Religionens rolle i fortidens krige

DEN engelske filosof John Locke sagde engang: „Hele historien taler næsten ikke om andet end kampe og myrderier.“³⁴ Og dog siger et opslagsværk: „Religionen har været en af de mægtigste kræfter i historien.“³⁵

Hvorfor har menneskene så godt som altid været plaget af frygtelige krige når religionen har udøvet en mægtig indflydelse? Hvilken rolle har religionen spillet i fortidens krige?

Aztekerne og krig

Ifølge aztekernes religion skulle guderne forsones med menneskeofre. Historikeren Victor W. von Hagen har forklaret:

„Krig og religion var, i det mindste for aztekerne, uadskillelige. De hørte sammen. . . . For at få egnede fanger som kunne ofres til guderne, førte man ustandselig småkrige.“³⁶

I 1486 blev der samlet over 20.000 fanger som skulle ofres ved indvielsen af den store pyramide for guden Huitzilopochtli. Så blev deres hjerte, et efter et, skåret ud og ofret til guden. Kan De forestille Dem hvilken rædsel disse religionsinspirerede krige må have spredt blandt indbyggere i datidens Amerika?

Oldtidens verdensriger og krig

Hvilken rolle spillede religionen i de gamle verdensriger i Asien, Afrika og Europa? Disse nationer var kendt for deres mange krige, såvel som for deres religiøsitet. Religion og krig gik hånd i hånd. Et opslagsværk bemærker:

„Ægyptisk religion fordømte aldrig krig. De tidligste af Ægyptens krige blev udkæmpet mellem guderne indbyrdes, eller mellem guder og mennesker; og derfor hævdede de ægyptiske konger at de ved at føre krig fulgte gudernes eksempel. . . . Kort sagt, al krig var moralsk, forbilledlig, overnaturlig og helliget ved det guddommelige fortilfælde.“³⁷

Til tider gjorde de religiøse ledere mere end blot at se gennem fingre med eller godkende deres nations krige; de opfordrede direkte folket til at gå i krig. En nu afdød præst, W. B. Wright, skrev om oldtidens Assyrien:

„Krig var nationens erhverv, og præsterne ophidsede uafladelig til krig. De levede hovedsagelig af krigsbytte, idet de uden undtagelse fik deres fastsatte del før de andre delte byttet; thi denne røverslægt var umådelig religiøs.“³⁸

Man kan ikke komme uden om at oldtidens krigeriske folkeslag var dybt religiøse. De militære ledere søgte regelmæssigt hjælp fra deres guder. En autoritet oplyser: „Vi finder sædvanligvis at en af de vigtigste funktioner for en gud, er at hjælpe og beskytte sit folk i krig.“³⁹

Det var almindeligt at soldaterne førte deres guders felttegn med sig ud i slaget. Disse felttegn var øjensynlig symboler lavet af træ eller metal. Et leksikon bemærker:

„De romerske felttegn blev vogtet med religiøs ærefrygt i Roms templer. Det var ikke usædvanligt at en general befalede at et felttegn skulle kastes ind i fjendens rækker for at øge sine soldaters nidkærhed ved at opflamme dem til at generobre det der for dem måske var det helligste der fandtes på jorden.“⁴⁰

Disse oldtidens nationer var naturligvis ikke kristne. Den lære Jesus Kristus senere indførte havde en dyb indvirkning på menneskeheden, og de der kom til troen ændrede deres liv til det bedre.

Men med tiden skete der store forandringer med kristendommen. I det fjerde århundrede gjorde den fordærvede romerske kejser Konstantin af politiske grunde kristendommen til statsreligion. Fra da af voksede den romersk-katolske kirke og fik stor magt. Var dens lære anderledes end de tidligere religioners? Fremmede den freden? Repræsenterede den virkelig den sande kristendom?

Korstogene — kristenhedens „hellige krige“

I år 1095 sammenkaldte pave Urban II kirkemødet i Clermont. Palæstina var da i hænderne på folk der ikke bekendte sig til kristendommen. Derfor opfordrede paven, i hvad der er kaldt „en af de mest virkningsfulde taler i historien“, den store forsamling i Clermont til at føre krig mod „de vantro“ der nu havde taget „det hellige land“ i besiddelse. Urban tilskyndede de forsamlede masser:

„Kristne krigere . . . gå ud og kæmp imod barbarerne, gå ud og kæmp for at befri de hellige steder . . . bad jeres hænder i de vantros blod. . . . bliv den levende Guds soldater! Når Jesus Kristus stævner jer sammen for at forsvare ham, lad da ingen lave følelser holde jer hjemme.“⁴¹

