Et sikkert håb i skyggen af Tjernobyl
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I UKRAINE
DEN værste atomkraftulykke i menneskets historie skete den 26. april 1986 i Tjernobyl i Ukraine. Senere samme år udtalte den daværende sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov at tragedien var en grusom påmindelse om at „menneskeheden endnu ikke har kontrol over de gigantiske kræfter den har opdaget“.
Det tyske tidsskrift Psychologie Heute for februar 1987 skrev om Tjernobylkatastrofen: „Reaktorulykken i Tjernobyl . . . var et vendepunkt i den moderne civilisations historie. Og det var en katastrofe der vil berøre os ganske betydeligt i flere hundrede år.“ The New York Times siger at der ved ulykken blev frigjort „lige så megen langvarig stråling til verdens luft, muldjord og vand som ved alle kernevåbenforsøg og bombesprængninger tilsammen“.
Den tyske avis Hannoversche Allgemeine forudsagde at der „i løbet af de kommende 50 år i hele verden vil dø omkring 60.000 mennesker af kræft som følge af den sovjetiske reaktornedsmeltning . . . yderligere 5000 vil komme til at lide alvorlig genetisk skade, og op til 1000 vil blive født med helbredsskavanker“.
Tjernobyltragedien skabte frygt, bekymring og usikkerhed som har formørket i hundredtusindvis af menneskers liv. Nogle glæder sig imidlertid over at have fået et sikkert håb trods disse dystre tilstande. Det gælder for eksempel familien Rudnik, som består af Victor og Anna og deres to døtre, Elena og Anja. I april 1986 boede familien i Pripjat, som ligger mindre end 3 kilometer fra Tjernobylværket.
Dagen hvor ulykken skete
Denne skæbnesvangre lørdag morgen ydede brandmænd en heroisk indsats ved reaktoren for at begrænse katastrofens omfang. Inden for nogle få timer blev de ramt af strålesyge, der senere kostede flere af dem livet. Grigori Medwedew, som var vicechefingeniør ved Tjernobylværket i 70’erne, skriver i sin bog Verbrannte Seelen — Die Katastrophe von Tschernobyl (Brændte sjæle — Katastrofen i Tjernobyl): „Den radioaktive sky drev ind over den lille fyrretræsplantage som adskiller kraftværket fra byen, og dækkede den lille skov med radioaktivt askenedfald.“ Efter forlydende blev tonsvis af fordampet radioaktivt materiale lukket ud i atmosfæren.
Den lørdag syntes livet mærkeligt nok at gå sin vante gang i Pripjat, en by med over 40.000 indbyggere. Børn legede i gaderne, og folk havde travlt med forberedelserne til 1. maj-festen. Der kom ingen meddelelse om ulykken eller advarsel om faren. Anna Rudnik var ude at gå en tur med sin treårige datter, Elena, da de mødte Annas stedfar, som havde hørt om ulykken. Da han var bekymret for strålefaren, kørte han dem hurtigt hen til sit eget hus, der lå cirka 16 kilometer derfra.
Den radioaktive sky steg op i atmosfæren og drev hundreder af kilometer ind over Ukraine, Hviderusland, Rusland, Polen, Tyskland, Østrig og Schweiz. Om mandagen vakte det bekymring hos forskere i Sverige og Danmark da der i disse lande blev målt kraftig radioaktivitet.
Eftervirkningerne
Sovjetiske soldater, brandmænd, bygningseksperter og andre blev sendt til Tjernobyl. Denne gruppe på cirka 600.000 mand blev kaldt „likvidatorerne“. De mindskede den radioaktive forurening over Europa ved at indkapsle den havarerede reaktor i en sarkofag af stål og beton der var ti etager høj og to meter bred.
