Styrket til at udholde fremtidige trængsler

FORTALT AF EDWARD MICHALEC

Sheriffen i Wharton i Texas var rasende. Da han for fjerde gang satte mig i fængsel, råbte han: „Hvorfor adlyder du ikke mine ordrer?“

„Jeg er i min fulde ret til at handle som jeg gør,“ svarede jeg impulsivt. Så blev han endnu mere rasende og begyndte at slå mig med sin knippel. Andre betjente sluttede sig til og slog mig med deres pistolskæfter.

DENNE hændelse fandt sted for næsten 60 år siden. Når jeg tænker tilbage, kan jeg se at Jehova gennem sådanne situationer oplærte mig. Det jeg lærte, hjalp mig til at kunne klare den udfordring at være den ene af de to første Jehovas vidner i Bolivia, et sydamerikansk land der er dobbelt så stort som Frankrig. Min historie kan måske hjælpe dig til at se hvordan Jehova kan gøre dig stærk når du står over for forskellige prøvelser.

Da jeg i 1936 arbejdede i en radioforretning i Boling i Texas, hørte jeg en dag en udsendelse med et foredrag af Joseph F. Rutherford, Vagttårnsselskabets daværende præsident. Foredraget handlede om de velsignelser Guds rige vil skænke den lydige menneskehed. Det tiltalte mig meget. (Mattæus 6:9, 10; Åbenbaringen 21:3, 4) Senere fandt jeg nogle af Rutherfords bøger i vores personlige bibliotek og begyndte at læse dem.

Min stedmor blev foruroliget over min interesse i hvad hun kaldte „alle disse gamle religiøse bøger“. Hun gemte dem væk og truede med at brænde dem. Da jeg skrev til Vagttårnsselskabet for at abonnere på Vagttårnet og Den gyldne Tidsalder (som Vågn op! dengang hed), sendte Selskabet William Harper fra den nystartede menighed i Wharton hen for at besøge mig. Inden længe studerede både min stedmor, min bror, min yngre halvbror og jeg Bibelen med broder Harper. Kort efter symboliserede vi alle vores indvielse til Jehova ved vanddåben.

I 1938 besøgte Shield Toutjian, en af Selskabets rejsende repræsentanter, vores hjem i Boling hvor han holdt et bibelsk foredrag. Der var helt fyldt i stuen, og folk stod endda i døråbningerne til de tilstødende rum. Broder Toutjian beskrev profeten Jeremias’ udholdenhed da han, trods modstand, forkyndte for sine samtidige. (Jeremias 1:19; 6:10; 15:15, 20; 20:8) Gennem sådanne foredrag gav Jehova os styrke til at udholde de prøvelser vi ville komme ud for.

En beslutning og dens konsekvenser

Det gik snart op for mig at jeg måtte træffe en beslutning. Jeg havde tidligere gået på handelsskole og søgt at blive fremtrædende inden for forretningsverdenen. Jeg havde en forretning hvor jeg solgte og reparerede radioer, og desuden installerede jeg telefonkabler for et telefonselskab. Nu begyndte jeg imidlertid at forstå at ægte succes i livet kun opnås ved at man behager Skaberen, Jehova Gud. Jeg lukkede derfor min forretning, satte en husvogn i stand, og den 1. januar 1939 sluttede jeg mig til en gruppe pionerer (heltidsforkyndere) i nærheden af Three Rivers i Karnes i Texas.

Da den anden verdenskrig i september 1939 brød ud i Europa, brugte vore modstandere situationen til at bagtale Jehovas Vidner. De hævdede at vi var en femte kolonne, eller spioner for aksemagterne. Mange troede på disse falske beskyldninger og skabte problemer for os. I begyndelsen af 1940’erne blev jeg fængslet ni eller ti gange, og den ene af gangene var den jeg fortalte om i indledningen, hvor sheriffen og hans vicesheriffer gav mig en ordentlig dragt prygl. Efter den omgang krævede min tilstand lægebehandling.

