Åndelige blomster er skudt op i Bryggerikløften

I TIDERNES morgen har vulkansk aktivitet frigjort kobber, sølv og guld langt nede under jordens overflade. Damptryk har derefter bevirket at store mængder af disse mineraler er blevet presset op gennem spalter og aflejret — blandt andet i det der nu kaldes Mule Mountains i det sydlige Arizona i USA. I 1877 ledte Jack Dunn, der gjorde tjeneste som spejder ved det nærliggende Fort Huachuca, efter vand og fandt tegn på denne umådelige mineralrigdom. Han gav en guldgraver ved navn George Warren en startkapital og satte ham i gang med at gennemsøge den afstukne jordlod.

George Warren afmærkede og gjorde krav på mange jordlodder, men undlod med vilje at fortælle det til sin makker Jack Dunn. Disse jordlodder kunne have gjort George Warren meget rig, men han mistede dem. I en whiskyrus satte han tåbeligt sine opdagelser på spil. Han indgik et væddemål om at han kunne løbe fra en hest. Det kunne han selvfølgelig ikke, og mistede således alt. Disse jordlodder har senere fået navnet Queen Mine (Dronningeminen). Inden minerne blev lukket i 1975, havde man foretaget omfattende udgravninger og hentet knap fire millioner tons kobber, foruden umådelige mængder guld og sølv op fra Mule Mountains.

Minedrift kræver hårdføre minearbejdere. Der kom arbejdere fra England, Tyskland, Irland, Italien og Serbien. Eftersom de fleste miner tilbyder en bonusordning til deres folk, er minearbejdere ikke blot hårdføre, men også meget arbejdsomme. Og da disse minearbejdere var tusinder af kilometer borte fra deres familier, blev de også drikfældige, idet mange af dem begyndte at kigge lidt for dybt i flasken. En foretagsom tysk brygmester slog mønt af dette og opførte et bryggeri i nærheden af minerne. Bryggerier fremstiller som bekendt et produkt der kræver forholdsvis lidt forarbejdning før det kan drikkes, nemlig øl. Mange foretrækker at nyde det koldt i hyggelige omgivelser, hvor der samtidig bydes på lidt underholdning. I en gade i nærheden af bryggeriet skød der derfor et stort antal barer op. Her strømmede de hårdføre, hårdtarbejdende og drikfældige minearbejdere til. Der blev budt på underholdning i form af prostitution og hasardspil, samt alkohol, en cocktail som har noget nær samme sprængkraft som dynamit. Gaden med alle disse barer blev kendt som Bryggerikløften (Brewery Gulch) — og fik ry for at være farligere end selv den berygtede by Tombstone blot 40 kilometer derfra.

Med tiden stiftede de fleste minearbejdere familie og byggede huse. De der kom fra England byggede traditionelle engelske huse som dem minearbejdere i det 19. århundrede boede i. De serbiske, tyske, italienske og irske minearbejdere byggede huse som de kendte dem fra deres respektive hjemlande. Den oprindelige by, det gamle Bisbee, blev bygget i en dyb floddal omkranset af stejle bjergsider. Husene blev derfor opført hvor som helst klippegrunden muliggjorde lidt udgravning på bjergskråningerne. I denne sjældne samling huse boede der på et tidspunkt over 20.000 indbyggere, for det meste minearbejdere og deres familier. Turister fra hele verden valfarter i dag til dette område. Bisbee er opkaldt efter en mand som satte store summer i minerne, uden dog nogen sinde selv at besøge byen.

I takt med byens vækst skød der flere og flere barer op i Bryggerikløften. På et tidspunkt var der mere end 30 barer, som havde til huse inden for blot to karréer. Mange havde også en blomstrende virksomhed i det store bordelkvarter længere inde i kløften.

Omkring 1950 flyttede nogle få familier der var Jehovas vidner, til Bisbee. Deres forkyndelse førte til at der blev oprettet en menighed, som i 1957 var vokset til 12 forkyndere. Da de manglede et sted at mødes, fandt de en butiksejendom i Bryggerikløften som de havde råd til at leje. Den lå lige over for Sankt Elmo-saloonen. De havde dog sjældent problemer med de gæster der så hyppigt opsøgte de umoralske etablissementer i nabolaget. Når de havde møde om aftenen, kunne de nu og da opleve en fuld mand komme slingrende ind i lokalet, men han satte sig blot nede bagved og lyttede. Nogle af dem gav endda et bidrag inden de gik igen.

