Han åbnede døren til den store verden

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I AUSTRALIEN

DA NOGLE mennesker for første gang rejste til månen, planlagde de med matematisk nøjagtighed hvor de skulle hen, og hvordan de skulle nå derop. De kunne desuden kommunikere med deres hjem, Jorden. Men da Fernando Magellansa fem små træskibe — de fleste cirka 21 meter lange, eller på længde med en sættevogn — forlod Spanien i 1519, sejlede de ud i det uvisse. Og de var uden kontakt med omverdenen.

Magellans rejser må regnes blandt historiens modigste og mest dristige navigationspræstationer. De udgør en milepæl i de store opdagelsesrejsers tid — en tid der var kendetegnet af tapperhed og frygt, glæde og ulykke, Gud og mammon. Lad os gå tilbage til omkring år 1480 da Fernando Magellan blev født i det nordlige Portugal, og se nærmere på denne bemærkelsesværdige mand og hans historiske rejser hvormed han åbnede døren til den store verden.

Fra page ved hoffet til frygtløs sømand

Magellanslægten var adelig, så Fernando blev, mens han endnu var dreng, kaldt til det kongelige hof som det var skik og brug, for at gøre tjeneste som page. Her fik han foruden en uddannelse også førstehåndskendskab til de bedrifter mænd som Christoffer Columbus havde udført. Columbus var netop vendt hjem fra Amerika efter at have søgt efter en vestlig sørute til de sagnomspundne Krydderiøer (Indonesien). Den unge Fernando drømte snart om den dag hvor også han kunne høre sejlet smælde over sit hoved og mærke skumsprøjtet fra ukendte farvande i sit ansigt.

I 1495 blev hans protektor, kong Johan, desværre myrdet og efterfulgt af hertug Manuel, som var langt mere interesseret i rigdom end i opdagelsesrejser. Af en eller anden grund brød Manuel sig ikke om den 15-årige Fernando og ignorerede i flere år hans anmodninger om at få lov til at sejle ud. Men da Vasco da Gama vendte tilbage fra Indien med lasten fuld af krydderier, fik Manuel færten af store rigdomme. I 1505 gav han langt om længe Magellan tilladelse til at stikke til søs. Magellan tog af sted til Østafrika og Indien i en portugisisk flåde som skulle hjælpe med at fravriste arabiske købmænd kontrollen med krydderihandelen. Derefter sejlede han længere mod øst på et andet krigstogt til Malaccahalvøen.

Under en træfning i Marokko i 1513 blev Magellan alvorligt såret i knæet, hvilket gjorde ham halt resten af livet. Han bad Manuel om at få forhøjet sin pension, men Magellans seneste bedrifter, hans tapperhed samt de ofre han havde bragt, havde slet ikke mindsket Manuels stærke uvilje. Han affærdigede ham med en sum penge som knap nok satte ham i stand til at leve som fattig aristokrat.

I denne den mest elendige periode af Magellans liv fik han besøg af en gammel ven, den berømte søfarer João de Lisboa. De to drøftede mulighederne for at nå Krydderiøerne ved at sejle mod sydvest gennem el paso, et stræde der efter sigende gik tværs igennem Sydamerika, og dernæst krydse det hav som Balboa for nylig havde opdaget da han rejste over Panama-landtangen. De mente at Krydderiøerne lå langt ovre på den anden side af dette hav.

Magellan brændte nu efter at gøre det som Columbus ikke havde formået — at finde den vestlige søvej til Østen. Han mente at den måtte være kortere end den østlige. Men han behøvede økonomisk bistand. Da han stadig følte sig krænket på grund af Manuels uvilje, gjorde han det som Columbus selv havde gjort nogle år tidligere — han søgte støtte hos kongen af Spanien.

Ville Spaniens konge lytte?

Med udrullede søkort fremlagde Magellan sine argumenter for Spaniens unge monark, Karl I. Kongen viste stor interesse for Magellans vestlige rute til Krydderiøerne, for ved at følge en sådan ville man undgå at trænge ind på de portugisiske sejlruter. Magellan fortalte ham desuden at Krydderiøerne måske befandt sig på spansk territorium og ikke på portugisisk! — Se rammen „Tordesillas-traktaten“.

