Hvordan tegner indianernes fremtid sig?
I ET interview med Vågn op! omtalte cheyennefredshøvding Lawrence Hart et af indianernes problemer: „Vi er under pres af de kræfter der hedder kulturprægning og assimilation. For eksempel dør vore sprog ud. På et tidspunkt var det en forsætlig politik fra statens side. Der blev udfoldet store anstrengelser for at ’civilisere’ os gennem undervisning. Vi blev sendt på kostskole og fik forbud mod at tale vort indfødte sprog.“ Sandra Kinlacheeny mindes: „Hvis jeg talte navajo på kostskolen, vaskede læreren min mund med sæbe!“
Høvding Hart fortsætter: „Noget opmuntrende på det seneste er at forskellige stammer er blevet mere bevidste om deres identitet. De erkender at deres sprog vil uddø medmindre man gør en indsats for at bevare dem.“
Der er efterhånden kun ti der taler karuk, et indfødt sprog i Californien. I januar 1996 døde Røde Tordensky (Carlos Westez), den sidste indianer som talte catawba, i en alder af 76. Han havde i mange år ikke haft nogen at tale dette sprog med.
I Jehovas Vidners rigssale i navajo- og hopireservaterne i Arizona taler næsten alle tilsluttede navajo eller hopi foruden engelsk. Selv de forkyndere der ikke er indianere, lærer navajo for at kunne give bibelundervisning, eftersom mange navajoer kun taler deres eget sprog flydende. Sprogene hopi og navajo tales stadig af mange, og børnene opmuntres til at tale dem i skolen.
Indianernes uddannelsesmuligheder
Der findes 29 højere læreanstalter for indianere i USA, og de har 16.000 elever. Den første åbnede i Arizona i 1968. „Denne ret til at undervise på vore egne forudsætninger er en af de gavnligste omvæltninger der er foregået i Indianerland,“ siger dr. David Gipp fra De Amerikanske Indianeres Råd for Højere Uddannelse. På Sinte Gleska-universitetet er sproget lakota et obligatorisk fag.
Ifølge Ron McNeil (en hunkpapa-lakota), som er formand for De Amerikanske Indianeres Collegefond, er mellem 50 og 85 procent af indianerne arbejdsløse, og de har landets laveste middellevetid. Desuden forekommer sukkersyge, tuberkulose og alkoholisme hyppigere blandt indianerne end hos nogen anden gruppe i USA. Bedre uddannelse er blot én af de forholdsregler der måske kan rette op på miseren.
Hellige steder
Mange indianere regner deres forfædres hjemstavn for hellig. Som indianeren Hvide Torden har sagt til en senator: „Vort territorium er vort kæreste eje på jorden.“ Indianerne fortolkede normalt traktaterne og aftalerne med de hvide sådan at de hvide kunne benytte sig af indianernes territorier, men ikke at de direkte skulle overtage ejendomsretten. Siouxindianerstammerne mistede værdifuld jord i Black Hills i Dakotaterritoriet i 1870’erne, da guldgravere oversvømmede egnen. I 1980 tilkendte USA’s Højesteret otte siouxstammer en statslig erstatning på cirka 105 millioner dollars. Til dato har stammerne afslået betalingen. De vil have deres hellige jord, Black Hills i South Dakota, tilbage.
Mange siouxindianere er misfornøjede med at nogle hvide præsidenters portrætter er blevet udhugget i Mount Rushmore i Black Hills. På et nærliggende bjerg er billedhuggere imidlertid ved at frembringe en endnu større skulptur, som forestiller oglala-siouxhøvdingen Gale Hest. Portrættet forventes færdigt i juni 1998.
Nutidens udfordringer
For at klare den moderne tilværelse har indianerne måttet tilpasse sig radikalt. Mange har nu en god universitetsuddannelse som kan komme deres stammefrænder til gavn. Et eksempel er Burton McKerchie, en chippewa fra Michigan. Han har optaget dokumentarfilm for Public Broadcasting Service og arbejder nu på en highschool i hopireservatet i Arizona med at koordinere videoforevisninger i statens collegeklasser. Et andet eksempel er Ray Halbritter, en Harvarduddannet stammehøvding for oneidafolket.
Arlene Young Hatfield, der skriver for Navajo Times, har i en kommentar bemærket at de unge navajoer ikke har gjort de samme erfaringer og bragt de samme ofre som deres forældre og bedsteforældre gjorde under opvæksten. Hun skriver: „På grund af [de moderne] bekvemmeligheder har de i modsætning til deres forfædre aldrig prøvet at samle eller hugge brænde, hente vand eller vogte får. De bidrager ikke til familiens underhold sådan som børn i gamle dage.“ Hun slutter: „Det er umuligt at afværge de mange sociale problemer der uundgåeligt vil berøre vore børn. Vi kan ikke isolere vore familier og reservatet fra resten af verden, og vi kan heller ikke vende tilbage til vore forfædres livsform.“
Deri ligger udfordringen for indianerne — hvordan de kan holde fast ved deres enestående stammetraditioner og -værdier samtidig med at de indretter sig efter den ustadige omverden.
