Når barndommen er et mareridt
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I SPANIEN
I dag — en ganske almindelig dag i 1990’erne — vil 200.000 børn deltage i guerillakrige, 100 millioner børn mangle skoleundervisning, 150 millioner børn gå sultne i seng, 30 millioner børn overnatte på gaden, og 40.000 børn dø.
OVENSTÅENDE tal er frygtindgydende, men ansigterne bag tallene er hjertegribende. Herunder følger nogle korte beretninger om fem børn hvis desperate situation hjælper os til at forstå hvad der gemmer sig bag disse uhyggelige tal.
En barnesoldat. Mohammad fra det sydvestlige Asien er kun 13 år gammel men er allerede en kampvant soldat. Han har deltaget i syv slag. Før han blev inddraget i krigen plejede han at vogte geder. Det gjorde han indtil han var ti. Nu bærer Mohammad en letvægts AK-47 angrebsriffel, som han ikke tøver med at bruge. I en nærkamp har han slået to fjendtlige soldater ihjel. Da han blev spurgt hvad han følte ved det han havde gjort, svarede han: „Jeg var glad fordi jeg slog dem ihjel.“ Børn er bedre soldater, forklarer hans overordnede, „for de er ikke bange.“
En børnearbejder. Woodcaby på fire år bor på en vestindisk ø, i et hus bygget af slaggebeton. Han står op klokken seks om morgenen for at passe sine huslige gøremål: Han laver mad, henter vand og gør rent i sin herres hus. Han tjener intet og vil formentlig aldrig komme til at gå i skole. Woodcaby siger at han savner sine forældre men at han ikke ved hvor de er. Hans dag slutter klokken halv ti om aftenen, og han er heldig hvis han kan gå i seng uden at være sulten.
Et sultende barn. I den afrikanske landsby Comosawha bruger en pige på 11 år hele den lange dag til at søge efter ukrudtsplanter. Løgknolde, som praktisk talt er det eneste der kan gro i den solsvedne jord, holder hende og hendes familie i live. Løgene bliver enten kogt eller banket og stegt. Den farlige kombination af tørke og borgerkrig har bragt landsbyens beboere på sultedødens rand.
Et gadebarn. Edison er blot én blandt mange tusind gadebørn i en sydamerikansk storby. Han tjener lidt penge som skopudser, og han sover på fortovet nær busstationen, sammen med andre børn som klumper sig sammen i de kolde nætter. Somme tider tyr han til smårapserier for at supplere sin indtjening som skopudser. To gange er han blevet pryglet af politiet, og tre måneder har han tilbragt i fængsel. Edison forsikrer at han „næsten“ er holdt op med at tage stoffer og sniffe lim. Han drømmer om at blive mekaniker, om at lære et fag.
Et barns død. Det er en kold, våd morgen på Dugen-bjerget i Mellemøsten. Et spædbarn indsvøbt i et ligklæde anbringes i en lav grav. Barnet er død af diarré — en almindelig dødsårsag blandt spædbørn. Moderen er flygtning, og hendes mælkeproduktion hørte op under deres anstrengende flugt til sikkerheden. I desperation gav hun sit barn sukker og vand, men vandet var inficeret og barnet døde. Ligesom 25.000 andre børn der blev begravet på denne typiske dag, nåede han aldrig at opleve sin første fødselsdag.
Disse livshistorier går igen titusinder af gange, og viser hvordan livet former sig for mange af verdens børn. Barndommen, en tid hvor man skal lære mens man vokser op i en kærlig families skød, er for disse børn blevet et mareridt som mange aldrig vil vågne op fra.
Peter Adamson, redaktør for rapporten The State of the World’s Children, sagde i 1990: „Død og lidelse i denne skala er simpelt hen ikke længere nødvendigt, og er derfor heller ikke længere acceptabelt. Den moralske forpligtelse bør følge med den øgede kapacitet.“
[Kildeangivelse på side 3]
Foto: Godo-Foto