En kugle ændrede mit liv
DET bedste forældre kan gøre for deres børn er at give dem kundskab om Skaberen og et ønske om at tjene ham. Det blev jeg særlig opmærksom på da jeg som teenager blev ramt af en ulykke.
Inden jeg forklarer hvad der skete dengang, for godt 20 år siden, vil jeg fortælle lidt om min opvækst i den sydlige del af De Forenede Stater. Den har nemlig haft direkte indflydelse på hvordan jeg har kunnet klare de vanskeligheder jeg har været igennem.
Min opvækst
Jeg er født i januar 1955, i Birmingham, Alabama, en af de Sydstater med raceadskillelse. Allerede som otteårig oplevede jeg at en bombe eksploderede i en kirke ikke langt fra vores hjem, mens der blev holdt søndagsskole. Skrækslagne sorte børn, hvoraf mange var på min egen alder, løb skrigende ud af kirken; andre blødte og jamrede sig. Fire var døde — myrdet af de hvide.
Sådanne rystende begivenheder var ikke enestående i Sydstaterne. Den følgende sommer blev tre borgerrettighedsforkæmpere myrdet i staten Mississippi. Disse frygtelige år med raceuroligheder berørte os alle.
Min mor var et af Jehovas vidner, og det samme blev far i 1966. Fra da af var hele familien fælles om at gøre andre bekendt med vores bibelsk begrundede håb om en ny og fredelig verden. (Salme 37:29; Ordsprogene 2:21, 22; Åbenbaringen 21:3, 4) I slutningen af 1960’erne tog vi hver lørdag, somrene igennem, ud og forkyndte i urørte distrikter uden for Birmingham. Derude havde folk aldrig hørt om Jehovas Vidner eller budskabet om Guds rige. De kendte ikke engang Guds navn, Jehova. (Salme 83:18) I disse urolige tider nød jeg at fortælle andre om at det er Jehovas hensigt at erstatte denne fordærvede gamle verden med et jordisk paradis. — Lukas 23:43.
Jeg sætter mig et mål for livet
I december 1969 symboliserede jeg min indvielse til Jehova ved vanddåben. I mine bønner til Jehova gav jeg udtryk for mit inderlige ønske om at gøre heltidstjenesten til min livsgerning. Nogle uger senere fik far til opgave at hjælpe en lille menighed i byen Adamsville, få kilometer fra Birmingham. Dette nye distrikt gav mig et endnu større ønske om at blive pioner, eller heltidstjener. I mine sidste skoleår benyttede jeg enhver chance for at være midlertidig pioner, hvilket indebar at jeg brugte mindst 75 timer i forkyndelsen om måneden.
Jeg besluttede mig for at lære et fag der kunne gavne mig i heltidstjenesten når jeg var færdig med at gå i skole. Men i mit sidste år på gymnasiet blev min beslutning sat på en prøve. Jeg var en af dem der klarede sig bedst i klassen og blev derfor bedt om at aflægge nogle prøver på et nærliggende universitet. Bagefter blev jeg kaldt ind på skolevejlederens kontor. Hun var begejstret og glad på mine vegne. „Du har klaret dig flot!“ sagde hun. „Du kan selv vælge hvilket universitet du vil ind på.“ Hun ville have mig til at udfylde ansøgningspapirerne med det samme.
Jeg var noget forvirret, for det kom helt bag på mig. Jeg skyndte mig at fortælle om mine planer med hensyn til at blive heltidstjener og finde et deltidsarbejde så jeg kunne forsørge mig selv. Jeg nævnte endda at jeg, ligesom andre Jehovas vidner, måske senere kunne komme ud og virke som missionær i et fremmed land. Men det var som om hun slet ikke hørte hvad jeg sagde. Hun foreslog at jeg tog fysik som hovedfag, og lovede at hun, hvis jeg valgte et universitet i nærheden, ville sørge for at jeg fik arbejde på et forskningscenter.
„Fra nu af bør du nøjes med at tænke på din religion i weekenden, Gloria; dine forældre vil alligevel være stolte af dig,“ sagde hun. Jeg blev harm over at hun måske troede det var mine forældre der pressede mig til at blive heltidstjener. Hun fik mig til at føle at jeg svigtede hele den sorte race ved at afvise denne store mulighed. Men jeg stod fast. Da jeg var færdig med gymnasiet, begyndte jeg ikke på universitetet, men fik et deltidsarbejde som sekretær.
