Hvordan deres verden gik tabt — Watchtower ONLINE LIBRARY

Hvordan deres verden gik tabt

I MANGE år blev De Forenede Staters historie sammenfattet i talemåden: „Hvordan Vesten blev vundet.“ Hollywoodfilm viste hvide nybyggere der krydsede Nordamerikas prærier og bjerge, mens soldater, cowboys og nybyggere af John Wayne-typen kæmpede med de vilde, grusomme, tomahawksvingende indianere. Den hvide mand søgte jord og guld, mens nogle af kristenhedens præster og prædikanter angiveligt frelste sjæle.

Hvordan ville de indfødte amerikaneres, indianernes, version af denne historie lyde? Da europæerne ankom, blev indianerne „nødsaget til at binde an med det mest forslugne rovvæsen de nogen sinde havde mødt: den hvide europæiske aggressor,“ hedder det i bogen The Native Americans — An Illustrated History.

Fredelig sameksistens der gik over i kamp

Til at begynde med blev mange af de første europæere der slog sig ned i Nordøstamerika, mødt med venlighed og imødekommenhed af de indfødte. En beretning lyder: „Uden powhatanernes bistand kunne den britiske boplads Jamestown i Virginia, den første permanente engelske koloni i Den Ny Verden, ikke have klaret sig gennem den første frygtelige vinter fra 1607 til 1608. Pilgrimsfædrenes koloni i Plymouth, Massachusetts, var måske også bukket under hvis det ikke havde været for wampanoagernes hjælpsomhed.“ Nogle indfødte viste indvandrerne hvordan de skulle gøde jorden og dyrke afgrøder. Og hvordan ville det være gået Lewis og Clarks ekspedition i 1804 til 1806 hvis ikke shoshonekvinden Sacagawea havde samarbejdet og grebet ind ved forskellige lejligheder? Hun var ekspeditionens „fredsbebuder“ når den stødte på indianere mens den søgte efter en farbar rute mellem Louisianaterritoriet og det såkaldte Oregonland.

Men europæernes brug af jorden og de begrænsede fødevareressourcer betød at den massive immigration til Nordamerika fremkaldte gnidninger mellem de nytilkomne og de indfødte. Den canadiske historiker Ian K. Steele oplyser at der i det 17. århundrede var 30.000 narragansettindianere i Massachusetts. Deres høvding, Miantonomo, „anede uråd . . . og søgte at udbygge sin alliance med mohawkerne i den hensigt at oprette en indiansk modstandsbevægelse med bred tilslutning“. Han skal efter forlydende have sagt til montaukerne i 1642: „Vi [må] være ét ligesom de [englænderne] er det, ellers vil vi alle være borte om kort tid. I ved jo at vore forfædre havde masser af hjorte og skind, vore sletter og skove vrimlede med hjorte og [kalkuner], vore vige med fisk og fuglevildt. Men disse englændere har taget vor jord, de mejer græsset med leer og fælder træerne med økser; deres køer og heste æder græsset, og deres grise ødelægger vore muslingebanker. Vi kommer alle til at sulte.“ — Warpaths — Invasions of North America.

Miantonomos initiativ til at danne en forenet indianerfront strandede. I 1643 blev han under en stammefejde taget til fange af høvdingen Uncas fra moheganstammen (mohikanerne) og udleveret til englænderne som oprører. Englænderne havde ikke myndighed til at dømme og henrette Miantonomo, så de udpønsede en bekvem løsning. Steele fortsætter: „Afskåret fra at henrette [Miantonomo], som ikke hørte hjemme under nogen kolonis jurisdiktion, lod embedsmændene Uncas likvidere ham i overværelse af nogle engelske vidner for at få vished for at straffen blev fuldbyrdet.“

Episoden er ikke kun symptomatisk for de uophørlige konflikter mellem de pladshungrende kolonister og den indfødte befolkning, men også for den gensidigt ødelæggende kappestrid og forræderiske holdning stammerne imellem. Sådan havde det også været før den hvide mand ankom til Nordamerika. Og da briterne og franskmændene udkæmpede en kolonikrig i Nordamerika, havde begge parter nogle stammer som forbundsfæller og andre som modstandere. Uanset udfaldet tabte alle de deltagende stammer ved deres engagement.

