En jazztrommeslager finder sand lykke

BADET i den skarpe scenebelysning lod trommeslageren rytmen strømme ud i rummet. Mine øjne var klistret til trommerne, og mit hjerte bankede heftigt ved lyden.

I januar 1945, mod slutningen af den anden verdenskrig, søgte min familie tilflugt hos min moders forældre i Katsunuma i Japan. Efter krigen blev min fader leder af byens ungdomsorkester. Når jeg overværede deres prøver var jeg ganske tryllebundet af trommespillet.

Da jeg kom i gymnasiet satte jeg mig som mål at blive jazztrommeslager. Min musiklærer opmuntrede mig til at søge ind på et musikkonservatorium, og mine forældre hjalp mig med forberedelserne til adgangseksamenen. I 1964 var jeg en af de tre blandt ansøgere fra hele Japan som fik adgang til slagtøjsklassen ved Tokyo National University of Fine Arts and Music.

Skønt konservatoriet her var det bedste i Japan blev jeg alligevel skuffet. Hvorfor? Fordi man ikke kunne blive uddannet som jazztrommeslager og fordi ingen af de studerende spillede jazz. Jeg gjorde dog en ihærdig indsats for at lære at mestre slagtøjsinstrumenterne og udviklede forskellige teknikker. Lidt efter lidt gled min drøm om at blive jazztrommeslager i baggrunden, og jeg begyndte at overveje muligheden for at komme til at spille i et berømt orkester. Men der ventede mig en slem overraskelse.

„Uanset hvor meget du anstrenger dig vil det aldrig lykkes for dig,“ betroede en orkestermusiker mig. „De nye musikere er allerede blevet udvalgt. Det skete faktisk længe før du kom ind på universitetet.“

Deprimeret og nedslået begyndte jeg igen at koncentrere mig om min lidenskab — jazzmusikken. Jeg sagde til mig selv: ’Inden for jazzen er det ens evner som trommeslager der tæller, ikke hvilke forbindelser man har.’ Mens eksamenstiden nærmede sig spillede jeg med i forskellige andre universiteters jazzgrupper når de øvede.

Barndomsdrømmen går i opfyldelse

I 1967 traf jeg en pianist ved navn Yosuke Yamashita. Han var ikke alene jazzmusiker men også musikstuderende og var foregangsmand med hensyn til at finde nye veje i udtryksformen. Vi dannede en usædvanlig trio bestående af klaver, saxofon og trommer. Til at begynde med forstod hverken anmelderne eller publikum den excentriske og dynamiske jazz vi var i færd med at udvikle. Der kom kun få til vore koncerter. Men jeg var godt tilfreds. Yosuke var begejstret for mit spil, og med tiden blev vort samspil mere intenst og rigt på variationer.

Mit trommespil blev unikt. Mit konstante og nøje afstemte spil på stortrommen, lilletrommen, bækkenet og tom-tom’en gjorde at trommerne markerede sig stærkt i vores trio. Jeg blev berømt for mine hurtige og kraftige bevægelser, som vakte publikums forbløffelse. Ved en lejlighed spillede vi for et publikum i underetagen af den berømte Kosei Nenkin-hal i Tokyo samtidig med at det japanske Yomiuri-symfoniorkester gav koncert i den store sal i etagen ovenover.

Næste dag kunne man læse følgende meddelelse fra symfoniorkesteret i avisen: ’Vi beklager problemerne i forbindelse med koncerten i går aftes og den støj der trængte igennem fra underetagen. Vi vil gerne give en uforbeholden undskyldning.’ Herefter blev jeg aldrig kaldt andet end monster-trommeslageren. Senere blev hallen moderniseret og kraftigt lydisoleret.

Sand lykke?

Efterhånden som vores gruppe fik mere og mere succes begyndte jeg at leve som det passede mig. Jeg rejste overalt i Japan og turede med mine venner når som helst jeg havde lyst. Jeg var nu blevet gift, men bekymrede mig ikke særligt om min kone, Yukiko, der var janitshar i et orkester der kaldte sig ’Kvindernes orkester’.

Men jeg var ikke lykkelig. Jeg var jaloux på alle konkurrerende trommeslagere, og jeg blev mere og mere frustreret efterhånden som min popularitet og indtægt ikke kunne stå mål med mine forventninger. Jeg følte at det hele var så tomt, og nogle gange spurgte jeg mine kammerater: „Hvad har man egentlig ud af at arbejde, drikke og solde som vi gør?“

„Lad være med at bryde din hjerne med sådan nogle tåbelige tanker,“ lød deres svar. „Det der tæller er at man har det rart.“ Men denne nydelsessyge livsstil resulterede i at jeg i sommeren 1972 kom på hospitalet på grund af problemer med leveren. Jeg fik voldsomme kvalmeanfald og blev så svag at jeg var bange for at jeg skulle dø. ’Jeg vil leve om det så skal betyde at jeg må opgive mit trommespil,’ tænkte jeg ved mig selv.

