Den støtte som tæller

„JEG måtte kæmpe med frygt for døden og periodiske depressioner,“ fortæller Virginia, et af Jehovas vidner fra Argentina. Hun gennemgik radikal mastektomi og fik fjernet begge æggestokke i sin kamp mod brystkræft.a

Ja, næsten alle der rammes af brystkræft frygter for at dø. Denne frygt, kombineret med en skræk for nedsat funktionsduelighed og for at miste noget af sin kvindelighed, kan skabe uro i en kvindes følelsesliv. En overvældende fornemmelse af ensomhed kan føre til dyb fortvivlelse. Hvordan kan hun forskånes for sådanne følelsesmæssige belastninger?

Behov for støtte

„Hun har behov for støtte!“ svarer Joan fra De Forenede Stater. Hendes moder og bedstemoder fik brystkræft, og nu kæmper hun den samme kamp som de. Loyale familiemedlemmer og venner kan yde trøstende støtte og hjælp. Joans mand, Terry, blev en stærk støtte for hende. Terry forklarer: „Jeg så det som min opgave at være et stabilt holdepunkt for Joan. Jeg måtte hjælpe hende til at vælge en behandling der ville give tillid og styrke til at kæmpe videre og ikke give op. Vi måtte se at få hold på hendes frygt for kræftoperationen, og jeg forsøgte at nævne hendes spørgsmål og frygt i vore samtaler med lægerne.“ Terry tilføjer: „Dette er noget vi kan gøre for vore familier og for medkristne som ikke har støtte fra familien. Vi kan være deres øjne, ører og stemme over for lægestaben.“

De som er ugifte eller enker har behov for særlig opmærksomhed. Diana fra Australien fortæller os: „Min mand døde efter en kræftoperation for fem år siden, men mine børn har været med til at udfylde tomrummet. De har været venlige men ikke følelsesladede. Det har givet mig styrke. Alt blev varetaget hurtigt men velovervejet.“

Brystkræft kan påvirke hele familien psykisk. De har derfor alle behov for kærlig omsorg og støtte fra andre (især fra deres åndelige brødre og søstre, hvis de er Jehovas vidner).

Rebecca, fra De Forenede Stater, hvis moder kæmpede med brystkræft, forklarer: „Menigheden er ens udvidede familie, og dét ens medkristne gør, påvirker i høj grad ens følelser. Selv om mange ikke personligt syntes om den uortodokse behandling min moder valgte, støttede de os følelsesmæssigt ved at ringe og ved at komme på besøg. Nogle kom endog og hjalp med at tilberede hendes diætkost. De ældste sørgede for telefonforbindelse med rigssalen så vi aldrig gik glip af møderne. Menigheden sendte endog et kort med en pengegave.“

Føromtalte Joan siger: „Den dag i dag bliver jeg stadig rørt når jeg tænker på den kærlighed mine åndelige brødre og søstre har vist. I syv uger, fem dage om ugen, skiftedes mine kærlige søstre til at køre mig til og fra hospitalet til behandling. Og det var en tur på 150 kilometer! Jeg takker Jehova for den rige velsignelse det kristne brodersamfund er!“

En anden måde hvorpå vi alle kan være til opmuntring og støtte er ved vor opbyggende tale. Vi må passe på ikke at volde sorg ved ubevidst at tale om negative ting. June fra Sydafrika forklarer: „Man kan ikke forvente at en person der ikke har haft kræft skal sige det helt rigtige. Personligt kunne jeg kun klare at høre om andre kræfttilfælde med et positivt resultat.“ Noriko fra Japan er enig: „Hvis folk fortæller mig om en eller anden som er kommet sig uden at få tilbagefald, håber jeg at blive lige så heldig.“

Husk at nogle kvinder ikke kan lide at man hele tiden spørger til deres helbred. Andre har derimod behov for at snakke om deres oplevelse med brystkræft, især med nære venner. Hvordan kan man vide hvad der er bedst at gøre? Helen fra De Forenede Stater anbefaler: „Spørg vedkommende om hun bryder sig om at tale om det, og lad hende selv tale.“ Ja, „vær rede til at lytte,“ siger Ingelise fra Danmark. „Vær sammen med hende, så hun ikke overlades til sine egne triste tanker.“

Arbejd bevidst på at være positiv

Brystkræftbehandling kan gøre en patient udmattet og træt i ugevis, månedsvis eller årevis. En af de største prøver for en kvinde med brystkræft kan være at erkende at hun ikke kan det samme som før. For at leve med sine begrænsninger må hun ’skrue ned for blusset’ og hvile sig i løbet af dagen.

