anden blusser gammelt had mellem stammerne op.

En søgen efter materiel rigdom

Min moder døde da jeg var fem år gammel. Min fader og min storesøster, Bertina, tog sig af mig og hjalp mig med at få seks års skoleuddannelse. Da jeg var 19 år begyndte jeg at arbejde som ekspedient i den nærliggende by Dundee.

Jeg hørte at mange unge mænd tjente gode penge i Johannesburg, der er centrum for Sydafrikas guldmineindustri. Året efter flyttede jeg til Johannesburg og arbejdede i mange år med at sætte reklameplakater op.

Jeg var betaget af de forlystelser og muligheder som Johannesburg kunne tilbyde, men jeg indså snart at bylivet undergravede mit folks traditionsbestemte moral. Selv om mange unge mænd svigtede deres familier der boede ude i landsbyerne, glemte jeg imidlertid aldrig min familie, og jeg sendte regelmæssigt penge hjem.

Min fader døde i 1938. Som den ældste søn skulle jeg ifølge zuluskik føre familiens kraal videre. Det følgende år giftede jeg mig med en pige fra Zululand, Claudina Madondo. Som ægtemand fortsatte jeg med at arbejde i Johannesburg — 400 kilometer hjemmefra. De fleste af mine jævnaldrende gjorde det samme. Jeg følte en forpligtelse til at hjælpe min familie med at få en højere levestandard selv om det var smertefuldt at være adskilt fra den i lange perioder.

Materielle eller åndelige rigdomme?

Det var kun min moder der havde gået i kirke i vores familie, og hendes bibel var den eneste bog i hjemmet. Nogen tid efter min moders død lærte jeg at læse og skrive, og straks gik jeg i gang med Bibelen. Kirkernes læresætninger og ceremonier begyndte at bekymre mig. For eksempel havde medlemmer der bedrev utugt alligevel et godt omdømme. Jeg spurgte forskellige præster om denne inkonsekvente holdning, men ingen kunne give mig en tilfredsstillende forklaring.

Mens vi var i Johannesburg besluttede Elias Kunene og jeg at søge efter den sande religion. Vi besøgte kirker i nabolaget men fandt ikke det vi søgte. Så var det at Elias mødte Jehovas vidner. Da han forsøgte at forklare mig hvad han havde lært af dem, fortalte jeg ham at han var blevet ført på vildspor. Men efter at have lyttet til hans drøftelse med gejstlige og set at de ikke var i stand til at bevise at hans opfattelse var forkert, begyndte jeg at læse Vagttårnsselskabets publikationer, som jeg fik af Elias. Det var på dette tidspunkt jeg havde den uforglemmelige togrejse hvor Elias hjalp mig til at indse faren ved at stole på mutien. — 5 Mosebog 18:10-12; Ordsprogene 3:5, 6.

Dengang overværede jeg sammen med Elias regelmæssigt møderne i Jehovas Vidners første menighed af sorte i Johannesburg. Efter at have indviet mit liv til Jehova blev jeg døbt i 1942 i Orlando i Soweto. Når jeg var hjemme i Zululand prøvede jeg at dele min tro med Claudina, men hun var meget engageret i aktiviteter inden for kirken.

Hun begyndte imidlertid at sammenligne Vagttårnsselskabets publikationer med sin bibel, og efterhånden nåede sandheden fra Guds ord hendes hjerte. I 1945 blev hun døbt. Hun blev en nidkær kristen forkynder og delte sandheden fra Bibelen med sine naboer, og indprentede den i vore børns hjerter.

I mellemtiden havde jeg den forret i Johannesburg at hjælpe nogle til at lære Bibelen at kende. I 1945 var der i nærheden af Johannesburg fire menigheder med sorte, og jeg tjente som præsiderende tilsynsmand i menigheden Small Market. Med tiden blev der givet vejledning ud fra Bibelen til gifte mænd der arbejdede langt fra deres hjem. De blev opfordret til at vende tilbage til deres familier og være mere opmærksomme på deres ansvar som familieoverhoveder. — Efeserne 5:28-31; 6:4.

Elias var den første der forlod Johannesburg for aldrig at skilles fra sin familie igen. Det bevirkede at hans hustru og fem børn blev aktive vidner for Jehova. Elias opdragede også fire forældreløse niecer og nevøer, der blev indviede Jehovas vidner. Han døde i 1983 efter at have sat et godt eksempel i trofast at udføre de anvisninger Jehova giver gennem sit ord og sin jordiske organisation.

I 1949 sagde jeg mit arbejde op i Johannesburg for at tage mig af min familie på den måde Jehova ønsker. I Zululand blev jeg ansat hos en der tilså husdyrbesætninger. Jeg arbejdede som medhjælper ved en beholder hvor kvæget blev nedsænket i en insektdræbende væske. Det var svært at forsørge en familie med seks børn med den ringe løn jeg fik. For at kunne dække udgifterne solgte jeg derfor også hjemmedyrkede grøntsager og majs.

Velsignelser af stor værdi

Selv om vores familie ikke var materielt rig, var den rig på åndelige værdier, for vi fulgte Jesu råd: „Hold op med at samle jer værdier her på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. I skal hellere samle jer værdier i himmelen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler.“ — Mattæus 6:19, 20.

