Mit liv med Jehovas organisation i Sydafrika
Fortalt af Frans Muller
DA MIN broder David og jeg skulle med aftentoget fra hovedbanegården i Cape Town så vi til vores forbløffelse et skilt med påskriften „Forbeholdt hvide“. Årsagen var at Nationalistpartiet havde vundet valget i 1948 og havde indført apartheidpolitikken.
Raceadskillelsen havde naturligvis længe eksisteret i Sydafrika, ligesom i de fleste andre lande i Afrika i kolonitiden. Men nu blev den lovfæstet, og det var ikke længere tilladt for hvide at sidde i samme vogn som sydafrikanere med en mørkere hudfarve. I dag, fireogfyrre år senere, er apartheid imidlertid ved at blive afviklet.
I hele apartheidtiden, hvor det var noget af en udfordring at udføre vor tjeneste sådan som vi ønskede det, tjente jeg som en af Jehovas Vidners heltidsforkyndere. I dag ser jeg i en alder af 65 år tilbage på den utrolige vækst Jehovas organisation i det sydlige Afrika har oplevet, og jeg er taknemmelig for at have haft den forret at arbejde sammen med den.
En kristen arv
I sine unge år læste min far tidligt hver morgen højt fra Bibelen for min bedstefar. Med tiden fattede far stor kærlighed til Guds ord. Da jeg blev født i 1928, var min far menighedsrådsmedlem i den hollandsk-reformerte kirke i Potgietersrust. Samme år gav min onkel ham bogen Guds Harpe.
Far bad imidlertid mor brænde bogen, med den begrundelse at den var fremstillet af en sekt. Mor beholdt den dog, og en dag da far ved et tilfælde fandt den, faldt han over et afsnit med overskriften „Vil Gud pine nogen?“ Selv om han var overbevist om at bibelstudenterne, som Jehovas vidner dengang blev kaldt, tog fejl, løb hans nysgerrighed af med ham, og han begyndte at læse. Han kunne ikke lægge bogen fra sig igen, og da han i de tidlige morgentimer gik i seng, sagde han: „Lillemor, jeg er bange for at de har sandheden.“
Næste dag cyklede far 50 kilometer for at få fat på flere bøger hos den nærmeste bibelstudent. Han læste ofte til langt ud på natten. Han forsøgte endog at overbevise præsten om de bibelske sandheder han lærte, i håb om at kirken ville forandre sig. Men hans anstrengelser var frugtesløse. Derfor meldte han sig ud af kirken og begyndte nidkært at forkynde. Sandheden blev hans liv og det vigtigste i vort hjem. Det var i det miljø jeg voksede op.
Senere blev far pioner, det vil sige heltidsforkynder. Han kørte store strækninger i sin gamle Ford-T for at forkynde. Efter et par år måtte han holde op i pionertjenesten på grund af familieforpligtelser, men han forblev meget aktiv i forkyndelsen. Nogle søndage rejste vi op til 90 kilometer sammen med ham for at forkynde i byen Pietersburg.
En blomstrende forretning
Far købte en lille købmandsforretning. Snart havde den vokset sig dobbelt så stor, og en filial blev åbnet. Nogle velhavende farmere gik i kompagniskab med far, og efterhånden drev de en engrosforretning samt en kæde på seks butikker spredt over et stort område.
Nogle af mine ældre brødre gik ind i foretagendet og havde udsigt til at tjene gode penge. Men vores åndelige sundhed begyndte at lide under det. Vi kom mere sammen med verdslige venner og naboer, som inviterede os med til deres fester. Far indså risikoen, sammenkaldte til familieråd og besluttede at sælge forretningen og flytte til Pretoria så vi kunne gøre mere i Jehovas tjeneste. Han beholdt kun én butik, som blev passet af nogle han havde ansat.
Mine brødre Koos og David sluttede sig til min storesøster, Lina, og min ældste broder i pionertjenesten. Desværre forlod min ældste broder senere den sande tilbedelse. I løbet af blot én måned i 1942 brugte vores familie på ti medlemmer tilsammen 1000 timer i forkyndelsen. Samme år symboliserede jeg min indvielse til Jehova ved vanddåben.