Karl lod sig overbevise. Han gav Magellan fem gamle skibe som han kunne sætte i stand til ekspeditionen, udnævnte ham til flådens øverstbefalende og lovede ham en andel af fortjenesten på de krydderier som blev fragtet hjem. Magellan påbegyndte arbejdet med det samme. Men eftersom kong Manuel i smug forsøgte at sabotere projektet, gik der over et år før flåden endelig stod klar til sin historiske rejse.

„Historiens største navigationspræstation“

Den 20. september 1519 sejlede skibene San Antonio, som var det største, Concepción, Victoria og Santiago, det mindste, i kølvandet på Magellans flagskib, Trinidad, det næststørste fartøj, med kurs mod Sydamerika. Den 13. december nåede de Brasilien, og med en storslået udsigt til Pão de Açúcar, Sukkertoppen, sejlede de ind i Rio de Janeiros smukke bugt for at proviantere og få foretaget reparationer. Derefter fortsatte de mod syd til det der i dag er Argentina, hele tiden på udkig efter el paso, den legendariske passage til et andet hav. I mellemtiden blev det stadig koldere, og isbjerge kom til syne. Til sidst besluttede Magellan, den 31. marts 1520, at overvintre på en kold ankerplads ved San Julián.

Sørejsen havde allerede varet seks gange længere end Columbus’ første tur over Atlanterhavet — og man havde stadig ikke fundet nogen passage! Moralen var, ligesom temperaturen i San Julián, under nulpunktet, og mandskabet, deriblandt nogle kaptajner og officerer, var parate til at gøre hvad som helst for at vende hjem. Ikke overraskende udbrød der mytteri. Men som følge af en hurtig og beslutsom indgriben fra Magellans side mislykkedes det, og to af hovedmændene blev henrettet.

De fremmede skibe i bugten gjorde naturligvis de lokale indbyggere, som var robuste og kraftigt byggede, nysgerrige. De besøgende følte sig som dværge i forhold til disse kæmper og kaldte landet for Patagonien, der er afledt af et spansk ord som betyder „store fødder“, og det hedder landsdelen stadig. De så også ’søulve som var lige så store som kalve, og sorte og hvide gæs der svømmede under vandet, åd fisk og havde næb som krager’. Ja, rigtigt gættet — sæler og pingviner!

På disse arktiske breddegrader kan der pludselig opstå voldsomme storme, og inden vinterens ophør kom flåden ud for sit første skibbrud. Det lille fartøj Santiago blev slået til vrag, men heldigvis blev mandskabet reddet. Derefter stred de fire resterende skibe, som små medtagne ællinger udsat for iskolde stormes uophørlige rasen, sig vej gennem stadig koldere farvande sydpå — indtil den 21. oktober. På vej gennem skumsprøjt og snefog rettede alle pludselig blikket mod en åbning i vest. Var det el paso? Ja, endelig havde de fundet den. Flåden ændrede kurs og sejlede ind i det stræde som senere blev kaldt Magellanstrædet! Dette triumfens øjeblik blev dog beskæmmet af at San Antonio i det labyrintiske stræde ’forsvandt’ fra de andre og vendte tilbage til Spanien.

Omgivet af triste fjorde og snedækkede bjergtinder kæmpede de tre resterende skibe sig ufortrødent igennem det farefulde stræde. Mod syd kunne man se utallige bål, muligvis fra indianerlejre, og man kaldte derfor dette land for Tierra del Fuego, „Ildlandet“.

Prøvelserne på Stillehavet

Efter fem sindsoprivende uger sejlede skibene ud på et hav der var så roligt at Magellan gav det navnet Stillehavet. Mændene bad bønner, sang lovsange og fejrede opdagelsen med kanonskud. Men den euforiske stemning varede ikke længe. Lidelser og strabadser der ville overgå alt hvad de hidtil havde gennemlevet, ventede dem forude. Dette hav viste sig nemlig at være meget større end de havde regnet med — det syntes uendeligt, og mændene blev stadig mere udhungrede, kraftesløse og syge.

