En skrøbelig, men ukuelig flyver

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I CANADA

TEGNERE prøver at fastholde deres skønhed. Digtere skriver sonetter om dem. De findes i tropiske regnskove såvel som i kølige løvskove, på marker og åbne sletter. Nogle af dem kan klare bjergtoppenes kulde, andre ørkenens hede. Og de er blevet kaldt de smukkeste af alle insekter.

DET er naturligvis sommerfuglene vi taler om — disse udsøgt smukke og elegante skabninger. Der er imidlertid én art af sommerfugle der har vundet en særlig berømmelse på grund af sin evne til at tilbagelægge utrolige afstande. Det er den der kaldes monarken. Lad os se nærmere på denne skrøbelige, men hårdføre og ukuelige flyver, en af skaberværkets perler.

En perle blandt det skabte

Forestil dig at du står på en eng en varm sommerdag. Dine øjne følger de elegante sommerfugle der let og lydløst dykker ned snart her, snart dér i deres stadige søgen efter mad og drikke. Du strækker den ene arm ud og bliver stående ubevægelig. Én af sommerfuglene kommer nærmere — nu sætter den sig på din arm! Hvor lander den dog let!

Du ser nærmere på den. Den har to vingepar, tynde og med et let pulverdrys på. Vingerne er orange og har sorte kanter med smukke tegninger langs randen. Det siges at det var amerikanske nybyggere fra England der gav den navnet, fordi dens vinger var orange; de forbandt den med deres monark, Wilhelm af Oranien (eller Orange). Det er da heller ikke for meget at kalde denne sommerfugl en monark. Den vejer kun et halvt gram, og dens vingespand er ikke større end 8-10 centimeter — men den kan alligevel overkomme lange, anstrengende rejser.

Imponerende rekorder

Adskillige sommerfuglearter er i stand til at drage på træk når vinteren kommer, men kun monarkerne flyver så præcist mod deres mål og i så store flokke. Her er nogle af de imponerende fakta:

Når flokke af monarker forlader Canada hen på efteråret, bevæger de sig mod deres vinterophold i Californien eller Mexico og tilbagelægger over 3000 kilometer. De krydser store søer, floder og sletter og flyver hen over høje bjerge. Det lykkes for millioner af dem at nå frem til et bestemmelsessted højt oppe i Sierra Madre-bjergene i det centrale Mexico.

Disse rejser er særlig forbløffende når man tænker på at de unge sommerfugle aldrig før har foretaget denne tur eller set det sted hvor de skal overvintre. Men med usvigelig sikkerhed fornemmer de hvor de skal hen, og de véd når de er nået frem til det rigtige sted. Hvordan bærer de sig ad?

Bladet Canadian Geographic oplyser: „Deres beskedne hjerne må indeholde en avanceret form for genetisk program, måske en metode til aflæsning af solstrålernes vinkler, som hos bierne, eller en fornemmelse af Jordens magnetfelt, som hos trækfuglene. Måske hjælpes de til sidst af en evne til at opfatte specifikke kombinationer af temperatur og fugtighed. Men indtil nu har videnskaben ikke kunnet finde hemmeligheden.“ Ja, de er „instinktivt vise“, som Ordsprogenes Bog i Bibelen siger om dyrene. — Ordsprogene 30:24.

Monarken er en mesterlig flyver. Den kan svæve af sted med en fart af 12 kilometer i timen, stige med 18 kilometer i timen, og pludselig skyde fremad med 35 kilometer i timen — som alle har opdaget hvis de har prøvet at fange én. Den er ferm til at udnytte vindene, og den kan endda klare en strid vestenvind når den kæmper sig sydpå mod sit vintermål. Ved hjælp af sindrige strategier kan den kompensere for variationer i vindens hastighed og retning. Ligesom svæveflyvere (og rovfugle) kan den udnytte de termiske opvinde og „ride“ på dem. Ifølge en kilde er det almindeligt at monarkerne tilbagelægger 200 kilometer om dagen. De flyver kun ved dagslys. Om natten sætter de sig til hvile, ofte nøjagtig samme sted år efter år.