Således blev korstogene eller de såkaldte „hellige krige“ sat i gang, og de fortsatte de følgende to århundreder. „Europas prædikestole genlød af tilskyndelser til korstog,“ skriver en historiker.⁴² En anden oplyser: „Biskopper drog til deres bispedømme for at forkynde denne militaristiske kristendom. . . . Munke gav ordre til at der skulle laves sværd. . . . Europa var nu et oprørt hav, der kastede bølge efter bølge mod de syriske kyster.“⁴³

Den frygtelige krig der således begyndte, trodser næsten enhver beskrivelse. „Tidens samlede krigslyst blev sluppet løs med religionens sanktion og i den retfærdige gengældelses navn,“ bemærker en historiker.⁴⁴ Korsfarernes gerninger indbefatter nogle af de værste massakrer, meningsløse plyndringer og onde grusomheder man kan læse om på historiens sider — alle begået i Kristi navn! Professor Roland H. Bainton skriver:

„Her var en krig der var sat i gang af kirken. . . . Korsfæstelse, opsprætning af dem der havde slugt mønter, lemlæstelse — Bohemund fra Antiokia sendte den græske kejser en hel ladning næser og tommelfingre der var skåret af saracenerne — sådanne bedrifter beretter korstogskrønikerne om, ganske uden skrupler. . . . Stemningen var en besynderlig blanding af barbarisk krigslyst og kristen nidkærhed for troen.“⁴⁵

Hvilket ansvar må religionen ikke bære for at knytte Kristi navn til sådanne rædselsfulde gerninger — gerninger som ikke kunne være mere i strid med hans lære! Hvad mon Gud ikke tænker om dem der giver et så forvansket billede af ham?

Kristenhedens indbyrdes krige

I middelalderen kæmpede såkaldte kristne tilmed indbyrdes, og ofte med pavens velsignelse! Angående sådanne krige inden for kristenheden har historikeren J. C. Ridpath sagt: „Pavens sanktion var en vigtig faktor i alle middelalderens konflikter, og for at opnå denne var de verdslige fyrster vant til at overbyde hinanden som på et marked.“⁴⁶

Senere, fra omkring 1517, fik det religiøse oprør der frembragte protestantismen, folk der foregav at være kristne til at kæmpe og myrde endnu mere indbyrdes. G. M. Trevelyan, professor i historie ved Cambridge, har skrevet:

„Religionen var i den periode næsten den eneste intellektuelle og moralske indflydelse, [men] . . . humanitet var ikke noget den specielt lærte. Det må i sandhed indrømmes at religionen dengang var forbundet med pinebænken, pælen, den brændende by, massakren på kvinder og børn, hadet der aldrig dør, fejlgreb der aldrig kan rettes op. Det største mål af mentale lidelser og fysisk smerte som Europa har gennemgået siden barbarernes tid, fremkom ved den katolske reaktions delvis heldige kamp for at genvinde den oprørske del af kristenheden.“⁴⁷

Den katolske kirke førte en grusom kamp for at bringe de protesterende tilbage til folden. Protestanterne gjorde stærk modstand. Antwerpen, for eksempel, blev belejret i 1576, og en beretning lyder: „De milde budbringere fra den hellige moderkirke, de spanske soldater, drog ud i kampen med disse råb på læberne: ’Sankt Jakob, Spanien, blod, kød, ild, plyndring!’ Otte tusind mænd, kvinder og børn blev myrdet.“⁴⁸

Trediveårskrigen (1618-1648) mellem katolikker og protestanter var især frygtelig. I løbet af denne krig mistede Tyskland omkring tre fjerdedele af sin befolkning. Augsburgs indbyggertal faldt fra 80.000 til 18.000. Og kun omkring en fjerdedel af Bøhmens befolkning blev tilbage. Den protestantiske by Magdeburgs fald belyser den grusomhed der blev kæmpet med. Den tyske historiker Friedrich Schiller har skrevet:

„Her begyndte en rædselsscene som historien savner ord for og poesien pen til. Hverken uskyldig barndom eller hjælpeløs alderdom, hverken ungdom, køn, rang eller skønhed kunne dæmpe erobrernes raseri. Kvinder blev krænket i deres mænds arme, døtre ved deres forældres fødder; og det forsvarsløse køn blev udsat for at måtte ofre både dyd og liv.“⁴⁹

Det er i sandhed rigtigt at menneskehedens historie ’næsten ikke taler om andet end kampe og myrderier’. Men det er også sandt at religionen har været ’en mægtig kraft i historien’ der må bære hovedansvaret for den frygtelige blodsudgydelse. Er det stadig sådan?

[Illustration på side 9]

Aztekiske præster holder offeret mens hans hjerte skæres ud som et offer til krigsguden (baseret på en øjenvidneberetning)

[Illustration på side 10]

Korsfarerne var skyld i nogle af historiens værste massakrer og grusomheder — alt sammen begået i Kristi navn