Bestræbelser for at redde børnene

„Vi er samlet til Verdenskonferencen om Børn for at indgå en fælles forpligtelse og rette en indtrængende appel til hele verden — om at give alle børn en bedre fremtid.“ — De Forenede Nationers Verdenskonference om Børn, 1990.

PRÆSIDENTER og statsministre fra mere end 70 lande samledes den 29. og 30. september 1990 for at drøfte børns levevilkår.

Ved konferencen blev verdenssamfundets opmærksomhed henledt på den forfærdelige tilværelse mange børn må friste, en global tragedie som er blevet fejet ind under gulvtæppet. USA’s udsending Peter Teeley påpegede: „Hvis det var 40.000 sjældne natugler der døde hver dag, ville der lyde et ramaskrig. Men nu er det 40.000 børn, og det bliver knap nok bemærket.“

Alle de forsamlede regeringschefer var enige om at der måtte gøres noget — snart. De afgav et „højtideligt løfte om at give børns rettigheder en høj prioritet, sørge for deres overlevelse, beskyttelse og udvikling“. Hvilke konkrete forslag fremsatte de?

Over 50 millioner unge liv i fare

Hovedsigtet var at redde de mere end 50 millioner børn som sandsynligvis ellers vil dø i 1990’erne. Mange af dem kan reddes hvis følgende sundhedsforskrifter følges.

• Hvis alle mødre i ulandene blev overtalt til at amme deres nyfødte i mindst fire til seks måneder, kunne der hvert år reddes én million børn.

• Ved udstrakt anvendelse af oral rehydratiseringsterapi (ORT) kunne man halvere antallet af de fire millioner diarrédødsfald blandt børn hvert år.a

• Massevaccination og brug af billige antibiotika kunne forebygge millioner af dødsfald forårsaget af sygdomme som mæslinger, stivkrampe og lungebetændelse.

Er det muligt at gennemføre et sådant sundhedsprogram? Den årlige udgift ved slutningen af årtiet ville nok komme op på 17 milliarder kroner. Men i global sammenhæng er det intet. De amerikanske tobaksfirmaer bruger samme beløb hvert år — alene på cigaretreklamer. Hver dag ødsler verdens lande samme sum på militærudgifter. Kunne disse midler ikke bruges bedre på børnenes sundhed? I De Forenede Nationers Erklæring om Barnets Rettigheder står der at „menneskeheden skylder barnet det bedste den kan give“.

Naturligvis betyder dét at „give alle børn en bedre fremtid“ langt mere end blot at redde dem fra en tidlig død. Sandra Huffman, der er formand for Centret til Forebyggelse af Underernæring hos Børn, forklarer i tidsskriftet Time at „ORT ikke forebygger diarré, det redder kun børn fra at dø af det. . . . Det vi nu må gøre,“ tilføjer hun, „er at fokusere på hvordan vi kan forebygge sygdommen, ikke blot døden.“

For at forbedre — og redde — millioner af børns liv er der blevet lanceret adskillige ambitiøse hjælpeprogrammer. (Se rammen på side 6.) Men ingen af dem vil være nemme at gennemføre.

Rent vand inden for bekvem rækkevidde

Felicia Onu plejede at bruge fem timer hver dag på at hente vand til sin familie. Ofte var det vand hun bar hjem forurenet. (Vandet er jævnlig inficeret med guineaorm og er en medvirkende årsag til diarré.) I 1984 blev der imidlertid gravet en brønd og installeret en håndpumpe i hendes landsby Ugwulangwu i det østlige Nigeria.

Nu skal hun kun gå et par hundrede meter for at hente rent vand. Hendes børn har det bedre, og hendes tilværelse er blevet meget lettere. Mere end én milliard mennesker som Felicia har fået adgang til rent vand i 1980’erne. Men millioner af kvinder og børn bruger stadig mange timer om dagen på at slæbe spande som indeholder mindre vand end man i Vesten skyller ud i et almindeligt toilet.

Skolegang med afbrydelser

Maximino er en kvik dreng på 11 år som bor i en afsidesliggende egn af Colombia. På trods af at han flere timer om dagen hjælper sin fader med at passe deres afgrøder, klarer han sig godt i skolen. Han går på en Escuela Nueva, eller Ny Skole, som har et fleksibelt undervisningsprogram der giver elever som er gået glip af nogle dages undervisning mulighed for at indhente det forsømte — hvilket ofte sker, især i høsttiden. Der er meget få lærere på Maximinos skole. Og der er mangel på lærebøger. Børnene opfordres til at hjælpe hinanden med det de ikke forstår, og de klarer selv det meste af skolens drift. Denne nyskabelse — som især er anvendelig i fattige landbosamfund — er forsøgsvis indført i mange andre lande.

