Mad til alle — blot en drøm?
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I ITALIEN
„HVER mand, kvinde og barn har ret til at være fri for sult og underernæring,“ lød det i 1974 på Verdensfødevarekonferencen der blev sponsoreret af FN’s organisation for ernæring og landbrug (FAO). Man rettede dengang en appel til hele verden om at afskaffe hungersnøden „inden ti år“.
Men da repræsentanter fra 173 lande i slutningen af 1996 mødtes i FAO’s hovedkvarter i Rom for at deltage i et femdages verdenstopmøde om fødevarer, var det for at finde svar på spørgsmålet: „Hvad gik galt?“ Bestræbelserne for at skaffe mad til alle er ikke alene slået fejl, men situationen er også forværret, nu mere end tyve år senere.
Der er et uopsætteligt behov for at løse fødevare-, befolknings- og fattigdomsproblemet. Hvis disse problemer ikke løses, „kan det meget vel få alvorlige konsekvenser for den sociale stabilitet i mange lande og områder og måske endda bringe verdensfreden i fare,“ siges der i et dokument der blev udgivet på topmødet. En iagttager udtrykte sig endnu tydeligere: „Vi risikerer at civilisationen og de nationale kulturer går i opløsning.“
Ifølge FAO’s generaldirektør, Jacques Diouf, „har over 800 millioner mennesker i dag ikke mulighed for at få tilstrækkeligt med mad; heraf er 200 millioner børn.“ I år 2025 forventes det nuværende befolkningstal på 5,8 milliarder at være steget til 8,3 milliarder, og udviklingslandene vil opleve den største befolkningstilvækst. Generaldirektøren siger beklagende: „Antallet af mænd, kvinder og børn som er berøvet deres umistelige ret til liv og værdighed, er uacceptabelt højt. De sultendes nødråb er ledsaget af et tavst skrig fra den udpinte jord, de nøgne skove og det voksende antal udtømte fiskepladser.“
Hvilken løsning foreslår man? Jacques Diouf peger på at man „modigt må gribe ind“ og give de hungerramte lande „fødevaresikkerhed“ og stille nødvendig ekspertise, midler og teknologi til rådighed så de kan blive selvforsynende.
„Fødevaresikkerhed“ svær at opnå
Ifølge en handlingsplan der blev udgivet på topmødet, „betyder fødevaresikkerhed at alle borgere til hver en tid har fysisk og økonomisk adgang til ufarlige og nærende fødevarer som tilgodeser deres kostbehov og kostvalg, og som er nødvendige for at den enkelte kan føre et sundt og aktivt liv“.
Flygtningekrisen i Congo er et eksempel på hvordan fødevaresikkerheden kan bringes i fare. Mens en million rwandiske flygtninge sultede, havde FN-organer fødevareforsyninger nok til at brødføde dem. Men transporten og uddelingen af forsyningerne krævede at man indhentede særlige tilladelser og samarbejdede med lokale myndighedspersoner, eventuelt krigsherrer hvis det var dem der kontrollerede flygtningelejrene. Nødsituationen i Congo viser endnu en gang hvor vanskeligt det er for det internationale samfund at brødføde de sultende, selv når der er fødevarer til rådighed. En iagttager siger: „Man er nødt til at konsultere en mængde organisationer og institutioner og rette anmodninger til dem før der kan ske noget.“
Ifølge et dokument fra USA’s landbrugsministerium er der en række forhold som i alvorlig grad kan undergrave fødevaresikkerheden. Foruden naturkatastrofer kan nævnes krige og uroligheder, uhensigtsmæssige politiske beslutninger, mangelfuld forskning og teknologi, miljøforringelse, fattigdom, befolkningstilvækst, manglende ligestilling og dårligt helbred.
Man har dog opnået visse resultater. Siden 1970’erne er den daglige energiindtagelse gennem kosten i udviklingslandene i snit steget fra 2140 til 2520 kalorier pr. person. Ifølge FAO vil alene det at bevare den nuværende fødevareforsyning med en forventet befolkningstilvækst på flere milliarder frem til år 2030 kræve en hurtig og varig forøgelse på mere end 75 procent af den nuværende fødevareproduktion. FAO nævner også at denne vækst i fødevareproduktionen skal kunne ske uden at man ødelægger de naturressourcer som vi alle er afhængige af. Opgaven med at skaffe mad til de hungerramte har derfor dystre udsigter.
