Elektricitet fra et bjergs indre

„EN UDFLUGT man vil huske resten af livet.“ Sådan blev min tur til den sydvestlige del af New Zealands Sydø beskrevet i rejsebrochurerne. Og det var sandt. På turen fra Manapouri til Doubtful Sound, som gik over sø og land, så jeg fantastiske naturscenerier og imponerende ingeniørbedrifter. Det var som at blive vidne til verdens ottende underværk — et vandkraftværk skjult i et bjergs indre.

Min rejse gav mig også en påmindelse om New Zealands ældste befolkningsgruppe, maorierne, og deres gamle sprog og legender. Ifølge to maoriberetninger kan „Manapouri“ enten betyde ’sorgens eller tårernes sø’ eller ’det sørgmodige hjertes sø’. Det er også navnet på byen der var udgangspunkt for denne uforglemmelige tur.

Et uventet syn

Efterhånden som vores båd gled hen over den blikstille sø, kom storslåede u-formede dale og høje bjerge til syne. Vi var heldige at det var en smuk, klar dag — dette område får op til 7500 millimeter regn om året! Det var en fotografs paradis, med træer og frodig vegetation der strakte sig fra vandspejlet lodret op ad bjergsiderne. På den 75 minutter lange sejltur over søen var lyden af båden det eneste vidnesbyrd om at der var mennesker i området. Men hvor var vi på vej hen?

Til West Arm, den fjerneste ende af søen, hvor der mødte os et uventet syn. Her midt i ødemarken lå en transformatorstation til et vandkraftværk. Hvad havde fået nogen til at bygge et kraftværk her, så fjernt fra menneskelig bebyggelse? Kun nogle helt unikke geografiske og geologiske forhold kunne have givet en ingeniør denne idé.

Ideen blev fostret i 1904 da landmåleren P. J. Hay lagde mærke til mulighederne i dette vandreservoir hvis overflade befinder sig 180 meter over havoverfladen. Med en vanddybde på næsten 450 meter ligger bunden omkring 270 meter under havoverfladen! Et bjergområde på blot 10 kilometer skiller søen fra havet. Der skulle imidlertid gå endnu 60 år før hans idé blev til virkelighed. Hvad udløste dette initiativ? Et australsk smelteværk ved Tiwai Point, i nærheden af Invercargill, omkring 160 kilometer borte i fugleflugtslinje, havde brug for elektricitet. Men hvordan skulle man skaffe den?

Visionen blev til virkelighed

Den plan som blev udtænkt af det amerikanske ingeniørfirma Bechtel, var at lave en tunnel dybt ind i det bjerg der hedder Leaning Peak, og bygge et kraftværk lige under den nederste del af Manapouri-søen. På denne måde kunne vandet falde ned gennem skakter og drive syv turbiner som ville producere elektricitet. Elektriciteten kunne så overføres til det nationale ledningsnet via transformatorstationen ved randen af søen. (Se tegningen på side 17.) Men hvor skulle man lede alt vandet hen? Minearbejderne måtte lave en afløbskanal med en diameter på 9 meter og en længde på omkring 10 kilometer under bjergene. På denne måde kunne vandet løbe ud i Deep Cove i Doubtful Sound, en af New Zealands smukke fjorde. Alene denne tunnel krævede at man fjernede 760.000 kubikmeter af klippen.

Forestil dig den utrolige mængde klippesten der måtte fjernes fra bjerget bare i forbindelse med vandskakterne og turbinekammeret. Alene turbinekammeret eller maskinhallen er 111 meter lang, 39 meter høj og 18 meter bred. Længden svarer til en fodboldbane. Men først måtte man lave en tunnel for at nå ind til og udhugge maskinhallen hvor turbinerne og generatorerne skulle anbringes. Dette udgjorde i sig selv en helt speciel udfordring.

Denne to kilometer lange vejtunnel, der for hver ti meter har et fald på én meter, snor sig ned til maskinhallen. Da vi kørte af sted i en turistbus, var det en fascinerende tanke at vi nu var på vej ind i bjergets indre.

Omsider var vi der og steg ud af bussen. Det der mødte vore øjne inde i turbinehallen var nærmest science fiction — en enorm teknologisk katedral i bjergets dyb! Jeg kunne ikke lade være med at spekulere på hvordan de havde fået alle disse store maskiner hertil. Den eneste mulighed var via havet eller via søen. Der var ingen veje. Man fandt ud af at man lettest kunne transportere de fleste af maskindelene via havet. Men der var stadig en bjergkæde som blokerede vejen til det sted hvor kraftværket skulle ligge. Hvordan blev problemet løst? Man byggede en vej.