Antonio Pigafetta, en hårdfør italiener, førte dagbog. Han skrev: ’Onsdag den 28. november 1520 kom vi ud på Stillehavet. I tre måneder og tyve dage sejlede vi uden at få nye forsyninger. Beskøjterne vi spiste, var forvandlet til en smuldret masse, fuld af maddiker. De stank af rotternes efterladenskaber . . . og drikkevandet var gult, råddent og stinkende. Vi spiste også oksehuder . . . savsmuld og rotter der betaltes med en halv dukat stykket, men desværre var der ikke nok af dem.’ Mens passatvindene fyldte sejlene, og klart vand gled forbi kølen, forværrede skørbug mændenes tilstand. Nitten var døde da man nåede Marianerne den 6. marts 1521.

Fjendtligheder mellem øboerne og besætningen gjorde at man her kun fik fat på en begrænset mængde frisk føde inden man måtte sejle videre. Den 16. marts fik mandskabet endelig Filippinerne i sigte. Mændene kunne nu langt om længe spise sig mætte, hvile ud og komme til kræfter.

Drømmen brister

Magellan, som var yderst religiøs, omvendte mange lokale indbyggere og deres herskere til katolicismen. Men hans nidkærhed blev hans undergang. Han blev indblandet i en tvist mellem to stammer, og med kun 60 mænd angreb han cirka 1500 indfødte da han mente at armbrøster, geværer og Gud ville sikre ham sejr. I stedet blev han og nogle af hans mænd dræbt. Magellan blev omkring 41 år. Den loyale Pigafetta begræder hændelsen: ’De dræbte vort forbillede, vort lys, vor trøst og vor trofaste fører.’ Et par dage senere blev cirka 27 officerer der i sikkerhed på deres skibe blot havde stået og betragtet hvad der var sket, henrettet af de tidligere så venlige høvdinger.

Magellan døde i velkendte omgivelser. Lidt syd for Filippinerne lå Krydderiøerne og mod vest Malaccahalvøen hvor han havde kæmpet i 1511. Nogle historikere mener at han sejlede til Filippinerne efter slaget ved Malaccahalvøen. Hvis han gjorde det, sejlede han faktisk hele jorden rundt, blot ikke i et stræk. Han nåede Filippinerne fra både øst og vest.

Hjemrejsen plaget af ulykker

Eftersom mandskabet var stærkt reduceret, ville det blive en umulig opgave at holde tre skibe i drift, så man sænkede Concepción og sejlede de to resterende fartøjer til deres endelige bestemmelsessted, Krydderiøerne. Da skibene var blevet lastet med krydderier, skiltes deres veje. Mandskabet på Trinidad blev taget til fange af portugiserne og fængslet.

Victoria, som var under kommando af en tidligere mytterist, Juan Sebastián de Elcano, undslap. Skibet undgik alle havne på nær én og udsatte sig for stor fare ved at sejle ad den portugisiske sørute rundt om Kap Det Gode Håb. Det var dog også en risikabel affære at undlade at forsyne sig med proviant. Da man endelig nåede Spanien den 6. september 1522 — tre år efter at man var taget af sted — var 18 syge og udmattede mænd de eneste overlevende. De var jordens første, ubestridte verdensomsejlere. De Elcano blev regnet for en helt. Utroligt nok indbragte salget af de 26 tons krydderier fra Victoria nok til at betale alle omkostninger ved hele ekspeditionen.

Magellans navn lever videre

I mange år blev Magellan forholdt sin velfortjente plads i historien. Spanierne lod sig påvirke af indberetningerne fra de kaptajner der havde begået mytteri, og kastede smuds på hans gode navn og rygte ved at sige at han var hård og uduelig. Portugiserne stemplede ham som en forræder. Beklageligvis forsvandt hans logbog da han døde. Den blev muligvis ødelagt af nogle der ikke var interesserede i at blive afsløret af de oplysninger den indeholdt. Men takket være den ukuelige Pigafetta, en af de 18 verdensomsejlere, samt fem andre medlemmer af ekspeditionen har vi i det mindste nogle optegnelser fra denne tragiske og dog ganske særlige sørejse.

