Snekraft
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I AUSTRALIEN
DE Australske Alper, der strækker sig hen over delstaterne New South Wales og Victoria, er blevet kaldt Australiens tag. En del af bjergkæden har navnet Snowy Mountains, Snebjergene, og her udspringer Snowy River, Snefloden. Inspireret af det forrevne bjergterræn og de barske ryttere som førhen færdedes her, skrev A. B. Banjo Paterson et digt der senere dannede grundlag for en film, „The Man From Snowy River“.
Men i dag er de uvejsomme bjergsider hvor hårdføre mænd før i tiden stred sig frem til hest, blevet hjemsted for et af teknikkens vidundere — et vandkraftværk med navnet Snowy Mountains Hydro-electric Scheme. I 1967 bedømte den amerikanske ingeniørsammenslutning det komplicerede netværk af akvædukter, tunneler, dæmninger og kraftstationer til at være „et af byggeteknikkens syv underværker i nutiden“. Hvem har bygget dette „underværk“ i De Australske Alper, og hvorfor blev det gjort?
Tørstig jord
Forbavsende nok tænkte de første nybyggere som slog sig ned i Murray-Darling-bækkenet, ikke på muligheden for at udnytte vandets kraft. Denne slette, der blev Australiens vigtigste landbrugsområde, var plaget af tørke og havde frem for alt brug for vanding af markerne, helst en pålidelig vandforsyning.
Disse farmere i det 19. århundrede vidste godt hvor vandet fandtes. Snowy River væltede ned over Alpernes modsatte side, hvor der ellers var frodigt nok, og strømmede ud i Det Tasmanske Hav. Skønne spildte dråber! Tænk hvis man kunne omlægge flodens løb højt oppe i Alperne sådan at vandet i stedet flød ned i de mere beskedne floder Murray og Murrumbidgee, der også har deres begyndelse oppe i bjergene, men som løber ned ad den „rigtige“ side. Så ville man have en tørkeforsikring der var milliarder af dollars værd. Fristende — men kun en drøm.
I 1908 kom drømmen dog et skridt nærmere sin virkeliggørelse da Forbundsparlamentet valgte det nærliggende Canberra som det sted hvor Australiens kommende hovedstad skulle ligge. Kunne denne by, som endnu ikke var bygget, få sit energibehov dækket af vandkraft? Igen vendte man blikket mod Snowy Mountains.
Adskillige forslag — nogle til vandkraftværker andre til overrislingsanlæg — blev fremsat og forkastet. Endelig, i 1944, blev der lavet en plan som forenede de to formål, og den vandt hurtigt tilslutning. I 1949 overdrog forbundsregeringen Snowy Mountains Hydro-electric Authority den opgave at tegne og opføre anlægget med det dobbelte formål.
Men hvordan kunne en ny nation, hovedsagelig bestående af landmænd, klare denne opgave, der hverken i størrelse eller art havde set sin lige før? Hvordan kunne man finde den nødvendige ekspertise og arbejdskraft?
Fra asken til — sneen
Svaret var indvandring. Europa lå endnu i aske — byer var i ruiner, og folk manglede både boliger og arbejde. I samarbejde med FN indbød Australien nu europæere der havde de nødvendige kvalifikationer, til at søge om arbejde på det nye projekt.
Titusinder af europæere fra 33 lande forlod Europas askedynger og begav sig mod Australien. De kom til at udgøre to tredjedele af alle ansatte ved projektet, og de kom til at forandre Australiens „ansigt“ for altid. Brad Collis skriver i sin bog Snowy: „En nation der var rundet af britisk rod, . . . blev nærmest fra dag til dag en af verdens største blandingskulturer.“ Han tilføjer: „De blev sendt op i bjergene — tidligere venner og fjender, undertrykkere og ofre — og nu skulle de arbejde sammen.“ Sammensmeltningen af dette team skete ikke på et enkelt døgn, men den lykkedes efterhånden.
