Religion der fører til fred og god moral
EN UNDERSØGELSE af kendsgerningerne viser klart at kirkerne ikke har ledet menneskeheden ad fredens og moralens veje, men har ført den ud i krig og umoralitet. Sandheden er at kirkerne har forladt Jesu Kristi lære. De foregiver blot at følge Bibelen, men har i virkeligheden forkastet dens vejledning.
Men gælder dette al religion? Har alle kirker og trossamfund forladt Kristi lære? Er der nogen af dem der holder fast ved Bibelens høje standard og leder folk til fred og god moral? Hvad gjorde den oprindelige kristendom?
De første kristne og fred
Jesu Kristi første disciple var nidkære med hensyn til at udbrede den kristne tro. Omkring år 60 skrev den kristne apostel Paulus at ’evangeliet’ allerede var blevet „prædiket for enhver skabning under himmelen“. (Kol. 1:23) På dette tidspunkt var der kristne rundt om i mange nationer.
Hvad gjorde disse kristne når der var krig, når ’folk rejste sig mod folk og rige mod rige’? (Matt. 24:7) Sluttede de sig til deres egen nations hær og kæmpede? Dræbte de deres medkristne der levede i andre lande? Hvordan så de første kristne på Jesu befaling om at „elske hverandre“ og at være fredelige? (Joh. 13:34; Matt. 5:9) Om dette siger Hastings’ berømte Encyclopædia of Religion and Ethics:
„Det synspunkt var almindeligt udbredt i den første kirke at krig var organiseret uretfærdighed som kirken og Kristi disciple ikke kunne have noget med at gøre.“97
Den fremtrædende kirkehistoriker C. J. Cadoux har ligeledes skrevet:
„De første kristne rettede sig efter Jesu ord og tog dem bogstaveligt når de indprentede dem at være milde og ikke sætte sig til modværge. For dem var deres religion uløseligt knyttet sammen med fred; de fordømte på det kraftigste krig og den dermed følgende blodsudgydelse. De fortolkede Det gamle Testamentes profetier om omdannelsen af krigsvåben til landbrugsredskaber [Es. 2:4] som gældende dem selv; de erklærede at det var deres sædvane at gengælde ondt med godt og at overvinde det onde med det gode.“98
De første kristne holdt således Jesu lære i hævd; de levede virkelig efter den. Og de søgte ikke at finde „smuthuller“ ved at hævde at Kristus ikke direkte havde forbudt at man var soldat. Den tyske protestantiske teolog Peter Meinhold har skrevet:
„Skønt Det nye Testamente tier vedrørende spørgsmålet om hvorvidt kristne kan eller ikke kan være soldater og hvorvidt de skal trække sig tilbage fra hæren når de bliver kristne, tog oldkirken et standpunkt i stridsspørgsmålet. At være kristen og soldat blev betragtet som uforeneligt.“99
Dette er ikke blot én historikers slutning; der hersker almindelig enighed om det. Historikerne finder, forklarer Early Church History, at „tjeneste i de kejserlige hære var uforenelig med den kristne bekendelse; . . . [det] var i strid med Kristi udtrykkelige bud og med hele ånden i evangeliet“.100
Hvad var det der fik de første kristne til at undlade at kæmpe og dræbe? Det var deres religion, deres tro som var fast baseret på Guds ord, Bibelen!
I godt og vel et hundrede år fastholdt kristendommen denne holdning over for krig. Professor Roland H. Bainton har skrevet:
„Fra afslutningen af den nytestamentlige periode frem til tiåret 170-80 er der ikke noget som helst vidnesbyrd om kristne i hæren. . . . vi har vort første vidnesbyrd om kristne i hæren, i den såkaldte Tordenlegion under Marcus Aurelius i år 173. Fra og med dette tidspunkt øges vidnesbyrdene om kristne i geledderne.“101
Henved år 313 havde en stor forandring fundet sted. En historiker forklarer: „Kirken havde allieret sig med imperiet og kunne ikke længere opretholde sin protest imod krigen. Der fandtes i stigende grad kristne i hæren.“102 Ved den tid havde man forladt Jesu lære. Frafaldet var sat ind.
