Landet som aldrig smelter

DET høje nord har altid fascineret mig. Allerede som barn, da jeg boede i Gold Beach i den amerikanske stat Oregon, plejede jeg at studere kort over Canada og drømme om en dag at udforske steder med spændende navne som Store Slavesø og Store Bjørnesø. En dag i 1987 begyndte min ven Wayne og jeg at planlægge at besøge Auyuittuq National Park, Canadas første nationalpark nord for polarcirklen.

Auyuittuq, der på inuit-sproget betyder „landet som aldrig smelter“, blev fredet for at bevare den arktiske ødemark med forrevne bjergtinder, dybe dale, imponerende fjorde og et rigt dyreliv i havet ved kysterne. I parken ligger blandt andet Penny Ice Cap, en vældig kappe på 5700 kvadratkilometer af is og sne som til alle sider løber ud i gletschere. Auyuittuq kaldes derfor naturligt nok for „det arktiske Schweiz“.

Baffin Island, som er omkring 1600 kilometer lang, er den femtestørste ø i verden. Men ingen af vore venner havde hørt om den! De blev ved med at spørge: „Hvornår er det I rejser til Alaska?“ (Baffin Island ligger 3200 kilometer øst for Alaska men på samme breddegrad.) Selv om Jehovas vidner fra Canada har udført et stort forkyndelsesarbejde på Baffin Island, er der ingen forkyndere på øen. Faktisk er der 1000 kilometer til den nærmeste menighed — i Labrador City i Newfoundland.

Auyuittuq har tre måneders sommer og ni måneders vinter, så vi besluttede at tage af sted i august 1988, efter havisens opbrud og efter at de fleste stikkende kvægmyg var væk. Det var desuden før septembersnefaldene satte ind.

Rejsen til Baffin Island

Endelig kom tiden for vores afrejse. Først kørte vi i bil fra vort hjem i North Carolina til Montreal i Quebec, hvor vi gik om bord i en Boeing 737. Efter en time i luften spredtes skyerne, hvilket gav os en pragtfuld udsigt over Det Canadiske Skjold, et nøgent klippeområde med hundreder af søer i alle former og størrelser og uden nogen form for trævækst. Efter en kort mellemlanding i Kuujjuaq (tidligere Fort-Chimo) begyndte vi igen at kunne se sne hele vejen ned til havniveau. Snart passerede vi over Ungava Bay, som til vores overraskelse var pakket med isbjerge så langt øjet rakte.

Efter næsten tre timer landede vi i Iqaluit, som betyder „fiskeplads“. Byen blev tidligere kaldt Frobisher Bay, den er nervecenter for Baffin Island og, med en befolkning på omkring 3000, den største by.

Med flere timers ventetid indtil næste flyafgang besluttede vi at gå på opdagelse i byen. Det første vi lagde mærke til var en overflod af kæruld, med de oppustede hvide blomster, som inuitterne (tidligere kaldet eskimoerne) plukker og tørrer og presser til bomuldsballer. Da vi slentrede ned mod havnen og helt ud til vandkanten bemærkede vi at tidevandet hurtigt aftog. Efter kun to minutter var 6 meter af stranden blotlagt og tør!

Kort tid efter gik vi om bord i et lille propelfly med kurs mod Pangnirtung, lige syd for polarcirklen. Flyveturen, der varede en time, gav os en forsmag på hvad der ventede os. Gennem de spredte, mørke skyer fik vi glimt af ødemarkens vidder med sne, klipper og vand. Alt så koldt og dystert ud. Og da vi lagde an til landing i Pangnirtung forstærkedes dette indtryk. Under et dække af tunge skyer kredsede flyet over en dyb fjord omgivet af snedækkede klippebjerge før det gik ned på en landingsbane af grus.

Fejlagtige forestillinger

Det regnede i Pangnirtung, så vi søgte ly under flyets vinger, mens vi ventede på rygsækkene med al vores mad og grej og en kuffert med bibelske publikationer. Da lastrummet var tømt, var der imidlertid intet spor af vore ting. I den lille terminalbygning fik vi at vide at de måske ville komme med det næste fly, som ventedes to timer senere. Vi havde dog vores telt med os, så vi begyndte at søge efter en lejrplads. Vi søgte ly for regnen i en lille kolonialhandel nær lejrpladsen og talte med en pige som bestyrede butikken om byen og dens indbyggere.

