Den majestætiske sangsvane

Af Vågn op!-​korrespondent i Storbritannien

IKKE langt fra grænsen mellem England og Skotland, i det kuperede terræn i Northumberland, ligger Grindon-søen. Vandet i søen genspejler den rødbrune farve fra de omkringliggende højdedrag der er dækket af ørnebregner. Jeg kunne betragte grågæs, hjejler, dobbeltbekkasiner og store europæiske viber, der side om side var i færd med at æde toppene af vandpest.

Pludselig, mens tågen var ved at lette, hørte jeg et karakteristisk fuglekald — en trompetagtig lyd der kom fra nogle sangsvaner som fløj lavt hen over bakkerne. Mens de med deres 2,5 meter brede vingefang gled ind over søen for at lande på vandet, var de selve indbegrebet af skønhed. Når vandene i nord begynder at fryse til is i midten af oktober, flyver disse svaner mod syd fra Rusland, Island og Nordeuropa. Sydpå kan de finde mad — vandplanter, bløddyr, frø og insekter.

De 29 svaner i søen foran mig udgjorde et malerisk sceneri da jeg med kikkerten fokuserede på de trekantede gule pletter ved roden af deres næb. Svanerne virkede helt majestætiske med hovedet højt hævet og nakken strakt.

Tidligere ynglede sangsvanen i England, men den forsvandt herfra i det 18. århundrede. Den er endnu ikke vendt tilbage. I yngleperioden er sangsvanen meget aggressiv, og den forsvarer indædt sine fem til syv æg, og senere svaneungerne, mod mulige fjender.

Begge forældre samarbejder om at bygge en rede af knækkede grenstumper, enten på en ø eller direkte på vandet. Den flydende rede er så solid at den kan bære vægten af en voksen mand. Det tager fra 35 til 42 dage at udruge de gullige æg. I de cirka ti uger der går før svaneungerne er flyvefærdige bliver de passet af begge forældre.

Mens den højrøde sol går ned bag ruinerne af det romerske fort Vercovicium og bader søen og svanerne i et lyserødt skær, stopper jeg et øjeblik op for at grunde over skønheden ved livet og disse forunderlige, majestætiske skabninger.