Livet i Alperne
Da projektet skulle tage sin begyndelse, var rejsen op i Alperne et vovestykke. Is, mudder og stejle, ufremkommelige veje gjorde det til en nervepirrende oplevelse. Nogle steder var terrænet så uvenligt og uvejsomt at selv kænguruerne sjældent vovede sig derop! Ifølge Brad Collis var Snowy Authority den første instans i verden der „gjorde brugen af sikkerhedsseler i biler obligatorisk“.
Hvis vejene var elendige, var indkvarteringen ikke bedre — telte fra hærens overskudslagre, uden gulv eller bund! Efterhånden opstod der over 100 lejre eller teltbyer. En af dem, Cabramurra, er i dag stolt over at være Australiens højest beliggende by, og nu er den ikke længere en teltby!
At sove og arbejde under disse besværlige og spartanske forhold var, som man kan forestille sig, en prøve for modet og gemytterne. Vinterens snestorme gik gennem marv og ben, sommerens hede gjorde hver bevægelse til en overvindelse, og tætte sværme af irriterende fluer satte sig på de svedige ansigter og rygge. Hvor europæerne dog hadede de fluer!
Men de fleste holdt ud. Seje og krigshærdede som de var, havde de besluttet at den nye tilværelse skulle lykkes for dem. Mange blev helt glade for den utæmmede australske vildmark med dens slanger og underlige dyr og dens fugle der ikke fløjter og synger, men snarere skræpper og hyler. Efterhånden blev teltene erstattet af træhuse, og koner og børn begyndte at rykke ind.
Hvordan klarede man sprogproblemerne? Forestil dig de mange mænd der kørte med tunge maskiner og boreapparater eller arbejdede med sprængstoffer uden at kunne kommunikere rigtigt indbyrdes! Det indbød til katastrofer. Ledelsen oprettede derfor kursus i engelsk — gratis, men uden for arbejdstiden. Fortsat ansættelse var betinget af at medarbejderne kunne et minimum af engelsk, så det er ingen overraskelse at engelsktimerne var velbesøgte!
Trods utallige hindringer lykkedes det, efter 25 år (1949 til 1974), at gøre projektet færdigt. Det var både inden for tiden og inden for budgettet. De 820 millioner australske dollars det havde kostet, er et beskedent beløb i dag, men det var det ikke dengang, især når man husker at befolkningen kun var på otte millioner og endnu kæmpede for at komme på fode efter krigen.
For at fejre denne bedrift planlægger anlæggets ledelse nu at markere 50-årsdagen i 1999. Man vil blandt andet samle alle som har arbejdet med på projektet, hvis man kan finde dem. „Det er folk som har været med til at bygge et af verdens tekniske vidundere; de har forandret Australiens historie,“ siger den nuværende direktør, „og vi vil gerne sige dem tak.“
Anlæggets størrelse og kapacitet
Brochuren The Power of Water (Vandets kraft) oplyser: „Anlægget er spredt over et område på 3200 kvadratkilometer; det omfatter 80 km akvædukter, 140 km tunneler og 16 store dæmninger.“ Disse dæmninger indeslutter 7 billioner liter vand — 13 gange så meget som vandet i Sydneys havn, der rummer 530 milliarder liter — med Eucumbenesøen som det største reservoir. De syv kraftværker, der på et enkelt år har produceret strøm svarende til 6400 gigawatt-timer, kan dække op til 17 procent af energibehovet i det sydøstlige Australien, inklusiv byerne Sydney, Melbourne og Canberra.
Normalt kører turbinerne ikke hele døgnet, men kun i de timer hvor forbruget er størst, og hvor de kulfyrede kraftværker behøver støtte. Vandkraft er meget velegnet til hurtig indsats ved spidsbelastning; den kan sættes ind på kun 2-3 minutter, mens det ville vare flere timer før et kulfyret anlæg var startet op og klar til ydelse.