Jeg ledte forgæves efter en pionermakker. Da en rejsende tilsynsmand besøgte vores menighed, fortalte jeg ham om mit problem. „Du behøver ikke nogen makker,“ sagde han. Han udarbejdede så en timeplan der gav mig tid til både at gå på arbejde og at være pioner. Det var lige hvad jeg havde brug for; jeg blev så glad at jeg besluttede at begynde som pioner den 1. februar 1975.
Men da jeg nogle få dage senere, den 20. december 1974, var på vej hjem fra en butik, blev jeg ramt af en vildfaren kugle.
Døden nær
Mens jeg lå på jorden, kunne jeg bogstavelig talt se mit eget livsblod løbe ud. Jeg kan huske at jeg tænkte: Nu er det slut. Jeg bad Jehova om at jeg måtte leve længe nok til at kunne hjælpe mor til at forstå at sådan en ulykke også kan ramme en familie som er helt koncentreret om tjenesten for Jehova. Vi kendte udmærket skriftstedet om at „tid og tilfælde berører . . . alle“, men jeg tror ikke vi var forberedte på at klare så ulykkelig en hændelse. — Prædikeren 9:11.
Kuglen havde ramt mig i venstre side af halsen og beskadiget nogle nerver i rygraden, hvilket indvirkede på min tale og min vejrtrækning. Man regnede ikke med at jeg klarede den mere end et par dage. Derefter sagde de „to uger“. Men jeg døde ikke. På et tidspunkt fik jeg lungebetændelse og blev derfor lagt i en mere kompliceret respirator. Med tiden stabiliseredes min tilstand og jeg kunne påbegynde et genoptræningsprogram.
Genoptræningskampen
De første uger følte jeg ikke nogen fortvivlelse. Jeg var blot følelsesløs. Alle på Spain Rehabilitation Center i Birmingham var søde og gjorde alt hvad de kunne for at hjælpe mig. Efterhånden forstod jeg på personalet at lægerne regnede med at jeg ville forblive totalt lam og være nødt til at ligge på ryggen resten af livet. Min lammelse i ekstremiteterne blev vurderet til niveau C2, hvilket betød at jeg efter deres vurdering skulle ligge i respirator resten af min levetid, ude af stand til at tale højere end med en hvisken.
Lægerne havde anbragt en slange i mit luftrør hvorigennem jeg trak vejret. Senere erstattede lungespecialisten den med en tyndere slange for at se om jeg så bedre kunne tale. Men det gjorde ikke nogen forskel. De mente derfor at mine talevanskeligheder skyldtes at nogle nerver var blevet ødelagt. Nu begyndte jeg at blive deprimeret, og intet af det andre sagde kunne bedre mit humør. Selv en venlig bemærkning opfattede jeg som en personlig fornærmelse. Jeg græd derfor meget.
Jeg var klar over at hvis noget hæmmer ens åndelige sundhed, er der to ting som kan hjælpe — at bede vedholdende til Jehova, og at give sig i kast med forkyndelsen ved at fortælle andre om sandheden fra Bibelen. (Ordsprogene 3:5) Ja, bede kunne jeg jo. Men hvordan kunne jeg, i min tilstand, blive mere aktiv i forkyndelsen?
Jeg bad min familie om at komme med nogle eksemplarer af bladene Vagttårnet og Vågn op! samt andre af de bibelske studiehjælpemidler vi dengang brugte i forkyndelsen. Det var bøger som Sandheden der fører til evigt liv, Virkelig fred og sikkerhed — hvordan? og Er dette liv alt? De blev lagt forskellige steder i mit værelse. Plejepersonalet kom ofte og så medlidende på mig og spurgte: „Er der noget jeg kan gøre for dig?“
Så pegede jeg med øjnene på en af publikationerne og prøvede med læberne at forme spørgsmålet: „Vil du læse for mig?“ Den tid de læste, rapporterede jeg som tid i tjenesten. Når de var færdige, gav jeg dem ofte bogen eller bladet som tak for at de havde læst for mig. Disse gaver rapporterede jeg også. Hvis nogle kom og læste flere gange, betragtede jeg det som genbesøg. Den andel jeg på den måde kunne have i tjenesten, samt de hjertevarmende kort, blomster og besøg jeg fik af mine mange kristne brødre og søstre, holdt mig oppe.
