„Der er sølv i Potosí!“
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I BOLIVIA
I 1545, blot 12 år efter Francisco Pizarros erobring af det vældige inkarige, greb spanierne en ung indianer i at udvinde sølv fra en hemmelig lokalitet i Andesbjergene i det nuværende Bolivia. Stedet blev kaldt Potosí. Pludselig bredte rygtet sig: „Der er sølv i Potosí!“ Og til trods for at vinteren nærmede sig, stormede folk til området for at gøre krav på en jordlod. Malmen var forbavsende righoldig — 50 procent rent sølv! Inden der var gået 18 måneder havde 14.000 bosat sig i Potosí.
MALMEN var aflejret på siden af et bjerg der rejser sig 4688 meter over havets overflade. Dette ugæstfri område lå et godt stykke over trægrænsen og var næsten blottet for vegetation. Med vinden som blæsebælg opvarmede man trækul til den rette temperatur i transportable ovne og udsmeltede den rige sølvmalm. En datidig krønikeskriver beskrev at han så 15.000 ovne i drift på samme tid. Når det var mørkt, var det som at se en stjernebestrøet nattehimmel.
Byen der lå ved foden af bjerget, var én stor labyrint med snævre og krogede gader som gav læ mod de iskolde vinde. Historikeren R. C. Padden har skrevet: „Der var ingen byplanlægning eller byggevedtægter, og man fristes til at tro at det hovedsagelig var fordi folkene i byen ikke regnede sølvforekomsten for at være særlig stor.“ Men stor, det var den. Det viste sig at bjerget, der fik navnet Cerro Rico (Det Rige Bjerg), indeholdt en af de største sølvaflejringer man nogen sinde har fundet.
Slaveri
Spanierne udholdt mange ubehageligheder i form af fødevareknaphed, snavset vand og farligt minearbejde i deres søgen efter sølv. Det var også et meget koldt klima. De der forsøgte at varme sig ved en trækulsild, blev i visse tilfælde kulilteforgiftet.
Snart udtænkte de spanske erobrere en plan der skulle befri dem for strabadserne — de udskrev indianerne til tvangsarbejde. Avisen Bolivian Times fra La Paz skriver: „Otte millioner slaver skal være omkommet“ i minerne ved Potosí i kolonitiden. Grusomhed, opslidende arbejde og sygdom resulterede i en forfærdende affolkning. Ikke overraskende kaldte en krønikeskriver i 1550 Potosí for „indgangen til helvede“!
Babylon
I 1572 var Potosí større end nogen by i Spanien. I 1611 havde byen angiveligt 160.000 indbyggere og var efter sigende på størrelse med Paris og London. Den var en af verdens rigeste byer. Moden i Potosí forlangte tøj af silke prydet med guld- og sølvtråde. Man kunne købe silke fra Kina, hatte fra England, hoser, eller strømper, fra Napoli og parfume fra Arabien. Indbyggerne smykkede deres hjem med persiske tæpper, møbler fra Flandern, italienske malerier, og glas fra Venedig. Ja, luksus var kun et spørgsmål om penge.
Men Potosí var lige så fyldt med vold som med rigdom. Voldsomme slåskampe var et almindeligt syn på byens torve. Spillebuler og bordeller bredte sig i gadebilledet. Potosí blev efterhånden kendt under navnet Babylon.
Det lå de spanske erobrere stærkt på sinde at grundfæste den katolske kirke på det amerikanske kontinent. Men hvordan retfærdiggjorde disse navnkristne deres storstilede udnyttelse af indianske slaver? Nogle gejstlige fordømte modigt uretfærdighederne, mens andre begrundede slaveriet med at det var bedre for indianerne at være under spaniernes tyranni end under inkaernes. De påstod at indianerne var undermennesker og fra naturens side tilbøjelige til at leve et moralsk fordærvet liv. Det skulle derfor være sundt for de indfødte at arbejde i minerne. Andre igen hævdede at det var nødvendigt at tvangsudskrive indianerne til minearbejde for at omvende dem til den katolske tro.
Historien viser imidlertid at de gejstlige var blandt de rigeste i Potosí. Historikeren Mariano Baptista siger: „Kirken som et hele og dens repræsentanter som enkeltpersoner udgjorde en begunstiget del af den kreds som udnyttede [indianerne].“ Ifølge samme historiker klagede en vicekonge i 1591 over at de gejstlige „udsugede indianerne med større begærlighed og iver end lægfolket“.
Rigdommene ødes bort
Spanien havde været et fattigt land, men i løbet af nogle få årtier blev det som følge af sine rigdomme en verdensmagt. Denne storhedstid varede dog ikke ved. I sin bog Imperial Spain — 1469-1716 forklarer J. H. Elliott hvorfor Spanien ikke fik varig gavn af sin velstand: „Minerne ved Potosí skaffede landet umådelige rigdomme. Hvis pengekassen på et tidspunkt var tom, gik der ikke lang tid før der ankom en sølvflåde til Sevilla og pengekassen igen var fuld. Hvorfor så budgettere, spare eller arbejde?“
I den periode hvor Potosís skatte blev ødet bort, gik staten flere gange bankerot. Dengang sagde man at sølvflådernes ankomst var som små regndråber der hurtigt fordamper når de rammer tagstenene om sommeren. En iagttager fra det 17. århundrede sagde meget passende om Spaniens forfald: „Landets velstand er årsag til dets fattigdom.“
Potosí svandt ind i løbet af det 18. århundrede efterhånden som man tømte minerne for sølv. Men byen blomstrede op igen da tin fik udbredt anvendelse, og selv om tin ikke er så efterspurgt længere, er byen stadig et center for minedrift. I dag kommer der mange turister til Potosí for at nyde kolonitidens charme. Måske bemærker de den overdådige udsmykning af kirkerne. Mange af disse kirker står nu tomme hen som et vidnesbyrd om at den katolske kirke er ved at miste fodfæste.
I dag er Potosí en påmindelse om de enorme menneskelige lidelser der er et resultat af begærlighed, politiske intriger og religiøs vildfarelse, en påmindelse om et kapitel i Bolivias historie som begyndte med råbet: „Der er sølv i Potosí!“