Har dit barn svært ved at lære?

Man siger om hundredtusinder af børn at de har indlærings vanskeligheder. Anvendes denne betegnelse forkert på alt for mange børn? Hvordan kan man vide om ens barn har indlæringsvanskeligheder?

INDLÆRINGSVANSKELIGHEDER er et udtryk der er blevet mere og mere udbredt inden for de sidste ti år. Det dækker en lang række forhold der gør det svært for børn med normal intelligens at mestre en eller flere af de færdigheder der er nødvendige for at kunne lære. Der er ikke noget i vejen med disse børns syn eller hørelse, og de har intet påviseligt fysisk handicap. Alligevel er der en betydelig forskel på hvad børnene skulle kunne og hvad de kan.

Hvad er årsagen? Desværre er forskningen på dette felt endnu utilstrækkelig. Men nogle forskningsresultater peger mod en fejl i et eller andet område af hjernen, forårsaget af: beskadigelse før, under eller efter fødselen; for tidlig fødsel; sygdom hos moderen under svangerskabet; langvarig eller vanskelig fødsel. Indlæringsvanskeligheder er altså ofte forbundet med en mindre hjerneskade. Måske omfatter de en perceptionsdefekt, hvilket vil sige at barnet kan have svært ved at fortolke de oplysninger det modtager gennem sanserne. At langt flere drenge end piger har dette problem, tyder på at det muligvis er arveligt.

Symptomer

Et barn med indlæringsvanskeligheder har virkelig et problem, hvad årsagen så end er. Det er ikke indbildt. Og problemet kan vise sig på mange måder. Der er ikke noget bestemt adfærdsmønster der kendetegner børn med indlæringsvanskeligheder, for der findes jo ikke to børn der lærer eller opfører sig på nøjagtig samme måde. Følgende er nogle af symptomerne, der kan optræde i mere eller mindre alvorlig grad.

● Visuelle perceptionsforstyrrelser: „Jeg kan ikke se tavlen,“ siger barnet. Men en synstest viser at det ser normalt. Prøver det bare at undskylde sit dårlige arbejde? Det er ikke sikkert. Hvis barnet har indlæringsvanskeligheder, har det muligvis også visuelle perceptionsforstyrrelser. Det vil sige at barnet har svært ved at fortolke hvad det ser. Vi ser med vore øjne, men det er ikke med øjnene vi forstår hvad vi ser; det er med hjernen.

Det kan derfor være at barnet har svært ved at læse og skrive. Når det læser, springer det måske nogle af ordene over. Måske forveksler barnet ord der begynder med samme lyd („stol“ læses som „stor“), eller bytter om på bogstaverne inden for samme ord („ind“ bliver til „din“). Når barnet skriver, vender det måske om på nogle bogstaver („b“ i stedet for „d“) eller hele ord („med“ i stedet for „dem“).

● Auditive perceptionsforstyrrelser: „Jeg hørte ikke hvad du sagde,“ svarer din søn når du spørger ham hvorfor han ikke har gjort hvad du sagde. Men høreprøver viser at hans hørelse er normal. Hørte han dig virkelig ikke? Eller er han bare vanskelig, ulydig med vilje?

Hvis han har auditive perceptionsforstyrrelser, er han på en måde døv — indvendig. Det kan være at han kun hører utydelige gengivelser af andre menneskers tale. Det „rodede lydbillede“ han opfatter, forvirrer ham og kan få ham til at reagere på en aggressiv måde. Hvis han får besked om flere forskellige ting, hører han måske i virkeligheden kun den ene. Men andre gange høres de alle og opfanges af hans hjerne. Det virker helt tilfældigt om han hører eller ej.

● Sprogvanskeligheder: Vi lærer at udtrykke os ud fra det vi hører. Men et barn med auditive perceptionsforstyrrelser har sandsynligvis aldrig hørt i ordets fulde eller normale betydning. Derfor er det ikke i stand til at udtrykke sine tanker på en god måde. Det vender somme tider op og ned på ord og begreber. „Mor, bilen kører baglæns,“ siger barnet måske. Men bilen kører faktisk fremad.

● Problemer med visuel og auditiv hukommelse: Vanskeligheder i forbindelse med visuel og auditiv hukommelse følger ofte et barn der har visuelle eller auditive perceptionsforstyrrelser. Det kan således være at barnet ikke er i stand til at huske hvad det har fået mundtlig besked om, eller i hvilken rækkefølge det fik besked om at gøre tingene. Hvis der er noget galt med den visuelle hukommelse, vil barnet have svært ved at huske hvad det læser og hvor det lægger sine ting.

● Fejlagtig opfattelse af tid og rum: Et barn med indlæringsvanskeligheder mangler muligvis fornemmelse af rumlige forhold, det vil sige, begreberne op-ned, højre-venstre, over-under eller ind-ud. Sagt med enkle ord: Hvordan skal barnet kunne forstå at hylden er deroppe, hvis det ikke er helt sikker på at dets fødder er dernede? Hvis man beder barnet lægge et stykke papir i en æske, lægger det måske papiret under æsken.

Barnet har som regel kun i ringe grad fornemmelse af sin egen krop; det kan ikke finde ud af hvor meget den fylder, og fejlbedømmer derfor tit sig selv. Det er ikke så mærkeligt at barnet tit virker klodset og kejtet — langt mere end jævnaldrende børn.