„Et svælg af misforståelser“

En kommentar til de hvides fremtrængen lyder: „Hvad anførerne for indianernationerne ikke forstod, i hvert fald sjældent før det var for sent, var europæernes indstilling til indianerne. Disse var jo ikke hvide og kristne, men vilde — uciviliserede og dyriske — og efter manges mening et farligt og følelsesforladt råmateriale til slavemarkederne.“ Denne nedladende holdning fik frygtelige følger for indianerne.

De fattede slet ikke europæernes synspunkt. Som navajorådgiveren Philmer Bluehouse for nylig udtalte da Vågn op! interviewede ham, adskilte „et svælg af misforståelser“ parterne. Indianerne anså ikke deres civilisation for at være underlegen, men blot anderledes, med et separat værdisæt. For eksempel stod indianerne fuldstændig fremmede over for handel med jordlodder. Kunne man måske eje og sælge luften, vinden og vandet? Hvordan kunne man da handle med jorden? Den var til fri afbenyttelse for alle, og markhegn og -skel var følgelig aldeles ukendte begreber for indianerne.

Med briternes, spaniernes og franskmændenes ankomst indtraf det der er blevet beskrevet som „et katastrofalt sammenstød mellem to fremmede kulturer“. De indfødte havde gennem hundreder af år lært at leve i pagt med naturen og vidste hvordan man klarede sig uden at forstyrre miljøbalancen. Men den hvide mand begyndte inden længe at se ned på de indfødte som laverestående, vilde skabninger, idet han bekvemt forbigik sin egen vildskab i kampen for at underkue de vilde! I 1831 sammenfattede den franske historiker Alexis de Tocqueville de hvides fremherskende mening om indianerne i ordene: „Himmelen har ikke frembragt dem for at de skal civiliseres; de er nødt til at dø.“

Den farligste dræber

Vold avlede vold idet nybyggerne strømmede vestpå, tværs over Nordamerika. Indianerne og de fremrykkende hvide var lige gode om at angribe først og begå grusomheder. Indianerne var frygtede fordi rygtet gik at de skalperede folk, en skik som de efter nogles formodning lærte af visse europæere der udlovede dusør for skalpe. Men indianerne kæmpede en håbløs kamp mod en fjende der var dem overlegen i såvel antal som bevæbning. I de fleste tilfælde måtte stammerne til sidst vælge mellem at forlade deres fædrenejord eller at dø. Ikke sjældent måtte de både afgive jorden og siden lade livet. Nogle gange blev de dræbt, andre gange døde de af sult og sygdom.

Men det var ikke døden på slagmarken der tyndede mest ud i indianernes rækker. Ian K. Steele skriver: „Det mest virkningsfulde våben under invasionen af Nordamerika var hverken geværet, hesten, Bibelen eller den europæiske ’civilisation’. Det var epidemierne.“ Om de europæiske sygdommes virkning på det amerikanske kontinents urbefolkning skriver historieprofessor Patrica Nelson Limerick: „Når de samme sygdomme [som europæerne havde haft flere hundrede år til at udvikle immunitet imod] — skoldkopper, mæslinger, influenza, malaria, gul feber, tyfus, tuberkulose og, frem for alt, kopper — kom til Den Ny Verden, havde de oprindelige indbyggere næsten ingen modstandsdygtighed imod dem. Dødeligheden nåede i landsby efter landsby helt op på 80 til 90 procent.“

Russell Freedman beskriver en koppeepidemi der hærgede i 1837: „Mandanerne var de første der blev ramt, fulgt i hastig rækkefølge af hidatsaerne, assiniboinerne, arikaraerne, siouxerne og sortfødderne.“ Mandanerne blev næsten totalt udryddet. En befolkning på cirka 1600 i 1834 skrumpede ind til 130 i 1837.

Hvordan gik det med overenskomsterne?

Den dag i dag kan stammeældste blandt indianerne opremse datoerne for de aftaler de amerikanske myndigheder indgik med deres forfædre i det 19. århundrede. Men hvad kom der ud af disse traktater? Sædvanligvis måtte indianerne afstå gode revirer i bytte for karrige reservater og offentlig fattighjælp.

