Menneskets kamp mod katastrofer
DER var gået tre år, og FN’s generalsekretær Boutros Boutros-Ghali var ikke tilfreds. „Vi har ikke handlet hurtigt nok,“ meddelte han en gruppe eksperter i begyndelsen af 1993. „Grunden til at jeg indbød Dem til dette møde nu og ikke senere, er at jeg vil finde ud af om vi kan gøre noget for at indhente det forsømte.“ Hvad tænkte han på? Fem bogstaver: IDNDR.
En af de eksperter der deltog i mødet var Frank Press, der er geofysiker og „fader“ til IDNDR. For elleve år siden begyndte dr. Press at samle hele den videnskabelige verden om at intensivere kampen mod naturkatastrofer. Fem år senere, i december 1989, reagerede De Forenede Nationer på hans opfordring til at gøre noget, ved at udråbe perioden fra 1990 til 2000 som IDNDR (Internationalt Tiår for Reducering af Omfanget af Naturkatastrofer). Med hvilket formål?
Folk må ændre indstilling
Den brasilianske geologiprofessor Umberto G. Cordani, medlem af IDNDR’s Videnskabelige og Tekniske Udvalg, har til Vågn op! fortalt at IDNDR er et opråb til det internationale samfund om at forene sin viden og sine ressourcer om at mindske lidelserne, ødelæggelserne, besværet og tabene af menneskeliv ved naturkatastrofer. „For at nå dette mål må hele verden begynde at fokusere på hvad der kan gøres før, og ikke efter, en katastrofe,“ understreger professor Cordani.
At ændre hele verdens tankegang er imidlertid langt vanskeligere end at navngive et årti, eftersom „beslutningstagerne“, ifølge UNESCO Environment and Development Briefs, „er tilbøjelige til at fokusere på nødhjælpen i stedet for på forebyggelsen“. Over 90 procent af alle de penge der i dag bruges på nødhjælpsarbejde i Latinamerika går til katastrofesituationer, og mindre end 10 procent bruges på forebyggelse. Politikerne „vinder [trods alt] større popularitet ved at trøste katastrofeofre end ved at opkræve skatter med det knap så iøjnefaldende formål at afværge eller mindske katastrofen,“ bemærker IDNDR’s nyhedsbrev Stop Disasters.
Målene fastlægges
For at ændre denne fordeling af de økonomiske ressourcer fastlagde De Forenede Nationer tre mål for dette årti. I år 2000 skal alle lande have fundet frem til (1) en vurdering af den potentielle risiko for naturkatastrofer i det pågældende land, (2) et godt beredskab og langsigtede planer om forebyggelse, og (3) advarselssystemer. Der blev nedsat nationale udvalg til at omdanne IDNDR’s filosofi og gode hensigter til konkrete planer, og i maj 1994 var Japan vært for FN’s verdenskonference om reducering af omfanget af naturkatastrofer. Men til trods for alle disse planlagte eller igangværende aktiviteter var Boutros-Ghali ikke tilfreds. Hvorfor ikke? På grund af en foruroligende tendens.
En ildevarslende tendens
IDNDR’s arbejde har faktisk givet gode resultater. Videnskabsmændene er blevet mere opmærksomme på nødvendigheden af at reducere omfanget af naturkatastrofer; og visse forholdsregler, som for eksempel forbedrede advarselssystemer, er livreddende og medvirkende til at mindske ødelæggelserne. Men trods disse landvindinger „stiger naturkatastrofernes antal og omfang fortsat, og berører flere og flere mennesker,“ bemærker dr. Kaarle Olavi Elo, leder af IDNDR’s sekretariat. Vi har set „en tredobbelt stigning fra 1960’erne til 1980’erne,“ bekræfter en anden FN-ekspert, „og endnu en alvorlig stigning i 90’erne.“ I 1991 var 434 større katastrofer skyld i 162.000 dødsfald på verdensplan, og i 1992 blev ødelæggelserne gjort op til over 62 milliarder dollars. Lederen af UNDP (FN’s Udviklingsprogram), James G. Speth, drager den slutning at verden er blevet „en katastrofemaskine der producerer kriser med foruroligende regelmæssighed“. (UNDP Update, november 1993) Hvad skyldes denne tendens?
Hvorfor denne stigning?
For at finde svaret må man skelne mellem et risikomoment og en naturkatastrofe. Det første er noget naturligt forekommende — som for eksempel en oversvømmelse eller et jordskælv — der kan blive til en katastrofe, men som ikke altid gør det. De oversvømmelser der indtræffer i Brasiliens ubeboede Amazonland forårsager kun minimale skader, hvorimod de oversvømmelser der rammer Bangladesh’ tætbefolkede områder langs Gangesfloden, er skyld i omfattende tab af menneskeliv samt materielle og miljømæssige skader. Ødelæggelserne er ofte så katastrofale at de ramte samfund ikke kan klare sig uden hjælp udefra. I sådanne tilfælde er risikomomentet blevet til en naturkatastrofe. Men hvorfor sker der flere og flere af disse katastrofale sammenstød mellem naturen og menneskene?