Efter flere måneders genoptræning var jeg kun i stand til at løfte hovedet en lille smule. Men jeg var besluttet på at blive bedre til at bevæge mig. Jeg bad derfor om at få mere fysisk træning og beskæftigelsesterapi. Da jeg spurgte om jeg kunne blive anbragt i en kørestol, fik jeg at vide at det var helt umuligt eftersom jeg ikke engang kunne holde mit hoved oppe. Men jeg bad dem om at prøve alligevel.
Efter at have fået lægernes accept, hjalp den ansvarshavende terapeut med at få mig anbragt i en kørestol. Man viklede mig ind i elastikbind fra bryst til hofter, fra hofter til knæ og fra knæ til fødder, så jeg til sidst lignede en mumie. Det gjorde de for at mit blodtryk skulle forblive stabilt og for at forhindre shock. Det virkede! Jeg måtte ganske vist kun sidde op en halv time ad gangen. Men jeg sad op — efter at have ligget på ryggen i 57 dage!
Jeg kommer langt om længe hjem
Endelig, efter fem lange måneder, fik jeg fjernet slangen i luftrøret og fik lov til at komme hjem. Det var i maj 1975. Derefter rejste jeg regelmæssigt frem og tilbage for at modtage behandling på genoptræningscentret. Allerede i sommeren 1975 begyndte jeg at deltage i den offentlige forkyndelse i min kørestol. Det var ikke meget jeg kunne gøre, men jeg var i hvert fald med og jeg var sammen med mine venner.
I begyndelsen af 1976 spurgte VRS (Vocational Rehabilitation Services), som finansierede min genoptræning, om jeg ville revalideres. Jeg følte at jeg gjorde fremskridt. Jeg lærte at male med en pensel som jeg holdt mellem tænderne. Ved hjælp af en pind i munden kunne jeg ligeledes skrive på maskine, og jeg kunne endda skrive lidt med en blyant. Eftersom det var VRS der betalte for det meste af min behandling, var de interesserede i at finde ud af om jeg kunne få et arbejde og blive et produktivt medlem af samfundet.
I begyndelsen virkede konsulenten hensynsfuld, men så bad han mig om at tale højere. På det tidspunkt kunne jeg næsten ikke andet end hviske. Så spurgte han: „Kan du sidde helt oprejst?“
Det kunne jeg ikke.
„Prøv at bevæge bare en enkelt finger,“ sagde han.
Da jeg ikke engang kunne det, smækkede han sin kuglepen ned i skrivebordet og sagde med irritation i stemmen: „Du duer ikke til noget!“
Jeg blev bedt om at tage hjem og vente på at han ringede til mig. Jeg kunne godt sætte mig ind i hans situation. Ingen andre på Spain Rehabilitation Center havde været så handicappet som jeg. Det udstyr man gjorde brug af var meget kostbart, og den der havde ansvaret for at træffe beslutningerne, havde ingen retningslinjer for hvad man skulle gøre med en patient der kunne så lidt som jeg. Men det gjorde alligevel ondt at blive omtalt som en der ikke duer til noget, eftersom det var sådan jeg allerede følte det.
I løbet af nogle få dage blev jeg ringet op og fik at vide at jeg ikke længere var med i programmet. Jeg følte mig forladt — og det førte til endnu en depression.
Jeg overvinder min depression
Jeg tænkte meget på det der står i Salme 55:22: „Kast din byrde på Jehova, og han vil sørge for dig.“ Det bekymrede mig meget at være en økonomisk belastning for mine forældre, og det nævnte jeg derfor i mine bønner.
Min nedtrykthed gik alvorligt ud over mit fysiske helbred, hvilket gjorde at jeg ikke var i stand til at sidde op under sommerens områdestævne i 1976. Jeg lå derfor ned og lyttede til programmet. Ved dette stævne blev hjælpepionertjenesten for første gang omtalt, og den fangede min interesse. En hjælpepioner skal kun nå 60 timer om måneden i forkyndelsen, det vil sige gennemsnitlig 2 timer om dagen. Det mente jeg godt jeg kunne klare. Da jeg senere spurgte min søster Elizabeth om hun ville hjælpe mig, troede hun at jeg lavede sjov. Men da jeg afleverede min ansøgning i august, meldte hun sig også.
Elizabeth stod tidligt op og hjalp mig med det hele. Derefter gik vi i gang med at forkynde pr. telefon. Det vil sige at vi ringede til folk og talte med dem om de velsignelser Gud har i beredskab til mennesker under hans nye rigsregering. Vi skrev også breve, især til nogle der havde brug for trøst. I weekenden tog min familie og mine venner mig med fra hus til hus i kørestolen. Eftersom jeg ikke kunne bevæge mine lemmer, måtte jeg selvfølgelig nøjes med mundtligt at fortælle om Rigets budskab, citere skriftsteder og bede andre om at læse op fra Bibelen.