Som eksempel på den foragt man behandlede indianerne med, kan nævnes den tort irokesernationerne (fra øst mod vest: mohawk-, oneida-, onondaga-, cayuga- og senecastammerne) led efter at de amerikanske kolonister havde besejret briterne i uafhængighedskrigen, som sluttede i 1783. Irokeserne havde støttet briterne, og ifølge forfatteren Alvin Josephy fik de kun spot og en kold skulder til tak. Briterne „lod hånt om [irokeserne] og overdrog højheden over deres områder til De Forenede Stater“. Han tilføjer at selv de irokesere der havde holdt med kolonisterne imod englænderne, „blev antastet af rovgriske ejendomsselskaber og spekulanter samt af selve de amerikanske myndigheder“.

Da der i 1784 skulle forhandles om en traktat, opfordrede James Duane, en forhenværende repræsentant for Kontinentalkongressens Udvalg for Indianeranliggender, de statslige udsendinge til at „underminere enhver selvtillid som irokeserne eventuelt måtte have i behold, ved med overlæg at behandle dem som laverestående“.

Hans arrogante forslag blev ført ud i livet. Nogle irokesere blev taget som gidsler, og „forhandlingerne“ foregik under våbentrussel. Irokeserne regnede sig for ubesejrede i kamp, men måtte afstå alle jordbesiddelser vest for New York og Pennsylvanien og tage til takke med et mindre reservat i staten New York.

Sådanne metoder kom til anvendelse over for flertallet af stammerne. Alvin Josephy beretter at de amerikanske agenter brugte „bestikkelse, trusler, alkohol og manipulation med uautoriserede repræsentanter for at fravriste delawarerne, wyandotterne, ottawaerne, chippewaerne [også kaldet ojibwaerne], shawnee’erne og andre stammer fra Ohio-området jord“. Intet under at indianerne snart blev mistroiske over for den hvide mand med hans tomme løfter.

„Den lange vandring“ og „tårernes vej“

Da Den Amerikanske Borgerkrig brød ud i 1861, blev de amerikanske tropper trukket bort fra navajoernes gebet i de sydvestlige stater, og navajoerne benyttede lejligheden til at angribe amerikanske og mexicanske bebyggelser i Rio Grande-dalen i New Mexico-området. Myndighederne sendte oberst Kit Carson og hans New Mexico-frivillige ud for at undertvinge navajoerne og forflytte dem til et reservat på en gold strimmel jord ved navn Bosque Redondo. Carson anvendte den brændte jords taktik for at udsulte navajoerne og drive dem ud af den ærefrygtindgydende Canyon de Chelly i det nordøstlige Arizona. Han ødelagde tilmed over 5000 ferskentræer.

Carson samlede cirka 8000 navajoer og tvang dem ud på „den lange vandring“ på omtrent 500 kilometer til interneringslejren Bosque Redondo ved Fort Sumner i New Mexico. En beretning lyder: „Vejret var frygtelig koldt, og mange af de usselt klædte og underernærede fordrevne døde undervejs.“ Forholdene i reservatet var forfærdelige. Navajoerne måtte grave huller i jorden for at finde læ. I 1868 erkendte regeringen at den havde gjort navajoerne blodig uret og tildelte dem 1,4 millioner hektarer af deres fædrenejord i Arizona og New Mexico. De drog hjem, men det var en høj pris de havde været tvunget til at betale!

Mellem 1820 og 1845 blev titusinder af choctaw-, cherokee-, chickasaw-, creek- og seminoleindianere fordrevet fra deres territorier i de sydøstlige stater og tvunget vestpå, over Mississippifloden til det nuværende Oklahoma. Det var en tur på flere hundrede kilometer. Det barske vintervejr kostede mange livet. Den tvungne vandring mod vest blev berygtet som „tårernes vej“.

Et udsagn om overgrebene på indianerne har vi i følgende ord af den amerikanske general George Crook, som havde ledet et felttog mod siouxerne og cheyennerne i nord. Han udtalte: „Det er sjældent, indianerne kommer til orde med deres versioner. . . . Når det så kommer til uroligheder, og offentlighedens opmærksomhed henvendes på indianerne, er det kun deres misgerninger og grusomhed, der fordømmes, mens de mennesker, der med deres uretfærdighed har drevet dem til det yderste, ikke anklages. . . . Ingen kender dette forhold bedre end indianerne, så det er undskyldeligt, at de ikke venter retfærdighed af en regering, som kun straffer den røde mand, mens den hvide får lov at udplyndre ham efter behag.“ — Begrav mit hjerte ved Wounded Knee.