For øvrigt tilbød samme sherif engang en mand at han ville undlade at retsforfølge ham for ulovligt hasardspil hvis han til gengæld ville gøre sheriffen en tjeneste — manden, en stor oliearbejder, skulle give mig en omgang tæsk. Da jeg en dag gik på gaden og tilbød bladene, angreb manden mig med en kæde. Nogle vicesheriffer ankom, men i stedet for at arrestere ham satte de mig i fængsel. Overfaldsmanden har senere fortalt mig historien og givet mig en undskyldning.

Hvad man lærer af prøvelser

Disse prøvelser styrkede i virkeligheden min tro på Gud. For eksempel husker jeg ikke at jeg følte smerte mens jeg blev slået, men jeg husker derimod tydeligt den ro og fred der sænkede sig over mig bagefter. (Apostelgerninger 5:40-42) Jeg lærte således at gøre som apostelen Paulus tilskyndede til: „Lad os . . . juble mens vi er i trængslerne, idet vi ved at trængselen bevirker udholdenhed.“ (Romerne 5:3) Da jeg efter episoden tænkte på de slag jeg havde fået, besluttede jeg at jeg med Jehovas hjælp aldrig ville lade Satans håndlangere lukke munden på mig.

Desuden lærte jeg en anden værdifuld lektie. Min taktløse bemærkning: „Jeg er i min fulde ret til at handle som jeg gør,“ havde provokeret sheriffen. Senere opsøgte han mig igen, og denne gang var han oprørt over at vi ikke ville gå i krig. (Esajas 2:4) I et forsøg på at provokere mig spurgte han: „Hvis du blev indkaldt til at tjene dit land, ville du så gøre det?“

Da jeg nu havde lært at være taktfuld, svarede jeg: „Hvis jeg var sikker på at det var Jehovas vilje, så ville jeg bestemt gøre det.“ Det svar dæmpede hans vrede, og der skete ikke mere.

Oplæring til min livsgerning

Et af højdepunkterne i mit liv var da jeg i 1944 overværede den tredje klasse på Vagttårnets Bibelskole Gilead. Skolen afholder femmåneders kurser hvor eleverne oplæres til missionærtjeneste. Før jeg gennemgik skolen, havde jeg en skræk for at tale til et publikum. Men det at jeg regelmæssigt skulle holde foredrag for omkring 100 elever, tit i et udendørs auditorium, hjalp mig. Maxwell Friend, som underviste os i at holde offentlige foredrag, afbrød mig gerne og råbte: „Broder Michalec, jeg kan ikke høre dig.“ Efterhånden fandt jeg ud af at jeg faktisk havde en ret kraftig stemme.

Da Nathan H. Knorr, den daværende tilsynsmand for skolen, bekendtgjorde at mit missionærdistrikt var Bolivia, sagde han disse mindeværdige ord: „Du vil finde mange ydmyge mennesker der. Vær kærlig og tålmodig, og tag hensyn til dem.“ Eftersom den anden verdenskrig stadig rasede, måtte vi vente nogen tid før vi kunne drage ud til vore distrikter. Den 25. oktober 1945 ankom min gileadkammerat Harold Morris og jeg til lufthavnen i El Alto, lige uden for La Paz, Bolivias førende by. Nu var vi så de eneste to forkyndere i Sydamerikas tredjestørste land.

En bus kørte os fra lufthavnen, der ligger 4100 meter over havoverfladen, ned til byen La Paz, der er bygget i bunden og op ad siderne af en stor kløft. Det krævede tilpasning at vænne sig til at leve mere end tre kilometer over havets overflade.

Små begyndelser og mange uroligheder

Vi begyndte straks at besøge folk fra hus til hus. De var venlige og tålmodige mens vi kæmpede med vores begrænsede spanske ordforråd. Snart ledede vi begge mellem 18 og 20 bibelstudier om ugen. Et halvt år senere, den 16. april 1946, mødtes en lille glad gruppe med os til fejringen af den årlige højtid til minde om Kristi død. Kort tid efter ankom yderligere fire gileadmissionærer, deriblandt Elizabeth Hollins som senere blev min kone.