Hvorfor jeg gik tidligt ud af skolen
I 1944, mens den anden verdenskrig var på sit højeste, spurgte Gert Nel, en af Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd, om jeg planlagde at blive pioner. „Ja,“ svarede jeg, „om to år, når jeg er færdig med gymnasiet.“
Han havde samme indstilling som mange Jehovas vidner dengang og sagde advarende: „Pas på at Harmagedon ikke indhenter dig mens du sidder på skolebænken.“ Eftersom jeg ikke ønskede at det skulle ske, gik jeg ud af skolen og begyndte den 1. januar 1945 som pioner.
Mit første distrikt var i Vereeniging nær Johannesburg, og mine makkere var Piet Wentzel og Danie Otto. Ofte brugte jeg over 200 timer i forkyndelsen om måneden. Senere blev Piet sendt til byen Pretoria, og Danie måtte holde op i pionertjenesten for at hjælpe sin gamle far på farmen. Derfor var jeg ene om at passe 23 bibelstudier i Vereeniging.
Kort efter modtog jeg et brev fra afdelingskontoret om at jeg havde fået tildelt et nyt distrikt i Pretoria. Dengang forstod jeg ikke hvorfor, men senere erkendte jeg at det ikke ville have været klogt at overlade en uerfaren 17-årig til sig selv. Jeg havde stadig behov for megen oplæring og kunne have mistet modet.
Efter et stykke tid i Pretoria hvor jeg havde fået større erfaring, blev jeg indbudt til at blive specialpioner. Piet Wentzel og jeg sørgede for at de unge der kom til Pretoria som pionerer modtog praktisk oplæring. På det tidspunkt var Piet blevet udnævnt til rejsende tilsynsmand i området. Han giftede sig senere med min søster Lina, og de tjener nu sammen på afdelingskontoret i Sydafrika.
Blandt dem der kom til Pretoria som pionerer var Martie Vos, en tiltalende ung kvinde som var vokset op i en familie af Jehovas vidner. Vi blev forelskede i hinanden, men eftersom vi stadig var teenagere, var vi for unge til at blive gift. Da vi fik tildelt nye distrikter holdt vi kontakten ved lige pr. brev.
Beteltjeneste og Gileadskolen
I 1948 blev jeg indbudt til at tjene på Vagttårnets afdelingskontor i Cape Town. Dengang var der ingen boligbygning til de 17 der arbejdede i de tre lejede kontorlokaler og det lille trykkeri. Nogle af os var indlogeret hos familier, andre boede på pensionat.
Hver arbejdsdag samledes de 17 medlemmer af betelfamilien til drøftelse af dagens tekst i trykkeriets omklædningsrum. Mange af os måtte selv sørge for at få noget at spise til middag. Og efter en hel dags arbejde tog vi hjem til vore respektive logier i forskellige dele af Cape Town. Det var på en af vore daglige togrejser at min broder David og jeg til vores overraskelse så skiltet „Forbeholdt hvide“.
Da jeg kom til kontoret i Cape Town blev jeg klar over at jeg stadig havde meget at lære, og derfor spurgte jeg broder Phillips, afdelingstilsynsmanden: „Hvad skal jeg gøre for at indhente det jeg mangler?“
„Frans,“ svarede han, „tænk ikke på at indhente noget. Sørg bare for at følge med!“ Det har jeg altid forsøgt at gøre, og jeg har lært at hvis man tager dét til sig som Jehovas organisation tilvejebringer i form af åndelig føde og vejledning, vil man vokse sammen med den.
I 1950 blev jeg indbudt til at modtage oplæring som missionær i Vagttårnets Bibelskole Gileads 16. klasse. Skolen lå dengang i South Lansing i staten New York, cirka 400 kilometer nord for Brooklyn, New York. Det var mens jeg arbejdede midlertidigt på Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn at jeg fik et førstehåndsindtryk af Jehovas synlige organisation. De ledende brødres helhjertethed fyldte mig med dyb værdsættelse af Jehovas organisation.
Min videre tjeneste
Da jeg vendte tilbage til Sydafrika blev jeg udnævnt til at tjene som rejsende tilsynsmand i det nordlige Transvaal, hvor jeg var vokset op. Efter at have korresponderet med Martie i seks år blev hun og jeg gift i december 1952, og hun sluttede sig til mig i rejsetjenesten. Brødrenes værdsættelse af vore besøg var hjertevarmende.