Hvordan klarer nutidens indianere sig efter mere end 100 år under de hvides herredømme? Er de i fare for at forsvinde som følge af assimilering? Hvilket fremtidshåb er der for dem? Dette og andre spørgsmål vil blive taget op i den følgende artikel.

[Ramme på side 9]

En barsk tilværelse for kvinderne

I de fleste stammer var mændene jægere og krigere, mens kvinderne havde hænderne fulde med talløse andre gøremål. De skulle opdrage børnene, så og høste kornet og male det til mel. Forfatteren Colin Taylor oplyser: „Prærieindianerkvindernes hovedbeskæftigelse . . . var at passe det hjemlige, føde børn og lave mad. I agerbrugssamfundene var det også dem der dyrkede markerne, . . . mens de hos de omvandrende bøffeljægerstammer i vest hjalp med at partere dyrene, bragte kødet hjem til lejren og tilberedte det samt forarbejdede huden til senere brug.“ — The Plains Indians.

En anden kilde fortæller om apacherne: „Landbruget var kvindearbejde, og der var intet nedværdigende eller tarveligt ved det. Mændene hjalp til, men kvinderne gik mere op i landbruget end mændene gjorde. . . . Kvinderne holdt hele tiden styr på hvornår landbrugsritualerne skulle udføres. . . . De fleste kvinder bad mens de overrislede jorden.“ — The Native Americans — An Illustrated History.

Ligeledes var det kvinderne der fremstillede teltene, de såkaldte tipier, der i regelen holdt et par år. Kvinderne rejste teltene og tog dem ned når stammen skiftede opholdssted. Tilværelsen har utvivlsomt været slidsom for kvinderne. Men det samme gjaldt mændene, der beskyttede stammen. Kvinderne nød respekt og havde talrige rettigheder. I nogle stammer, for eksempel hopistammen, er det den dag i dag kvinderne der har ejendomsretten.

[Ramme/illustration på side 10]

Et dyr der forandrede indianernes verden

Til Nordamerika indførte europæerne et dyr der forandrede mange stammers levevis — hesten. I det 17. århundrede var spanierne de første til at føre heste til den nye verdensdel. Indianerne blev eminente ryttere uden sadel, hvilket snart gik op for de fremrykkende europæere. Det var lettere for indianerne at jage bøfler fra hesteryg, og de omstrejfende stammer kunne mere ubesværet overfalde de fastboende nabostammer og røve gods, kvinder og slaver.

[Kort/illustration på side 7]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Nogle nordamerikanske stammers hjemsted i det 17. århundrede

Kutenai

Spokan

Nez-percé

Shoshone

Klamath

Nord-paiute

Miwok

Yokuts

Serrano

Mohave

Papago

Sortfod

Fladhoved

Crow

Cheyenne

Ute

Arapaho

Jicarilla

Hopi

Navajo

Apache

Mescalero

Comanche

Lipan

Prærie-cree

Assiniboin

Hidatsa

Mandan

Arikara

Yanktonai

Teton

Sioux

Yankton

Pawnee

Oto

Kansa

Kiowa

Osage

Quapaw

Caddo

Wichita

Atakapa

Tonkawa

Santee

Iowa

Missouri

Illinois

Chickasaw

Alabama

Choctaw

Creek

Timucua

Ojibwa

Sauk

Fox

Kickapoo

Miami

Shawnee

Cherokee

Catawba

Powhatan

Tuscarora

Delaware

Erie

Susquehanna

Potawatomi

Irokeser

Huron

Ottawa

Algonkin

Sokoki

Massachuset

Wampanoag

Narragansett

Mohegan

Montauk

Abenaki

Malecite

Micmac

[Kildeangivelser]

[Illustrationer på side 8]

Navajokunsthåndværk: Vævet klæde og smykker

[Illustration på side 11]

Canyon de Chelly, hvor „den lange vandring“ begyndte