Når en depression sætter ind, må man hurtigt gøre noget for at bevare en positiv indstilling. Noriko fortæller sin historie: „Hormonbehandlingen gjorde mig deprimeret. I den tilstand kunne jeg ikke gøre det jeg ønskede, og jeg følte derfor at jeg hverken kunne bruges af Jehova eller i den kristne menighed. Efterhånden som min tankegang blev mere negativ, begyndte jeg at tænke på de lidelser der var overgået andre i min familie som var døde af kræft. Jeg blev grebet af frygt og tænkte: ’Kan jeg klare det som de gik igennem?’“

Noriko fortsætter: „Det var på det tidspunkt at jeg begyndte at gøre en bevidst indsats for at bringe mine tanker ind i de rette baner ved at bruge Jehovas Vidners publikationer til at lære at forstå hvordan Jehova ser på en. Jeg lærte hvordan man viser gudhengivenhed, at det der tæller ikke er den mængde arbejde man får fra hånden, men motivet der ligger bag. Jeg ønskede at Jehova skulle synes om min hjertetilstand og tankegang, og jeg besluttede derfor at tjene ham med glæde og være helhjertet, selv om jeg kun kunne udrette meget lidt i den kristne tjeneste.“

Den langvarige usikkerhed i kampen mod brystkræft kan undergrave et positivt livssyn. Diana forklarer at det der har hjulpet hende mest, har været at fylde sit sind og hjerte med alle de kærlige gaver Jehova har givet hende: „Familie, venner, smuk musik, synet af det vældige hav og de pragtfulde solnedgange.“ Hun giver denne tilskyndelse: „Fortæl andre om Guds rige. Og se hele tiden frem til de forhold der vil råde på jorden under Guds rige, hvor der ikke længere skal være sygdom!“ — Mattæus 6:9, 10.

Virginia henter også styrke til at bekæmpe sin depression ved at grunde over sine mål i livet: „Jeg ønsker brændende at leve, for jeg har et vigtigt arbejde at udføre.“ Om de svære stunder hvor frygten vælder op i hende, siger hun: „Jeg sætter hele min lid til Jehova, for jeg ved at han aldrig vil forlade mig. Og jeg tænker på bibelverset i Salme 116:9, som forsikrer mig om at ’jeg vil vandre for Jehovas ansigt i de levendes lande’.“

Alle disse kvinder sætter deres lid til Bibelens Gud, Jehova. I Andet Korintherbrev, kapitel 1, vers 3 og 4, kaldes Jehova for „al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel“. På hvilken måde rækker Jehova sin hånd ud for at støtte dem som har behov for trøst?

Mieko fra Japan svarer: „Jeg er overbevist om at jeg ved at fortsætte med at tjene Jehova modtager hans stærke trøst og hjælp.“ Yoshiko udtrykker det således: „Selv om mennesker ikke forstår mine lidelser, ved Jehova alt, og jeg er overbevist om at han har hjulpet mig, alt efter hvad der har været behov for.“

Joan siger: „Bønnens kraft kan løfte én op fra fortvivlelsen og bringe én på fode igen. Når jeg tænker på den storslåede helbredelse Jesus udvirkede da han var på jorden og den fuldstændige helbredelse han vil sørge for i den nye verden, er disse ord meget trøstende!“ — Mattæus 4:23, 24; 11:5; 15:30, 31.

Kan du forestille dig en verden uden brystkræft, ja uden nogen som helst sygdomme? Dette løfte giver al trøsts Gud, Jehova. Esajas 33:24 taler om en tid da ingen på jorden vil sige at han eller hun er syg. Dette håb vil snart blive til virkelighed når Guds rige under hans søn Kristus Jesus udstrækker sit styre til jorden, og fjerner alle årsager til sygdom, sorg og død! Hvorfor ikke læse om dette vidunderlige håb i Åbenbaringen 21:3-5? Hav mod til at se fremtiden i øjnene med den støtte som giver sand trøst.

[Fodnote]