Hvad kan forældre gøre?

„INTET hjælper!“ „Han forstår det simpelt hen ikke!“ En fortvivlet fader eller moder siger måske noget i den retning. Hvordan trænger man ind til et barn der har indlæringsvanskeligheder? Og hvad kan man stille op hvis problemet er hyperaktivitet?

Et barn der har svært ved at lære, har brug for det samme som alle andre børn — at blive elsket, forstået og accepteret af sine forældre — men måske kræver det ekstra tid og opmærksomhed. Måske har barnet selv på fornemmelsen at der er „noget i vejen“. Det har brug for gang på gang at blive forsikret om at det ikke er ubegavet eller mentalt retarderet. For dette barn tager det bare lidt længere tid at lære end det gør for andre børn.

Mange steder findes der specielle undervisningsprogrammer for børn med indlæringsvanskeligheder. Det kræver særlige færdigheder at undervise et barn der ikke lærer på normal vis. Tit har forældrene svært ved det; følelserne kommer i vejen. Nogle steder findes der organisationer der hjælper forældre til børn med indlæringsvanskeligheder.

Herudover er der meget I forældre kan gøre for at forbedre situationen i hjemmet. I den udstrækning I sørger for at hjemmet er roligt og kærligt, og I holder fast ved det der er rigtigt, vil jeres barn føle sig trygt og lykkeligt. Samtidig må I have i tanke at barnets adfærdsproblemer kan være en direkte følge af dets indlæringsvanskeligheder; måske forsøger det at få afløb for sin frustration. Følgende forslag kan være en hjælp til at få en vis kontrol over et barn med indlæringsvanskeligheder, men kan ikke helbrede det.

Hvis barnet har auditive perceptionsforstyrrelser, må I først og fremmest sikre jer at I har dets opmærksomhed før I taler til det. Tal langsomt, og sig ikke for meget på én gang. Bed barnet om at gentage hvad I har sagt. Husk, det „hører“ jer ikke altid. Børn der har dette problem tager tit fejl af lydene: „Nåh, jeg troede du sagde ’farve’,“ men faktisk var det „færge“ du havde sagt. Man kan også prøve at skrive tingene ned og putte små sedler i barnets lomme. Måske må det gå rundt med lommen fuld af sedler, men så vil barnet i det mindste huske hvad det skal gøre!

At opdrage et barn der har indlæringsvanskeligheder og måske samtidig er hyperaktivt, er på ingen måde let. Martins moder husker: „Jeg kom til den slutning at Martin nok ikke kunne lære hvad der var rigtigt og hvad der var forkert, og begyndte at finde på undskyldninger for hans opførsel. Men da der var gået et års tid havde jeg større problemer end nogen sinde før, og han havde mistet al respekt for mig.“

Giv ikke op! Ordsprogene 29:15 giver dette gode råd: „Tugtens ris giver visdom; men et barn, der overlades til sig selv, gør sin moder skam.“ (An American Translation) Men hvordan når man ind til sådan et barn?

„Med hensyn til opførselen, så forsøger jeg at lære min datter så godt at kende at jeg kan skelne mellem de reaktioner der betyder kan ikke og dem der betyder vil ikke,“ siger Sandra, hvis datter har indlæringsvanskeligheder. „Så ved jeg om jeg skal vise forståelse eller fasthed når jeg tager fat på problemet.“

Viser man forståelse vil barnet kunne se at man er retfærdig og at man holder fast ved hvad der er rigtigt. Det kan have stor betydning for om man når ind til barnet.

Hvordan bærer man sig ad med at straffe? En straf der varer længe, som for eksempel fjernsynsforbud i en måned, virker som regel ikke. Hvorfor? Fordi barnet allerede midt i måneden vil have glemt hvad det var det blev straffet for. Som regel er det mere effektivt at advare barnet om at en tur i zoologisk have (eller noget andet det glæder sig til) vil blive aflyst hvis det fortsætter med at være uartigt. Barnet må naturligvis vide at man mener hvad man siger. Man må være konsekvent. „Lad blot jeres ja betyde ja, og jeres nej, nej,“ anbefaler Bibelen. (Mattæus 5:37) Virker den metode?

Martins moder fortæller: „Hver gang han var uartig fik jeg ham til at sidde på den samme plet i fire minutter, helt alene. Hvis han ikke gjorde hvad jeg sagde inden for en rimelig tid, hvis han tog legetøj fra andre børn eller fik raserianfald, måtte han hen at sidde på ’pletten’. Det virkede vældig godt.“

Noget andet er også meget vigtigt: rutine og organisering. Tilsammen giver disse ting børnene det nødvendige system i tilværelsen. Rutine og organisering mindsker forvirringen. Et fast tidspunkt til måltider, til lektier, til at stå op, til at gå i seng, og så videre, vil hjælpe børnene til at opbygge gode vaner. Når man så har lagt en plan, bør man forsøge at følge den.

Lige et par ord om barnets følelsesmæssige trivsel. Som nævnt i foregående artikel bliver et barn med indlæringsvanskeligheder som regel oftere skuffet og nedslået end andre børn. Hvad kan man gøre ved det? Børn lærer meget af andres eksempel. Hvis jeres søn eller datter ser at I kan le ad jeres fejltagelser, kan det hjælpe ham eller hende til at gøre det samme. Det kan også være en hjælp at få barnet til at tale om sine følelser. Hvis du fortæller barnet om dine følelser, vil du gøre det lettere for barnet at fortælle dig om sine følelser.