De første kristne og moralen
Forud for dette frafald rettede Jesu disciple helt og holdent deres liv ind efter Bibelens lære. Af kærlighed til Kristus og tro på hans ord aflagde de første kristne virkelig utugt, ægteskabsbrud, homoseksualitet, løgn, tyveri og enhver form for uærlighed. Historikeren John Lord siger:
„Kristendommens sande sejre sås deri at den gjorde gode mennesker ud af dem der bekendte sig til dens lære . . . Vi har vidnesbyrd om deres ulastelige liv, om deres udadlelige moral, om at de var gode borgere, og om deres kristne dyder.“103
I det første og det andet århundrede førte kristendommen i sandhed til fred og god moral. Men hvordan er det i dag? Kirkerne har jo forladt Kristi lære. Betyder det at der slet ikke findes religion som er i overensstemmelse med hans lære?
Jehovas vidner — vor tids sande kristne?
I Encyclopedia Canadiana læser vi: „Jehovas vidners arbejde er en genoplivelse og genoprettelse af den primitive kristendom der blev praktiseret af Jesus og hans disciple i det første og det andet århundrede af vor tidsregning. . . . Alle er brødre.“104
Er dette virkelig sandt? Da nationerne blev inddraget i den anden verdenskrig, adlød Jehovas vidner da Kristi lære om at „elske hverandre“ og at forblive fredelige?
Uanset hvilket land de enkelte Jehovas vidner boede i, krænkede de ikke Kristi lære. „Jehovas vidner opretholder en streng neutralitet i krigstid,“ bemærker Australian Encyclopædia. „Dette førte til at organisationen blev ’forbudt i Australien i januar 1941.“105 Lignende forbud blev udstedt i andre lande. Selv i De forenede Stater blev tusinder af vidner sendt i fængsel fordi de nægtede at bære våben. Men selv om de enkelte Jehovas vidner tager dette standpunkt, blander de sig ikke i den måde regeringen styrer landet på. De fortæller ikke andre hvad de skal gøre eller ikke gøre i sådanne samvittighedsanliggender. Den enkelte må selv træffe sin afgørelse. — Gal. 6:5.
I Tyskland forfulgte Hitler Jehovas vidner og kastede dem i koncentrationslejre. En nylig udkommet bog der i vidt omfang er baseret på ikke-offentliggjorte Nürnbergdokumenter forklarer hvorfor:
„De nægter at anvende den tyske hilsen [heil Hitler], at deltage i nogen som helst nationalsocialistisk eller statslig højtidelighed og at gøre militærtjeneste.“
„Idet de støttede sig til Bibelens bud, nægtede de at gribe til våben, selv mod nationens fjender. . . . det var ikke nogen overraskelse at en særlig lov blev gennemført i august 1938 som fastslog at de der nægtede eller tilskyndede andre til at nægte at tjene i de væbnede styrker, skulle straffes med døden.“106
Da den anden verdenskrig begyndte, blev Jehovas vidner i de tyske koncentrationslejre opfordret til at melde sig frivilligt til militærtjeneste. En skribent der selv var i Buchenwaldlejren under krigen, beretter:
„I Buchenwald blev denne appel rettet til vidnerne den 6. september 1939. Den vagthavende officer Rödl sagde til dem: ’I ved at krigen er brudt ud og at den tyske nation er i fare. Der træder nye love i kraft. Hvis nogen af jer nægter at kæmpe mod Frankrig eller England, skal I alle sammen dø!’ To fuldtudrustede SS-kompagnier havde taget opstilling ved portbygningen. Ikke et eneste Jehovas vidne fulgte officerens appel om at kæmpe for Tyskland.“107
