Jeg har givet Jehova det han fortjener
FORTALT AF TIMOLEON VASILIOU
Jeg var blevet arresteret for at undervise i Bibelen i landsbyen Aidhonochori. Politibetjentene tog mine sko af og begyndte at slå mig under fodsålerne. Da de havde slået mig i et stykke tid, blev mine fødder følelsesløse, og jeg mærkede ikke længere smerten. Før jeg beretter hvad der havde ført til denne mishandling, som på det tidspunkt ikke var ualmindelig i Grækenland, vil jeg gerne fortælle hvordan jeg kom til at undervise andre i Bibelen.
KORT efter at jeg blev født i 1921, flyttede vores familie til byen Rodholívos i den nordlige del af Grækenland. Som ung levede jeg et vildt liv. Da jeg var 11, begyndte jeg at ryge. Senere begyndte jeg at drikke umådeholdent og spille hasard, og næsten hver aften tog jeg til løsslupne fester. Jeg havde musikalske evner, så jeg blev medlem af et lokalt orkester. Efter et år kunne jeg spille på de fleste af orkesterets instrumenter. Foruden at jeg var glad for musik, kunne jeg godt lide at læse, og jeg elskede retfærdighed.
Tidligt i 1940, mens den anden verdenskrig rasede, blev vores orkester bedt om at spille ved en lille piges begravelse. Ved graven var pigens familie og venner helt utrøstelige. Deres fuldstændige håbløshed gjorde et dybt indtryk på mig. Jeg begyndte at tumle med spørgsmål som: ’Hvorfor dør vi? Er det korte liv vi lever, alt hvad der er? Hvor kan jeg finde svarene?’
Nogle få dage senere fik jeg øje på et eksemplar af Det Nye Testamente på en hylde hjemme hos mig selv. Jeg tog bogen ned og begyndte at læse. Da jeg læste Jesu ord i Mattæus 24:7 om at en del af tegnet på hans nærværelse ville være krige i stor målestok, gik det op for mig at hans ord måtte gælde vor tid. I de følgende uger læste jeg adskillige gange i denne udgave af De Kristne Græske Skrifter.
I december 1940 besøgte jeg så en familie der boede i nærheden af mig — det var en enke og hendes fem børn. På deres loft fandt jeg i en stak af brochurer en med titlen Den ideelle Regering, udgivet af Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab. Jeg blev oppe på loftet og læste hele brochuren. Ud fra det jeg læste, blev jeg helt overbevist om at vi lever i det Bibelen kalder „de sidste dage“, og at Jehova Gud snart vil bringe denne tingenes ordning til ophør og erstatte den med en retfærdig ny verden. — 2 Timoteus 3:1-5; 2 Peter 3:13.
Det der især gjorde indtryk på mig, var Bibelens vidnesbyrd om at trofaste mennesker skal leve evigt i et jordisk paradis, og at der ikke længere vil findes lidelse og død under Guds riges styre. (Salme 37:9-11, 29; Åbenbaringen 21:3, 4) Mens jeg læste, takkede jeg Gud i bøn for disse ting, og jeg bad ham om at vise mig hvilke krav han stiller. Det blev tydeligt for mig at Jehova Gud fortjente min helhjertede troskab. — Mattæus 22:37.
Jeg handler efter det jeg lærer
Fra det tidspunkt holdt jeg op med at ryge og at drikke mig fuld, og jeg stoppede med at spille hasard. Jeg kaldte enkens fem børn og mine egne tre yngre søskende sammen og forklarede dem hvad jeg havde lært ud fra brochuren. Hurtigt begyndte vi at fortælle andre om den smule vi vidste. I lokalsamfundet blev vi betragtet som Jehovas vidner selv om vi aldrig havde truffet nogen af Vidnerne. Lige fra begyndelsen brugte jeg mere end hundrede timer om måneden på at fortælle andre om de vidunderlige ting jeg havde lært.
En af de lokale græsk-ortodokse præster gik til borgmesteren for at klage over os. Men nogle dage tidligere havde en ung mand der var et af Jehovas vidner, fundet en bortløben hest og bragt den tilbage til dens ejermænd, hvilket vi ikke vidste noget om. Denne ærlighed gjorde at borgmesteren respekterede Jehovas vidner, og han afslog at lytte til præsten.
Da jeg en oktoberdag i 1941 forkyndte på markedspladsen, var der nogle der talte om et af Jehovas vidner der boede i en nærliggende by. Han var tidligere politimand og hed Christos Triantafillou. Jeg tog hen for at møde ham og fandt ud af at han havde været et af Jehovas vidner siden 1932. Jeg blev meget glad da han forærede mig mange af Vagttårnsselskabets ældre publikationer. De hjalp mig virkelig til at gøre åndelige fremskridt.
