Hvad er løsningen?
„STADIG flere er af den opfattelse at menneskehedens velfærd, og måske endda vor overlevelse som art, vil afhænge af om vi er i stand til at spore kommende sygdomme. . . . Hvad ville der ske hvis HIV blev et patogen der smittede via luften? Og hvor sikre kan vi være på at en lignende infektionssygdom i fremtiden ikke vil smitte netop sådan?“ D. A. Henderson, der spillede en førende rolle ved udryddelsen af kopper, kom med denne udtalelse til en gruppe forskere i Genève i Schweiz i 1993.
Hvordan kan man spore kommende sygdomme? Der findes et globalt varslingssystem for tropiske sygdomsepidemier i form af et netværk bestående af 35 laboratorier der rapporterer til Verdenssundhedsorganisationen (WHO). Men en undersøgelse af disse laboratorier har vist at under halvdelen var udstyret til at identificere japansk encefalitis, hantavirus og Rift Valley fever — alle dødbringende sygdomme. Kun 56 procent ville kunne opdage gul feber, et virus der overføres af myg og som forårsager opkastninger, leversvigt og indre blødninger. I 1992 døde mindst 28 mennesker i Kenya af gul feber før lægerne fandt frem til årsagen. I seks måneder havde de troet at der var tale om malaria.
En anden svaghed ved overvågningsprogrammerne er at de ikke kan spore virussygdomme der udvikler sig langsomt. HIV kan for eksempel „gemme sig“ hos en person, spredes til andre, og siden forårsage AIDS hos de pågældende helt op til ti år senere. Den aktuelle AIDS-pandemi opstod næsten samtidig på tre kontinenter og bredte sig hurtigt til 20 forskellige lande. Der skete tydeligvis ingen tidlig varsling i dette tilfælde.
Trods disse problemer er der stadig mange forskere som ser fremtiden tillidsfuldt i møde. De taler optimistisk om at der i de kommende år vil ske store opdagelser og væsentlige gennembrud i forskningen. Avisen International Herald Tribune skriver: „Mange forskere mener at de virkelige gennembrud vil finde sted inden for bioteknologien, hvor man manipulerer med arvematerialet i levende celler. Forskere ved bioteknologiske firmaer håber at kunne skabe celler der producerer bakteriedræbende stoffer, altså en ny generation af gensplejset antibiotika.“
Medaljen har imidlertid også en bagside. Ved hjælp af gensplejsning er det blevet muligt at indsætte gener i et uskadeligt virus, sådan at dette virus kan overføre generne til mennesker. Denne teknologi kan være gavnlig og måske muliggøre produktionen af såkaldt gensplejset antibiotika. Men denne teknologi kan også bruges til skadelige formål.
Man kunne forestille sig at man ved en fejl eller forsætligt indsatte gener fra Ebola-sygdommen i et virus, for eksempel i influenza eller mæslinger. Dernæst kunne dette dødelige virus spredes via host eller nys. Dr. Karl Johnson, der har brugt et helt liv på at forske i blandt andet Machupovirus og Ebolavirus, har sagt at vi måske inden længe vil opleve at „enhver galning med udstyr der koster nogle få tusind dollars og en universitetsuddannelse inden for biologi i lommen, kan fremstille mikrober der vil få Ebolavirus til at virke harmløst“. Andre biologer deler hans bekymring.
Løsningen
Man løser ikke problemet med smitsomme sygdomme ved blot at udvikle nye medikamenter. Man må også løse de sygdomsrelaterede problemer der er forbundet med fattigdom, krig, flygtninge, stofmisbrug, byernes overbefolkning, usund levevis, forurening og ødelæggelsen af miljøet. Tror du helt ærligt at mennesker vil kunne løse disse problemer?
Guds ord advarer: „Sæt ikke jeres lid til fornemme mænd, til en menneskesøn, hos hvem der ikke er frelse.“ Til hvem da? „Lykkelig er den der har Jakobs Gud som sin hjælp, den hvis håb står til Jehova hans Gud, som frembragte himmel og jord.“ Kun Jehova, menneskets Skaber, kan løse de problemer menneskene står over for. — Salme 146:3-6.
I Bibelen finder vi Jesu store profeti om tegnene på „afslutningen på tingenes ordning“. Jesus forudsagde at vor generation ville opleve sygdomskatastrofer: „Det ene sted efter det andet [skal der være] tilfælde af pest.“ — Mattæus 24:3-8; Lukas 21:10, 11.
Men Bibelen siger også at der på et tidspunkt i fremtiden, når Guds rige hersker, vil komme en dag da „ingen indbygger siger: ’Jeg er syg.’“ (Esajas 33:24; Mattæus 6:9, 10) De der stoler på Jehova har derfor stærk grund til at tro at lydige mennesker inden længe ikke blot vil blive fuldstændig befriet for de dødbringende sygdomme der plager menneskeheden, men også de problemer der bidrager til sygdom. Sande kristne værdsætter den indsats lægeverdenen gør i den vanskelige kamp mod dødbringende mikroorganismer. Men de er også klar over at det kun er Gud der sidder inde med den endelige løsning på sygdom og død, eftersom han er den „som helbreder alle dine sygdomme“. — Salme 103:1-3; Åbenbaringen 21:1-5; 22:1, 2.
[Illustration på side 10]
Bibelen lover at der vil komme en tid hvor ingen vil sige: „Jeg er syg“