Kampen mod narkotika og alkohol
Alkoholismen har længe været en svøbe for indianernes samfund. Dr. Lorraine Lorch, der har virket som børnelæge og praktiserende læge blandt hopierne og navajoerne i 12 år, har i et interview med Vågn op! udtalt: „Alkoholisme er et alvorligt problem for både mænd og kvinder. Trods en robust konstitution bliver mange ofre for skrumpelever, ulykkesdødsfald, selvmord og drab. Det er sørgeligt at se alkoholisme fortrænge børn, ægtefælle og endda Gud. Latter bliver til tårer, blidhed til vold.“ Hun tilføjer: „Selv nogle af de ceremonier som navajoerne og hopierne engang omgærdede med hellighed, bliver nu med mellemrum skæmmet af fuldskab og umoralitet. Spiritussen berøver disse skønne mennesker deres helbred, deres forstand, deres kreativitet og deres sande identitet.“
Philmer Bluehouse, der arbejder som mægler blandt navajoerne i Window Rock i Arizona, har med en forskønnende omskrivning kaldt stof- og alkoholmisbruget „selvmedicinering“. Misbrugerne søger at drukne sorgerne og flygte fra livets barske realiteter i en tilværelse uden beskæftigelse og ofte også uden mening.
Mange indianere har dog med held bekæmpet den „dæmondrik“ som den hvide mand indførte, og har anstrengt sig for at gøre sig fri af stofmisbrug. To eksempler er Clyde og Henrietta Abrahamson fra Spokanereservatet i staten Washington. Den firskårne Clyde med det mørke hår og de mørke øjne fortæller til Vågn op!:
„Under vores opvækst boede vi mest i reservatet, og vi flyttede siden til byen Spokane for at læse videre. Vi brød os ikke om vores livsform, som var domineret af alkohol og stoffer. Det var den eneste livsform vi kendte. Vi kom under opvæksten til at hade begge dele fordi vi havde set den skade de voldte vores familie.
Så kom vi i forbindelse med Jehovas Vidner. Vi havde aldrig hørt om dem før vi kom til byen. Vi gjorde kun langsomt fremskridt, måske fordi vi ikke rigtig stolede på nogen vi ikke kendte, især ikke hvide. Vi studerede uregelmæssigt Bibelen i tre år. Det jeg havde sværest ved at aflægge, var marihuanarygningen. Jeg havde røget siden jeg var 14, og jeg var 25 før jeg forsøgte at holde op. Jeg var ’høj’ det meste af min ungdom. I 1986 læste jeg artiklen ’Everyone Else Smokes Pot — Why Shouldn’t I?’ (’Alle andre ryger marihuana — hvorfor skulle jeg så ikke?’) i Awake! for 22. januar. (Ikke oversat til dansk) Den fik mig til at indse hvor dumt det er at ryge marihuana, ikke mindst efter at jeg havde læst Ordsprogene 1:22, hvor der står: ’Hvor længe vil I uerfarne elske at være uerfarne, og hvor længe vil spotterne ønske sig spot og tåberne hade kundskab?’
Jeg holdt op med at ryge marihuana, og i foråret 1986 blev Henrietta og jeg gift. Vi lod os døbe i november 1986. I 1993 blev jeg udnævnt til ældste i menigheden. Begge vore piger blev døbt i 1994.“
Er kasinoer og hasardspil løsningen?
I 1984 fandtes der ingen hasardspilleetablissementer drevet af indianere i USA. Ifølge The Washington Post driver 200 stammer nu i 1996 220 spilleetablissementer fordelt på 24 stater. Nogle bemærkelsesværdige undtagelser er navajoerne og hopierne, som indtil videre har modstået fristelsen. Men er kasinoer og bingohaller vejen til velstand og bedre beskæftigelse i reservaterne? Philmer Bluehouse har til Vågn op! sagt: „Spil er et tveægget sværd. Spørgsmålet er: Vil det gavne flere end det skader?“ En avisartikel meddeler at indianerkasinoer har skabt 140.000 arbejdspladser i hele USA, men påpeger at kun 15 procent af disse stillinger er besat af indianere.