Med tiden ændrede historikerne deres syn på Magellan, og i dag er hans navn på behørig vis omgivet med ære. Et stræde og rumsonden Magellan bærer navnet, og det gælder også De Magellanske Skyer — to uklare galakser på den sydlige stjernehimmel som første gang blev beskrevet af hans besætning. Og så skylder vi selvfølgelig Magellan navnet på verdens største hav — Stillehavet.

„Vi skal helt frem til Apollo 11’s rejse til månen 447 år senere for at finde en rejse der måske når op på siden af Victorias,“ skriver Richard Humble i bogen Magellan. Hvorfor var denne rejse af så stor betydning? For det første beviste den at Amerika hverken var en del af eller lå i nærheden af Asien, som Columbus havde troet. For det andet tydeliggjorde den behovet for en international datolinje da man opdagede en uoverensstemmelse i datoerne ved slutningen af rejsen. Sidst, men ikke mindst, beviste Magellans rejse at jorden er rund, som skribenten Isaac Asimov har gjort opmærksom på. På dette sidste punkt beviste Magellan hvad Bibelen havde sagt i 2250 år. (Esajas 40:22; jævnfør Job 26:7.) Den omstændighed ville uden tvivl have glædet den troende mand der åbnede døren ud til den store verden.

[Fodnote]

[Ramme på side 14]

Tordesillas-traktaten

Idet en stor verden var ved at åbne sig for Portugal og Spanien, enedes man i en traktat om at dele handelen og suveræniteten over de nye lande imellem sig. Under ledelse af paverne Alexander VI og Julius II trak de to nationer en lodret demarkationslinje gennem det der i dag er Brasilien. De områder der blev opdaget øst for denne linje, ville tilhøre Portugal; resten ville tilhøre Spanien. Magellan antydede meget uklogt over for den portugisiske kong Manuel at Krydderiøerne måske ville falde inden for Spaniens territorium når denne linje blev trukket fra pol til pol. Denne velmente bemærkning, der byggede på den udbredte opfattelse at Stillehavet var meget mindre end tilfældet er, gjorde Magellan til genstand for kongens vrede. Ironisk nok beviste Magellan selv at han havde taget fejl. Ikke desto mindre gav denne tro ham yderligere grund til at søge støtte hos den spanske konge.

[Ramme/illustration på side 15]

Prøvelser for tidligere tiders sømænd

Sømandslivet var især på længere opdagelsesrejser alt andet end livet på et idyllisk krydstogt. Her er nogle eksempler på hvad en søfarende kom ud for:

• Trange opholdsrum og mangel på privatliv

• Hyppig og grusom straf afhængig af kaptajnens lune

• Skørbug og død som følge af mangel på C-vitamin

• Dødsfald som følge af skibbrud, sult, tørst, hede, kulde eller de indfødte

• Dysenteri og tyfus forårsaget af forurenet og råddent drikkevand

• Madforgiftning som følge af rådden og besmittet føde

• Feber efter rottebid

• Tyfus overført fra horder af lus på snavsede kroppe og klæder

• I de fleste tilfælde var overlevelseschancen på cirka 50 procent

[Kildeangivelse]

Century Magazine

[Kort/illustrationer på side 16, 17]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Magellans rejse, år 1519-22

Sejlruten

Rejsens udgangspunkt og endemål

Magellanstrædet

Magellan blev dræbt på Filippinerne

Den sidste del af rejsen blev sejlet under kommando af Juan Sebastián de Elcano

[Kildeangivelse]

Magellan: Giraudon/Art Resource, NY; verdenskort: Mountain High Maps® Copyright © 1995 Digital Wisdom, Inc.; astrolabium: Courtesy of Adler Planetarium

[Illustration på side 16]

Fernando Magellan

[Illustration på side 16]

„Victoria“, det første skib som sejlede kloden rundt. Det var det næstmindste af Magellans fem skibe og havde en besætning på 45 mand. Skibet var cirka 21 meter langt

[Illustrationer på side 17]

Navigationsinstrumenter: Timeglasset målte tiden. Astrolabiet beregnede breddegraden