I 1943 symboliserede jeg min indvielse til Gud ved vanddåben. På det tidspunkt ledede jeg bibelstudier i tre af nabolandsbyerne — Dhravískos, Palaeokomi og Mavrolofos. Jeg brugte bogen Guds Harpe som hjælp til vores bibelstudium. Med tiden fik jeg den forret at se fire menigheder af Jehovas Vidner blive oprettet i dette område.
Forkyndelse trods modstand
I 1944 blev Grækenland befriet fra den tyske besættelse, og nogen tid efter blev der etableret kontakt med Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Athen. Afdelingskontoret indbød mig til at tage del i forkyndelsen i et distrikt hvor næsten ingen havde hørt budskabet om Riget. Efter at være flyttet dertil arbejdede jeg på en gård i tre måneder og brugte resten af året til forkyndelse.
Samme år havde jeg den glæde at se min mor samt enken og fire af hendes børn blive døbt. Enkens yngste datter, Marianthi, blev døbt i 1943 og blev min elskede kone i november samme år. Tredive år senere, i 1974, blev min far også døbt som et af Jehovas vidner.
I begyndelsen af 1945 modtog vi det første duplikerede eksemplar af Vagttårnet fra afdelingskontoret. Temaartiklen i bladet hed: „Gaa og gør Disciple af alle Folk.“ (Mattæus 28:19; The Emphatic Diaglott) Marianthi og jeg forlod straks vores hjem for at arbejde i fjerntliggende distrikter øst for floden Strymon. Senere sluttede andre forkyndere sig til os.
Vi gik ofte mange kilometer barfodede gennem kløfter og over bjerge for at nå frem til en landsby. Det var for at spare på vores sko, for når de var slidt op, havde vi ingen andre at tage på. I årene fra 1946 til 1949 blev Grækenland hærget af borgerkrig, og det var meget farligt at begive sig på rejse. Det var ikke ualmindeligt at der lå lig i vejkanten.
Frem for at blive mismodige over vanskelighederne fortsatte vi nidkært vores tjeneste. Mange gange følte jeg det som salmisten der skrev: „Selv om jeg går i dalen med dystert mørke, frygter jeg intet ondt, for du er med mig; din kæp og din stav er min trøst.“ (Salme 23:4) I den periode var vi ofte væk hjemmefra i ugevis, og indimellem brugte jeg 250 timer i forkyndelsen om måneden.
Vores tjeneste i Aidhonochori
En af de landsbyer vi besøgte i 1946, var Aidhonochori, der ligger højt oppe på et bjerg. Dér mødte vi en mand som fortalte os at der var to mænd i landsbyen som gerne ville høre budskabet fra Bibelen. Men af frygt for naboerne ville manden ikke føre os hen til dem. Vi fandt dog alligevel frem til deres hjem og fik en gæstfri modtagelse. Faktisk var stuen fuld af folk i løbet af få minutter! Det var enten slægtninge eller nære venner. At se hvor opmærksomt de sad og lyttede til os, var helt fantastisk. Vi fandt hurtigt ud af at de havde ventet ivrigt på at komme i kontakt med Jehovas vidner, men at der under den tyske besættelse ikke havde været nogen i området. Hvad var det der havde vakt deres interesse?
De to familieoverhoveder havde haft fremtrædende stillinger i den lokale afdeling af kommunistpartiet, og de havde gjort folk bekendt med kommunistiske idéer. Men så var de stødt på et eksemplar af bogen Regering, udgivet af Vagttårnsselskabet. Efter at have læst den var de blevet overbevist om at det eneste håb om en fuldkommen, retfærdig regering knyttede sig til Guds rige.
Vi sad og talte med disse mænd og deres venner indtil midnat. De var fuldt ud tilfredse med de bibelske svar de fik på deres spørgsmål. Kort tid efter lagde kommunisterne i landsbyen imidlertid råd op om at slå mig ihjel, idet de gav mig skylden for at have omvendt de tidligere ledere. For øvrigt var den mand som havde fortalt mig om de interesserede personer i landsbyen, blandt dem der var til stede den første aften. Efterhånden gjorde han fremskridt i kundskaben om Bibelen, lod sig døbe og blev med tiden ældste i den kristne menighed.