Hun ryddede nogle af vore fejlagtige forestillinger af vejen. Vi troede at der måtte være mere end 300 husstande i byen eftersom den havde 1000 indbyggere. Men der var faktisk kun omkring 180. Kom de fleste forsyninger ikke ad luftvejen? Nej. Har I hørt udtrykket: „Når mit skib kommer ind“? Skibet kommer en gang om året — ja, faktisk kommer der fire skibe. Ét til Hudson Bay Company, som er handelskompagniet i nord, ét med byggematerialer, ét med olie og benzin, og ét med varer til alle andre butikker, deriblandt dåsemad til et helt år. Letfordærvelige varer kommer naturligvis med fly.

Aldrig nat

Da vores bagage omsider ankom, slog vi lejr og lavede mad, alt sammen i regnvejr. En trekkingguide fortalte os at han havde været der i tre måneder og kun haft ni solskinsdage! Det viste sig at være varmere end forventet — cirka 10 grader, dag og nat.

Det blev imidlertid ikke nat. Der var dagslys hele tiden under vort ophold. Vi fandt ud af at vi kunne tage fotografier uden blitz klokken et om natten. Men hvordan kunne vi sove når det altid var lyst? Det var koldt nok til at bære uldhue, selv når man skulle sove. Derfor trak vi bare huen ned over øjnene når vi ville have lyset „slukket“.

På et tidspunkt blev jeg klokken tre om natten vækket af et stærkt nordenlys. Jeg var forvirret. På den nordlige halvkugle stiger solen op i øst, står i syd om eftermiddagen, og går ned i vest, men viser sig aldrig i nord. Men så kom jeg i tanker om at vi befandt os øverst på jordkloden, og at solen faktisk skinner fra nord i sommernatten. Det tog nogen tid at vænne sig til det.

Ville inuitterne byde os velkommen?

Næsten alle huse i Pangnirtung er surret fast til jorden med stærke kabler for at sikre at de bliver stående under de kraftige storme. De fleste familier har snescootere til transport om vinteren og små tre- eller firhjulede terrængående køretøjer om sommeren. Der er også nogle få biler, selv om byen kun har et vejnet på omkring tre kilometer! Eftersom byen ligger på en lille flad slette ved siden af fjorden og er omgivet af høje bjergvægge, er der ingen andre steder man kan køre hen.

Hver familie får en stor del af sin føde ved at jage tundrarener og ringsæler, samt ved at fiske efter ørreder. I Iqaluit prøvede vi rensdyrburger, moskusokseburger og selv en lille muktuk, hvalskind med spæk. I modsætning til kofedt har hvalfedt ikke fedtsmag, selv ikke når det er koldt, og vi fik at vide at det er rigt på proteiner.

Vi mødte kun ganske få i byen som havde hørt om Jehovas Vidner, og de var ikke indfødte. De var flyttet hertil fra andre områder. Vi var derfor meget spændte på hvordan folk her i det høje nord ville reagere på budskabet om Riget. Det fandt vi hurtigt ud af. Næsten alle vi mødte tog imod bibelsk læsestof. Faktisk besøgte jeg hver dag 45 hjem, og hver dag var der kun tre personer som sagde at de ikke var interesserede.

Da vi begyndte at banke på dørene den første dag, skyndte en ung mand sig forbi os ind i huset vi stod ved og sagde: „I skal ikke banke på. Bare gå ind. Det gør alle her.“ Vi fulgte derfor den unge mands råd, åbnede lidt forlegne yderdøren, gik indenfor til den næste dør, der som regel stod åben, og besøgte beboerne. Folkene, der næsten alle var inuitter, var i begyndelsen lidt mistænksomme. Men ved at smile venligt, straks fortælle hvem vi var og vise de smukke illustrationer i Min bibelhistoriebog, fjernede vi hurtigt deres frygt og vakte deres interesse. De kunne godt lide når vi viste dem billedet af et barn der leger med en løve og talte om den dag da selv isbjørnene ville blive tamme og fredelige og maden ikke ville være så dyr.

Efter at have besøgt alle hjem i landsbyen tog vi seks dage på vandretur i Auyuittuq National Park, en eventyrverden af sne, is, gletschere, klippetinder og vandfald.

Da vort fly lettede fra Pangnirtung og kredsede syd over fjorden takkede vi Jehova Gud for denne lejlighed til at besøge et isoleret distrikt. Vi tænker stadig på de venlige inuitter som var så modtagelige for Bibelens sandheder, i landet som aldrig smelter. — Indsendt.

[Illustrationer på side 16, 17]

Kæruld på Baffin Island. I baggrunden knejser Thor Peak 1500 meter over dalbunden

Yderst til højre: Man skal være sikker på fødderne for at krydse en iskold flod

Nederst til højre: Strandede både ved ebbe i Pangnirtung

Herover: Inuit-pige trykker sin dyrebare ’Bibelhistoriebog’ ind til sig