Sapporos is- og snefestival
Af Vågn op!-korrespondent i Japan
Byen Sapporo i det nordlige Japan ligger i de lange vintermåneder begravet i sne. Førhen var der ikke meget byens indbyggere kunne foretage sig i disse fem-seks måneder af året, men så stak byens vise fædre hovederne sammen og fik en idé: En snefestival med store snefigurer.
I 1950 hjalp gymnasieelever med at bygge seks figurer på tre til fire meters højde. Omkring 50.000 kom for at se sneudgaven af „Venus fra Milo“ og andre figurer. Yuki Matsuri, snefestivalen, havde fået en god begyndelse.
Gennem årene er festivalen vokset i størrelse og popularitet. Hvert år kommer der cirka to millioner tilrejsende, også fra andre lande, for at beundre de hundreder af sne- og isskulpturer. Denne ugelange, ikkereligiøse vinterbegivenhed er blevet den største af sin art i Japan.
En rundtur under festen
Ōdori-parken er et område på længde med elleve boligblokke og dermed det største af de tre udstillingssteder under højtiden. Den ligger i bymidten og blev tidligere brugt som opsamlingssted for al den sne der blev skrabet sammen fra byens gader. Her og i det nærliggende Makomanai ser man de største udskårne figurer. Børnene henrykkes over at se de figurer de kender fra fjernsynet og tegneseriebøgerne — og dét endda i gigantudgave. Dér er for eksempel rumalderhelten Ultraman, som de små drenge ynder at efterligne. Og ved siden af står den populære tegnefilmfigur Chibi Maruko-chan med sine børnevenner, kendt fra fjernsynet.
Også voksne begejstres. En fantastisk vellykket kopi af Paris’ operahus, komplet med udsmykkede vægge og endda statuer af musikere på taget, tiltrækker sig opmærksomhed. Dér er den gamle tyske Rigsdag, en snebygning i barokstil. Det store arabiske slot med Aladdin og hans ’vidunderlige lampe’ lader sig også let genkende.
I forhold til de store figurer virker skulpturerne på Borgerpladsen mindre, og mange af dem har et særligt budskab. En efterligning af Brandenburger Tor står som en påmindelse om den nylige genforening af de to Tysklande. Nogle af skulpturerne afspejler bekymring for jorden, dens økologiske system og dens dyreliv.
For enden af Ōdori-parken ligger Nationernes Plads, hvor hold fra mange forskellige lande konkurrerer indbyrdes. Nogle er professionelle billedhuggere som normalt arbejder i marmor, sten og andre materialer. Hver af dem får stillet en 27 kubikmeter stor terning sammenpresset sne til rådighed, og får tre dage til at lave deres skulptur.
Men hvordan bliver disse mægtige figurer tilvirket, og hvordan bærer billedhuggerne sig ad med at få så mange detaljer med?
Hvordan sneskulpturerne bliver lavet
Det er ikke nogen nem opgave at bygge en sådan kolos. Blot et enkelt projekt kan tage op til en måned, og der kan gå så meget som 1500 mandedage med det. En af de store skulpturer var en kopi af Flinders Street Station i Melbourne i Australien. Den var 35 meter lang, 35 meter bred og 15 meter høj. Det krævede 1400 læs sne a 5 tons at få transporteret de 7000 tons sne der skulle bruges. Det er ikke mærkeligt at en stor del af arbejdet med at bygge disse mastodonter siden 1955 er blevet lagt over på forsvaret, senere med forstærkning fra brandvæsenets aspiranter. Lad os se hvordan de bærer sig ad med at bygge disse store kunstværker af sne.
Først må man udvælge sig et projekt. Derefter indsamles informationer og billeder, som danner grundlag for en model i ler, papmaché eller andre materialer. Cirka en måned før festugen samler man ren sne sammen og transporterer det til udstillingsstedet. Der læsses det af og komprimeres i en stor træramme, hvorefter det gøres hårdt ved oversprøjtning med vand. Så fjernes trærammen, stilladser opstilles, og det egentlige billedhuggerarbejde begynder.
Ofte arbejdes der om natten, hvor temperaturen er et godt stykke under frysepunktet. Billedhuggerne bruger økser og skovle til de grove træk og mindre redskaber til detaljerne.
Enkeltpersoner og små grupper kan også være med. Der er hundreder af ansøgere fra hele landet, men kun omkring en tredjedel af dem udtrækkes og får lov til at arbejde under ledelse af et eksperthold. Hver ansøger får tildelt en sneterning på 8 kubikmeter og har fem dage til at færdiggøre sit projekt.
Fascinerende skønheder
Skulpturerne af ren is føjer endnu en smuk dimension til denne festuge. De tilvirkes som regel af medlemmer af Isbilledhuggernes Forening. Mange af dem er kokke fra kendte hoteller, hvor de normalt viser deres evner i festlokalerne. Men de er ivrige efter at komme til Sapporo, og resultatet er til fryd og glæde.
Koncerter og optræden til musik bidrager til feststemningen. Der er konkurrencer, marcherende musikkorps, dans, skiakrobatik og meget andet. Børnene glæder sig også over de mange isrutsjebaner som er lavet for deres skyld og som er indbygget i isfigurerne.
Det er særlig smukt at besøge udstillingsstederne om aftenen. De utallige små pærer der lyser fra parktræernes nøgne grene, danner, sammen med de mange forskellige lys der reflekteres i de glitrende figurer, et betagende sceneri af lys og farve i dette vintereventyrets land. Efter et besøg ved denne festuge forundres man over hvad menneskets gudgivne fantasi og evnen til at arbejde med hænderne i forening kan udvirke.
[Illustrationer på side 23]
De enorme sneskulpturer, som den der ses herunder, kan være 35 meter brede og 15 meter høje, og der kan være brugt op til 7000 tons sne til bygningen af dem