Dyret med det højt skattede horn

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I SYDAFRIKA

PLUDSELIG satte næsehornet efter manden. Han sprang til siden og løb alt hvad han kunne hen for at søge beskyttelse i et lille træ i nærheden. Men med en forbløffende smidighed vendte næsehornet rundt og gav ikke manden tid til at klatre i sikkerhed. Det jagede ham flere gange rundt om træet inden det gav ham et stød med hornet så han blev slynget op i luften. På vejen ned ramte den stakkels mand først næsehornets skuldre, for siden at havne på jorden. Der lå han så og ventede på at blive trampet eller spiddet til døde. Da næsehornet kom hen imod ham, løftede han foden, men dyret snusede blot til den og gik!

Sådan er Afrikas sorte næsehorn — nysgerrigt, stridbart og let at tirre. Hvis dets fortræffelige lugte- eller høresans gør det opmærksomt på noget det ikke kan se (det har nemlig et dårligt syn), stormer det direkte imod genstanden, uanset om det er et tog eller en sommerfugl! Selv om dyret kan have en skulderhøjde på 1,5 meter og veje helt op til et ton, kan det galopere af sted med 55 kilometer i timen og vende rundt inden for en afstand af sin egen længde!

Et angreb kan til tider blot være en skinmanøvre eller noget dyret gør for sjov. Yuilleen Kearney, der engang havde et ungt sort næsehorn ved navn Rufus, fortæller at „jo mere støv der blev hvirvlet op, desto lykkeligere var Rufus“. Hun morer sig stadig ved tanken om hvordan han engang kom „fnysende, prustende og bragende“ gennem buskadset, „fór op gennem haven og standsede lige foran verandaen, hvorefter han med stor værdighed gik op ad trappen og lagde sig ved siden af [hendes] liggestol“.

Mange af dem der har studeret det sorte næsehorn, nærer samme kærlighed til dette dyr. Men de er også enige om at næsehorn, ligesom mennesker, har forskellige personligheder. Man skal derfor tage sig i agt for den gnavne type! En populær håndbog om dyr i det sydlige Afrika advarer om at „man aldrig bør stole på“ det sorte næsehorn, „men holde sig på lang afstand af det“. Desværre er det ofte menneskers forstyrrelser der er skyld i dets aggressive adfærd. Professor Rudolf Schenkel, der overlevede ovennævnte angreb, siger at mennesket beklageligvis har gjort sig til næsehornets eneste fjende.

Hvad så med Afrikas hvide næsehorn? Dets sædvanligvis mere fredelige gemyt gør det til noget af en modsætning til sin temperamentsfulde fætter. Det er også næsten dobbelt så stort som det sorte næsehorn, og er således det tredjestørste dyr i verden. Dets hoved er så tungt at der skal fire mænd til at løfte det! Og alligevel er det lige så adræt som det sorte næsehorn.

Det hvide næsehorn er tilbøjeligt til at flygte i panik ved synet, lyden eller lugten af mennesker. I bogen Rhino advarer Daryl og Sharna Balfour dog om at man ikke bør tage dette for givet. „I de senere år har hvide næsehorn forårsaget flere skader end sorte,“ skriver de, og tilføjer at dette sikkert skyldes menneskers „manglende respekt“ for dyret.

Deres yndlingsbeskæftigelse

Afrikas næsehorn har en fælles lidenskab. Det er mudder — masser af mudder! Når de nærmer sig deres yndlingsmudderpøl, sætter de som regel farten op og udstøder begejstrede hvin ved udsigten til det forestående. Daryl og Sharna Balfour, der ofte har betragtet dette, fortæller at når næsehornet langsomt synker ned i dyndet, „kan man høre det udstøde et suk, mens det tilfreds lægger sig nogle minutter på den ene side . . . hvorefter det fortsætter sit bad, ofte ved at rulle helt om på ryggen med benene stikkende lige i vejret“.