Hvordan Snowy-anlægget virker
Ifølge Snowy Authority har dette værk „æren af at være verdens mest komplicerede vandkraftværk“ — det har mange reservoirer, og det tjener adskillige formål. Værket består af to integrerede anlæg: Snowy-Murray-anlægget og Snowy-Tumut-anlægget.
Snowy-Murray-anlægget leder vandet fra Snowy River af sted fra den inddæmmede Island Bend-sø, gennem en bjergtunnel og ud til Geehisøen, der også får vand fra Geehi River. Herfra styrter vandet 820 meter ned til de to Murray-kraftstationer. Samtidig henter Guthega-kraftstationen kraft fra Snowy Rivers udspring, som ligger nær Australiens højeste bjerg, Mount Kosciusko. Fra Guthega strømmer vandet ned i hovedrørsystemet ved Island Bend. Mange af tunnelerne, deriblandt den fra Island Bend til Eucumbenesøen, kan lade vandet løbe enten den ene eller den anden vej, hvilket gør systemet særlig fleksibelt.
Så er der Snowy-Tumut-anlægget. Her forenes vand fra Eucumbenesøen med vand fra Tooma Dam, Happy Jack’s Dam og Tumut Pond Dam og løber ned gennem sluser og gennem en række på fire kraftværker før det tømmes ud i Tumutfloden, en biflod til Murrumbidgeefloden. I dette afsnit findes den største kraftstation, Tumut 3, hvis seks sluser hver især kunne rumme en dobbeltdækkerbus!
I perioder med lav belastning pumper anlægget også vand op ad bakke fra Jindabynesøen til Eucumbenesøen, og fra et sted neden for Tumut 3 (der også optræder som pumpestation) op til Talbingo-reservoiret. Men hvorfor bruger man strøm på at pumpe vand opad? Fordi man faktisk kan tjene penge på det. Sagen er at pumpningen foregår ved hjælp af strøm købt i de billige perioder fra kulfyrede værker. I de dyre perioder hvor elforbruget er stort, udløser man vandet, og den strøm det producerer i faldet, sælges tilbage til nettet med fortjeneste. Det meste af vandet — over 2 billioner liter om året — får lov til at løbe frit ud i de tilknyttede floder og kanaler.
Er det ren kraft?
Ja, for vand forurener ikke. Det er en genbrugelig ressource der ikke har nogen affaldsprodukter. De Australske Alper skæmmes derfor ikke af rygende skorstene og grimme køletårne. De tusinder af turister som her dyrker skisport om vinteren eller kommer på vandretur om sommeren, er næppe klar over at der er tunneler og kraftstationer skjult i bjergene.
Hvis den strøm som dette anlæg producerer, skulle komme fra kraftværker der var fyret med kul eller olie, ville det betyde at der hvert år blev sendt en ekstra forurening på 5 millioner tons kuldioxyd ud i luften.
Miljøet er dog ikke sluppet helt uskadt. Snowy River er ikke den samme længere. Det meste af dens vand er nu omledt så selve floden nu kun er som en å i forhold til svundne tiders storhed. Også nogle græsenge måtte ofres da de blev inddraget i reservoirer, og to byer, Adaminaby og Jindabyne, måtte flyttes på grund af vandet.
Men det må siges at Snowy-anlægget har været usædvanlig pålideligt. Det har levet op til disse ord af værkets første direktør: „Det er resultater, og ikke propaganda, der vil skaffe goodwill og respekt.“
[Illustration på side 16]
Luftfoto af kraftstationen Tumut 3, den største i Snowy-anlægget
[Kildeangivelse]
Alle billeder side 16-19: Snowy Mountains Hydro-electric Authority
[Illustration på side 18]
Barske boligforhold for anlægsarbejderne
[Illustration på side 18]
For at kunne samarbejde måtte arbejderne også lære engelsk
[Illustration på side 19]
Der blev ført tunneler gennem bjergene