Skønt den tyske officer ikke ved denne lejlighed gjorde alvor af sin trussel, blev sådanne trusler til andre tider ført ud i livet. Tusinder af Jehovas vidner i Tyskland forblev trofaste mod Kristi lære lige til døden, i lighed med de første kristne. J. S. Conway bemærker dette og trækker en skarp kontrast op mellem Jehovas vidner og kirkerne:
„Ikke mindre end en tredjedel af alle tilhængerne mistede livet fordi de nægtede at indordne sig eller gå på kompromis. I modsætning til de større kirkers føjelighed fastholdt Jehovas vidner deres religiøse modstand i den grad at det grænsede til fanatisme. En sådan modstand var alt for sjælden.“
„Ingen anden sekt udviste en tilsvarende beslutsomhed over for Gestapos terror i sin fulde udfoldelse. Ja, mange af de mindre grupper, der erkendte deres afmagt, forsøgte at købe sig frihed ved varmt at erklære deres støtte til det nye Tysklands politiske mål.“108
Selv kirkeledere har anerkendt at det er Jehovas vidner der holder sig til Kristi lære. Martin Niemöller, en fremtrædende protestantisk leder i Tyskland før og efter den anden verdenskrig, har skrevet:
„Det må også erindres, som sandt er, at de kristne kirker ned gennem tiden altid er gået med til at velsigne krig, tropper og våben, og at de på en meget ukristen måde har bedt om tilintetgørelse af deres fjender.
Alt dette er vores fejl og vore fædres fejl, men det er klart at det ikke er Guds fejl. Og tænk at vi kristne i nutiden er blevet gjort til skamme af den såkaldte sekt af alvorlige bibelforskere [Jehovas vidner], hvis medlemmer i hundredvis, ja tusindvis, er gået i koncentrationslejre og er døde fordi de har nægtet at gøre krigstjeneste og har afslået at affyre våben mod mennesker.“109
Ud over at Jehovas vidner holder sig til Kristi ord om at vise kærlighed og at være fredelige, er de også kendt for deres eksemplariske moral. For eksempel har en artikel i den sydafrikanske publikation Personality bemærket: „Jehovas vidner synes at være fyldt med gode egenskaber og at være næsten fri for de dårlige.“110 Et svensk kirkeblad har ligeledes rost dem for deres „høje moralske standard“.111 Hvor ulig kirkerne, hvor umoraliteten er ved at tage overhånd!
Grunden til den gode moralske opførsel der bemærkes blandt Jehovas vidner, er at de nøje holder sig til Bibelens lære. De ser ikke gennem fingre med eller godkender nogen form for umoralitet, sådan som kirkerne i dag gør. Tværtimod udelukker de enhver fra deres samfund som fremturer i urette handlinger, ligesom de første kristne gjorde. — 1 Kor. 5:11-13.
Har De lyst til at komme sammen med folk der virkelig lever efter Guds ords lære? Bibelen har forudsagt at der i vor tid ville være et samfund af sådanne mennesker. Den siger at i „de sidste dage . . . [skal] talrige folkeslag vandre: ’Kom, lad os drage til [Jehovas] bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal lære os sine veje, så vi kan gå på hans stier’“. Om disse folk fortsætter profetien med at sige: „Deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal . . . ej øve sig i våbenfærd mer.“ — Es. 2:2-4.
Hvem er det der gør dette i dag? Visselig ikke kristenhedens kirker, og heller ikke religionerne uden for kristenheden. Det er derimod Jehovas vidner. De efterligner de første kristnes eksempel. Deres tro er fast baseret på Guds ord, Bibelen, og den leder dem i sandhed til fred og god moral. Men verdensreligionen gør ikke Guds vilje. Den fører ikke til fred og god moral. Hvad vil der da ske med den?
[Illustration på side 18]
Ligesom de første kristne har Jehovas vidner i realiteten ’smedet deres sværd til plovjern’