Hvorfor børn er gode soldater

Har du slået nogen ihjel? „Nej.“

Har du et gevær? „Ja.“

Har du sigtet på nogen? „Ja.“

Skød du? „Ja.“

Hvad skete der? „De faldt bare.“ — World Press Review, Januar 1996.

DENNE rystende samtale mellem en socialrådgiver og en barnesoldat i Afrika afslører den forvirring der opstår i et barns sind når det ihærdigt prøver at få oplevelserne under krigen til at harmonere med en tilbagevenden til et normalt liv.

I de senere år har børn under 16 år deltaget i kamphandlinger i 25 lande. Alene i 1988 deltog cirka 200.000 børn aktivt i krig. Eftersom børnesoldater er blevet udnyttet af voksne, er de også at betragte som ofre.

Deres betydning som soldater

Dengang hærene brugte spyd og sværd når de kæmpede mod hinanden, havde et barn ikke store chancer for at overleve i kamp mod en voksen udstyret med de samme våben. Men i vor tid bruger man lette våben. I dag er et barn der er udstyret med en AK-47-riffel fra Sovjetunionen, eller en amerikansk M16-riffel, en værdig modstander for en voksen.

Våbnene er ikke alene lette. De er også nemme at bruge og vedligeholde. En AK-47 kan skilles ad og samles igen af en tiårig. Og der er rigeligt af dem. Der er solgt omkring 55 millioner AK-47-rifler. I et afrikansk land kan de købes for kun seks dollars stykket. M16-rifler er også billige og findes i stort antal.

Men der er andre grunde til at børn værdsættes som soldater, ud over at de er i stand til at bruge rifler. De kræver ingen løn, deserterer sjældent og vil meget gerne behage dem der er ældre end dem selv. Deres fornemmelse af hvad der er rigtigt og forkert, overskygges af ønsket om at blive accepteret af den frihedsbevægelse eller guerillahær som er blevet deres „familie“.

Mange af dem synes også at være frygtløse. En militær observatør fra Vestafrika forklarer: „[Børn] har tilsyneladende ikke den samme forståelse af hvad døden indebærer, som ældre soldater har. Derfor er der mindre sandsynlighed for at de overgiver sig i håbløse situationer.“ En liberiansk dreng som havde fået øgenavnet Kaptajn Dræbermaskine, sagde pralende: „Da de voksne vendte om og løb, blev vi børn stående for at kæmpe.“

Ironisk nok bliver drenge, selv om de er gode soldater, alligevel betragtet som dem man bedst kan ofre. Under en krig i Mellemøsten blev hele kompagnier af børnesoldater beordret til at gå forrest på vej gennem et minefelt.

Rekruttering og træning

Nogle børn slutter sig til en hær eller en oprørsbevægelse for spændingens skyld. Når faren truer og familierne er i opløsning, giver en militær enhed desuden en fornemmelse af tryghed, og på den måde erstatter den familien. FN’s Børnefond udtaler: „Børn som er vokset op i voldelige omgivelser, opfatter volden som en del af en ’normal’ livsform. De er alene, forældreløse og frustrerede, og desuden keder de sig. Af disse grunde vælger de ofte at blive soldater.“

Andre børn tilslutter sig en hær fordi der tilsyneladende ikke er nogen bedre muligheder. Når der er mangel på fødevarer og faren truer, kan det se ud som om det er den eneste måde at overleve på.

Somme tider opfatter børn sig selv som nogle der kæmper for social retfærdighed, deres tro eller kulturelle identitet. I Peru har man eksempelvis ladet børn som man har tvunget til at være med i en guerillagruppe, gennemgå politisk indoktrinering i længere perioder. Men ofte er det ikke nødvendigt. Brian Milne, en socialantropolog som har foretaget en undersøgelse af børnesoldater i Sydøstasien, siger: „Børn har ingen ideologi eller lære. De bliver bare trukket med af den ene eller den anden part og derefter sat i arbejde.“

Andre børn igen bliver tvunget til at deltage i krigshandlingerne. I nogle afrikanske krige foretager soldatergrupper razziaer for at indfange børn. Derefter lader man børnene overvære, eller endog deltage i, tortur og henrettelse af deres egne familier. Nogle gange bliver de tvunget til at skyde deres forældre eller skære halsen over på dem. Når drengene har været udsat for en sådan terror, sætter man dem til at terrorisere andre. Disse forråede unge begår ofte grusomheder som selv garvede voksne soldater ville vægre sig ved.

Når de vender tilbage til et normalt liv

Det er ikke nemt for sådanne børn at tilpasse sig en livsform uden vold. En leder af et børnecenter i et vestafrikansk land har udtalt: „De børn vi har behandlet, er alle traumatiserede i forskellig grad. De har voldtaget, dræbt og tortureret andre. De fleste af dem har man givet alkohol eller stoffer, hovedsagelig marihuana, men nogle gange også heroin. . . . Man kan forestille sig hvilken forfærdelig virkning den slags har på børnenes sind, og nogle af dem er kun otte eller ni år.“

I nabolandet Liberia er situationen nogenlunde den samme. Titusinder af børn har tilbragt deres barndom med at terrorisere området. Det er ikke let for teenagemajorer og teenagegeneraler at give slip på den position og magt som en AK-47 har givet dem. En mand fra Somalia har sagt: „Hvis du har et gevær, har du et middel til at overleve. Uden gevær, intet liv.“

Ofte kan børnesoldater ikke vende tilbage til deres hjem fordi de i så fald ville blive afvist eller udsat for repressalier fra familiens side. En børnerådgiver fra Liberia beretter: „’Behold ham,’ siger mødrene til os. ’Vi har ikke lyst til at få det uhyre ind i vores hjem.’“

Det er lykkedes mange børn at tilpasse sig en fredelig livsform, men det har krævet megen kærlighed, støtte og forståelse fra deres omgivelser. Det er ikke let, hverken for børnene eller deres familier. En socialrådgiver fra Moçambique forklarer: „Sammenlign et liv hvor du har mulighed for at tage hvad du vil have, og fortælle andre hvad de skal gøre, med livet som det vil forme sig når du vender tilbage til landsbyen. Du er 17 år, kan ikke læse og har ingen andre færdigheder. Du er henvist til et liv i kedsomhed. Det er temmelig hårdt at være nødt til at vende tilbage til et liv hvor andre fortæller dig hvad du skal gøre, og hvor du må begynde i første klasse igen.“

[Ramme/illustration på side 5]

Anwar på 13 år bor i Afghanistan. Som veteran efter seks slag har han for første gang dræbt nogen i sit syvende. Han skød to soldater på nært hold og puffede til dem med sin geværkolbe for at sikre sig at de var døde. Da man bagefter spurgte ham hvordan han havde følt det, virkede det som om han var overrasket over spørgsmålet. „Jeg var glad fordi jeg havde slået dem ihjel,“ sagde han.

I det samme slag fangede Anwars kammerater fire fjendtlige soldater som efter at have fået bind for øjnene blev bundet og skudt. Hvordan havde Anwar det med det? Den unge kriger løftede et øjenbryn og svarede langsomt og velovervejet, som om han talte til en der var lidt langsomt opfattende: „Jeg var glad.“

[Ramme/illustration på side 6]

En fange i Vestafrika skulle løslades, men den øverstkommanderende havde tabt nøglerne til håndjernene. Han løste problemet ved at give en dreng ordre til at hugge fangens hænder af. „I mine drømme kan jeg stadig høre mandens skrig,“ siger drengen. „Hver gang jeg tænker på ham, fortryder jeg at jeg gjorde det.“