Besluttet på at hjælpe børnene

I GÅR døde der 40.000 børn under fem år i udviklingslandene. I dag vil der dø 40.000 mere. Og i morgen endnu 40.000. De fleste af disse dødsfald kunne have været forhindret.

I årevis er denne situation blevet kaldt for „den tavse katastrofe“ fordi den i vidt omfang har unddraget sig verdens opmærksomhed. „Hvis der døde 40.000 sjældne natugler hver dag, ville der lyde et ramaskrig. Men nu dør der 40.000 børn, og det bliver knap nok bemærket,“ sagde amerikaneren Peter Teeley, som deltog ved FN’s Verdenskonference om Børn, der blev holdt i FN’s hovedkvarter i New York i 1990.

Nogle mener at konferencen vil kunne rette op på dette forhold. Der var højtstående embedsmænd fra 159 lande, deriblandt 71 statsoverhoveder, til stede. Tilsammen repræsenterede de 99 procent af verdens befolkning. Den almindelige holdning blev sammenfattet af Mikhail Gorbatjov, som sagde: „Menneskeheden kan ikke længere acceptere at der hvert år dør millioner af børn.“

I dagene op til konferencen tilkendegav verden sin støtte. I hundredvis af møder, seminarer og debatter tog udgangspunkt i vore forpligtelser over for børnene. Over en million mennesker i 80 lande tændte stearinlys som symbol på deres håb om at verden må blive et bedre sted at leve trods de problemer og farer der lurer forude.

Konferencens sidste dag blev af UNICEF (De Forenede Nationers Børnefond) udråbt til „den måske mest mindeværdige dag for verdens børn“. Hvad skyldtes denne begejstring? At verdenslederne havde vedtaget en konkret handlingsplan for at forebygge børns lidelser og død.

De store konferencers historie er imidlertid fyldt med brudte løfter. Mange føler ikke desto mindre at der råder en ny oprigtig samarbejdsvillighedens ånd efter den kolde krigs afslutning. James Grant, UNICEF’s generaldirektør, sagde begejstret: „Stats- og regeringslederne tog faktisk det første skridt hen imod at skabe velfærd for alle — for ’voksne børn’ såvel som for børn — hvilket er det vigtigste mål i en ny verdensorden.“

Og mindre end et år efter konferencen havde de fleste lande allerede iværksat nationale programmer for at føre konferencens resolutioner ud i livet. Det fik generaldirektør Grant til at sige: „Vi øjner nu en meget realistisk mulighed for at alle børn kan have opnået sundhed i år 2000.“

Men hvilken forpligtelse har vi over for børnene — verdens skændige familiehemmelighed som er blevet afsløret af nyhedsmedierne? Er der i lyset af den internationale samarbejdets ånd der hersker efter den kolde krig, grund til at tro at De Forenede Nationer vil tage teten med hensyn til at skabe en ny verdensorden? Er det realistisk at håbe på at vore børn får en lys fremtid? De to næste artikler vil behandle disse spørgsmål.