Engang vi betjente en menighed på landet boede vi for eksempel hos en familie som undskyldte at de ikke havde mælk til teen eller kaffen. Senere erfarede vi at de havde solgt deres eneste malkeko for at få råd til at købe benzin så de kunne køre os rundt til fjerne afkroge af deres distrikt for at besøge farmerne. Vi holdt umådelig meget af brødre af deres støbning!
Indimellem følte jeg mig utilstrækkelig i kredstjenesten, især når det gjaldt om at løse ældres problemer. Jeg følte mig engang så følelsesmæssigt nedbøjet at jeg sagde til Martie at hun ikke skulle blive overrasket hvis vi igen blev sendt ud i pionertjenesten på grund af min manglende erfaring. Hun forsikrede mig om at hun med glæde ville virke i en hvilken som helst form for tjeneste, blot vi forblev i heltidstjenesten.
Forestil jer vores overraskelse da vi kom til den næste menighed og i vores post fandt en indbydelse til at tjene i områdetjenesten. I næsten to år rejste vi omkring i Sydafrika og Namibia, det daværende Sydvestafrika. Men apartheidsystemet vanskeliggjorde ofte vort arbejde. Vi blev ofte nægtet adgang til sorte kvarterer, og det hændte at vi ikke fik tilladelse til at afholde stævner.
I 1960 fik vi for eksempel tilladelse til at holde et områdestævne i Soweto. De sorte brødre fra fjerntliggende menigheder havde allerede købt tog- og busbilletter for at komme, men da regeringen hørte om vore planer blev tilladelsen inddraget. Vi kontaktede diskret en venligsindet politiinspektør i en by 20 kilometer uden for Johannesburg. Han stillede venligt nogle endnu bedre faciliteter til vores rådighed, og vi havde et pragtfuldt stævne, der blev overværet af mere end 12.000!
Situationen har vel nok ændret sig i de senere år! Nu hvor apartheid er under afvikling, kan vi frit mødes overalt i sorte, hvide og farvede eller indiske områder. Alle, uanset race, kan sidde sammen og nyde fællesskabet. Kun sprogforskellene har indflydelse på hvor man sætter sig.
En smertelig lektion
I 1947 begik min far en alvorlig fejl. Hans forretning, der lå mere end 200 kilometer fra hvor han og mor boede, blev urentabel på grund af svig, så derfor flyttede han alene tilbage for selv at bestyre den. Lang tids adskillelse fra mor fik ham til at bukke under for fristelse, og han blev udstødt.
Dette viste mig på en smertelig, personlig måde at det ikke er nok at være nidkær for sandheden. Alle må følge Bibelens principper. (1 Korinther 7:5) Efter en hel del år blev far genoptaget i den kristne menighed og tjente trofast til sin død i 1970. Min kære mor forblev trofast til sin død i 1991.
Yderligere velsignelser
I 1958 overværede Martie og jeg et stævne på Yankee Stadium og Polo Grounds i New York — det største stævne Jehovas Vidner nogen sinde har holdt. Vi strømmede over af glæde ved at være en del af Jehovas vidunderlige organisation. At være sammen med denne store skare på mere end 253.000 var en oplevelse for livet. Her mødtes ’en stor skare af alle nationer’ i fred og fordragelighed. (Åbenbaringen 7:9, 10) Martie blev i New York for at overvære Gileadskolen, og jeg vendte tilbage til områdetjenesten i Sydafrika.
I 1959, efter at Martie var vendt tilbage fra den 32. klasse på Gileadskolen, blev vi indbudt til at tjene på afdelingskontoret i Sydafrika, som dengang lå nær Elandsfontein, øst for Johannesburg. I årenes løb har jeg set organisationen vokse på mange måder, især med hensyn til kærlighed og medfølelse. Jeg har lært at Jehova leder sin organisation ved Jesus Kristus og at han vil bruge dem der stiller sig til rådighed.