Cheyennehøvding Hart har givet Vågn op! sin vurdering af hvordan kasinoer og spil påvirker reservaterne. Han siger: „Jeg synes at der kan siges både for og imod. Det eneste gode ved dem er at de skaber beskæftigelse og giver indtægter til stammerne. På den anden side har jeg lagt mærke til at mange af spillerne kommer fra vore egne rækker. Nogle af mine bekendte er blevet forfaldne til bingo. De tager tidligt hjemmefra for at nå frem og er ikke hjemme når børnene kommer fra skole. Dermed bliver børnene nøglebørn der må vente på at forældrene kommer hjem fra bingo.
Det altoverskyggende problem er at familierne bilder sig ind at de nok skal vinde og få flere penge mellem hænderne. Det gør de ikke nær så tit som de taber. Jeg har set dem spille for penge som skulle være brugt til mad og tøj til børnene.“
Hvordan tegner fremtiden sig?
Eksperten Tom Bahti nævner at to hovedhypoteser er på tale når man drøfter de sydvestlige stammers fremtid. „Den ene forudsiger uden omsvøb at de indfødte kulturer snart fejes med af den amerikanske livsforms hovedstrøm. Den anden er mere uspecifik . . . Den taler varsomt om kulturprægningsprocessen og anbefaler en gennemtænkt blanding af ’det bedste af det gamle og det bedste af det nye’, en slags gylden kulturel solnedgang hvori indianeren kan bibeholde kunstfærdigheden i sit håndværk, farverigdommen i sin religion og visdommen i sin livsopfattelse — men samtidig være rimelig nok i sit forhold til os (den ’overlegne’ [hvide mands] kultur) til at dele vor opfattelse.“
Bahti siger så: „Forandringerne er uafvendelige, men hvem vil forandre sig, og i hvilken hensigt? . . . Vi [hvide] har en kedelig vane med blot at betragte alle andre folkeslag [her i landet] som uudviklede amerikanere. Vi går ud fra at de må være utilfredse med deres lod i livet og er ivrige efter at leve og tænke ligesom os.“
Han fortsætter: „Ét er sikkert — den amerikanske indianers saga er endnu ikke ude, men hvordan den ender og hvorvidt den ender, må fremtiden vise. Der er måske endnu tid til at begynde at tænke på vore resterende indianersamfund som værdifulde kulturressourcer og ikke som brydsomme sociale problemer.“
Livet i en harmonisk og retfærdig ny verden
Ud fra Bibelen véd Jehovas vidner hvad fremtiden rummer for indianerne, ja, for folk af alle nationer, stammer og sproggrupper. Jehova Gud har lovet at han vil skabe „nye himle og en ny jord“. — Esajas 65:17; 2 Peter 3:13; Åbenbaringen 21:1, 3, 4.
Det er ikke et løfte om en ny planet. Som de indfødte amerikanere véd, er denne jord en juvel når den bliver behandlet ordentligt og med respekt. Bibelens profeti drejer sig om et nyt styre fra himmelen, et der skal erstatte menneskets udpinende herredømme. Jorden vil blive forvandlet til et paradis med genoprettede skove, prærier og floder. Naturen og dens dyreliv vil trives, og alle mennesker vil uselvisk være med til at forvalte jorden. Udnyttelse og begærlighed vil være borte. Der vil være rigeligt med god mad og masser af opbyggende aktiviteter.
Og når de døde oprejses, bliver der rådet bod på alle fortidens uretfærdigheder. For eksempel vil „anasazierne“ (navajo for „de fortidige“), forfædrene til mange af puebloindianerne, der har hjemme i Arizona og New Mexico, vende tilbage og få tilbudt evigt liv her på den rensede jord. Også indianerhistoriens berømte førerskikkelser — Geronimo, Siddende Tyr, Gale Hest, Tecumseh, Manuelito og høvdingerne Joseph og Seattle, foruden mange andre — vil måske vende tilbage når den lovede opstandelse finder sted. (Johannes 5:28, 29; Apostelgerninger 24:15) Det er virkelig storslåede fremtidsudsigter for dem og for alle der vælger at tjene Gud!
[Illustration på side 15]
Typisk navajo-hytte, med jordtag
[Illustration på side 15]
Model af Gale Hest. Forlæg til den skulptur der bliver hugget ud i bjerget i baggrunden
[Kildeangivelse]
Foto: Robb DeWall, med tilladelse af den filantropiske forening Crazy Horse Memorial Foundation
[Illustration på side 15]
Jehovas vidner af hopi- og navajostammerne i Keams Canyon, Arizona, holder møder i denne rigssal, en tidligere handelsstation
[Illustration på side 16]
Anasaziboliger som er over 1000 år gamle (Mesa Verde, Colorado)
[Illustration på side 16]
Geronimo (1829-1909), den berømte apachehøvding
[Kildeangivelse]
Med tilladelse af Mercaldo Archives/ Dictionary of American Portraits/Dover