Australiens overdådige blomsterflor
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I AUSTRALIEN
Hvert år fra august til november — når det er forår på den sydlige halvkugle — strømmer tusinder af turister, botanikere og andre forskere til delstaten Western Australia. Der arrangeres busture ind i hjertet af den sydvestlige og nordlige del. Særtog med turister kører langsomt ud til de mere afsides egne. Mange lokalbeboere rejser også ud i det åbne land. Hvad skyldes denne pludselige tilstrømning af turister? Jo, det er tiden hvor Australiens vilde blomster står i fuldt flor — et imponerende skue!
HER i de naturlige omgivelser kan man se en af verdens smukkeste naturlige floraer, og i tre måneder står store områder med vilde blomster i fuldt flor. Det er faktisk blevet omtalt i medierne som „et af verdens flotteste scenerier med vilde blomster“. Hvorfor er mulighederne for et sådant sceneri bedre her end andre steder?
Floraen — enestående og forskelligartet
Det skyldes blandt andet at havet gennem lange tider har isoleret det australske kontinent fra andre kontinenter. Det er måske på grund af denne beliggenhed at mange botanikere er overbeviste om at dette store ø-kontinent har verdens mest mangfoldige flora. Intet sted er denne enestående mangfoldighed tydeligere end i Western Australia, hvor landet om foråret vågner til live i en overdådig blomsterudstilling.
Western Australia er kontinentets største stat. Den dækker 2,5 millioner kvadratkilometer — hvilket svarer til Vesteuropa eller cirka 58 gange Danmarks størrelse. Denne størrelse tillader mange forskellige landskaber og klimaer. Efter en vinter med rigelig regn kan man se en variation af blomster lige fra den fløjlsagtige og raffinerede pragtblomst til den papiragtige og allestedsnærværende evighedsblomst.
De fleste af de vilde blomster står i blomst i august og september. Nogle arter kræver imidlertid mere varme for at gro og blomstrer ikke før oktober eller november. Man ved at der findes et imponerende antal blomster i denne stat — omkring 8000 arter. Disse har et udbredelsesområde der ligger fra det største eukalyptustræ til den mindste snylteplante, Pilostyles. I dette brede spektrum findes også verdens eneste orkidéart der vokser under jorden, Rhizanthella gardneri. Derudover er der blomster i de reneste blå farver — én hedder Lechenaultia biloba, en anden Dampiera (opkaldt efter sørøveren William Dampier). Der er også planter med sorte blomster, som for eksempel den sorte kangaroo paw. Der bliver hele tiden fundet nye arter — så mange at en begejstret botaniker kom med den dristige hypotese at det måske var muligt at finde en ny art hver dag!
Forretningslivet blomstrer også
Det er ikke overraskende at salget af vilde blomster er ekspanderet, og der er en stor omsætning i forbindelse med denne årlige begivenhed. Hvert år bliver der afholdt mindst 14 festivaler. Turister tager på udflugter, fåre- og kvægavlere åbner deres afsidesliggende ejendomme for gæster, juvelerer fremstiller smykker med motiver af vilde blomster, og kunstnere er opmærksomme på botaniske detaljer til illustrationer i bøger der snart skal udgives. Branchen har også planer om at sælge afskårne vilde blomster på det internationale marked. Men hvordan holder man dem friske?
Der er blevet udviklet en særlig teknik der gør det muligt at bevare de vilde blomsters originale struktur og duft. Man har fundet frem til en hemmelig opløsning der hæmmer blomstens udvikling og forfald. Det gør at arbejderne kan plukke de vilde blomster lige inden de står i knop og sende dem oversøisk. Opløsningen bliver fortyndet når blomsterne sættes i vand, hvorefter væksten atter går i gang og blomsten kommer i fuldt flor.
Ikke alle holder lige så meget af blomstringssæsonen som forretningsfolkene. De der lider af høfeber ser måske i disse måneder alt gennem tårefyldte øjne, mens de med utilpashed nyser sig ind i sommeren. Til tider fremkommer der mærkværdige fænomener på grund af pollen. I 1992, efter voldsomme regnskyl og milde temperaturer, forskrækkedes indbyggerne i nogle byer over et lysegult nedfald. Det dækkede bilerne, lagde sig som et tæppe på vejene og beklædte tagrenderne. Denne gule regn blev af miljøfolk identificeret som pollen fra de vilde blomster. Tilsyneladende var pollenregnen blæst dertil fra de vilde blomster i vest. Trods disse ulemper er de fleste sikkert enige i at skønheden og fordelene ved dette årligt tilbagevendende skue opvejer generne.