I 1962 vendte jeg tilbage til Brooklyn i New York for at overvære et timåneders kursus. Det kursus kom mig især til gode da jeg i 1967 blev udnævnt til afdelingstilsynsmand for det sydafrikanske afdelingskontor. I 1976 begyndte man at udnævne udvalg for afdelingskontorerne. Fra da af hvilede ansvaret for de vigtige beslutninger i Sydafrika på skuldrene af fem erfarne kristne ældste.
Livet under apartheid
Apartheidlovene havde indflydelse på afdelingskontorets virke. I 1952, da betelhjemmet i Elandsfontein blev bygget, krævede loven at der blev opført en tilstødende bygning bagved til bolig for de sorte og farvede brødre. Loven krævede også at de spiste adskilt fra de hvide i såkaldte afrikanske opholdsrum. Senere blev der sørget for at de kunne spise i Betels køkken. Sådan var ordningen da vi i 1959 kom på Betel. Alt i mig gjorde oprør mod denne raceadskillelse.
Med tiden inddrog myndighederne tilladelsen til at vore sorte brødre kunne bo i bygningen bag ved selve Betelhjemmet. De sorte brødre måtte så flytte til et kvarter for sorte som lå 20 kilometer derfra. Nogle boede i lejede huse og andre i et herberg for enlige mænd. Denne utilfredsstillende situation varede ved i mange år.
Beteludvidelse
I mellemtiden måtte Betel i Elandsfontein udvides. Efter at vi havde bygget til tre gange, var vores grund fuldt bebygget. Det Styrende Råd bad os finde en byggegrund i et område hvor de lokale myndigheder ville give tilladelse til at opføre et betelkompleks hvor også vore sorte brødre kunne være. Hver morgen bad betelfamilien om at Jehova ville sørge for at dette blev muligt.
Det var en glædens dag da vi langt om længe fandt et egnet grundstykke i udkanten af Krugersdorp, vest for Johannesburg! Men igen blev vi bedt om at opføre en separat bygning til vore sorte brødre. Det gjorde vi, men vi kunne ikke få tilladelse til at huse mere end 20 sorte. I midten af 80’erne begyndte forholdene heldigvis at ændre sig. Regeringen mildnede sine strenge apartheidlove, og flere sorte, farvede og indiske brødre blev kaldt ind for at tjene på Betel.
Nu har vi en lykkelig, forenet betelfamilie, hvor alle, uanset race eller hudfarve, kan bo i de bygninger de vælger. Efter mange års kamp har vi også opnået juridisk anerkendelse som trossamfund. Der er blevet dannet en lokal forening der er indregistreret under navnet „Jehovas Vidner i Sydafrika“. Vi har nu vore egne giftefogeder, og i de sorte kvarterer skyder rigssalene op som paddehatte.
Jehovas organisation har erfaret stor fremgang siden jeg tjente på afdelingskontoret i Cape Town! Fra at være en lille familie på 17 uden et betelhjem, er vi nu en stor familie på over 400 medlemmer med et smukt betelhjem. Det moderne kompleks er udstyret med avancerede computere og rotationstrykkemaskiner. Ja, jeg har haft det privilegium at vokse op med Jehovas organisation i Sydafrika. Dengang jeg for cirka 50 år siden begyndte i tjenesten var vi omkring 400 forkyndere. I dag er vi næsten 55.000!
Jeg takker Jehova for at jeg, i næsten 39 år, har haft en hustru ved min side til at støtte mig. „Mit bæger er fyldt op.“ (Salme 23:5) Martie og jeg er taknemmelige for at tilhøre Jehovas organisation, der ledes af hans ånd, og er besluttede på at fortsætte med at tjene Jehova i hans hus, Betel, og holde trit med hans fremadskridende organisation.
[Kort på side 19]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
ANGOLA
ZAIRE
ZAMBIA
ZIMBABWE
BOTSWANA
NAMIBIA
SWAZILAND
LESOTHO
SYDAFRIKA
Pretoria
Johannesburg
Cape Town
Port Elizabeth
ATLANTERHAVET
MOÇAMBIQUE
INDISKE OCEAN
[Illustration på side 20]
Piet Wentzel og Frans Muller (til venstre) i pionerarbejdet i 1945
[Illustration på side 23]
Frans og Martie Muller