Hvad kan man gøre ved hyperaktivitet?

Det er ikke alle børn med indlæringsvanskeligheder der er hyperaktive, men en betydelig procentdel er. Det gør naturligvis kun situationen endnu sværere. Ligesom indlæringsvanskeligheder kan hyperaktivitet optræde i mild eller svær grad. Til tider kan rastløsheden holdes under kontrol ved at man simpelt hen sætter barnet til at lave noget andet. Men hvad kan man derudover gøre for at afhjælpe hyperaktivitet?

Medicinsk behandling: I nogle tilfælde har man ordineret amfetamin (opkvikkende medicin). Opkvikkende medicin? Ja. Paradoksalt nok lader amfetamin til at have en beroligende virkning på hyperaktive børn; det bringer aktiviteten ned på det normale og forbedrer koncentrationsevnen. Hvis I som forældre overvejer denne form for behandling, må I tage de mulige bivirkninger i betragtning: nervøsitet, søvnløshed, overfølsomhed, svimmelhed, hjertebanken, appetitløshed og hæmmet vækst. Nogle autoriteter anbefaler at man er varsom med at bruge denne medicin, og kun gør det under lægetilsyn. Andre er imidlertid endnu mere forsigtige, idet de mener at man ikke kender tilstrækkeligt til de langsigtede virkninger af opkvikkende medicin i behandlingen af hyperaktivitet. I forældre må træffe afgørelsen.

Undgå tilsætningsstoffer i mad: I 1973 fremsatte dr. Ben Feingold, der er specialist i allergi hos børn på Kaiser-Permanente Medical Center i San Francisco, den tanke at en kost der var fri for kunstige tilsætnings- og farvestoffer dramatisk kunne forbedre opførselen hos mindst 50 procent af alle hyperaktive børn. Man mente at børnene var overfølsomme over for tilsætnings- og farvestoffer i fødevarer, hvilket havde en uheldig virkning på deres opførsel.

Men siden 1973 har emnet været genstand for stor diskussion, og eksperterne har sagt både for og imod. Dr. Stanford Miller fra USAs sundhedsstyrelse sammenfatter diskussionen i disse ord: „Nogle undersøgelser antyder at der er en eller anden forbindelse mellem fødevarebestanddele og adfærden hos visse grupper af børn men ud fra det bevismateriale vi har, må jeg slutte at ’juryen’ endnu ikke har kunnet træffe en afgørelse.“

Vitaminterapi: I behandlingen af nogle hyperaktive børn har man anvendt vitaminterapi. Behandlingen består i store doser vitaminer, intet sukker og en god ernæring. I nogle tilfælde har resultatet været at hyperaktiviteten er blevet nedsat betydeligt.

Men heller ikke her er eksperterne helt enige. Nogle hævder at vitaminterapien tilsyneladende ikke har nogen indvirkning på indlæringsvanskeligheder eller hyperaktivitet, og advarer om at der kan opstå helbredsproblemer som følge af bivirkningerne ved de store vitamindoser. Hvordan forklarer de så bedringen hos børn der behandles med vitaminterapi? Den skyldes at familien er mere opmærksom på barnets problemer og besluttet på at hjælpe ham eller hende, siger de.

Fortalere for vitaminterapien fremfører på den anden side at de bivirkninger der somme tider opstår, har at gøre med dosernes størrelse og vil aftage når doserne mindskes.

Det vil være tilrådeligt at rådføre sig med en læge, helst en børnelæge, både når man søger at stille den rigtige diagnose og når man søger at gennemføre en af de ovennævnte behandlinger.

Det fremgår tydeligt at der ikke findes nogen ’mirakelkur’. Men én ting synes helt sikker: indlæringsvanskeligheder og hyperaktivitet er virkelige sygdomme, der forårsages af en eller flere faktorer. Det er ikke bare barnet der ikke vil være stille eller nægter at lære. Et barn med disse problemer har brug for særlig hjælp for at kunne opfylde sine særlige behov. Og fremfor alt har det brug for forældre der forstår at det er „anderledes“. Det er en stor udfordring for forældre, hvad den følgende artikel også viser.

Hvordan ser fremtiden ud? Med den rette undervisning kan mange af disse børn føre en normal og produktiv tilværelse. Leonardo da Vinci, Thomas Edison og Albert Einstein hører til dem der har overvundet indlæringsvanskeligheder.

Men der findes en endnu større grund til håb. Opfyldelsen af bibelske profetier viser tydeligt at vi lever i „de sidste dage“. (2 Timoteus 3:1-5) Vi nærmer os hastigt afslutningen på denne onde tingenes ordning. Hvad vil følge efter? En retfærdig ny orden som Gud skaber, hvori handicap som indlæringsvanskeligheder vil blive fjernet. Tænk engang! Til den tid vil der ikke længere være en betydelig forskel på hvad man skulle kunne og hvad man kan. Børn som Martin behøver ikke længere at føle at de er kommet på den forkerte hylde. — 2 Peter 3:13; Åbenbaringen 21:1-4.

[Tekstcitat på side 8]

„Dit barn vil gerne lære! . . . Uartighed er en normal reaktion på frustration. . . . Med sin dårlige opførsel prøver barnet at sige: ’Se på mig! Jeg har svært ved at lære. Jeg har brug for hjælp!’“ — Dr. Robert D. Carpenter

[Illustration på side 9]

Prøv at skelne mellem de reaktioner der betyder ’kan ikke’ og dem der betyder ’vil ikke’

[Illustration på side 10]

Han har brug for opmuntring og støtte