Korstogene — en ’tragisk illusion’

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I ITALIEN

FOR cirka ni hundrede år siden, i 1096, skulle det første korstog til at begynde. Hvis man havde levet i Vesteuropa dengang, ville man måske have været vidne til store transporter af mænd, vogne, heste og skibe. De var på vej til Jerusalem, den hellige by, som havde været under muslimsk herredømme siden det syvende århundrede.

Det var det første af korstogene. Mange historikere opregner otte større korstog. Disse krigstogter var en skamplet på forholdet mellem Øst og Vest. Der blev begået massakrer og grusomheder i Guds og Kristi navn. Det sidste store korstog begyndte 174 år senere, i år 1270.

Ordet „korstog“ kommer af det latinske ord crux, som betyder „kors“. Deltagerne i disse mange krigstogter syede korssymbolet på deres tøj.

Årsagerne

Korsfarernes erklærede hensigt var at fravriste muslimerne Jerusalem og den såkaldt hellige grav. Korstogene havde dog dybereliggende årsager. Med undtagelse af nogle få episoder havde der hersket et relativt fredeligt forhold mellem de kristne i Mellemøsten og muslimerne. En vigtig faktor der førte til korstogene, var det urolige politiske, økonomiske og religiøse klima der herskede i Europa.

I det 11. århundrede blev nye landområder taget under dyrkning for at øge fødevareproduktionen. Byområderne var i udvikling, og befolkningstallet steg. Men da en hungersnød førte utallige bønder ud i fattigdom, strømmede mange af dem til byerne hvor arbejdsløshed og elendighed ventede dem. Dette resulterede ofte i uroligheder.

Øverst på den sociale rangstige befandt sig utallige feudalbaroner. Disse professionelle krigsherrer ønskede at udnytte det politiske tomrum som opløsningen af Karl den Stores herredømme havde skabt, og at underlægge sig nye jordbesiddelser.

Romerkirken oplevede også en tid med vanskeligheder. I 1054 mistede den kontrollen over Østkirken. Mange præster blev endvidere anklaget for umoralitet og for at have blandet sig i politik.

Pavens appel i Clermont

Det var i denne atmosfære at det første korstog blev iværksat af pave Urban II. Efter hans mening ville en militærindsats for at generobre Jerusalem og Palæstina tjene flere formål. Den ville konsolidere enheden i den vestlige del af kristenheden og stadfæste Romerkirkens overhøjhed. Den ville også være med til at sætte en stopper for overklassens endeløse indbyrdes stridigheder. I bytte for religiøse og frem for alt økonomiske fordele ville overklassen bruge sin militære ekspertise på en „ædel“ sag og således blive en bevæbnet underafdeling af kirken.

Den 27. november 1095 fremsatte pave Urban sin appel for koncilet i den franske by Clermont. Kirken tegnede et skummelt billede af dens fjender som nogle der fortjente Guds straf. Foucher de Chartres, en præst som tog del i det første korstog, sagde at krigen var nødvendig for at forsvare de „kristne“ i Øst mod muslimerne. De der døde undervejs eller i kampen, blev lovet øjeblikkelig syndsforladelse. I stedet for at strides indbyrdes kunne feudalherrerne nu kæmpe en „hellig“ krig mod „hedningerne“. Ved dette koncil lød der et kampråb som skulle blive korstogets motto, nemlig „Gud vil det!“

To afrejser

Da afrejsedatoen, den 15. august 1096, var fastlagt, sikrede paven sig støtte hos lensfyrsterne, som fik betroet det hverv at udføre militæroperationerne. Kirken lovede at beskytte deres ejendomme mens krigstogtet stod på. De mindre velhavende blev opfordret til at finansiere korstoget ved at give almisser.

Nogle tog imidlertid af sted før tiden. Det drejede sig om en uøvet og udisciplineret hob som også omfattede kvinder og børn. De blev kaldt pauperes Christi (Kristi fattigfolk). Deres bestemmelsessted var Jerusalem. De blev ledet af demagoger, hvoraf den måske mest berømte var Peter Eremit, en munk som var begyndt at prædike blandt folket i slutningen af 1095.

Ifølge middelalderkrønikeskriveren Albert fra Aix havde Peter tidligere været i Jerusalem. Det fortælles at han en nat fik et syn hvori Kristus tilskyndede ham til at besøge patriarken af Jerusalem, der ville give ham et anbefalingsbrev som han kunne tage med sig tilbage til Vesten. Albert beretter at drømmen gik i opfyldelse, og at Peter, efter at have fået brevet, drog til Rom hvor han mødte paven. Beretningen er en blanding af virkelighed og sagn, men de påståede drømme, syner og breve var magtfulde redskaber i hænderne på dem der førte masserne.

Flokken der samlede sig om Peter Eremit, brød op fra Köln den 20. april 1096. Da disse pauperes ikke havde tilstrækkelige midler til at rejse med skib, måtte de tilbagelægge den lange tur til Det Hellige Land til fods eller i faldefærdige vogne. Allerede kort efter afrejsen stod de uden mad og våben, og de begyndte derfor på deres vej at plyndre lokalbefolkningen som blev overrumplet af denne udisciplinerede skare af „Kristi soldater“.