Katastrofeeksperten James P. Bruce siger at „en medvirkende årsag [kan være] at risikomomenterne bliver alvorligere og mere hyppigt forekommende“. Han og andre videnskabsmænd er dog enige om at hovedårsagen til det stigende antal naturkatastrofer ikke er flere risikomomenter, men at et stigende antal mennesker udsættes for dem. Dette skyldes, ifølge tidsskriftet World Health, en „blanding af demografiske, økologiske og teknologiske forhold“. Lad os se nærmere på nogle af bestanddelene i denne katastrofefremkaldende blanding.
En af bestanddelene er verdens stigende befolkningstal. Eftersom den menneskelige familie fortsat vokser, er der også en voksende sandsynlighed for at nogle af jordens 5,6 milliarder beboere kommer i berøring med et naturligt tilstedeværende risikomoment. Desuden tvinger den stigende befolkningstæthed fortsat millioner af fattige til at bo i dårlige bygninger i områder der er kendt for regelmæssigt at være udsat for angreb fra naturens side. Resultatet er ikke overraskende: Siden 1960 er verdens befolkningstal fordoblet, mens antallet af omkomne ved naturkatastrofer næsten er tidoblet!
Miljømæssige forandringer gør også deres virkning. Fra Nepal til Amazonfloden og fra de nordamerikanske sletter til Stillehavsøerne er man i færd med at fælde skove, dyrke intensivt landbrug, ødelægge kystrev og efterlade en stribe andre økologiske fodspor — som man dog også kommer til at betale for. „Jo mere vi belaster og forandrer vort miljø, desto større er sandsynligheden for at et tilstedeværende risikomoment bliver til en katastrofe,“ siger en tidligere leder af IDNDR, Robert Hamilton.
Men hvis mennesker i dag, ved deres handlinger, kan forøge antallet af katastrofer, må det modsatte også kunne lade sig gøre: at de, ved at tage nogle forholdsregler, kan reducere katastrofernes omfang fremover og dermed mindske ødelæggelserne og tabene af menneskeliv. For eksempel taler eksperterne om at 90 procent af de dødsfald der sker ved jordskælv, kunne være undgået. Men selv om det tydeligvis forholder sig sådan, bliver mange ved med at betragte naturkatastrofer som noget uundgåeligt. Dette fatalistiske synspunkt er, ifølge UNESCO Environment and Development Briefs, „den største enkeltstående hindring for reducering af omfanget af naturkatastrofer“. Hvordan ser du på det?
Uundgåelige eller reducerbare?
Denne følelse af håbløshed er især udbredt blandt folk i udviklingslandene — og det er ikke så mærkeligt. Syvoghalvfems procent af ofrene for de sidste 50 års naturkatastrofer har boet i udviklingslandene! I nogle af disse lande „er katastrofernes hyppighed så stor, at det er vanskeligt at afgøre hvornår den ene katastrofe hører op og hvornår den næste begynder,“ siger bladet Stop Disasters. Faktisk indtræffer 95 procent af alle katastrofer i udviklingslandene. Dertil kan man føje en endeløs række af personlige tragedier — fattigdom, arbejdsløshed, elendige boligforhold — noget som får de fattige til at synke længere og længere ned i hjælpeløshed. De accepterer de gentagne naturkatastrofers hærgen som en bitter og dog uundgåelig del af livet. Men er denne hærgen uundgåelig?
Hvad du kan gøre og ikke kan gøre
Det er rigtigt at du ikke kan afgøre hvor ofte en tilstedeværende risiko afstedkommer en ulykke, og hvor omfattende skaden bliver, men det gør dig ikke totalt hjælpeløs. Du kan mindske din egen risiko for at blive berørt af den. Hvordan illustreres her.
Lad os sige at en mand ønsker at begrænse den tid han er udsat for solens stråler (noget naturligt forekommende som indebærer en risiko) fordi han gerne vil undgå at få hudkræft (katastrofen). Hvad kan han gøre? Han kan selvsagt ikke afgøre hvornår solen skal stå op og hvornår den skal gå ned (hvor hyppigt det naturligt forekommende fænomen indtræffer). Han kan heller ikke mindske den mængde sol der rammer hans omgivelser (omfanget af det naturligt forekommende fænomen). Men er han dermed hjælpeløs? Nej, for han kan reducere det tidsrum han er udsat for solens stråler. Han kan for eksempel blive inden døre på den varmeste tid af dagen, eller, hvis dette ikke er muligt, gå med hat og tøj der beskytter huden når han er ude. Det forøger hans beskyttelse mod solens stråler (det naturligt forekommende fænomen) og mindsker hans risiko for at få hudkræft (katastrofen). Det kan være af afgørende betydning for ham at tage disse forholdsregler!