Af og til kommer begge næsehornsarter til det samme dyndhul, hvor de giver afkald på enhver værdighed til fordel for deres smattede hobby. Det tidligere omtalte unge næsehorn, Rufus, var så begejstret for sit mudderbad at „han nogle gange hoppede op af pølen, stormede rundt i haven og hoppede omkring som en kåd hest, for så at vende tilbage til mudderhullet og nyde oplevelsen endnu en gang“.

Dyndet tjener dog også andre formål end at fremkalde denne følelse af velvære. Det giver næsehornene mulighed for at mødes med deres artsfæller og andre dyr der er glade for mudder. Desuden får de afkølet deres solhede krop og dulmet de irriterende fluebid. Det er derfor ikke usædvanligt at se næsehorn ligge og dase i mudderdyndet flere timer ad gangen.

Hvem er hvem?

Hvordan kan man kende forskel på de to næsehornsarter? Er den ene sort og den anden hvid? Nej. De er begge grå, men har forskellige grå nuancer — hvis man i det hele taget kan se den grå farve. Det man ser, er i virkeligheden farven på det mudder de sidst har væltet sig i og som nu har dannet skorper på huden.

Men mundens facon fortæller straks hvilken art der er tale om. Det sorte næsehorn, der nipper skud og blade af unge træer og buske, har en spids overlæbe der kan gribe fat om skuddene og bladene og hive dem af. Det vil derfor være mere rigtigt at kalde det for spidsnæsehornet. Det hvide næsehorn er derimod græsæder. Det har en bred mund der er velegnet til at afgnave græs ligesom en græsslåmaskine. Man kalder det derfor med rette det bredmulede næsehorn eller stumpnæsehornet. Men af en eller anden grund er betegnelserne det sorte og det hvide næsehorn blevet hængende, navne der tilsyneladende stammer fra de første hollandske bosættere i Sydafrika.

Det højt skattede horn

Hvad består næsehornets horn af? Nogle beskriver det som en kompakt masse af hår, eftersom det er tilbøjeligt til at flosse ved roden. Det er dog ikke rigtige hår, men „har en vis lighed med hovdyrs hove,“ siger dr. Gerrie de Graaff, der er videnskabelig rådgiver for Sydafrikas nationalparker.

Hornet bliver ved med at vokse på samme måde som fingernegle. Et berømt sort næsehorn der blev kaldt Gertie, kunne fremvise et horn på 1,4 meter, og et hvidt næsehorn havde et på 2 meter! Hvis hornet skulle brække af, hvilket undertiden sker, vokser der et nyt ud med en hastighed af cirka 8 centimeter om året.

Hvorfor er næsehornets horn så højt skattet? Mange bruger det som medicin, og andre vil gerne kunne prale af at have en dolk med næsehornsskaft. Den store efterspørgsel efter næsehornets horn og den indbringende handel der finder sted, har fået begærlige mennesker til at nedlægge i tusindvis af næsehorn.

Det hvide næsehorn har været lige ved at uddø, men takket være naturfredningsfolks ihærdige bestræbelser er bestanden nu igen oppe på et rimeligt antal. Det samme kan desværre ikke siges om dets sorte artsfælle. Der gøres forskellige forsøg på at begrænse krybskytteriet; for eksempel saver man hornene af. Men dette omfattende arbejde lader kun til at have ringe virkning. Eftersom hornene kan indbringe over 10.000 kr. pr. kilo, går krybskytterne ikke af vejen for at nedlægge et næsehorn, selv om det kun har en stump tilbage. Hvis fremtidige generationer også skal have fornøjelsen af at lære dette fascinerende dyr at kende, må man håbe at menneskers griskhed ikke vil føre til en fuldstændig udryddelse af næsehornet.

[Tekstcitat på side 27]

Hvordan kan man se forskel på et sort og et hvidt næsehorn, når de begge er grå?

[Illustration på side 26]

Hvidt næsehorn med unge

[Kildeangivelse]

National Parks Board of South Africa