I løbet af de næste dage begyndte man at evakuere indbyggerne fra de nærliggende områder. Victor fortæller: „Vi måtte forlade vores hjem og lade alt blive tilbage — tøj, penge, dokumenter, mad — alle vore ejendele. Vi var meget bekymrede fordi Anna var gravid med vores andet barn.“
Næsten 135.000 mennesker måtte flytte, hvilket medførte at alle bebyggelser inden for en radius af 30 kilometer fra reaktoren blev lagt øde. Familien Rudnik flyttede ind hos nogle af deres slægtninge. Snart blev slægtningene imidlertid nervøse for at radioaktiviteten fra familien Rudnik ville sprede sig til dem. „De blev bange,“ siger Anna, „og til sidst bad de os om at flytte.“ Andre evakuerede havde lignende smertelige oplevelser. I september 1986 flyttede familien Rudnik ind i deres nye hjem i Kaluga, cirka 170 kilometer sydvest for Moskva.
Anna fortæller: „På det tidspunkt gik det langt om længe op for os at der ikke var nogen vej tilbage. Vi havde mistet det hjem hvor vi var født og opvokset. Det lå i et smukt område, dækket af blomster og enge og med åkander i vandløbene. Skoven var rig på bær og svampe.“
Ulykken ødelagde ikke blot Ukraines skønhed, men også landets rolle som Sovjetunionens kornkammer. En stor del af landets høst det efterår blev forurenet. I Skandinavien blev 70 procent af renerne erklæret uegnede som menneskeføde fordi de havde græsset på forurenet lav. I visse dele af Tyskland lod man grøntsager rådne op på markerne af frygt for at de var forurenede.
De sundhedsmæssige konsekvenser
Officielle tal der blev frigivet fem år efter ulykken, viste at 576.000 mennesker var blevet udsat for stråling. Antallet af kræftsygdomme og andre sygdomme siges at være højere blandt denne gruppe, og det er især unge det er gået ud over. Tidsskriftet New Scientist for 2. december 1995 oplyste at ifølge en af Europas førende eksperter i skjoldbruskkirtelen „er 40 procent af de børn der var under et år da de blev udsat for de kraftigste strålingsdoser fra Tjernobyl, i fare for at udvikle skjoldbruskkirtelkræft som voksne“.
Eftersom Anna var blevet udsat for stråling under sin graviditet, pressede lægerne på for at få hende til at gå med til abort. Da Victor og Anna nægtede dette, måtte de skrive under på at de ville tage sig af barnet selv om det blev født vanskabt. Anja er ikke vanskabt, men hun lider af nærsynethed, åndedrætsbesvær og hjerte-karsygdomme. Alle i familien Rudnik har fået et dårligere helbred siden ulykken. Både Victor og Elena har fået hjerteproblemer, og Anna er en af de mange der er blevet invalideret som følge af Tjernobylkatastrofen.
Likvidatorerne som forseglede den beskadigede reaktor, var blandt de mest udsatte. Det forlyder at tusinder af disse oprydningsarbejdere har fået en for tidlig død. Mange af de overlevende lider af depressioner eller neurologiske og psykosomatiske sygdomme, og selvmord er ikke ualmindelige.
Angela er en af de overlevende som begyndte at få alvorlige helbredsproblemer. Da ulykken skete, boede hun i Kiev, Ukraines hovedstad, som ligger over 80 kilometer fra Tjernobyl. Efter ulykken bragte hun imidlertid forsyninger ud til oprydningsmandskabet ved reaktoren. En anden overlevende, Svetlana, som bor i Irpen i nærheden af Kiev, fik kræft og måtte gennemgå en operation.
Et tilbageblik
I april 1996, ti år efter den store ulykke, indrømmede Mikhail Gorbatjov: „Vi var simpelt hen ikke forberedte på en sådan situation.“ Ruslands præsident Jeltsin sagde ved samme lejlighed: „Menneskeheden har aldrig før oplevet et uheld af denne størrelsesorden med følgevirkninger der var så alvorlige og vanskelige at fjerne.“
Tidsskriftet Spektrum der Wissenschaft sammenlignede interessant nok eftervirkningen af kernekraftulykken med resultatet af en mellemstor kernekrig. Nogle anslår at katastrofen har kostet cirka 30.000 menneskeliv.
