Kan afrikanske trommer virkelig tale?

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I NIGERIA

UNDER sin rejse ned ad Congofloden i 1876-77 havde den berømte opdagelsesrejsende Henry Stanley kun ringe lejlighed til at tænke over fordelene ved de lokale afrikaneres trommespil. For ham og hans medrejsende kunne trommernes budskab som regel opsummeres i et ord: krig. Den kraftige, dumpe lyd de hørte, betød at de snart ville blive angrebet af vilde, spydbevæbnede krigere.

Det var først senere, under fredeligere forhold, at Stanley forstod at trommer kunne bruges til andet end at sammenkalde til krig. I sin beskrivelse af en folkegruppe som boede langs Congofloden, skrev Stanley: „[De] har endnu ikke taget elektriske signaler i brug, men de har et kommunikationssystem som er lige så effektivt. Ved at slå på de forskellige dele af deres store trommer kan de sende meddelelser der for de indviede er lige så lette at forstå som et talesprog.“ Stanley blev altså klar over at trommeslagerne kunne meget andet end kalde til våben eller udsende advarselssignaler; de kunne også overbringe specifikke meddelelser ved hjælp af trommerne.

Meddelelserne kunne sendes fra landsby til landsby. Trommeslagerne kunne få trommerne til at lyde over afstande på 8 til 11 kilometer, især hvis de slog på dem om natten stående på en tømmerflåde eller en bjergtop. Andre trommeslagere der befandt sig langt væk, lyttede til budskaberne og sendte dem så videre til atter andre. Den engelske rejsende A. B. Lloyd skrev i 1899: „Det blev mig fortalt at man på mindre end to timer kunne sende et budskab fra en landsby til en anden, selv om der var over 160 kilometer imellem dem. Jeg tror endda at det kunne gøres på meget kortere tid.“

Langt ind i det 20. århundrede spillede trommer stadig en vigtig rolle i forbindelse med at viderebringe oplysninger. Bogen Musical Instruments of Africa, der blev udgivet i 1965, skrev: „Talende trommer gør det ud for telefoner og telegrafer. De bruges til at sende alle mulige bekendtgørelser — om fødsler, dødsfald og bryllupper; sportsbegivenheder, dansearrangementer og optagelsesceremonier; regeringsmeddelelser og krig. Somme tider fortæller man hinanden sladderhistorier eller vittigheder ved hjælp af trommerne.“

Men hvordan foregik denne trommekommunikation? I Europa og andre steder blev meddelelser sendt ved hjælp af elektriske impulser gennem telegrafledninger. Hvert af alfabetets bogstaver fik sin egen kode således at man kunne danne ord og sætninger. Eftersom de centralafrikanske folkeslag ikke havde noget skriftsprog, stavede man ikke ord med trommerne, men brugte et andet system.

Trommesprog

For at forstå trommesprog må man have kendskab til de afrikanske sprog. Mange af de central- og vestafrikanske sprog er i alt væsentligt bitonale, hvilket vil sige at hver enkelt stavelse i alle ord har en af to grundlæggende toner, en høj eller en dyb. En forandring i tonehøjden giver ordet en helt anden betydning. Som et eksempel kan nævnes lisaka, et ord på sproget kele, der tales i Congo. Når alle tre stavelser udtales i en dyb tone, betyder ordet „pøl“ eller „mose“; en dyb-dyb-høj udtale af stavelserne giver ordet „løfte“; en dyb-høj-høj intonation betyder „giftstof“.

De afrikanske spaltetrommer har ligeledes to toner, en høj og en lav. Når meddelelser sendes på en anden type tromme hvis øverste ende er beklædt med skind, bruges der to trommer — en med en høj tone og en med en lav. En dygtig trommeslager kommunikerer altså ved at efterligne de talte ords tonale mønster. Bogen Talking Drums of Africa siger: „Dette såkaldte trommesprog er stort set det samme som stammens talesprog.“

Et bitonalt sprog har selvfølgelig mange ord med enslydende toner og stavelser. For eksempel har sproget kele cirka 130 navneord med det samme tonemønster (høj-høj) som i ordet sango (far). Over 200 navneord har det samme mønster (lav-høj) som i nyango (mor). For at undgå forvirring forbinder trommeslageren sådanne ord med et kort velkendt udtryk så modtageren kan forstå meddelelsen.