Tusinder af kilometer fra Colombia, i en stor asiatisk by, bor en anden kvik 11-årig, nemlig Melinda. Hun gik for nylig ud af skolen for at bruge 12 timer om dagen på at samle metal- og plasticstumper fra en af byens store lossepladser. „Jeg vil gerne hjælpe min far, så vi kan få noget at spise hver dag,“ siger Melinda. „Hvis jeg ikke hjalp ham, havde vi måske slet ikke råd til at spise.“ Selv på en god dag kan hun kun tjene omkring 8 pesos (3 kroner).

Børn i sundhedstjenesten

I udkanten af den indiske by Bombay ligger blikbyen Malvani, som længe har været ramt af sygdomsepidemier. Takket være energiske hjælpere som Neetu og Aziz er udviklingen imidlertid ved at vende. De besøger familier for at se om børnene er blevet vaccineret, eller om de lider af diarré, fnat eller blodmangel. Neetu og Aziz er kun 11 år gamle. De har frivilligt meldt sig til at medvirke i et sundhedsprogram hvor større børn får til opgave at tilse børn under fem år. På grund af deres og mange andre jævnaldrendes indsats er næsten alle børn i Malvani blevet vaccineret, og de fleste forældre ved hvordan man giver oral rehydratiseringsterapi. Desuden er den hygiejniske standard forbedret.

Overalt i verden sker der store fremskridt med hensyn til at vaccinere børn mod de mest almindelige sygdomme. (Se oversigten på side 8.) I Bangladesh er mere end 70 procent af børnene nu vaccineret, og i Kina mere end 95 procent. Sundhedseksperterne mener at hvis alle ulande kunne nå op på 90 procent, ville resultatet blive en kollektiv immunitet. Når det store flertal er vaccineret, breder sygdomme sig nemlig ikke nær så nemt.

Fattigdom, krig og AIDS

Det er imidlertid en sørgelig kendsgerning at mens der sker fremskridt inden for sundhedspleje og uddannelse, er der andre problemer der stikker lige så dybt som de altid har gjort. Tre af de værste er fattigdom, krig og AIDS.

I de senere år er verdens fattige blevet endnu fattigere. Realindkomsten i fattigdomsramte områder af Afrika og Latinamerika er faldet med 10 procent eller mere i de sidste ti år. Forældre i disse lande — hvor 75 procent af familiens indkomst går til mad — kan ikke give deres børn en ernæringsrigtig kost.

’Giv børnene grøntsager og bananer.’ Den besked fik Grace fra Østafrika på en lokal sundhedsklinik. Grace har ti børn og har ikke råd til mad. Der er ikke nok vand til at hun kan dyrke ovennævnte afgrøder på familiens 1000 kvadratmeter store jordstykke. De havde ikke andet valg end at overleve på majs og bønner og indimellem sulte. Hvis den nuværende udvikling fortsætter, er det ikke videre sandsynligt at Grace og hendes familie — eller millioner af andre i samme situation — vil få det bedre.

Selv om Graces børn er fattige, klarer de sig bedre end otteårige Kim Seng fra det sydøstlige Asien. Hans fader blev slået ihjel i en borgerkrig, og hans moder døde senere af sult. Kim Seng, der også nær var død af underernæring, fandt til sidst tilflugt i en flygtningelejr. Mange af de fem millioner børn som frister en kummerlig tilværelse i flygtningelejre rundt om i verden, har været ude for lignende lidelser.

Ved århundredskiftet var kun 5 procent af alle krigsofre civile. Nu er tallet nået op på 80 procent, og hovedparten af dem er kvinder og børn. De der undgår fysiske skader får ofte følelsesmæssige mén. „Jeg kan ikke glemme hvordan min mor blev dræbt,“ siger en barneflygtning fra et land i den sydlige del af Centralafrika. „De greb min mor og gjorde slemme ting ved hende. Bagefter bandt de hende og stak hende med knive. . . . Nogle gange drømmer jeg om det.“

Eftersom der opstår voldelige konflikter i det ene land efter det andet, forekommer det håbløst at beskytte de uskyldige børn mod krigens lidelser. Desuden skader den internationale spænding også børn som ikke er direkte involveret i konflikterne. Militæret sluger store summer som kunne bruges på at skaffe børnene en bedre uddannelse og bedre sanitære forhold og sundhedspleje. Industrilandene bruger flere penge på militær end hele den fattigste halvdel af menneskeheden tjener på et år. Selv de 46 fattigste lande i verden bruger lige så meget på deres militærapparat som de bruger på sundhed og uddannelse tilsammen.