På dette tidspunkt var min kone på turné, men da hun kom hjem og opdagede hvor syg jeg var, besluttede hun at trække sig ud af orkesteret. Hun var netop begyndt at studere Bibelen med Jehovas vidner, og da jeg satte stor pris på hendes pleje, indvilligede jeg i at hun kunne fortsætte studiet. Jeg kom langsomt til hægterne, og efter tre måneders rekreation kunne jeg igen spille i vores trio. Fra tid til anden optrådte vi i fjernsyn og radio; der kom efterhånden flere til vore koncerter, og indtægterne steg.

Succes i Europa

I 1973 tog vi på vores første koncertturné til Europa. Den første dag spillede vi på Mörs Jazz Festival i Vesttyskland. Da vi sluttede var der et øjebliks stilhed, hvorefter publikum brød ud i et bragende bifald. Koncertarrangøren spurgte derefter publikum: „Hallo, alle sammen! Kunne I tænke jer at denne gruppe kom igen næste år?“ Igen lød der klapsalver. Dagen efter var der et billede af mig i en avis ledsaget af følgende tekst med fede bogstaver: „Kamikaze-trommeslager fra Japan.“

Det følgende år steg honoraret og efterspørgselen efter vores band. Vi spillede ved Berlin Jazz Festival, Donaueschingen Modern Music Festival, Heidelberg Jazz Festival, Ljubljana Jazz Festival, North Sea Jazz Festival og flere andre steder. Publikum blev ved med at kræve ekstranumre, og ved nogle koncerter måtte politiet tage opstilling foran scenen for at beskytte os mod vore fans. Jeg var nu blevet en succesombrust trommeslager — og dét i en sådan grad at det langt oversteg min barndoms drømme.

Min kones eksempel

Det havde aldrig bekymret mig at min kone tog rundt og spillede, men tanken om at hun nu tog til kristne møder og forkyndte for andre gjorde mig rasende. Jeg var af den mening at de der støttede sig til religion var svage, og at religionen udelukkende var et svindelforetagende der udnyttede sådanne mennesker. Skønt jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at tale hende fra at beskæftige sig med sin nyfundne tro, lykkedes det ikke.

Ved en lejlighed tog hun med mig på en af mine drikketure og sad roligt ved siden af mig i en bar. I et anfald af raseri smed jeg en whisky i hovedet på hende. „Skrub af!“ sagde jeg. Hun tørrede roligt sit hår og sit tøj med et lommetørklæde og lod som om intet var hændt. Bartenderen og kunderne sendte mig nogle bebrejdende blikke. Jeg blev ved at drikke til jeg var bevidstløs, hvorefter hun fik mig hjem.

En anden nat smed jeg hende ud af vores lejlighed, låste døren og sikrede den med sikkerhedskæden. I stedet for at gå sin vej fik hun fat i en nedstryger, låste døren op og begyndte at save kæden over. Det larmede i hele bygningen hvor folk lå og sov, så jeg blev nødt til at lukke hende ind.

I desperation drak jeg mig fuld med jævne mellemrum. Jeg syntes ikke mere jeg havde noget at leve for. Men min kone blev aldrig vred, og hun lod sig heller ikke gå på af mine chikanerier. Når jeg om aftenen så fjernsyn bad hun mig i stedet lytte efter mens hun læste op af bogen Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis. Det gjorde hun hver aften. I begyndelsen bad jeg hende tie stille, men lidt efter lidt ændrede jeg holdning og bad hende fortsætte med at læse højt.

Når jeg skulle på koncertturné listede hun nogle numre af bladene Vagttårnet og Vågn op! ned i min kuffert. Min nysgerrighed blev efterhånden større end min frygt for at blive omvendt, og jeg begyndte at læse førstehåndsberetninger skrevet af nogle der var blevet Jehovas vidner. Under læsningen måtte jeg mange gange tørre øjnene skønt jeg følte at jeg ikke burde lade mig rive med af den slags historier.

En aften hvor jeg havde en usædvanlig ro i sindet, besluttede jeg mig til at prøve at sætte mig i min kones sted. Jeg spurgte mig selv: ’Hvad galt er der ved at hun studerer Bibelen? Hvad kan jeg tilbyde hende som kan erstatte Bibelen?’ Dagen efter lod jeg det komme an på en prøve. „Du må helt opgive dit studium af Bibelen, ellers vil jeg skilles,“ lød mit ultimatum.