Den sidste dag i måneden manglede jeg stadig 6 timer i at nå mit mål på 60 timer. Elizabeth havde ikke mulighed for at hjælpe mig, så jeg bad mor om at regulere ryglænet på min kørestol så jeg kunne sidde oprejst. Med en pind i munden sad jeg så og skrev breve på maskine i seks timer. Jeg fik det ikke værre, men blev bare noget så træt!
Mine bønner bliver besvaret
Da jeg den følgende uge skulle til kontrol på Spain Rehabilitation Center, sad jeg helt oprejst i min kørestol. Min læge, der ikke havde set mig siden jeg var blevet frameldt programmet i begyndelsen af året, blev temmelig overrasket. Han kunne ikke tro sine egne øjne. „Hvad har du lavet?“ spurgte han. Inden jeg overhovedet blev færdig med at fortælle om min tjeneste, havde han tilbudt mig et arbejde.
Jeg var også til samtale hos hans assistent, og hun blev lige så forbavset over det jeg kunne gøre i forkyndelsen. Hun spurgte om jeg ville være med i noget de kaldte et „mønsterpatientprogram“. Det gik ud på at jeg ville blive sat sammen med en anden patient som jeg skulle hjælpe. Med hentydning til vores tjeneste sagde hun: „Det er jo alligevel det I gør, er det ikke?“ Jeg fik til opgave at hjælpe en pige der var næsten lige så handicappet som jeg selv.
På en eller anden måde fik VRS kendskab til hvad jeg med min families hjælp havde kunnet klare i forkyndelsen. Det gjorde så stort et indtryk på dem at de foreslog mig at blive tilmeldt deres program igen. Det betød at vores familie ville få betalt noget af det specialudstyr og den hjælp jeg til stadighed har brug for. Jeg følte at Gud havde besvaret mine bønner.
Min tilstand stabiliseres
Den fysiske genoptræning har gjort at jeg nu kan løfte hovedet, dreje det og sidde op. Til min store glæde har jeg stort set også genvundet min taleevne. Med en pind i munden kan jeg skrive på papir og maskine, ringe op på telefonen, og male. Nogle af mine malerier har været med på udstillinger for mundmalede billeder. Jeg kan komme omkring i en motoriseret kørestol som jeg styrer med kinden. Kørestolen kan løftes op i vores bil ved hjælp af en elektrisk lift, så jeg kan blive transporteret hen hvor jeg gerne vil.
Jeg har haft en del vejrtrækningsproblemer og er i konstant fare for at få lungebetændelse. Nogle gange har jeg brug for ilt om natten. I 1984 var jeg lige ved at dø på grund af komplikationer i forbindelse med en infektion. Jeg blev indlagt og udskrevet flere gange. Men siden da har jeg fået det bedre. Fra og med 1976 har jeg kunnet være hjælpepioner en eller to gange om året. Men jeg følte ikke at det var nok. Jeg blev ved med at tænke på hvordan en kugle havde afbrudt mine planer i teenageårene.
Min drøm bliver til virkelighed
Den 1. september 1990 kunne jeg langt om længe slutte mig til pionerernes rækker og dermed få opfyldt mit barndomsønske. I de kolde vintermåneder forkynder jeg ved at skrive og ringe til folk. Men når det bliver varmere, deltager jeg også i hus-til-hus-forkyndelsen. Hele året rundt leder jeg bibelstudier pr. telefon.
Jeg glæder mig usigeligt til en vidunderlig fremtid i det jordiske paradis, hvor Jesus Kristus og Jehova Gud vil befri mig fra min kørestol. Jeg takker hver dag Jehova for hans løfter om at jeg til den tid vil få et sprudlende helbred og vil kunne ’springe som hjorten’. (Esajas 35:6) Så vil jeg løbe lige indtil jeg har indhentet alt det jeg ikke har kunnet gøre siden jeg blev lammet, og derefter vil jeg lære at ride.
Ord kan ikke beskrive den glæde jeg allerede nu føler ved at være en af Jehovas lykkelige tjenere og have en fuld andel i forkyndelsen. — Fortalt af Gloria Williams.
[Illustrationer på side 15]
Jeg forkynder fra hus til hus, pr. telefon og gennem brevskrivning
[Illustration på side 16]
Mine malerier har været med på udstillinger for mundmalede billeder