Jordens skjulte revner
DEN 18. august 1994 mistede mindst 171 mennesker livet i Algeriet som følge af et kraftigt jordskælv. Hundreder blev såret og tusinder blev hjemløse. Nogle uger før var Bolivia, Colombia og Indonesien også blevet ramt af store jordskælv, med et samlet tab på adskillige hundrede menneskeliv.
Var du klar over at disse store katastrofer havde fundet sted? Sandsynligvis ikke, medmindre du personligt blev berørt af dem eller boede i et af nabolandene. Men når store jordskælv rammer Californien synes nyheden at brede sig som en løbeild, og videnskabelige data om jordskælvene bliver tilgængelige næsten øjeblikkelig.
Dette skyldes at intet andet område er blevet så grundigt undersøgt af forskere som Sydcalifornien, hvor over 700 seismometre registrerer jordskælv med en styrke helt ned på 1,5. Den store koncentration af seismologer på stedet er forklaringen på det væld af informationer der findes om jordskælv i dette område.
En ny opdagelse
Denne omfattende forskning giver videnskabsmænd i mange lande større viden om jordskælv og hjælper dem i deres forsøg på at forudsige hvornår disse vil indtræffe, så man undgår tab af menneskeliv. Denne teknologi er af stor betydning, eftersom cirka 40 større jordskælv årligt hjemsøger forskellige dele af verden. Der findes også mindre jordskælv som i virkeligheden er ret harmløse, men dog store nok til at de kan mærkes. Sådanne rystelser optræder mellem 40.000 og 50.000 gange hvert år!
De fleste jordskælv er åbenbart et resultat af det tryk der opstår når store underjordiske plader af bjergarter brækker og skurer mod hinanden. Som regel optræder disse forstyrrelser langs brud i Jordens ydre skorpe. Disse brud kaldes forkastninger.
I de fleste tilfælde er forskere i stand til at kortlægge disse forkastninger og således lokalisere jordskælvstruede områder. Hvorfor siger vi „i de fleste tilfælde“? Fordi forskere for nylig har erfaret at deres kort ikke er så detaljerede som de havde regnet med. De er for eksempel foruroligede over at nye undersøgelser viser at de fleste målelige jordskælv i Californien sker langs skjulte forkastninger, og ofte i områder geologer førhen har betragtet som forholdsvis risikofri.
Ifølge geologerne Ross Stein fra USA’s Geologiske Institut og Robert Yeats fra Oregon Statsuniversitet „forbinder man ikke jævnt kuperet eller bjergrigt terræn med fare men med fred og idyl“. Ikke desto mindre har disse geologers undersøgelser vist aktive jordskælvsforkastninger under folder af bjergarter hvis indkapslede olieforekomster man ofte har udnyttet. Hvorfor har man ikke opdaget disse underjordiske forkastninger, og hvor stor en fare udgør de egentlig?
En trussel som ikke bør ignoreres
Geologer har længe vidst at bjergarter kan presses sammen og foldes som et gulvtæppe, og de har ment at det var en gradvis og jævn proces. Nye undersøgelser af aktive folder af bjergarter viser imidlertid at de pludselig kan stige i vejret — op til 5 meter på få sekunder! Denne foldebevægelse presser de underliggende bjergarter sammen. Det tryk som dette giver, får de klipper der ligger dybt nede under folden til at revne, og klippestykkerne begynder at skyde sig ind over hinanden. Disse tilsyneladende uskadelige foldninger, med deres skjulte, aktive forkastninger, er forstadier til jordskælv som sker før seismologerne har nogen chance for at opdage dem. De underjordiske forkastninger kan forårsage kraftige jordskælv, nøjagtig som de mere fremtrædende forkastninger der ses på Jordens overflade.
Det jordskælv som fandt sted den 17. januar 1994 i byen Northridge i Los Angeles-området, er et eksempel på hvad en skjult forkastning kan være årsag til. Jordskælvet var forårsaget af meget dybe forkastningsbevægelser, som forekom mellem 8 og 19 kilometer under Jordens overflade. Før jordskælvet vidste forskerne ikke at denne skjulte forkastning overhovedet eksisterede. Den resulterede i store materielle ødelæggelser, 9000 sårede og 61 dødsfald.
Forskere nærer mistanke om at skjulte forkastninger er årsag til en række større jordskælv som ikke alene har fundet sted i Californien, men også i Algeriet, Argentina, Armenien, Canada, Indien, Iran, Japan, New Zealand og Pakistan. I de seneste årtier er tusinder i disse lande blevet dræbt som følge af jordskælv der kan være blevet sat i gang af skjulte forkastninger.
Forskerne står nu over for den udfordring at skulle finde ud af hvor disse aktive folder befinder sig og at forudsige den fare for jordskælv som deres tilstedeværelse indebærer. I mellemtiden undervurderer de ikke længere den ødelæggende kraft der kan være i en tilsyneladende blød og ufarlig bakke.
[Ramme på side 22]
Er Los Angeles ved at svinde ind?
Et omfattende net af forkastninger og folder som løber under Los Angeles, gør dette område særdeles ustabilt. Det lader til at Los Angeles-bækkenet bliver udsat for et stort pres der skyldes at San Andreas-forkastningen bugter sig ind mod byen. (Se Vågn op! for 22. juli 1994, side 15-18.) Stedlige geologer anslår at den foldning som dette tryk forårsager, kan mindske Los Angeles-bækkenets landområde med cirka 0,1 hektar pr. år.
[Kildeangivelse på side 21]
Globe: Mountain High Maps™ Copyright © 1993 Digital Wisdom, Inc.