Barnets tidsopfattelse er som regel også dårlig. Begreber som i går, i dag og i morgen lader til at forvirre det. Forældrene spekulerer måske på om barnet nogen sinde lærer årets måneder eller ugedagenes rækkefølge at kende.

● Dårlig muskelkoordination: En dreng med indlæringsvanskeligheder kan også have problemer med „de finmotoriske færdigheder“. Det kan være yderst svært for ham at klippe, farve eller tegne. Han kan ikke binde sine snørebånd, tage tøj på eller skære sin mad i stykker, selv lang tid efter at andre børn på samme alder har lært det. At spille bold er vanskeligt for ham — han kan ikke koordinere boldtræet og bolden.

● Stædig og urokkelig: Et barn med indlæringsvanskeligheder er tilbøjeligt til at blive stædigt og urokkeligt. Det vil hvad det vil, når det vil, ligegyldigt hvad der sker omkring det. Det ser ikke helheden i tingene; det ser detaljerne men ikke selve billedet. Det bliver meget ængsteligt hvis den daglige rutine brydes.

„Kan du ikke gøre noget ved det barn?“

Er det sært at et barn med sådanne problemer let bliver vredt, skuffet eller får raserianfald? Trods alt „hører“ eller „ser“ det måske kun delvis de oplysninger man søger at bibringe det. Det har måske svært ved at koordinere sine bevægelser og bliver kaldt dum af sine klassekammerater. Det værste af det hele er at barnets forældre eller lærere måske ikke forstår det.

Det er ganske vist ikke let at leve med et barn hvis perception og tidsopfattelse er „slået fra“ så stor en del af tiden. Det kan være at forældrene bliver bekymrede eller skuffede oftere end andre forældrepar. Men desværre fremkalder deres situation tit kritik. „Kan du ikke gøre noget ved det barn?“ kan kritiske tilskuere finde på at spørge.

Forældrene har måske en anelse om at der er et eller andet galt med barnet, men de kan ikke finde ud af hvad det mon er. Det er imidlertid vigtigt at tilstanden opdages tidligt, for hvis den ikke behandles kan barnet blive indelukket og fremmedgjort, og vil måske aldrig udvikle sine færdigheder fuldt ud.

„Doktor, mit barn har alle symptomerne“

Sådan vil en bekymret moder måske sige mens hun vifter med et blad med en artikel om indlæringsvanskeligheder. Der er hundredtusinder af børn der har indlæringsvanskeligheder efter hvad autoriteterne siger. Naturligvis har nogle børn virkelig dette problem. Men er det muligt at betegnelsen kritikløst hæftes på alt for mange børn?

„Mange af de børn der siges at have indlæringsvanskeligheder, har det slet ikke,“ siger psykiateren Thomas P. Millar. Hvorfor rubriceres de da forkert? „Ufejlbarlige forældre“ er en af grundene, forklarer Millar. De bekymrede forældre siger: „Grunden til at vores søn har svært ved at lære er ikke at vi har været dårlige forældre. Nej, grunden er at han har indlæringsvanskeligheder.“ Men har han virkelig det? Eller er problemet snarere „forældrevanskeligheder“?

Eller måske „undervisningsvanskeligheder“? Dr. Barbara Bateman, der er en anerkendt autoritet på dette felt, siger: „Indlæringsvanskeligheder er blevet en utrolig populær undskyldning som man i folkeskolen bruger når man ikke er i stand til at undervise de børn godt nok som virkelig har brug for god undervisning.“

Et andet udtryk der ofte bruges, er hyperaktivitet (eller hyperkinesis), der ofte forbindes med indlæringsvanskeligheder.a Hvad er hyperaktivitet? Ifølge en rapport fra USAs Akademi for ortomolekylær Psykiatri er det „fysisk aktivitet der forekommer ’drevet’ frem — som af en indre tornado — så at aktiviteten er uden for barnets kontrol, sammenlignet med andre børn“. Hvad er symptomerne? Barnet kan ikke holde sin opmærksomhed fangen i længere tid, bliver let distraheret, bevæger sig impulsivt fra sted til sted, har svært ved at koncentrere sig om noget, kan ikke sidde stille.

„Det lyder nøjagtig som mit barn,“ vil en fader eller moder måske sige. Men vær ikke for hastig til at stille diagnose for dit barn. At det er rastløst, energisk eller uroligt betyder ikke nødvendigvis at det er hyperaktivt. Måske er der en anden grund — allergi over for nogle bestemte fødevarer, søvnmangel, eller problemer i forbindelse med hørelse eller syn.

Indlæringsvanskeligheder i forbindelse med hyperaktivitet er desværre kun alt for virkelige problemer, skønt antallet af børn med disse problemer måske er overdrevet. Hvad bør man gøre hvis man har mistanke om at ens barn har indlæringsvanskeligheder? Først og fremmest bør man søge professionel hjælp. Sig ikke at et barn har indlæringsvanskeligheder før det er blevet omhyggeligt undersøgt.

Tal åbent og oprigtigt med barnets lærere. Vær ikke bange for at stille spørgsmål. Få vished for at det drejer sig om indlæringsvanskeligheder, ikke undervisningsvanskeligheder. Find ud af hvad der er galt og hvad der kan gøres ved det. Somme tider kan selve det at man forstår et problem være en hjælp. Men hvad kan forældrene så gøre når diagnosen er stillet?

[Fodnote]

[Illustration på side 6]

Hvorfor er det så svært?