Hvad vil fremtiden bringe?
STUDIET af det menneskelige genom kan allerede give mange oplysninger om de arvelige sygdomme vi kan blive ramt af. Men hvordan står det til med behandlingsmulighederne eller mulighederne for at forebygge disse sygdomme?
Jo mere forskerne lærer om arveanlæggene i planter, dyr og mennesker, jo større er sandsynligheden for at de vil kunne udvikle medicin og metoder til sygdomsbehandling, hedder det i Londonavisen The Times. Ikke desto mindre maner forskerne selv til besindighed, som det fremgår af bladet Industry Week, eftersom denne proces „kan tage endnu 20 til 50 år efter at diagnosen er stillet“. Denne situation kan ifølge Charles Cantor, der er professor i biokemi, berøve den syge ethvert håb. Men sådan behøver det ikke at være!
Bibelen lover udtrykkeligt at sygdom vil blive fjernet. „[Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere,“ står der i Åbenbaringen 21:4. Vil dette blive til virkelighed ved at arvelighedsforskerne foretager en „genetisk genskabelse“, som bladet The Christian Century betegner det? Nej, opfyldelsen af Bibelens løfter er på ingen måde afhængig af det menneskelige genomprojekt eller en såkaldt „genetisk genskabelse“, eller, for den sags skyld, af en gradvis forbedring af miljøet. Opfyldelsen af disse løfter beror udelukkende på Guds aktive kraft, hans hellige ånd.
Modvirker arv og miljø
For omtrent tre tusind år siden sagde en israelitisk konge: „Jeg vil prise dig fordi jeg er dannet så underfuldt at det indgyder frygt.“ David kendte naturligvis intet til vor tids genomprojekt, men lovpriste alligevel Gud med ordene: „Dine øjne så mig som foster, og i din bog var alle dets dele skrevet op.“ — Salme 139:14, 16.
Hvordan kunne denne konge fra fortiden vide at hans udvikling som foster fulgte instruktioner der var ’nedskrevet’ på forhånd? Som David selv sagde: „Det var Jehovas ånd som talte ved mig, og hans ord var på min tunge.“ (2 Samuel 23:2) Ja, det var Skaberens egen aktive kraft, den hellige ånd, der inspirerede David til at skrive som han gjorde.
Bliver vi ikke her gjort opmærksomme på et forhold som mange mennesker i dag ignorerer eller i det mindste fortrænger? Selv om vi til en vis grad er underlagt arv og miljø, er Guds hellige ånd i stand til at påvirke os og endda modvirke andre kræfter.
Tag for eksempel Ian. „Som dreng var jeg meget hidsig,“ fortæller han. „Min far var til tider overordentlig hidsig, og nu har mine egne to drenge det på samme måde. Da jeg var yngre var jeg frygtelig nervøs. Jeg kunne ikke sige noget uden at hakke og stamme. Derfor begyndte jeg at drikke. Jeg troede at det beroligede mig. Men faktisk gjorde drikkeriet mig endnu mere nervøs.“ Da Ian begyndte at studere Bibelen med Jehovas vidner, indså han at han måtte holde op med at bruge alkohol til at dulme nerverne. „Jeg mente at min egen viljestyrke var tilstrækkelig og holdt faktisk op med at drikke i et helt år. Men så kunne jeg ikke klare det længere,“ siger han.
„En dag gik jeg på gaden i styrtende regn, besluttet på at jeg ville blive ved med at gå til jeg faldt død om. Jeg havde haft flere tilbagefald til drikkeriet. Da indså jeg pludselig at jeg havde forsøgt at bekæmpe mit alkoholproblem på min egen måde — ikke på Jehovas måde. Derfor begyndte jeg at bede mens jeg gik dér på vejen. Jeg sagde til Jehova at jeg nu ville begynde at gøre tingene på hans måde, og bad om styrke fra hans hellige ånd.“ Det er nu ti år siden. Hvordan går det Ian i dag?
„Jeg må stadig anstrenge mig for at beherske min svaghed,“ siger han, „men jeg har lært at sætte hele min lid til Jehovas hjælp.“ Hvad mener Ian selv der har bragt ham så langt? „Jeg kan huske den første oplæsningsopgave fra Bibelen jeg fik efter at jeg var kommet tilbage til menigheden af Jehovas Vidner. Stoffet var fra Salme 116, hvor den første sætning lyder: ’Jeg elsker, for Jehova hører min røst, al min tryglen.’ Midt i salmen står der videre: ’Hvad skal jeg give Jehova til gengæld for alle hans velgerninger mod mig?’ (Vers 12) Det var som en redningsplanke der hjalp mig tilbage til en mere normal tilværelse.“ Ian giver dette råd til andre der er i en lignende situation: „Lad være med at bedrage jer selv. Først da jeg begyndte at bearbejde mine problemer og bad om at Jehovas hellige ånd måtte styrke mig i min beslutning, lykkedes det for mig.“
Sammen med næsten fem millioner vidner for Jehova stoler Ian på at den hellige ånd kan hjælpe et menneske til at følge den vej der er afstukket i den mest betydningsfulde instruktionsbog der findes, nemlig Bibelen. Lad derfor Jehovas vidner gøre dig bekendt med Bibelens klare og enkle budskab om at Guds rige — som er hans himmelske regering under ledelse af den opstandne Jesus Kristus — snart vil fjerne ethvert spor af genetiske fejl, og sørge for at menneskeheden for evigt kan komme til at leve under paradisiske forhold. Det kan også du komme til at opleve!