Broder Morris og jeg begyndte hurtigt at besøge andre byer, blandt andet Cochabamba og Oruro, som dengang var henholdsvis den anden- og tredjestørste by i Bolivia. Da jeg fortalte broder Knorr hvor stor interesse folk viste, og hvor mange bibelske publikationer vi spredte, foreslog han at vi besøgte disse byer cirka hver tredje måned for at hjælpe dem der var interesserede. Mange af disse venlige, gæstfri mennesker blev senere Jehovas vidner.

Det var kun et år siden den anden verdenskrig var sluttet, og der var derfor politisk uro i Bolivia. Politisk rivalisering og frygt for at nazismen skulle dukke op i Sydamerika førte til eksplosive gadedemonstrationer og snigmord. I sommeren 1946 blev landets præsident dræbt, og hans lig blev hængt op i en lygtepæl over for præsidentpaladset. Til tider var volden så udbredt at folk ikke kunne forlade deres hjem.

Da Elizabeth en dag krydsede hovedtorvet i en bus, så hun tre unge mænd hængt på nogle stænger. Forfærdet gav hun et lille skrig fra sig. En medpassager sagde: „Hvis du ikke kan lide at se det, så vend hovedet den anden vej.“ Sådanne begivenheder understregede for os hvor nødvendigt det er at stole helt på Jehova.

Midt i alle disse omvæltninger slog sandhedens ord rod i ydmyge hjerter. I september 1946 blev der oprettet et afdelingskontor i La Paz, og jeg blev udnævnt til tilsynsmand. Kontoret lå i en lejet lejlighed der også tjente som missionærhjem. Nogle få måneder senere, da den første menighed i Bolivia blev dannet, tjente samme lejlighed som vores mødested.

I 1946 begyndte vi også at holde offentlige foredrag. Til det første foredrag lejede vi bibliotekssalen i La Paz. En venlig jugoslav som vi studerede med, betalte for at få sat en annonce om foredraget i avisen. Salen var godt fyldt. Eftersom jeg stadig havde besvær med det spanske, var jeg meget nervøs over at skulle holde foredraget. Men med Jehovas hjælp blev mødet en succes. Dette viste sig at blive det første i en serie på fire foredrag vi holdt i salen.

I 1947 modtog vi yderligere seks gileadmissionærer, og i 1948 kom der fire mere. De huse vi kunne leje, var nærmest blottede for moderne bekvemmeligheder og komfort. Ud over at holde vores travle plan som missionærer måtte vi indimellem tage deltidsarbejde så vi kunne tjene penge til at få skiftet lidt ud i den slidte garderobe. Det var også en udfordring at komme fra by til by. Jeg har ofte rejst over kolde bjergpas på ladet af en åben lastbil. Men Jehova fortsatte med at give os styrke og opmuntring gennem sin organisation.

I marts 1949 kom broder Knorr og hans sekretær Milton Henschel fra New York og besøgte vore tre missionærhjem i La Paz, Cochabamba og Oruro. Det var meget opmuntrende for os at høre om den store vækst i mange lande, og om det nye betelhjem og trykkeri der blev opført ved Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn. Broder Knorr foreslog at vi fik et missionærhjem og en rigssal der lå mere centralt i La Paz. Han fortalte os desuden at der ville blive sendt flere missionærer hertil.

Senere i 1949 havde vi vores første kredsstævne i Oruro. Det var til stor opmuntring for vore nye brødre og søstre der nu kunne mødes for første gang. På det tidspunkt havde Bolivia nået et højdepunkt på 48 forkyndere i tre menigheder.

Min trofaste partner

Gennem flere års missionærtjeneste kom Elizabeth og jeg til at kende og elske hinanden. I 1953 blev vi gift. Vi var begge begyndt som pionerer i januar 1939. Hendes første år som pioner havde også været vanskelige. På grund af hendes modige forkyndelse havde hun været fængslet, og hun var blevet ført igennem gaderne som en kriminel.

