Hvad siger Bibelen?

Hvad skal man gøre hvis man har forurettet en anden?

DU KAN tydeligt fornemme at noget er galt. En af dine medkristne undgår dig med vilje. Han har ikke fortalt dig hvorfor, men han hilser dårligt nok på dig, og hvis han endelig gør det, er det kun fordi du hilser på ham først. Burde du gå hen til ham for at finde ud af hvad der er galt?

’Det må blive hans problem,’ tænker du måske. ’Hvis han har et horn i siden på mig, må han komme og tale med mig om det.’ Det er sandt at Bibelen tilskynder den som er blevet forurettet til at tage skridt til at forlige sig med sin broder. (Jævnfør Mattæus 18:15-17.) Men hvad med den som er skyld i forurettelsen? Hvilket ansvar har han?

I sin bjergprædiken sagde Jesus: „Derfor, hvis du er i færd med at bringe en offergave til alteret, og du dér kommer i tanker om at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive liggende dér foran alteret, og gå; slut først fred med din broder, og derefter, når du er kommet tilbage, kan du bringe din offergave.“ (Mattæus 5:23, 24) Jesu ord er henvendt til den som er årsag til forurettelsen. Hvilket ansvar har han for at bringe sagen i orden? Vi finder svaret ved at undersøge hvordan Jesu udtalelse blev opfattet af hans jødiske tilhørere.

„I færd med at bringe en offergave til alteret“

Jesus brugte en malende beskrivelse: En jøde er rejst til Jerusalem for at overvære en af de årlige højtider. Han har medbragt en gave, uden tvivl et dyr, som han vil ofre til Jehova.a At frembære ofre var på ingen måde et betydningsløst ritual. Bogen Judaism — Practice and Belief forklarer: „At skulle udvælge et velnæret og fejlfrit dyr, se det blive undersøgt af sagkyndige, gå hen med det indtil man stod nogle få meter fra det flammende alter, aflevere det, lægge sin hånd på dyrets hoved for at bede om tilgivelse for sin urenhed og sine synder eller for at hellige dyret til andre formål, skære dets hals over eller blot holde på det, var alt sammen noget der bidrog til at understrege øjeblikkets betydning og storhed. . . . Ingen som troede på at det var Gud der havde givet befaling til hele denne ordning . . . kunne udføre handlingerne uden følelsesmæssigt engagement.“

Jesu ord i Mattæus 5:23, 24 ledte derfor tilhørernes tanker hen på en betydningsfuld situation som fyldte jøder med ærefrygt. En bibelforsker beskriver det på denne måde: „Tilbederen er kommet ind på tempelområdet; han har passeret flere forgårde — hedningernes, kvindernes og mændenes. Længere inde lå præsternes forgård, som lægfolket ikke måtte betræde. Tilbederen står ved muren og er klar til at aflevere sin offergave til præsten; hans hænder ligger på [dyrets hoved] som et udtryk for at han ønsker at bekende sine synder.“

Det er på dette afgørende tidspunkt at den ofrende kommer i tanker om at hans broder har noget imod ham. Dette har hans samvittighed måske sagt ham, eller måske har han mærket på sin broder at denne føler sig forurettet. Hvad skal overtræderen nu gøre?

„Lad din gave blive liggende . . ., og gå“

Jesus sagde: „Lad din gave blive liggende dér foran alteret, og gå.“ Hvorfor? Hvad kunne være mere vigtigt end at bringe et offer? Jesus sagde videre: „Slut først fred med din broder, og derefter, når du er kommet tilbage, kan du bringe din offergave.“ Overtræderen skulle efterlade offergaven, som endnu ikke var blevet slagtet, foran brændofferalteret og gå ud for at finde sin krænkede broder.

Da det er højtid er den forurettede broder uden tvivl at finde blandt dem der er strømmet til Jerusalem. Byen har smalle gader og tætliggende huse, og dens indbyggertal er i forvejen stort. Men på grund af de mange tilrejsende er byen fyldt til bristepunktet.b

Selv om folk fra samme by rejste sammen og boede samme sted i Jerusalem, var det uden tvivl vanskeligt at finde frem til en bestemt person i de menneskemasser der havde samlet sig i byen. Under løvhyttefesten opførte de tilrejsende desuden løvhytter som stod overalt i byen, langs vejene og i parkerne. (3 Mosebog 23:34, 42, 43) Overtræderen havde ikke desto mindre pligt til at lede efter sin krænkede broder indtil han fandt ham. Hvad skulle han derefter gøre?

„Slut . . . fred med din broder,“ sagde Jesus. Det græske udtryk der gengives med „at slutte fred“ kommer af udsagnsordet diallasʹsō, som betyder „at udvirke en ændring“, „at bytte“ og derfor „at forlige“. Efter at overtræderen har gjort sig store anstrengelser for at finde sin broder som er blevet forurettet, ønsker han nu at slutte fred med ham. Derefter, sagde Jesus, kan han gå tilbage til templet for at bringe sin offergave. Først da vil Gud tage imod den.

Jesu ord i Mattæus 5:23, 24 kan derfor lære os en vigtig lektion: Forligelse, eller det at slutte fred, skal ske før man bringer ofre. Den måde vi behandler vore medkristne på har stærk indvirkning på vort forhold til Gud. — 1 Johannes 4:20.

Hvad man skal gøre hvis man har forurettet en anden

Hvad nu hvis man er i den situation som blev beskrevet i indledningen, nemlig, at man fornemmer at man har fornærmet sin broder? Hvad bør man gøre?

Det er vigtigt at man følger Jesu råd og opsøger sin broder. I hvilken hensigt? Skal det være for at overbevise ham om at det er uden grund han føler sig stødt? Bestemt ikke. Der er måske tale om andet og mere end en lille misforståelse. „Slut . . . fred med din broder,“ sagde Jesus. Fjern om muligt enhver følelse af uvilje fra hans hjerte. (Romerne 14:19) Tag den krænkede parts sårede følelser i betragtning i stedet for at affeje dem som uvæsentlige. Man kan også spørge vedkommende hvordan man kan gøre den skade god igen som man har forvoldt. At give en oprigtig undskyldning er ofte alt hvad der skal til. I nogle tilfælde skal den forurettede dog have tid til at bearbejde sine følelser.

Men hvad nu hvis man efter gentagne forsøg ikke har kunnet bringe en forsoning i stand? Romerbrevet 12:18 siger: „Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker.“ Hvis man har gjort hvad man kan for at slutte fred, kan man nære tillid til at ens tilbedelse vil være antagelig for Gud.

[Fodnoter]