’Vi har brug for handling, ikke flere topmøder’
Mange har kritiseret topmødet og de bindende tilsagn der blev givet. En repræsentant fra Latinamerika betegnede det „beskedne“ tilsagn om at reducere antallet af underernærede til kun det halve af hvad det er nu, som „skammeligt“. Femten nationer havde forskellige fortolkninger af de forslag der blev vedtaget på topmødet. Alene udarbejdelsen af en moderat deklaration og handlingsplan „krævede to års konfrontationer og forhandlinger. Hvert ord, hvert komma blev nøje vurderet for at hindre at de åbne sår . . . atter begyndte at bløde,“ skriver den italienske avis La Repubblica.
Mange som hjalp med at udarbejde dokumenterne til topmødet, var utilfredse med resultaterne. En sagde: „Vi er særdeles skeptiske med hensyn til om de gode forslag der kom frem, vil blive ført ud i livet.“ Et af stridspunkterne var om adgang til mad skulle defineres som en „international anerkendt rettighed“, eftersom en „rettighed“ kan forsvares ved en domstol. En canadier forklarer: „De rige lande var bange for at blive tvunget til at yde nødhjælp. Det var derfor de insisterede på at udvande deklarationen.“
Til de endeløse diskussioner ved FN-sponsorerede topmøder havde en europæisk minister denne kommentar: „Meget blev vedtaget på Kairokonferencen [i 1994 om befolkning og udvikling], men ved alle de efterfølgende konferencer ender vi altid med at diskutere de samme emner om og om igen.“ Hun gav dette forslag: „At føre handlingsplaner ud i livet til gavn for vore medmennesker bør have højere prioritet end det at afholde flere topmøder.“
Iagttagere pegede også på at selve deltagelsen i topmødet var forbundet med så store udgifter at nogle lande dårligt havde råd til at være med. Et lille afrikansk land sendte fjorten delegerede og to ministre som alle boede i Rom i over to uger. Den italienske avis Corriere della Sera skriver at hustruen til en afrikansk præsident, i hvis land den gennemsnitlige årsindkomst ikke overstiger 20.000 kroner pr. indbygger, havde brugt 150.000 kroner på en indkøbstur i Roms mest mondæne forretningskvarter.
Er der grund til at tro at den handlingsplan der blev vedtaget på topmødet, vil blive sat i værk? En journalist svarer: „Nu kan vi kun håbe på at regeringerne vil tage handlingsplanen alvorligt og gøre noget for at føre forslagene ud i livet. Vil de det? . . . Erfaringsmæssigt er der ikke megen grund til optimisme.“ Journalisten peger på den kendsgerning at alle deltagerlande ved Rio-konferencen i 1992 var blevet enige om at forhøje udviklingsstøtten til 0,7 procent af deres bruttonationalprodukt, men sørgeligt nok havde „kun en håndfuld lande nået dette uforpligtende mål“.
Hvem vil brødføde de sultende?
Trods menneskets gode intentioner har historien tydeligt vist at dets „vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ (Jeremias 10:23) Det er derfor usandsynligt at mennesket nogen sinde selv vil være i stand til at skaffe mad nok til alle. Begærlighed, dårlig forvaltning og egoisme har bragt menneskeheden på afgrundens rand. FAO’s generaldirektør, Jacques Diouf, siger: „Det der i sidste instans skal til, er en forvandling af folks hjerte, sind og vilje.“
Kun Guds rige kan udrette dette. For århundreder siden profeterede Jehova følgende om sit folk: „Jeg giver min lov i deres indre, og jeg skriver den på deres hjerte. Og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.“ — Jeremias 31:33.
Da Jehova Gud skabte det oprindelige paradisiske hjem, gav han mennesket „alle frøbærende planter som er på hele jordens flade, og hvert træ hvorpå der er træfrugter med frø i“ til føde. (1 Mosebog 1:29) Mennesket havde let adgang til rigelige mængder af nærende føde, ja, der var alt hvad de havde brug for.
Gud har ikke ændret hensigt. (Esajas 55:10, 11) Han har for længe siden lovet at han vil opfylde alle menneskenes behov, idet han vil sørge for mad til alle, udrydde fattigdom, styre naturkræfterne og afskaffe konflikter. Alt dette vil han udrette gennem sit rige ved Kristus. (Salme 46:8, 9; Esajas 11:9; jævnfør Markus 4:37-41; 6:37-44.) Til den tid skal „jorden . . . give sin afgrøde; Gud, vor Gud, vil velsigne os“. „Der vil være en overflod af korn på jorden; på bjergenes top vil det bugne.“ — Salme 67:6; 72:16.
[Kildeangivelse på side 12]
Dorothea Lange, FSA Collection, Library of Congress, USA