De første hoben kom i strid med, var europæiske jøder som blev beskyldt for at udlåne penge til korrupte biskopper. Tilhængere af Peter Eremit begik grusomheder mod jøderne i byer som Rouen og Köln. Albert fra Aix fortæller at da jøderne i Mainz „så at de kristne hverken skånede børn eller viste andre nogen medynk, kastede de sig over deres egne brødre, koner, mødre og søstre og dræbte hinanden. Det mest hjerteskærende var at mødrene selv skar halsen over på deres spædbørn eller stak dem ihjel, idet de foretrak at børnene døde for deres hånd frem for at blive dræbt af de uomskårne.“

Lignende episoder fandt sted på deres rejse gennem Balkanlandene til Lilleasien. Da pøbelen nåede Konstantinopel, omdirigerede kejser Alexios I disse pauperes til Lilleasiens kyst for at undgå uroligheder. Dér blev talrige kvinder og børn samt syge og ældre dræbt af muslimske styrker. Det lykkedes kun nogle få at vende tilbage til Konstantinopel.

I mellemtiden, i sommeren 1096, drog professionelle hære af sted under anførsel af datidens berømte feltherrer. De uregerlige fattigfolks tidlige afrejse havde vakt bekymring hos pave Urban, som derfor traf foranstaltninger til at regulere strømmen af korsfarere til Østen. Fra da af måtte enhver som drog af sted, bevise at han havde de fornødne midler til dagen og vejen. Formålet var at begrænse antallet af korsfarere blandt kvinder, børn, gamle og fattige.

Erobringer og flere massakrer

Efter at have mødtes i Konstantinopel fortsatte tropperne, ridderne og overlevende pauperes mod deres mål. Voldshandlinger blev igen begået i Guds navn. Krønikeskriveren Petrus Tudebodus skriver at korsfarerne under belejringen af Antiochia nedslagtede deres fjender, hvorefter de kastede „alle kroppene i en massegrav og bragte de afhuggede hoveder med tilbage til [deres] lejr for at tælle antallet af dræbte. Undtaget herfra var de hoveder der blev læsset på fire heste og sendt til kysten, til den babyloniske emirs ambassadører.“

Den 15. juli 1099 blev Jerusalem erobret af korsfarerne. Raymond fra Aguilers fortæller: „Det var et frygteligt syn. Nogle [af fjenderne], de heldige, var blevet halshugget; andre faldt gennemboret af pile ned fra murene; andre igen brændte i flammerne. Dynger af afhuggede hoveder, hænder og fødder lå i byens gader og på torvene.“ Men endnu en gang prøvede korsfarerne i religionens navn at retfærdiggøre volden.

Enden på en illusion

Sejren førte til oprettelsen af kongeriget Jerusalem. Dette rige hvilede på et usikkert grundlag eftersom der snart opstod kappestrid mellem de feudalherrer som havde etableret sig i Østen. I mellemtiden foretog muslimerne en militær omstrukturering. De havde afgjort ikke tænkt sig at miste landområde i Palæstina.

I tidens løb blev andre korstog iværksat, det sidste i år 1270. På grund af nederlag begyndte mange at tvivle på berettigelsen af disse togter som blev udført i religionens navn. De mente at hvis Gud godkendte disse „hellige“ krige, ville han have begunstiget dem der påstod at de havde hans velsignelse. Fra det 13. århundrede og fremefter forsøgte kirkelige retslærde ikke desto mindre at retfærdiggøre religionskrigene og præsternes medvirken deri.

Den nidkærhed der ansporede de første korsfarere, aftog. Hvis krigene fortsatte, ville de i sidste instans skade Vestens økonomiske interesser. Man begyndte derfor i stedet at bekæmpe de europæiske kirkers fjender — araberne i Spanien, „kætterne“ og de hedenske folkeslag i Nordeuropa.

I 1291 bukkede byen Akko, korsfarernes sidste fæstning, under for muslimerne. Jerusalem og ’Den Hellige Grav’ forblev på muslimske hænder. Gennem to konfliktfyldte århundreder havde religiøse spørgsmål været domineret af økonomiske og politiske interesser. Den italienske historiker Franco Cardini siger: „På det tidspunkt havde korstogene efterhånden udviklet sig til et kompliceret politisk og økonomisk foretagende, et komplekst magtspil som biskopper, abbeder, konger, almisseindsamlere og bankfolk var inddraget i. I dette spil . . . mistede Jesu grav al betydning.“ Cardini fortsætter: „Korstogenes historie er historien om den største fejl, det mest indviklede bedrageri, den mest tragiske og i visse retninger den mest latterlige illusion i hele kristenheden.“

Har man lært lektien?

Korstogene og deres dårlige resultater burde have lært menneskene at økonomisk begærlighed og magtsyge kan føre til fanatisme og massakrer. Man har imidlertid ikke lært lektien, hvilket ses af de mange konflikter der fortsat væder jorden med blod og hvori religion ofte tjener som et dække for alle slags uhyrligheder.

Dette vil ikke blive ved ret meget længere. Meget snart vil den indstilling der fremmede korstogene, og som fortsat ligger bag nutidens „hellige“ krige, blive fjernet sammen med al falsk religion og hele det system der er underlagt Satans styre. — Salme 46:8, 9; 1 Johannes 5:19; Åbenbaringen 18:4, 5, 24.

[Illustrationer på side 15]

Øverst: Den jødiske kirkegård i Worms i Tyskland — et minde om massakren under det første korstog

Til venstre: Stenhoved af en korsfarer

Yderst til venstre: En berømt korsfarerfamilies våbenmærke

[Kildeangivelse]

Våbenmærke og stenhoved: Israel Antiquities Authority; Fotos: Israelmuseet, Jerusalem

[Kildeangivelse på side 12]

The Complete Encyclopedia of Illustration/J. G. Heck