Med tiden købte menigheden en byggegrund til en rigssal. Den lå 11 kilometer fra Bryggerikløften og det umoralske miljø. I 1958 blev rigssalen opført og indviet. Siden er den blevet sat i stand og udvidet tre gange, og tjener stadig sit formål til gavn for menigheden.

Da minerne lukkede i 1975, var det næsten som at give byen dødsstødet. Minearbejderne og deres familier flyttede til andre minebyer. Det var stort set kun de pensionerede minearbejdere og deres familier der blev tilbage.

I dag er den berømte Bryggerikløft blot en turistattraktion. Der er kun én bar, og bryggeribygningen er nu lavet om til et spisested. Bordelkvarteret er revet ned, men der kan stadig ses spor af den tidligere så blomstrende virksomhed i hegnene omkring nogle af husene i området. Disse hegn er lavet af rustne sengestel og spiralbunde. Den engang så umoralske Bryggerikløft er nu ikke andet end en seværdighed for nysgerrige besøgende.

Menigheden har i øjeblikket 48 forkyndere, og der er yderligere vækst på vej. Det er spændende at forkynde fra hus til hus. Forkynderne møder pensionerede minearbejdere der oprindelig kommer fra England, Tyskland, Irland, Italien og Serbien, foruden mange kunstnere, hvoraf nogle udstiller deres værker på verandaerne foran deres huse.

Væksten skyldes til dels en dame ved navn Julie. Hun var før en flittig gæst på den eneste tilbageværende, tøjlesløse bar i Bryggerikløften, kaldet Sankt Elmo’s. Julie var ikke alene stamgæst, hun var også en af de mest ustyrlige kunder. Hun plejede at være med til alle mulige former for umoralsk underholdning. Hun gik heller ikke af vejen for et godt slagsmål; nogle gange sloges hun endda med mænd. Det der fik Julie til at interessere sig for Jehovas Vidners budskab, var at de forkyndere der kom til hendes dør, var så anderledes. Julie måtte foretage store forandringer i sit liv, noget der tog flere år. Men hun er nu en aktiv, døbt forkynder. Hendes mand og tre børn kommer også regelmæssigt til møderne og gør gode fremskridt.

Bisbee opstod på grund af de rigdomme der i tidernes morgen havde aflejret sig i undergrunden. Man leder ikke længere efter disse værdier, men mange søger efter åndelige værdier, nemlig kundskaben om den sande Gud, Jehova, og hans rige. Hele miljøet omkring den gamle rigssal i Bryggerikløften var i moralsk forfald, men inde i salen blev spiren lagt til at åndelige blomster kunne skyde op. Ud af de 12 forkyndere som oprindelig kom i den gamle rigssal, var 7 pionerer. Der var også 7 børn. Det åndeligt opbyggende miljø som den lille nidkære gruppe inde i rigssalen nød gavn af, overgik fuldstændig de umoralske tilstande der rådede udenfor.

Seks af børnene tog en eller anden form for heltidstjeneste op. John Griffin kom på Vagttårnets Bibelskole Gilead. Selv om han ikke længere er i denne tjenestegren, virker han stadig som ældste i sit tildelte distrikt i Costa Rica. Hans søster, Carolyn (nu Jasso), er pioner i Sierra Vista i Arizona. Nancy Pugh kom også på Gilead og kom til at tjene som missionær i Chile, hvor hun stadig virker, dog ikke som missionær. Hendes broder, Peter, blev pioner og tog til Spanien for at tjene hvor behovet var stort. Susan og Bethany Smith har været pionerer i Bisbee i 50 år tilsammen og virker stadig dér.

Ja, Guds ord er „virkende“, selv når det drejer sig om at få åndelige blomster til at skyde op i Bryggerikløften. (Hebræerne 4:12) — Indsendt.

[Illustration på side 23]

Rigssalen lå engang på første sal i denne bygning