Spaltetrommen

Én form for talende trommer er spaltetrommen der fremstilles af træ. (Se billedet på side 23.) Trommen laves af en træstamme som man udhuler. Der sættes ikke trommeskind for enderne. Den viste tromme har to spalteformede åbninger, men mange har kun én lang spalteåbning. Et slag på den ene kant af spalteåbningen frembringer en høj tone, et slag på den anden kant giver en lav tone. Spaltetrommer er som regel en meter lange, men de kan også være fra en halv til to meter lange. Diameteren kan være mellem tyve centimeter og en meter.

Spaltetrommer blev ikke kun brugt til at sende meddelelser fra landsby til landsby. Den camerounske forfatter Francis Bebey har beskrevet hvilken rolle trommer spillede i forbindelse med brydekampe. Mens to hold modspillere var ved at gøre sig klar til kampen der skulle finde sted på byens torv, dansede kombattanterne til rytmen af spaltetrommerne der sang deres pris. Trommen fra det ene hold sagde for eksempel: „Champion, har du nogen sinde fundet din ligemand? Sig os, hvem kan hamle op med dig? Disse stakler . . . tror at de kan vinde over dig ved hjælp af en sølle [sjæl] som de kalder en champion . . . , men ingen vil nogen sinde kunne overgå dig.“ Trommeslagerne på modstandernes side forstod disse godmodige drillerier og besvarede dem straks med en ordsprogsagtig kommentar: „Den lille abe . . . den lille abe . . . han vil gerne klatre i træet, alle tror dog at han falder. Men den lille abe er stædig, han falder ikke ned fra træet, han vil klatre helt op til toppen, denne lille abe.“ Trommerne fortsatte med at levere munter underholdning under hele brydekampen.

De trommer der taler allerbedst

Trommen på billedet til højre er fra Nigeria og kaldes en dondon, yorubafolkets berømte talende tromme. Den er formet som et timeglas, og over begge ender er der udspændt tyndt, garvet gedeskind. Skindet fastholdes ved hjælp af læderremme. Hvis man strammer remmene, kan man øge spændingen på trommeskindet og få et toneomfang på en oktav eller mere. En dygtig trommeslager kan efterligne den menneskelige stemmes stigende og faldende toner ved at bruge en krum trommestik og ved at forandre lydenes tonehøjde og rytme. På den måde kan trommeslagere føre „samtaler“ med andre trommeslagere som kan tolke og spille trommesprog.

Trommeslagernes bemærkelsesværdige evne til at kommunikere ved hjælp af trommer blev i maj 1976 demonstreret af en yorubahøvdings musikere. Nogle frivillige blandt publikum hviskede en række instruktioner til trommemesteren, som derefter sendte meddelelsen videre på sin tromme til en anden musiker der befandt sig langt væk fra gårdspladsen. Modtageren reagerede på meddelelsen ved at gøre nøjagtig hvad han var blevet bedt om, deriblandt at flytte sig fra et sted til et andet.

Det er ikke let at lære trommesprog. Forfatteren I. Laoye skriver: „Yorubatrommespil er en indviklet og vanskelig kunstart som kræver mange års studium. Trommeslageren skal ikke alene besidde rytmesans og stor håndværksmæssig dygtighed, men også have en god hukommelse når det gælder poesi og lokalhistorie.“

I de sidste årtier har de afrikanske trommer ikke ’talt’ så meget som de gjorde før i tiden, men de indtager stadig en betydningsfuld rolle inden for musik. Bogen Musical Instruments of Africa siger: „Det er særdeles vanskeligt at lære at sende meddelelser på tromme; det er derfor en kunstart der er ved at forsvinde fra Afrika.“ Medieforskeren Robert Nicholls tilføjer: „Fortidens vældige trommer, hvis stemmer forplantede sig over flere kilometer, og hvis eneste funktion var at videresende budskaber, er ved at være en saga blot.“ I dag synes de fleste at det er nemmere at bruge telefonen.

[Illustration på side 23]

En spaltetromme

[Illustration på side 23]

En talende yorubatromme