Vi eftersporer de vilde blomster
Lad os tage på en opdagelsestur og betragte de vilde blomster. Det første spor fører os sydpå fra hovedstaden, Perth, til Serpentine National Park. Parken ligger på en højslette og er meget kuperet. En flod løber gennem stejle grøfter og lodrette granitformationer, for til sidst at ende i et fald på 15 meter. Mellem eukalyptustræerne fouragerer kænguruer og wallabyer, mens drosler, gærdesmutter og kolibrier danser rundt på jorden. Vandpytter i det lavereliggende terræn beværter rundbladet soldug og små, blå orkidéer, og i nærheden ligger et ’patchwork’-tæppe af blomster i lyse, grålilla nuancer med masser af små lysegule pletter og stænk af lysviolet og blåt.
Vi sætter atter kursen mod syd, for at nå det mest frodige og populære område for de vilde blomster, Stirling Range National Park. Dette 1150 kvadratkilometer store højdedrag stiger stejlt og når på Bluff Knoll, det højeste punkt, 1077 meter over havoverfladen. Klimaet her er forskelligt fra det omkringliggende område. Det har bevirket at der her naturligt forekommer mere end 1500 blomsterarter, og 60 af disse er særegne for dette område. Fra toppen af Toolbrunup Peak har vi en pragtfuld udsigt og kan iagttage et varieret planteliv. Blandt de smukkeste blomster er darwinia, også kaldet bjergklokke. Ti arter er indtil videre blevet identificeret i parken, og kun én af disse véd man vokser uden for Stirling Range. I september og oktober er den smukke, skyggeelskende klokkeblomst nem at finde i den tætte skovbevoksning, og længere oppe ad skråningerne vokser den lyserøde bjergklokke. Vi ser også en sjælden grøn orkidé og får at vide at der er 23 arter i Western Australia.
Vi beslutter at tage turen til Torndirrup National Park, nu da vi er lige i nærheden. Her gør hedeterrænet et stort indtryk. Vi får øje på Banksia praemorsa med de usædvanligt mørkebrune blomster og ser et snabelpungdyr der ligner en mus, æde nogle af de vilde blomster. Her findes også en anden orkidéart, der er kendt for at producere en stærk duft der minder om den en parringsvillig hunhveps udsender. Den tiltrækker hanhvepse, som i deres søgen efter en hun at parre sig med bærer blomsterstøvet videre til en række ’uægte’ hunner. Den stakkels hveps’ ulykkelige kærlighed medvirker således til bestøvningen af denne orkidé.
Vi tager nordpå
Efter at have set nogle af de smukkeste områder med vilde blomster syd for Perth, tager vi nordpå for at følge Evighedssporet — en rute der fører os gennem adskillige nationalparker. Selvfølgelig står i tusindvis af stive evighedsblomster, der har lagt navn til ruten, og nikker venligt når deres hoveder vajer i vinden. Vi stopper op ved en kirkegård hvor grønne og røde kangaroo paws smykker de gamle gravsten. Skoven er derefter domineret af den brændbare træsort banksia og af Christmas morrison — en busk med strålende gyldne blomster. Vi får også kig på flere orkidéer. Vi slentrer videre gennem buskbevoksningen og bliver ganske overvældede af synet af den blå smokebush.
På denne rute er vi omgivet af 800 blomsterarter. Mange af de mest betagende arter vokser i vejgrøften og kan ses fra vores terrængående bil. Turister har ofte bemærket at nogle af disse blomsterscenerier i vejgrøften er så farverigt og smagfuldt sammensat at det er svært at tro at de er kommet der uden at mennesker har haft nogen som helst indflydelse på det. Ja, klynger af grålilla blomster og gule buske står i smuk forening, og ingen af de blå nuancer mangler.
Men nu er det tid at sætte kursen hjemad. Vi er glade for de minder vi har gemt i kameraet og modstår derfor fristelsen til at plukke bare en enkelt eller to af blomsterne som souvenir. Vi husker at det ved lov er forbudt offentligheden at plukke de vilde blomster, selv om de vokser i vejkanten. Vi overlader derfor deres opadvendte hoveder til den næste forårsregn og til beskuelse for de næste beundrere. Ja, vi har kunnet nyde et af jordens største blomsterscenerier. Snart ændrer den varme sommer landskabets udseende, men vi glæder os til at opleve det samme sceneri til næste år, ja, de næste mange år.
[Kildeangivelse på side 17]
Fotografier: Med tilladelse af West Australian Tourist Commission