Kenyas forældreløse næsehorn
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I KENYA
HVAD sker der i naturen når en dyreunge kommer væk fra sine forældre? Højst sandsynligt bliver den offer for rovdyr. For at forhindre at dette sker, har parkopsynsmænd i Kenya hjulpet forældreløse dyreunger og bragt dem til dyreinternater. Et af de mest kendte ’børnehjem’ for dyr findes i Nairobi National Park og drives af Daphne Sheldrick. Sheldrick har i årtier opfostret mange forskellige slags dyr, deriblandt kafferbøfler, antiloper, desmerkatte, vortesvin, manguster, elefanter og næsehorn, der senere er blevet sat tilbage i naturen.
Sidste år havde hun to sorte næsehornskalve, Magnette og Magnum, i pleje. Magnettes mor, som hedder Edith, lever stadig i nationalparken. Kalven blev bragt til internatet i midten af februar 1997 efter at den af en eller anden grund var kommet væk fra sin mor. Da opsynsmændene endelig fandt Magnettes mor, var der gået fem dage. Fordi der var gået så lang tid og kalven havde fået lugten af mennesker på sig, var der ikke særlig stor sandsynlighed for at moderen ville kendes ved den.
Magnum kom til verden den 30. januar 1997. Moderen, der hed Scud, havde skadet sit højre forben, muligvis ved at træde ned i et hul mens hun løb i fuld galop. Trods omfattende bestræbelser for at få skaden til at hele, gik der betændelse i knoglen, og Scud måtte aflives tre uger efter at hun havde født Magnum.
Opfostring af næsehorn
Næsehornskalve er ivrige efter at behage og nemme at have med at gøre, men opfostringen af dem er ikke noget der kan foregå i en dagligstue! Dagen igennem får de hver fjerde time fedtholdig mælk fra en kæmpestor sutteflaske. De lever også af blade og skud fra buske. Ved fødselen måler ungerne kun cirka 40 centimeter i højden og vejer mellem 30 og 40 kilo, men de tager på i en forbløffende fart — omkring et kilo om dagen. Fuldt udvoksede næsehorn vejer over et ton.
Hver dag går dyrepasserne lange ture med Magnette og Magnum i parken. De gør det ikke kun for at kalvene skal få motion, men hovedsagelig for at hjælpe dem til at blive accepteret af de andre næsehorn i området. Lad os betragte hvordan det gøres.
Næsehorn ser dårligt, men de har en skarp lugtesans og en fænomenal hukommelse. De lærer derfor først og fremmest hinanden at kende på lugten. Næsehorn markerer deres territorium ved at efterlade deres ekskrementer og ved at strinte urin på buskene.
Under normale omstændigheder bliver kalven beskyttet af sin mor, og dens særegne duftspor blander sig med hendes indtil hun føder den næste unge. På det tidspunkt vil den ældre kalv være helt integreret i og accepteret af det etablerede næsehornssamfund. For nyankomne som Magnette og Magnum er situationen en helt anden. Først efter at de har lagt deres ekskrementer i de lokale næsehorns fælles latriner, kan de opnå fysisk kontakt med de andre næsehorn. Under deres lange daglige ture giver de forældreløse kalve deres bidrag til fælleslatrinerne i bushen. På den måde bliver kalvenes dufte opdaget, undersøgt og til sidst accepteret af den lokale bestand af næsehorn. At sætte næsehorn der er blevet opfostret af mennesker, tilbage i naturen er følgelig en kompliceret proces som kan tage adskillige år.
Hvilken fremtid har Magnette og Magnum?
Ifølge Verdensnaturfonden var der i 1970 cirka 65.000 sorte næsehorn i Afrika. I dag er der under 2500. Årsagen til denne drastiske nedgang i bestanden er at krybskytter har nedlagt næsehorn på grund af deres skind og deres horn. På det sorte marked er horn fra næsehorn mere værd end dets egen vægt i guld. Hvorfor er det så højt skattet?
I nogle lande i Fjernøsten er der mange der tror at pulveriseret næsehornshorn virker febernedsættende. Kemiske analyser har vist at der kan være noget rigtigt i denne påstand, men kun hvis man giver det i mængder der er langt højere end dem der findes i de lægemidler der er i handelen. Der findes selvfølgelig mange andre medikamenter som kan nedsætte feber.
Horn fra næsehorn er også i høj kurs af kulturelle årsager. I et land i Mellemøsten er krumme daggerter et eftertragtet manddomstegn. En daggert med næsehornsskaft er så højt skattet at købere er villige til at betale 4000 kroner for et skaft af nyt horn og 8500 kroner for et skaft af antikt horn.
Kenya har på mindre end tyve år mistet over 95 procent af sine næsehorn på grund af krybskytteri. I begyndelsen af 1990’erne var antallet af næsehorn faldet fra 20.000 til knap 400. Som følge af omfattende beskyttelsesforanstaltninger er næsehornsbestanden siden da vokset til omkring 450. I dag er Kenya et af de tre afrikanske lande som har en bestand af sorte næsehorn der enten er konstant eller vokser. For Magnette og Magnum tegner fremtiden sig derfor lovende, og dyrepasserne håber at de med tiden vil slutte sig til det lokale næsehornssamfund og få et langt og godt liv.
[Illustration på side 12]
Magnum (til venstre) og Magnette da de var fire måneder gamle