Forskeren David Gibo fra Torontos universitet har erfaret at monarkens evner som svæveflyver er højst overraskende: „Sommerfuglene må udnytte vindene langt mere snedigt end vildgæs på træk.“ Den lette måde hvorpå de flagrer, stiger, daler og indsamler føde, sætter dem i stand til at nå frem til Mexico med så meget fedtstof i behold at der er nok til hele vinteren og til en god begyndelse på hjemturen mod nord om foråret. Professor Gibo tilføjer: „Det er svæveteknikken der sætter dem i stand til at gennemføre den lange rejse og alligevel være ved godt huld og helbred når de kommer frem.“

Flokke drager mod syd

Man har længe været klar over at monarker vest for Rocky Mountains i Nordamerika trækker mod syd og overvintrer i Californien. Langs Californiens sydlige kyster kan man se dem hænge i klynger i fyrre- og eukalyptustræer. Men der er store bestande af monarker i det østlige Canada, og det var længe et mysterium hvor de trak hen.

I 1976 blev gåden løst. Deres vinteropholdssted blev omsider fundet — en skovklædt bjergtop i Sierra Madre-kæden i Mexico. Her fandt man at grene og stammer på de høje, grågrønne graner var tæt besat med millioner og atter millioner af sommerfugle. Dette fantastiske syn er stadig en attraktion som beundres.

Et af de bedste steder til iagttagelse af monarker i store mængder er nationalparken Point Pelee i Ontario, Canada, hvor sommerfuglene slutter sig sammen som forberedelse til vandringen sydpå. Hen på sensommeren samles de i det sydligste Canada ved Eriesøens nordlige bred og venter indtil vinden og temperaturen er gunstig. Så letter de og begiver sig ud på den lange rejse mod syd til Mexico.

Hvorhen?

Med halvøen Point Pelee som udgangspunkt flyver de fra ø til ø tværs over Eriesøen inden de fortsætter den lange tur ned over det amerikanske fastland. Undervejs får de følgeskab af andre flokke af monarker på træk. Det anslås at omkring hundrede millioner af dem samles for at overvintre højt oppe i bjergene nordvest for Mexico City.

Andre flokke passerer Florida, krydser Det Caraibiske Hav og slår sig ned på hidtil ukendte steder, måske på Yucatánhalvøen eller i Guatemala. Men uanset om overvintringen finder sted i Mexico eller andre steder, samler monarkerne sig inden for et forholdsvis snævert område i en skovklædt bjergegn.

Man skulle måske tro at den lange rejse førte sommerfuglene til et varmt og solbeskinnet ferieland med grønne enge. Men nej. I de mexicanske bjergegne de rejser til, er der koldt. Men klimaet er det rigtige til overvintringen. Det er tilstrækkelig koldt til at deres aktivitet bliver sat næsten helt i stå — betingelsen for at de kan leve i otte til ti måneder. En levetid af denne længde gør det muligt for dem at flyve til Mexico, overvintre og påbegynde tilbageturen. Man kan godt sige at det er en slags ferie.

Når foråret kommer og dagene bliver længere, begynder monarkerne at live op og flyve rundt i solen igen. De parrer sig og begiver sig ud på rejsen tilbage mod nord. Det menes at nogle klarer hele rejsen, men generelt er det kun deres afkom der når helt frem til Canada og det nordlige USA. Normalt er det først tredje eller fjerde generation af æg, larve, puppe og sommerfugl der kommer derop. Hunnen — som måske bærer på over hundrede befrugtede æg — flyver rundt blandt vilde blomster og lægger sine æg, ét ad gangen, på undersiden af nye, friske blade af planten svalerod. Sådan fortsætter kredsløbet mens slægten bevæger sig tilbage mod sommerhjemmet.

Monarken er i sandhed en fascinerende skabning. Det er et privilegium for os mennesker at få lov til at iagttage den. Desværre er de områder den benytter som vinterbo i Mexico og det sydlige Californien, til dels truet af menneskelig aktivitet. Hvis man går ud fra at sommerfuglen blot kan finde et andet sted at overvintre, kan resultatet blive at den uddør. Heldigvis er der nu bestræbelser i gang for at komme den til undsætning. Hvor bliver det skønt når Skaberens lovede paradis snart kommer. Da kan disse skrøbelige, men alligevel ukuelige flyvere få lov til at beholde deres fristeder!

[Kildeangivelse på side 15]

Sommerfugl: Parks Canada/J. N. Flynn

[Kildeangivelser på side 17]

Side 16, øverst og nederst: Parks Canada/J. N. Flynn. I midten: Parks Canada/D. A. Wilkes. Side 17, øverst: Parks Canada/J. N. Flynn. I midten og nederst: Parks Canada/J. R. Graham