Et vidnesbyrd om deres tro

I 1995 fejrede man 50-årsdagen for befrielsen af nazisternes koncentrationslejre. I hele Europa højtideligholdt ofrene denne begivenhed med store sammenkomster der blev overværet af statsoverhoveder i Auschwitz, Bergen-Belsen, Buchenwald, Dachau, Ravensbrück, Sachsenhausen og andre lejre. En tanke der gentagne gange blev fremhævet var: „Lad os aldrig glemme hvad der skete!“

Af denne grund arrangerede Jehovas Vidner i 1995 udstillinger i Europa. Mange Jehovas vidner var blevet deporteret og interneret af Hitlers regering fordi de nægtede at sige „Heil Hitler“ og at støtte krigsbestræbelserne. Fra og med 1933 blev i tusindvis af Jehovas vidner fængslet og mistede livet som følge af den behandling de fik.

Dette har ikke været almindeligt kendt, og det er derfor at udtrykket „historiens glemte ofre“ er fremkommet. En gruppe overlevende Jehovas vidner gav udtryk for at de gerne ville bevare mindet om deres familier og venner som var blevet forfulgt, fængslet, torteret eller dræbt. Samtidig ville de fremhæve den stærke tro og det mod der kendetegnede disse bibelstudenter [Bibelforscher], det navn som Jehovas vidner var kendt under i koncentrationslejrene.

Den 29. september 1994 holdt De Forenede Staters Holocaustmuseum i Washington, D.C., et symposium om Jehovas vidner i koncentrationslejrene. Den 28. marts 1995 i Strasbourg og den 30. marts i Paris blev der afholdt to store mindehøjtideligheder, arrangeret af overlevende fra lejrene. Det var meget bevægende at høre disse mænd og kvinder fortælle deres beretninger. Skønt de nu er højt oppe i årene, er de, efter 50 års forløb, stadig tro mod Gud. Den 27. april blev der holdt et lignende møde vest for Berlin, i Brandenburg, hvor mange Jehovas vidner var blevet halshugget. Den næste dag overværede mange overlevende de ceremonier som myndighedspersoner fra Brandenburg havde arrangeret, og aflagde besøg i forskellige lejre.

Udstillingen i Frankrig

Ved disse sammenkomster blev en udstilling under temaet „Mémoire de Témoins“ (Til minde om Vidnerne) præsenteret. I perioden fra maj 1995 til april 1996 er den blevet vist i 42 byer i Frankrig, i forskellige byer i Belgien, og i det fransktalende Schweiz. Af størst betydning er det imidlertid, at de mænd og kvinder der har været med ved udstillingen, er vidner for Jehova Gud. De har selv gennemgået lidelser, og samtidig har de været vidner til de lidelser som andre har udholdt i koncentrationslejrene. De kan bevise eksistensen af en ideologi der byggede på intolerance og som medførte lidelse og død for millioner på grund af race eller religion. Deres udsagn afslører også hvordan såkaldte kristne foretrak en pseudomessias, Hitler, frem for Jesus Kristus; had frem for kærlighed til næsten; og vold frem for fred.

Udstillingen bestod af omkring 70 plancher. Den første var et tidsskema. Marts 1933: Åbningen af lejrene i Dachau og Oranienburg. September 1935: Nürnberg-lovene „til beskyttelse af tysk blod“. Marts 1938: Anschluss, Tysklands annektering af Østrig. November 1938: Kristallnacht (Krystalnatten), hvor tusinder af jødiske butikker blev plyndret og mere end 30.000 [jøder] arresteret og deporteret. Et gradvist forbud mod Jehovas Vidner. Juni 1941: Invasionen af Sovjetunionen, og, fra 1939-1941: drabene på psykisk syge.

Flere af plancherne fortalte om unge som var blevet indoktrineret af Hitlerjugend, og den nærmest hypnotiske virkning nazisternes enorme optog i Nürnberg havde på folkemængden. Fotografier henledte de besøgendes opmærksomhed på Jehovas vidners vægring ved at sværge den nazistiske „Führer“ troskab og sige „Heil Hitler“. Andre plancher skildrede hvordan Jehovas vidner var ofre for falske påstande, og hvordan de fra 1935 og fremefter uddelte blade og traktater der afslørede nazisternes grusomheder.