Ifølge en nyhedsmeddelelse sidste år var der stadig på tiårsdagen for ulykken en zone på 29 kilometer rundt om kraftværket der var uegnet for liv. Der siges dog i rapporten at „647 indbyggere som var fast besluttede på at vende tilbage til zonen, enten har sneget sig derind, har bestukket sig til adgang eller helt åbenlyst er spadseret tilbage.“ Der siges videre: „Men ikke en eneste har slået sig ned inden for en radius af 10 kilometer fra kraftværket. Det lille antal der er flyttet tilbage, bor i et 20 kilometer bredt bælte der ligger uden om tikilometerzonen.“
Tillid trods udbredt frygt
Tilværelsen for de mange tusind som engang har boet i nærheden af Tjernobyl, har været og er stadig meget vanskelig. En undersøgelse foretaget blandt de evakuerede viser at 80 procent ikke er glade for at bo i deres nye hjem. De er kede af det, trætte, urolige, irritable og ensomme. Det der skete i Tjernobyl, var ikke blot en kernekraftulykke. Det var en social og psykologisk krise af overvældende dimensioner. Det er derfor ikke overraskende at mange tidsangiver begivenheder som værende før eller efter Tjernobylkatastrofen.
I modsætning til så mange andre klarer familien Rudnik situationen bemærkelsesværdigt godt. De begyndte at studere Bibelen med Jehovas Vidner og fik derved en stærk tro på de løfter der findes i Guds ord om en ny og retfærdig verden. (Esajas 65:17-25; 2 Peter 3:13; Åbenbaringen 21:3, 4) I 1995 symboliserede Victor og Anna deres indvielse til Gud ved at lade sig døbe. Senere blev deres datter Elena også døbt.
Victor fortæller: „Studium af Bibelen har hjulpet os til at lære Skaberen, Jehova Gud, og hans hensigter med menneskeheden at kende. Nu hvor vi ved at sådanne frygtelige ulykker aldrig vil ske når Guds rige kommer, er vi ikke længere deprimerede. Vi ser frem til den tid hvor landskabet omkring vores kære hjem nær Tjernobyl kommer sig over sin udpinte tilstand og bliver en del af et vidunderligt paradis.“
Angela og Svetlana, som også stoler på Guds løfte om en ny og retfærdig verden, har på trods af deres strålingsforårsagede sygdomme det samme positive livssyn. Angela siger: „Uden kundskab om Skaberen og hans hensigter ville tilværelsen være vanskelig. Et nært forhold til Jehova har hjulpet mig til at blive ved med at være positiv. Jeg ønsker fortsat at tjene ham som heltidsforkynder.“ Svetlana tilføjer: „Mine kristne brødre og søstre er til stor hjælp for mig.“
Disse ofre har gennem et studium af Bibelen forstået at ulykker der skyldes „tid og tilfælde“, rammer mennesker uanset hvor de bor og hvem de er. (Prædikeren 9:11) Bibelstudenter har imidlertid også lært at uanset hvor store deres problemer måtte være, er der ingen skade som Jehova Gud ikke til fulde kan gøre god igen, ingen sygdom han ikke kan helbrede, og intet tab han ikke kan erstatte.
Hvordan kan man få tillid til Guds løfter og således få et lyst fremtidshåb? Skribenten af Ordsprogenes Bog svarer: „For at din fortrøstning kan være hos Jehova, har jeg i dag givet netop dig kundskab.“ (Ordsprogene 22:19) Ja, man må tilegne sig kundskab ved hjælp af et regelmæssigt bibelstudium. De lokale Jehovas vidner vil med glæde hjælpe dig til dette. De tilbyder et gratis bibelstudium som kan arrangeres på det sted og det tidspunkt der passer dig.
[Tekstcitat på side 14]
„Menneskeheden har aldrig før oplevet et uheld af denne størrelsesorden med følgevirkninger der var så alvorlige og vanskelige at fjerne.“ Ruslands præsident Jeltsin
[Tekstcitat på side 15]
Det der skete i Tjernobyl, var ikke blot en kernekraftulykke. Det var en social og psykologisk krise af overvældende dimensioner
[Kildeangivelse på side 12]
Tass/Sipa Press