Filippinernes højesteret stadfæster religionsfriheden

Af Vågn op!-​korrespondent i Filippinerne

DEN 7. juni 1993 vendte millioner af filippinske skolebørn tilbage til deres klasseværelser efter ferien. Jehovas vidners børn var i særlig godt humør. Hvorfor? Jo, den 1. marts 1993, umiddelbart før sommerferien, havde Filippinernes højesteret omstødt en højesteretsdom fra 1959 og stadfæstet at børn af Jehovas vidner har ret til at nægte at hilse flaget, aflægge troskabseden og synge nationalsangen.

Hvad havde ført til denne holdningsændring? Og hvilke konsekvenser ville den få for venner af frihed i Filippinerne?

Hvorfor Jehovas vidner ikke hilser flaget

Jehovas vidner opfatter flaghilsen, afsyngelse af nationalsang og aflæggelse af troskabsed som religiøse handlinger. Deres bibeloplærte samvittighed tillader dem ikke at deltage i sådanne tilbedelseshandlinger. (Mattæus 4:10; Apostelgerninger 5:29) Uanset i hvilket land de bor, efterligner de Jesus Kristus, som sagde at hans disciple ’ikke var en del af verden, ligesom han ikke var en del af verden’. — Johannes 17:16.

Jehovas vidner viser imidlertid respekt for de regeringer de lever under, i erkendelse af at det er en ordning som tillades af Guda. De er derfor forpligtede til at holde landets love, betale skat og ære myndighedspersoner. De vil aldrig støtte et oprør mod nogen regering.

Baggrunden for højesterets afgørelse

Af hvilke grunde omstødte den nuværende højesteret dommen fra 1959 i sagen Gerona mod undervisningsministeren? I præmisserne til dommen i 1993, som blev skrevet af dommer Griño-Aquino, hed det: „Den idé at man kan tvinges til at hilse flaget, synge nationalsangen og aflægge troskabseden ved en flaghilsenceremoni med trussel om afskedigelse fra sit job eller bortvisning fra sin skole, er samvittighedskrænkende for den nulevende generation af filippinere. De er vokset op med borgerrettigheder som garanterer talefrihed og religions- og tilbedelsesfrihed.“

Domstolen gjorde opmærksom på at ’selv om Jehovas vidner ikke deltager i tvungne flaghilsenceremonier, opfører de sig ikke provokerende eller vækker anstød hos dem af deres landsmænd som ønsker at udtrykke deres kærlighed til fædrelandet ved at deltage i en flaghilsenceremoni’. Retten bemærkede videre: „Ved at stå stille og værdigt under ceremonien viser de deres respekt for andres ret til at deltage i de højtidelige handlinger. . . . Eftersom de ikke foretager sig noget forstyrrende, er der ingen hjemmel for at bortvise dem.“

Den nuværende domstol kom også ind på den påstand der var blevet fremsat i Gerona-sagen om at hvis Jehovas vidner blev fritaget fra flaghilsen, „vil flagceremonien blive noget som hører fortiden til eller måske blive udført af meget få deltagere, og den tid vil komme da borgerne ikke vil have lært eller være blevet indskærpet ærbødighed for flaget og kærlighed til fædrelandet, beundring for nationale helte og patriotisme — en ynkelig, ja ligefrem tragisk situation, og alt dette blot fordi en lille gruppe elever tvang sin vilje igennem, krævede og opnåede fritagelse.“

I præmisserne til dommen i 1993 blev dette kommenteret: „Den situation som domstolen så dystert havde forudsagt ville komme . . ., er ikke indtruffet. Vi er ikke overbevist om at dét at fritage Jehovas vidner, denne religiøse gruppe som rigtignok kun udgør ’en lille del af skoleeleverne’, fra at hilse flaget, synge nationalsangen og aflægge troskabseden, vil ryste vores del af verden og pludselig frembringe en nation der ’ikke har lært eller er blevet indskærpet ærbødighed for flaget, kærlighed til fædrelandet og beundring for nationale helte’.“

Endelig henviste højesteret til de kommentarer dommer Robert Jackson fra USA’s højesteret i 1943 kom med i Barnette-sagen: „At tro at patriotismen ikke vil trives hvis patriotiske ceremonier er frivillige og spontane i stedet for tvungen rutine, er at bedømme vore institutioners appel til frie sind i et lidet flatterende lys. . . . Frihed til at være anderledes er ikke begrænset til forhold af underordnet betydning. Dette ville ikke have meget med frihed at gøre. Frihedens sande natur består i retten til at være anderledes i forhold som berører selve grundlaget for den eksisterende orden.“

Efter at disse interessante juridiske punkter var blevet trukket frem, lød den filippinske domstols enstemmige afgørelse: „Bortvisningsordren udstedt af de indstævnte mod appellanterne er herved ANNULLERET OG OMSTØDT. Den midlertidige ophævelse af bortvisningen som var blevet vedtaget af denne domstol er herved gjort permanent.“

Meddommer Isagani Cruz tilføjede i en ledsagende udtalelse: „Efter min ydmyge opfattelse var dommen i Gerona-sagen baseret på en forkert antagelse. Retten forkyndte at den arbejdede ud fra den overbevisning at staten har ret til at afgøre om noget er religiøst eller ej og kan diktere den enkelte hvad vedkommende kan tilbede eller ikke kan tilbede. . . . Ved at kræve at appellanten deltager i en flagceremoni har staten ex cathedra erklæret at de ikke overtræder Bibelen ved at hilse flaget. Det er for mig at se en uberettiget indblanding i deres religiøse tro, som siger dem det modsatte. Staten kan ikke fortolke Bibelen for dem. Det har den ingen kompetence til.“

Hvad det betyder for venner af frihed

Alle venner af frihed glæder sig over denne afgørelse til fordel for det frie valg i religions- og samvittighedsspørgsmål. Men de underlægger sig statens relative myndighed. (Romerne 13:1, 2) Ved at beskytte individets rettigheder åbner staten ikke vejen for anarki men udfylder snarere den rolle apostelen Paulus beskrev i Romerbrevet 13:5, 6, hvor han siger: „Det er . . . nødvendigt at man underordner sig, . . . for samvittighedens skyld. Det er jo også af den grund I betaler skat; de er jo Guds offentlige tjenere der til stadighed tjener netop dette formål.“

Jehovas vidner i Filippinerne respekterer højesteretsdommernes juridiske indsigt men erkender at æren i sidste instans må gå til Skaberen, Jehova Gud.

[Fodnote]