Personlige erfaringer

Omkring 40 plancher berettede om hvordan jævne mænd og kvinder fra hele Europa var blevet forfulgt og endda dræbt på grund af deres tro. Overlevende fra kz-lejrene støttede udstillingen ved deres tilstedeværelse, og besøgende lyttede opmærksomt til dem. Børnene var musestille da Louis Arzt fortalte sin historie. Han var blevet taget fra sine forældre i Mulhouse i Frankrig, hvor han stammer fra, og sendt til Tyskland fordi han havde nægtet at sige „Heil Hitler“ i skolen. „En SS-soldat pryglede mig fordi jeg ikke ville hilse Hitler. Han gav mig 30 slag. To dage senere lagde han sin arm om skuldrene på mig og prøvede at spille på mine følelser. ’Tænk på din mor. Hun vil blive så glad for at se dig. Det eneste du behøver at gøre er at sige „Heil Hitler“, og du kan stige på toget og tage hjem.’ Det var en vanskelig situation for et barn på 12 år,“ tilføjede han. Joseph Hisigers beretning gjorde et stort indtryk på mange. Han gav sin ugentlige brødration i bytte for en bibel som en protestantisk cellekammerat havde.

På udstillingen var der også videobåndoptagelser med interviews af tidligere deporterede. Nogle af dem var blevet optaget i koncentrationslejren i Ebensee i Østrig og i Buchenwald- og Sachsenhausenlejren i Tyskland. På andre optagelser kunne man høre Jehovas vidner fortælle om forskellige aspekter ved livet i lejrene eller om hvordan de som børn var blevet deporteret.

Åbningsceremonien

Ved begyndelsen af hver udstilling blev der holdt en kort åbningsceremoni hvor en repræsentant for de tidligere deporterede forklarede Jehovas vidners religiøse begrundelse for at trodse nazisterne. Også deporterede som ikke var Jehovas vidner, deriblandt adskillige historikere og embedsmænd og en tidligere fransk minister, tog venligt imod invitationen til at tale.

En tidligere deporteret som kendte Jehovas vidner fra Buchenwald, sagde om dem: „Jeg kender ikke til nogen gruppe blandt de deporterede, bortset fra jøderne, som blev behandlet så skændigt. De blev slået, ydmyget, hånet og sat til at udføre de mest nedværdigende arbejdsopgaver. Uden deres tro ville de aldrig have klaret det. Jeg nærer den største respekt og beundring for dem.“

Reaktioner

Denne vandreudstilling blev besøgt af over 100.000. I nogle byer stod flere hundrede i kø, deriblandt mange unge, for at komme ind og se udstillingen. Mange besøgende udtrykte deres følelser med nogle få ord i gæstebogen. For eksempel skrev en pige: „Jeg hedder Sabrina. Jeg er 10 år, og jeg kunne godt tænke mig at være lige så modig som Ruth for at gøre Jehova glad.“a

Udstillingen blev også omtalt i medierne. Som regel bragte den lokale avis i hver by en eller to artikler om den. Derudover omtalte lokale radiostationer ofte udstillingen og udsendte programmer med interviews af tidligere deporterede. Lokale fjernsynsstationer bragte desuden nogle korte indslag. En nyhedsudsendelse omtalte udstillingen som „en enkel men dog forfærdende beretning der beskriver de utroligste lidelser. Hermed er der sat et varigt minde om Vidnernes værdighed.“

For de overlevende vil 50-årsdagen for befrielsen længe stå præget i deres erindring. Det var ikke altid nemt for disse Jehovas vidner at skulle genkalde sig de smertelige minder, men ved at dele minderne med andre og derved bringe dem ud af glemselen, var de i stand til at styrke andres tro. De betragtede det som en forret at deltage i arrangementerne og at fjerne nogle af de fordomme og den uvidenhed der stadig findes efter 50 år. Men det vigtigste var dog bevidstheden om at deres vidnesbyrd ærer deres Gud, Jehova, og sikrer at andre ikke vil glemme hvad de har udholdt som vidner for ham. Måtte det tjene til opbyggelse af troen hos os der har set deres gode eksempel.

[Fodnote]

[Illustration på side 16]

Artikler i „Den Gyldne Tidsalder“ fordømte nazisternes grusomheder

[Illustrationer på side 16]

Omkring 70 plancher berettede om nazisternes forfølgelse af mænd, kvinder og børn som nægtede at afsværge deres tro

[Illustration på side 16, 17]

Nogle af de Jehovas vidner som blev deporteret og interneret af Hitlers regering, fortalte deres historie