Hård forfølgelse
Efter at vi havde truffet disse tidligere kommunister, gik der ikke lang tid inden der kom to politifolk og stormede det hus hvor vi holdt møde. De arresterede fire af os idet de truede os med skydevåben og eskorterede os til politistationen. Dér fik vi læst og påskrevet af en politifuldmægtig, som havde nære forbindelser til den græsk-ortodokse præst. Til slut spurgte han: „Hvad skal jeg nu stille op med jer?“
„Lad os give dem en ordentlig omgang tæsk!“ lød det enstemmigt fra politimændene der stod bag ved os.
Det var nu blevet sent om aftenen. Politifolkene låste os inde i kælderen og gik ind på værtshuset ved siden af. Da de var blevet temmelig fulde, kom de tilbage, og jeg blev taget med ovenpå.
Da jeg så hvilken tilstand de var i, indså jeg at de ville kunne slå mig ihjel når som helst. Jeg bad derfor Gud om at give mig styrke til at udholde hvad jeg end måtte komme ud for af lidelser. De tog nogle trækæppe, og som jeg fortalte i indledningen, begyndte de at slå mig under fodsålerne. Derefter slog de mig overalt på kroppen og smed mig så tilbage i kælderen. Nu hentede de et andet offer og begyndte at slå løs på ham.
I mellemtiden brugte jeg lejligheden til at forberede de to andre unge Jehovas vidner på de prøvelser der lå forude. Men politifolkene valgte i stedet at tage mig med op ovenpå igen. De tog mit tøj af, og fem af dem slog løs på mig i en time og trampede på mit hoved med deres militærstøvler. Dernæst kastede de mig ned ad trapperne, hvor jeg lå bevidstløs i omkring 12 timer.
Da vi endelig blev løsladt, var der en familie i landsbyen der lod os overnatte hos dem, og som plejede os. Den følgende dag tog vi af sted mod vores hjem. Vi var så medtagne og udmattede efter de prygl vi havde fået, at turen, som normalt varede to timer til fods, tog os otte timer. Jeg var så opsvulmet at Marianthi næsten ikke kunne kende mig.
Vækst trods modstand
I 1949, mens borgerkrigen stadig rasede, flyttede vi til Thessalonika. Jeg blev udnævnt til at virke som assistent for menighedstjeneren i en af byens fire menigheder. Efter et år var menigheden vokset så meget at der blev oprettet en ny menighed, og jeg blev udnævnt til menighedstjener, eller præsiderende tilsynsmand som det hedder i dag. Et år senere var den nye menighed vokset til næsten dobbelt størrelse, og endnu en menighed blev oprettet.
Modstandere af Jehovas Vidner var vrede over den vækst vi oplevede i Thessalonika. En dag i 1952 da jeg kom hjem fra arbejde, fandt jeg vores hus brændt ned til grunden. Marianthi var på et hængende hår sluppet ud med livet i behold. Ved mødet den aften måtte vi forklare hvorfor vi kom i snavset tøj — vi havde mistet alt andet. Vore kristne brødre viste stor medfølelse og støttede os meget.
I 1961 blev jeg sendt ud i rejsetjenesten, hvor jeg skulle besøge en ny menighed hver uge for at styrke brødrene åndeligt. I de næste 27 år besøgte Marianthi og jeg kredsene og områderne i Makedonien, Thrakien og Thessalien. Selv om min elskede Marianthi havde været praktisk talt blind siden 1948, tjente hun modigt sammen med mig og udholdt mange trosprøver. Hun blev også arresteret, stillet for retten og fængslet mange gange. Efterhånden begyndte hendes helbred at blive dårligere, og hun døde i 1988 efter at have kæmpet en lang kamp mod kræft.
Samme år blev jeg udnævnt til at tjene som specialpioner i Thessalonika. Nu, efter mere end 56 år i tjenesten for Jehova, kan jeg stadig arbejde hårdt og deltage i alle grene af tjenesten. I perioder har jeg ledet helt op til 20 bibelstudier med interesserede hver uge.
Jeg er blevet klar over at vi faktisk kun står ved begyndelsen af et stort undervisningsprogram som vil fortsætte ind i Jehovas nye verden og tusind år frem. Men jeg føler at det bestemt ikke er tiden til at tage let på tingene, at udskyde det væsentlige eller at bruge tid på at tilfredsstille kødelige ønsker. Jeg takker Gud fordi han har hjulpet mig til at holde det løfte jeg gav helt fra begyndelsen, for Jehova fortjener i sandhed vor helhjertede hengivenhed og tjeneste.
[Illustration på side 24]
Jeg holder foredrag mens forkyndelsesarbejdet er forbudt
[Illustration på side 25]
Med min kone, Marianthi