New Zealands stejleste hovedvej

Arbejdet på vejforbindelsen mellem Deep Cove og West Arm begyndte i 1963, og var ifølge én kilde „et af de vanskeligste vejbyggerier i verden“. Hvorfor? „Regn, sne, floder af mudder, og store buskadsområder forlængede anlægstiden fra 12 til 24 måneder.“ Vejen er 23 kilometer lang og kom til at koste cirka otte kroner pr. centimeter. En utrolig dyr vej! Den blev New Zealands stejleste hovedvej — med en stigning på 20 procent. Vejen var ikke desto mindre et vigtigt led i forbindelse med at transportere 87.000 tons materialer fra et sted i højde med havoverfladen, over Wilmot-passet (670 meter) til søen. Én transport vejede 290 tons og krævede at man anvendte en blokvogn med 140 hjul som blev trukket af en bulldozer og en vejhøvl, og skubbet af endnu en bulldozer! Men arbejdet blev udført.

De økologiske konsekvenser

Hvordan berører dette enorme projekt økologien på stedet? Eftersom det meste af kraftværket ligger under jorden, ser man det ikke, bortset fra transformatorstationen og højspændingsledningerne som krydser bjergene. De store vidder gør at selv højspændingsmasterne og kablerne syner små. Men der er også en anden side af sagen.

Hvis Manapouri-søen bliver tømt, hvordan bliver vandstanden så reguleret? Hovedsagelig ved den store årlige mængde nedbør i området. Manapouri kommune får gennemsnitlig 1250 millimeter regn om året, hvorimod der ved vandkraftværket ved West Arm falder 3750 millimeter. Man følger endvidere nogle skrappe retningslinjer for at kontrollere vandstanden i søen så den er så tæt som muligt på det naturlige niveau. Da Manapouri-søen ligger ved den øvre del af det afvandingssystem som omfatter Te Anau-søen og floderne Øvre og Nedre Waiau, benytter man stemmeværk for at opretholde den vandstand som kraftværket kræver. Når der er mere vand end generatorerne kan klare, åbner man stemmeportene og lader det overskydende vand strømme ud.

Hvem får gavn af kraftværket?

Opførelsen af New Zealands største vandkraftværk er et resultat af internationalt samarbejde. Turbinerne blev fremstillet i Skotland, generatorerne i Tyskland og transformatorerne i Italien. Den første generator blev bestilt i 1969. I september 1971 var alle syv i funktion. Hvem får gavn af al denne elektricitet? Det meste går til smelteværkerne i Tiwai Point, og resten går til New Zealands nationale ledningsnet. Driften af Manapouri-kraftværket og den stabile elforsyning er af afgørende betydning for smelterierne. Et strømsvigt der varer længere end to timer kan medføre et funktionsstop på adskillige måneder. Kraftværket i Manapouri og smelterierne samarbejder derfor om at sikre stabilitet.

Vi tog bussen over Wilmot-passet og ned til Doubtful Sound. Her så vi afløbsvandet fra Manapouri-kraftværket strømme ud i det stille sund. Dette sund eller denne fjord har en mærkværdig sammensætning. „Det øverste vandlag af denne fjord består af ferskvand der flyder oven på saltvand, som har en større vægtfylde. Ferskvandet i fjorden udgør altså et særskilt lag — en flod der stille flyder oven på dette indesluttede hav.“ — Manapouri to Doubtful Sound af Barry Brailsford.

Med en anden motorbåd fik vi en rolig sejltur langs sundet. På et tidspunkt slukkede kaptajnen for motorerne og vi lyttede til den storslåede stilhed som prægede dette uberørte paradis, en stilhed der kun blev afbrudt af sporadiske fugleskrig. Hvilken kontrast til den voldsomme kraft der prægede Manapouri-kraftværket som lå blot nogle få kilometer borte, skjult i bjergets indre. — Indsendt.

[Diagram på side 17]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Kraftværkets indretning

Manapouri-søen

Elevatorskakt

Skakten til vandindtaget

Vandindtag og filtre

Afløbskanal til Deep Cove

Nødudgang

Stationen over jorden

Kabelskakt

Adgangstunnel

Transformatorhvælving

Maskinhal

Servicetunnel

[Illustrationer]

Transformerstation

Maskinhal

Manapouri-kraftværket

[Illustration på side 15]

Doubtful Sound, New Zealand

[Illustration på side 16]

Adgangstunnelen som fører ind i bjerget og ned til maskinhallen