Efter en lang pause sagde hun med tårer i øjnene: „Jeg vil hverken skilles eller opgive mit bibelstudium.“

Lettet svarede jeg: „Så vil jeg heller ikke længere modstå dig.“

Kort tid efter fulgtes jeg med min kone til et af Jehovas Vidners møder. Jeg var dog stadig i forsvarsposition. Men børnenes gode opførsel og det fornuftige i det der blev fremholdt, gjorde indtryk på mig. Efterhånden som jeg fortsatte med at overvære møderne blev jeg mindre skeptisk over for Vidnerne. Langsomt gik det op for mig at det måske var Bibelen der kunne afhjælpe min følelse af tomhed. Men jo større forståelse jeg fik, jo klarere blev det for mig at hvis jeg studerede Bibelen ville det blive nødvendigt for mig at foretage visse forandringer i mit liv.

Min indre kamp

Nu begyndte der en kamp i mit indre. Skønt jeg vidste hvad der var rigtigt, kunne jeg ikke føre det ud i livet. Trangen til at ryge og begå umoralitet blev ved med at plage mig. Men nu ønskede jeg ikke længere at give efter for en sådan trang. (Romerne 7:18-24) For at styrke mig selv, overværede jeg de kristne møder så ofte det var muligt. — Hebræerne 10:23-25.

Møderne begyndte at indvirke på min tankegang. Rigdom, berømmelse og verdslige fornøjelser havde ikke længere den samme tiltrækning på mig. Jeg begyndte at betragte sådanne verdslige ønsker som fjender. Når jeg gik hjem efter at have været i rigssalen, havde jeg en fred i sindet som jeg aldrig før havde erfaret. For første gang i mit liv kunne jeg sige at jeg var lykkelig.

Jeg forlader bandet

Umiddelbart efter at jeg i 1975 havde bedt om at få et bibelstudium, tog jeg af sted på min fjerde koncertturné i Europa. Publikum klappede lige så begejstret som før. Men det havde ikke den samme indvirkning på mig som før. Skønt koncertarrangøren bad os komme igen året efter, havde jeg besluttet mig til at forlade vores jazzband.

Da jeg kom tilbage til Tokyo genoptog jeg med det samme mit bibelstudium, og begyndte inden længe at fortælle andre om den sande lykke jeg havde fundet. På min sidste koncertturné i Japan følte jeg mig tilskyndet til at fortælle en af vore sponsorer som jeg havde haft et særlig nært forhold til, om mit nye håb. Jeg bad Jehova om at jeg måtte få lejlighed til at forkynde for ham. Men hvordan skulle jeg indlede samtalen?

„Hvad kommer du til at tænke på når du hører ordet lykke?“ spurgte jeg ham.

„Så forestiller jeg mig nogle forhold hvor alle mennesker lever i fred med hinanden, og hvor sygdom og død er afskaffet,“ svarede han. Jeg blev glad over hans positive svar og sagde så ligeud: „Det er derfor jeg forlader bandet.“ Jeg fortsatte med at forkynde for ham, og Jehova fik den sæd der var blevet sået i hans hjerte til at gro. Han blev senere det første Jehovas vidne i det område hvor han boede. Denne oplevelse gav mig en dyb og varig glæde der langt overgik den glæde jeg havde oplevet som trommeslager.

Den sande lykke

Efter at jeg havde forladt bandet sagde en mand til en forkynder der besøgte ham: „I har slået Moriyama ihjel.“ Det er sandt at jazztrommeslageren Moriyama døde, men det betød at forkynderen Moriyama blev født. I juni 1976 blev jeg døbt som et symbol på min indvielse til Jehova.

I 1979 begyndte min kone og jeg i heltidstjenesten som pionerer. Siden da har vi haft den glæde at hjælpe adskillige andre til at finde sand lykke. Jeg har også haft den forret at tjene som ældste i menigheder i Tokyo og Nagoya.

Da jeg var ung troede jeg at lykken var forbundet med det at kunne spille trommer. Selv om jeg stadig spiller fra tid til anden, har jeg opdaget at man ikke kan opnå sand lykke ved at stræbe efter en karriere inden for musiklivet, men ved at tjene Skaberen, Jehova. I dag er hele min tilværelse koncentreret om mit håb om at komme til at leve evigt i et paradis her på jorden, i sand lykke, sammen med min kone og min datter Saori, der nu er to år gammel. — Fortalt af Takeo Moriyama.

[Illustration på side 26]

Min kone (med vores datter Saori) og jeg ser frem til at nyde sand lykke for evigt i et jordisk paradis