Et liv med indlæringshandicap

Lille David ved ikke noget bedre end at høre sin mor læse højt. Han har ikke svært ved at huske hvad han hører, men han har et problem. Han kan ikke læse, selv om han skulle være gammel nok til at lære det. Alt hvad der stiller krav til hans visuelle evner, volder ham besvær.

Sara går i tredje klasse, men er meget dårlig til at skrive bogstaver. De ser kluntede ud, og nogle af dem er spejlvendte. Hendes forældre er bekymrede, for hun kan knap nok skrive sit eget navn.

Morten går i ottende klasse. Han klarer sig godt i alle fag undtagen regning. Det er som om han ikke fatter selve dét at tallene står for nogle bestemte værdier. Bare ved at kigge på tallene kan han blive helt ophidset. Når han skal læse lektier, er hans humør ødelagt så snart han tager regnebøgerne frem.

HVAD er der i vejen med David, Sara og Morten? Er de dovne og stædige eller måske bare langsomme i opfattelsen? Nej, slet ikke. Alle har de en intelligens der er normal eller over middel. Men de lider også af indlæringsvanskeligheder, hver på sin måde. På hvert af de tre områder er der et fremmedord som beskriver problemet: David lider af dysleksi, et udtryk der bruges om forskellige læseproblemer. Saras skrivebesvær skyldes dysgrafi. Og hos Morten skyldes talproblemerne det der kaldes dyskalkuli. Men der er mange andre former for indlæringsvanskeligheder end disse tre. I USA mener eksperter at mindst ti procent af alle børn er ramt.

Hvordan vanskelighederne defineres

Næsten alle børn og unge har til tider svært ved at lære et eller andet. Som regel betyder dette dog ikke at de har et decideret handicap. Det viser snarere at alle simpelt hen har deres stærke og deres svage sider. Nogle er gode til at lytte og opfatte informationer gennem øret. Andre er mere visuelt orienterede og er bedre til at lære ved at læse. Men i skolen bliver de alle sat ind i samme klasseværelse, og det forventes at de lærer det samme uanset hvilken metode der anvendes. Dette kan ikke undgå at give vanskeligheder.

Nogle peger imidlertid på at der er forskel på blot at have visse vanskeligheder ved at lære og ligefrem at være hæmmet i indlæringen. Almindelige indlæringsproblemer kan overvindes med tålmodighed og ekstra indsats. Men et reelt indlæringshandicap kan have dybere rødder. „Hos det indlæringshandicappede barn synes der at være en fejlfunktion i hjernen med hensyn til at opfatte, behandle eller huske sådan som det kræves til mentale færdigheder,“ skriver doktorerne Paul og Esther Wender.a

At et barn har et indlæringshandicap, betyder dog ikke at det er mentalt handicappet. Paul og Esther Wender sammenligner det med tonedøvhed — dét at nogle mennesker ikke kan høre forskel på forskellige toners højde. „De der er tonedøve, er ikke hjerneskadede, og deres hørelse fejler ingenting. Ingen vil påstå at tonedøvheden skyldes dovenskab, dårlig undervisning eller ringe motivation.“ Sådan er det også med de indlæringshandicappede, siger ægteparret. Vanskelighederne er ofte særlig udprægede ved en bestemt form for indlæring.

Dette forklarer hvorfor intelligensen hos mange børn der har dette problem, er enten normal eller over gennemsnittet (nogle af dem er endda yderst intelligente). Ofte er det netop dette paradoks der sætter læger på sporet af et indlæringshandicap. I bogen Why Is My Child Having Trouble at School? forklares det: „Et indlæringshæmmet barn er to eller tre år bagud i forhold til sin alder og sin intelligenskvotient.“ Problemet er altså ikke bare at barnet ikke kan holde trit med sine jævnaldrende — det kan heller ikke holde trit med sig selv, det vil sige med sin egen intelligens.

Den nødvendige hjælp

Ofte forværres indlæringsproblemerne af de følelsesmæssige bivirkninger. Når indlæringshæmmede børn klarer sig dårligt i skolen, betragtes de måske som mislykkede af deres lærere og kammerater, ja, måske endda af deres egen familie. Desværre får mange af disse børn et negativt syn på sig selv. Det giver grund til at være på vagt, for indlæringshandicappet forsvinder normalt ikke.b „Et indlæringshandicap er livslangt,“ skriver dr. Larry B. Silver. „Det samme handicap der forstyrrer evnen til at læse, skrive og regne, griber også ind i sport, familieliv og samspillet med kammeraterne.“

Forældrenes støtte er derfor afgørende for disse børn. „Børn som véd at deres forældre altid vil forsvare dem, har et ståsted hvorfra de kan udvikle fornemmelsen af at de kan noget og duer til noget,“ hedder det i bogen Parenting a Child With a Learning Disability.

Men for at nå dertil må forældrene først ransage deres egen holdning. Nogle forældre føler at de på en eller anden måde selv er skyld i hvordan barnet har det. Andre føler sig panikslagne og overvældede af udfordringen. Ingen af disse reaktioner nytter. De lammer forældrene og forhindrer børnene i at få den nødvendige hjælp.

Hvis en specialist når frem til at dit barn lider af et indlæringshandicap, må du ikke fortvivle. Et barn i denne situation er blot et menneske der har behov for ekstra støtte på bestemte områder. Undersøg hvilken hjælp der tilbydes lokalt på netop dette felt. Mange skoler er i dag bedre rustede til at tage sig af situationen end de var for nogle år siden.

Eksperter understreger at man skal rose barnet for dets præstationer, uanset hvor ringe de er. Vær gavmild med din ros. Det betyder ikke at du afstår fra at holde disciplin. Børn har brug for visse rammer, og det gælder ikke mindst når børnene er indlæringshandicappede. Lad dem forstå hvad du forventer, og hold fast ved det.

Lær at se realistisk på situationen. I bogen Parenting a Child With a Learning Disability illustreres det på denne måde: „Forestil dig at du går ind på en restaurant og bestiller en kalvekotelet. Da tjeneren kommer med tallerkenen, opdager du at det er lammekoteletter. Du holder meget af begge retter, men det var kalvekoteletten du havde gået og tænkt på. Du var måske ikke indstillet på at spise lammekoteletter, men hvis du går i gang, vil du nyde det. Sådan er det også at tage sig af et barn med et specielt behov.“

[Fodnoter]