At erhverve sig disse åndelige værdier kræver hårdt arbejde ligesom hvis man skal grave efter guld i minerne omkring Johannesburg. Hver aften læste jeg et stykke fra Bibelen højt for mine børn og bad hver enkelt om at fortælle mig hvad han eller hun havde lært af det. I weekenden tog jeg dem på skift med ud i forkyndelsesarbejdet. Når vi gik fra kraal til kraal drøftede jeg spørgsmål fra Bibelen med dem og prøvede at indprente Bibelens høje moralnormer i deres hjerter. — 5 Mosebog 6:6, 7.

Jeg spurgte vore børn om hvem der havde givet dem de ting de kom hjem med, for at være sikker på at de ikke var stjålet. (Efeserne 4:28) Jeg holdt mig heller ikke tilbage fra at bruge tugtens kæp hvis et af børnene stak en løgn. (Ordsprogene 22:15) Jeg forventede også at de viste den rette respekt for ældre mennesker. — 3 Mosebog 19:32.

Som familieoverhoved satte jeg eksemplet ved ikke at svigte møderne, og jeg forlangte også at børnene overværede dem. Jeg sørgede for at hvert barn havde en sangbog, en bibel og de andre publikationer der blev brugt ved møderne. Vi forberedte os også sammen til møderne, og hvis et af børnene ikke kommenterede ved mødet prøvede jeg at hjælpe ham eller hende til at gøre dette ved det næste.

I mange år var vi den eneste familie der havde mulighed for at have de rejsende tilsynsmænd boende. Disse repræsentanter for Vagttårnsselskabet øvede en god indflydelse på vore børn og gav dem et ønske om at blive pionerer eller heltidsforkyndere. Min hustru og jeg blev meget glade da vores ældste søn, Africa, begyndte som pioner efter at have fuldført ti års skolegang. Senere tjente han som rejsende tilsynsmand, og derefter blev han indbudt til at arbejde som oversætter på Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Sydafrika. Han er nu gift og har selv børn. Han er ældste i en menighed i Zululand og har også den forret at hjælpe det sydafrikanske afdelingskontor med de juridiske spørgsmål der fra tid til anden opstår på grund af problemer der er forbundet med den sande tilbedelse.

Vi har fem sønner og en datter. Alle seks børn er nu voksne og er åndeligt stærke. Det har fyldt vore hjerter med megen glæde — en dyb tilfredshed der aldrig kan købes med materielle ting. Fire af mine sønner tjener som ældste i deres respektive menigheder. En af dem, Theophilus, nyder nu beteltjenestens privilegium på afdelingskontoret i Sydafrika.

Sandheden udbredes i Zululand

Da jeg i 1949 endelig rejste hjem for at bo sammen med min familie i Zululand, var der kun tre forkyndere i Collessie-menigheden. Med tiden voksede den, og 30 kilometer derfra, i landsbyen Pomeroy, blev endnu en menighed oprettet.

Igennem årene er vort forkyndelsesarbejde nogle gange blevet afbrudt af splittende kampe i lokalsamfundene. Kirkegængere har blandet sig i disse stammekrige. Kun Jehovas vidner er kendt for deres neutrale standpunkt. Engang udbrød der krig mellem mabaso- og mabomvustammerne i et område hvor jeg passede kvæg. Folket i området var fra mabasostammen og ville normalt have dræbt mig fordi de vidste at jeg kom fra mabomvustammen. De vidste imidlertid også at jeg var et af Jehovas vidner, og derfor gjorde de mig ikke fortræd.

I løbet af 1970’erne blev der udkæmpet flere og flere stammekrige, og det blev meget farligt at færdes i Msingadistriktet. Jeg besluttede at familien skulle flytte til en fredeligere del af Zululand. Der var andre der tog den samme beslutning. I 1978 bosatte vi os i byen Nongoma, hvor vi begyndte at komme i Lindizwe-menigheden. Året efter døde min kære hustru, Claudina. Hendes død var et stort chok for mig og mit helbred blev meget dårligt.

Ved hjælp af Jehovas ufortjente godhed kom jeg til kræfter igen og kunne to år senere begynde som pioner. Jeg er Jehova meget taknemmelig for at mit helbred ligefrem har fulgt med væksten i forkyndelsesarbejdet! Jeg er nu 85 år og er stadig i stand til hver måned at have et gennemsnit på over 90 timer. I januar 1992 flyttede jeg med min søn Nicholas til Muden, en del af Zululand hvor der er behov for flere forkyndere.

Jeg er lykkelig for at Jehovas organisation opmuntrede fædre som mig til at være mere opmærksomme på vore familiers åndelige behov! De velsignelser det har resulteret i, er af langt større værdi end noget der kan købes for penge. (Ordsprogene 10:22) Jeg siger Jehova tak for alt dette og beder om at tiden snart må komme hvor hans rige vil omdanne denne jord til et paradis. Til den tid vil livet i Zululands smukke bakker og dale for evigt være fredeligt, mens indbyggerne ’sidder hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen får dem til at skælve’. — Mika 4:4.