Elizabeth indrømmer at hun var bange når hun var med i de såkaldte informationsmarcher og bar plakater med ordlyden: „Religionen er en snare og et svindlerforetagende.“ Men hun fulgte de opfordringer organisationen gav på det tidspunkt. Hun gjorde det for Jehova, siger hun. Disse oplevelser styrkede hende til at klare de prøvelser hun måtte udholde i de første år i Bolivia.

Forskellige opgaver

I en årrække efter at vi var blevet gift, brugte vi meget af tiden i rejsetjenesten. Vi besøgte ikke kun de fire menigheder i Bolivia, men også alle isolerede grupper af interesserede og alle byer der havde mere end 4000 indbyggere. Hensigten var at finde frem til og styrke enhver der havde interesse i sandheden fra Bibelen. I midten af 1960’erne kunne vi glæde os over at der var oprettet menigheder i næsten alle de små byer vi havde besøgt ti år tidligere.

I mellemtiden havde jeg fået helbredsproblemer der blev forværret af at vi boede så højt oppe i La Paz. I 1957 overtog en anden broder derfor tilsynet med afdelingskontoret, og Elizabeth og jeg fik til opgave at virke i missionærhjemmet i Cochabamba, en lavereliggende by i en dal. Ved vores første møde var der nogle få missionærer til stede, men ikke en eneste indfødt bolivianer. Da vi 15 år senere, i 1972, forlod Cochabamba, var der to menigheder. Nu er der 35 menigheder i Cochabamba-dalen og mere end 2600 forkyndere.

I 1972 blev vi flyttet til Santa Cruz i det tropiske lavland. Her bor vi stadig i nogle værelser over en rigssal. Da vi ankom, var der to menigheder i Santa Cruz, men nu er der over 45, og flere end 3600 tager del i den kristne tjeneste.

Vi er meget glade for at vi er blevet i vores missionærdistrikt og i løbet af mere end 50 år har kunnet se indsamlingen af 12.300 af Jehovas tjenere i dette land. Det har været til stor glæde for os at kunne hjælpe disse kære venner.

Et lykkeligt liv

Før jeg tog af sted til mit missionærdistrikt, sagde Selskabets juridiske rådgiver, Hayden C. Covington, der også var fra Texas, til mig: „Ed, i Texas har vi masser af albuerum. Men i et missionærhjem bliver man stuvet sammen med andre. Det kommer til at betyde nogle forandringer.“ Han havde ret. Det er en udfordring at skulle bo tæt sammen med andre, men det er blot en af de mange udfordringer en kristen missionær står over for.

Hvis du overvejer at flytte ud til andre distrikter for at tjene Jehova, må du derfor huske at en sand Kristi discipel lever et liv hvor han tjener andre. (Mattæus 20:28) En missionær må derfor være indstillet på et liv i selvopofrelse. Nogle forestiller sig måske at de vil blive midtpunkt. Det vil de måske også, i hvert fald når de tager afsked med familie og venner derhjemme. Men alt dette er fortid når man ankommer til den lille by eller fattige forstad der bliver ens distrikt. Jeg vil derfor gerne give et råd:

Når der opstår vanskeligheder, for eksempel helbredsproblemer, følelsen af at være alt for langt væk hjemmefra, eller måske problemer med at komme ud af det med dine kristne brødre, må du se det som en del af din oplæring. Hvis du gør det, vil du høste belønningen, som apostelen Peter skrev: „Efter at I har lidt en kort tid, vil al ufortjent godheds Gud . . . selv fuldende jeres oplæring, han vil gøre jer faste, han vil gøre jer stærke.“ — 1 Peter 5:10.

Edward Michalec døde den 7. juli 1996 mens denne artikel var under udarbejdelse.

[Illustration på side 19]

I Bolivia i 1947

[Illustration på side 20, 21]

De offentlige talerkurser blev ofte holdt udendørs, som det fremgår af dette senere billede af amfiteatret ved Gileadskolen

[Illustration på side 23]

Min kone og mig