Endnu et dødbringende problem hjemsøger børnene i verden. I 1980’erne, da der skete væsentlige fremskridt i kampen mod mæslinger, stivkrampe og diarré, dukkede der et nyt sundhedsmæssigt mareridt op: AIDS. Verdenssundhedsorganisationen regner med at ti millioner børn vil blive smittet inden år 2000. De fleste af dem vil ikke nå at fylde to år, og næsten ingen af dem vil leve i mere end fem år. „Medmindre der gøres noget i en fart, truer AIDS alle de fremskridt vi i de sidste 10 år har gjort med hensyn til at forlænge børns levetid,“ siger den haitianske børnelæge dr. Reginald Boulos beklagende.

Af ovenstående fremgår det at man nok har udrettet meget, men det er og bliver en kæmpemæssig opgave at give ’alle børn en bedre fremtid’. Vil denne drøm nogen sinde gå i opfyldelse?

[Fodnote]

[Ramme på side 6]

Mål for 90’erne: Udfordringen at redde børnene

De nationer som deltog i Verdenskonferencen om Børn gav adskillige bindende tilsagn. De håber at nå følgende inden år 2000:

Vaccination. De nuværende vaccinationsprogrammer redder tre millioner børn hvert år. Men der er stadig to millioner andre som dør. Hvis man vaccinerede 90 procent eller flere af alle børn mod de mest almindelige sygdomme, kunne de fleste af disse dødsfald forhindres.

Uddannelse. I 1980’erne dalede antallet af nye skoleelever faktisk i mange af verdens fattigste lande. Målet er at vende udviklingen og garantere at alle børn inden årtiets udgang får mulighed for at gå i skole.

Underernæring. Talsmænd for FN’s Børnefond mener at „med de rette politiske tiltag, . . . er verden nu i stand til at brødføde alle børn i verden og til at overvinde de værste former for underernæring“. Det blev foreslået at man sørgede for ernæring til halvdelen af de underernærede børn i løbet af det indeværende årti. Dette ville redde 100 millioner børn fra at lide sult.

Rent vand og sanitære forhold. I 1987 hed det i Brundtland-rapporten: „I den tredje verden er antallet af lettilgængelige vandhaner en bedre strømpil for et samfunds sundhedstilstand end antallet af hospitalssenge.“ I øjeblikket har mere end én milliard mennesker ingen adgang til rent vand, og dobbelt så mange mangler ordentlige hygiejniske forhold. Målet er at skabe universel adgang til rent drikkevand og indrette sanitære installationer.

Beskyttelse. Krige har i løbet af de sidste ti år sendt fem millioner børn i døden. Fem millioner andre børn er blevet hjemløse. Disse flygtninge, samt millioner af gadebørn og børnearbejdere, har et uopsætteligt behov for beskyttelse. Hensigten med Erklæringen om Barnets Rettigheder, som nu er ratificeret af mere end et hundrede lande, er at skaffe alle disse børn beskyttelse mod vold og udnyttelse.

[Oversigt på side 7]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

HOVEDÅRSAGER TIL DØDSFALD BLANDT BØRN

(Børn under fem år)

ANTAL DØDSFALD HVERT ÅR (1990-skøn):

0,51 MILLIONER Kighoste:

0,79 MILLIONER Spædbørns-stivkrampe:

1,0 MILLION Malaria:

1,52 MILLIONER Mæslinger:

2,2 MILLIONER Andre luftvejs-infektioner:

4,0 MILLIONER Diarré:

4,2 MILLIONER Andre årsager:

Kilde: WHO og UNICEF

[Oversigt på side 8]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

VACCINATION AF BØRN I ULANDENE 1980-1988

Procentdel af børn under 12 måneder som er blevet vaccineret

ÅR

1980 1988

DPT3*: 24% 66%

Polio: 20% 66%

Tuberkulose: 29% 72%

Mæslinger: 15% 59%

* DPT3: Kombinationsvaccination mod DIFTERITIS, KIGHOSTE (PERTUSIS) og STIVKRAMPE.

KILDE: WHO og UNICEF (Kina er ikke medregnet i tallene for 1980)

[Kildeangivelse på side 4]

Foto: Godo-Foto