Du kan ligeledes gøre noget for at forøge din beskyttelse mod andre risikomomenter i naturen. På den måde vil du mindske din sårbarhed og dine tab når katastrofen rammer. De der bor i den industrialiserede verden kan have gavn af de råd der findes i rammen „Er du forberedt?“ Hvis man bor i et af udviklingslandene kan eksemplerne i rammen „Billige forbedringer der virker“ give en idé om hvilke enkle forholdsregler man så kan tage. De kan i vid udstrækning være medvirkende til at redde liv og mindske skaderne. I betragtning af den teknologi man har til rådighed i dag, „er der ikke mere plads til skæbnetro,“ siger geofysikeren Frank Press. Når det drejer sig om naturkatastrofer, er det uden tvivl bedre at forebygge end at helbrede.
[Ramme på side 6]
Er du forberedt?
USA’s krisestyrelse foreslår en række ting man kan gøre for at undgå katastrofer:
Skaf dig oplysninger. Henvend dig hos den lokale krisestyrelse (i Danmark vil det sige civilforsvaret) og få oplyst hvilke katastrofer der er risiko for i det område hvor du bor. Du kender måske allerede til nogle af dem, men der kan være andre du endnu ikke har hørt om. Hvis du finder ud af at dit hjem befinder sig i risikozonen:
◻ Kald familien sammen og drøft hvilke katastrofer der kan være tale om. Forklar hvad man skal gøre i hvert enkelt tilfælde.
◻ Planlæg hvordan I hver især bevarer kontakten med de andre i familien hvis I kommer væk fra hinanden under en katastrofe. Udvælg to mødesteder: det ene uden for jeres hjem i tilfælde af en pludselig ulykke, som for eksempel brand, og det andet et stykke borte fra jeres boligområde, i tilfælde af at I ikke kan vende tilbage til huset.
◻ Bed en ven om at være kontaktmand for jeres familie, så I alle kan ringe til ham og fortælle hvor I er, hvis ikke I kan komme hen til det aftalte mødested. I bør vælge en ven som bor langt fra jeres område, da det ofte er lettere at ringe til fjerntliggende zoner end til lokalnumre i et katastrofeområde. Lær jeres børn at ringe til denne ven. Drøft hvad I skal gøre hvis der bliver tale om evakuering. Overvej hvordan I vil hjælpe nødstedte naboer. Planlæg hvad I vil gøre ved jeres kæledyr.
◻ Læg de nødvendige telefonnumre ved alle telefoner i huset.
◻ Udpeg hvor sikringsskabet samt hovedhanen til vand og naturgas findes. Vis ansvarsbevidste familiemedlemmer hvordan og hvornår der skal lukkes for disse hovedhaner, og hav det nødvendige værktøj liggende ved hanerne.
◻ Tag forbehold for brand. Installér røgalarmer, især i nærheden af soveværelserne.
[Ramme på side 8]
Billige forbedringer der virker
VERDENSBANKEN oplyser at næsten halvdelen af jordens befolkning klarer sig for fem dollars eller mindre om ugen. Men selv om man befinder sig i denne situation er der, ifølge eksperter, noget man kan gøre. Det er noget man bør gøre en indsats for at lære, da oplæring „er det vigtigste middel til reducering af naturkatastrofers ødelæggende virkninger,“ understreger den peruanske katastrofeekspert Alberto Giesecke. Her følger nogle eksempler fra Sydamerika:
FN-håndbogen Mitigating Natural Disasters forklarer hvordan man kan forbedre bygningen af lerhuse:
◻ I et bjergrigt terræn bør man foretage en udgravning og lave en afsats som huset kan bygges på.
◻ Kvadratiske huse er de stærkeste; hvis man alligevel ønsker at bygge et hus der skal være rektangulært, bør man sørge for at den ene mur bliver to og en halv gang længere end den anden.
◻ Lav fundamentet af sten eller beton for at mindske virkningen af de seismiske kræfter.
◻ Lad parallelvæggene have samme vægt, styrke og højde. De skal være tynde og lave. Huse der bygges på denne måde har klaret sig bedre under jordskælv end almindelige lerhuse.
Den traditionelle gitterkonstruktion (quincha) er en anden teknik der har stået prøve. Ifølge Stop Disasters består quincha-huse af et skelet af vævede rør og smågrene der understøttes af lodrette og vandrette stolper, og de har kun lidt jordfyld. Denne konstruktion, med 10-15 centimeter tykke mure, gør at huset kan ryste under et jordskælv uden at det falder sammen. Under et jordskælv i 1991 blev alle de huse der var konstrueret på denne måde, stående, mens 10.000 andre huse med solide, én meter tykke mure sank i grus og dræbte 35 mennesker. Ifølge UNESCO-arkitekten John Beynon er det ikke jordskælvene i sig selv der dræber mennesker, men de sammenfaldende bygninger.
[Illustrationer på side 7]
Nogle steder fælder man hensynsløst skovene og skaber på den måde risiko for flere naturkatastrofer