Jagten på guld, ære, krydderier og nye missionsmarker

„TIERRA! Tierra!“ (Land! Land!) Dette jubelråb brød nattevagtens stilhed den 12. oktober 1492. Udkigsmanden om bord på Pinta havde fået øje på en svag kontur af en ø. Den endeløse rejse som skibene Santa María, Pinta og Niña havde gennemført, var langt om længe blevet kronet med held.

Ved de første solstråler gik Columbus, hans to kaptajner og andre skibsofficerer i land. De takkede Gud og tog øen i besiddelse i det spanske kongepars navn.

Columbus’ drøm var gået i opfyldelse. Han så nu frem til at finde guld (de indfødtes guldnæseringe blev ikke ladt upåagtet) og vende tilbage til Spanien i triumf. Han var overbevist om at han havde fundet den vestlige søvej til Indien, og de sidste otte års frustrationer kunne nu glemmes.

En drøm begynder at blive til virkelighed

I slutningen af det 15. århundrede var to handelsvarer særlig efterspurgte i Europa, nemlig guld og krydderier. Man behøvede guld for at kunne købe luksusting fra Orienten, og Østens krydderier satte smag på de ensformige måltider i de lange vintermåneder. De europæiske købmænd ønskede direkte adgang til Østen.

Portugisiske købmænd og søfarere var ved at opnå monopol på Afrikahandelen, og det lykkedes dem at finde sejlruten til Østen rundt om Afrika og Kap Det Gode Håb. Imens gik den italienske søfarer Columbus’ tanker mod vest. Han mente at den korteste vej til Indien og dets eftertragtede krydderier måtte være over Atlanten.

I otte slidsomme år havde Columbus valfartet fra det ene kongehof til det andet for at få støtte til sit foretagende, hvilket til sidst lykkedes hos Spaniens majestæter, Ferdinand og Isabella. Ved sin urokkelige overbevisning fik han omsider de tvivlende regenter og de nølende søfolk med på idéen. Deres skepsis var ikke ubegrundet. Columbus’ projekt var ikke uden fejl, og han insisterede uden skam på at blive udnævnt til „admiral af verdenshavet“ og guvernør på livstid over alle de lande han måtte opdage.

Men det punkt der fik mest kritik var hans beregninger. Dengang bestred de fleste lærde ikke længere at Jorden var rund. Spørgsmålet var hvor langt det ocean der adskilte Europa fra Asien strakte sig. Columbus havde udregnet at Cipangu, det vil sige Japan — som han havde læst om i beretningen fra Marco Polos rejse til Kina — lå 8000 kilometer vest for Lissabon i Portugal. Han anbragte således Japan i det der i dag kaldes Det Caraibiske Hav.a

Først og fremmest på grund af Columbus’ alt for optimistiske udregning af afstanden mellem Europa og Fjernøsten fejede kongelige udvalg i både Spanien og Portugal hans eventyr af bordet som uigennemførligt. Den mulighed at der skulle ligge et stort kontinent mellem Europa og Asien faldt tilsyneladende ingen ind.

Men Columbus, som blev støttet af venner ved det spanske hof, holdt ud, og tiden arbejdede for ham. Dronning Isabella af Castilien, der var en nidkær katolik, blev lokket af udsigten til at vinde Østen for den katolske tro. Da Granada i foråret 1492 faldt for det katolske kongepars hære, blev katolicismen enerådende i hele Spanien. Tiden var moden til at vove nogle penge på et foretagende som kunne give et stort afkast, både religiøst og økonomisk. Columbus fik kongens godkendelse og de kontanter han havde brug for.

Rejsen til det ukendte

En lille flåde på tre skibe blev hurtigt udrustet, og med en samlet besætning på 90 mand stævnede Columbus den 3. august 1492 ud fra Spanien.b Efter at have provianteret på Canarieøerne fortsatte skibene den 6. september videre mod vest med kurs mod „Indien“.

Rejsen var trængselsfyldt for Columbus. Stemningen blandt besætningen steg og faldt alt efter hvad vej vinden bar. På trods af de mange søfugle virkede den vestlige horisont trøstesløs og øde. Columbus måtte bestandig indgyde sine søfolk frisk mod med løfter om jord og rigdom. Da de ifølge Columbus’ „personlige beregninger“ var nået over 3000 kilometer ud på Atlanten, opgav han skibsføreren distancen til kun 2800 kilometer. Derefter skrev han i skibets logbog: „Jeg afslørede ikke det nøjagtige tal [3413 km] for mændene, for så ville de blive skræmte over at befinde sig så langt hjemmefra.“ (Columbus’ Skibsjournal er oversat til dansk af Carl V. Østergaard) Ved mange lejligheder var det kun hans utrættelige beslutsomhed der forhindrede at skibene vendte om.

Som dagene gik blev søfolkene mere og mere urolige. „Min beslutning behagede ikke mændene, for de fortsætter med at knurre og klage,“ skrev Columbus. „Trods dette fastholdt jeg kursen mod vest.“ Den 10. oktober, efter mere end en måned på havet, voksede utilfredsheden på alle tre skibe. Søfolkene lod sig først berolige da Columbus lovede at vende om hvis ikke de fik land i sigte inden for tre dage. Den følgende dag fiskede man en grøn gren med blomster op af havet, og tilliden til admiralen vendte tilbage. Og da dagen gryede næste morgen den 12. oktober, så den søtrætte besætning det velgørende syn af en frodig tropeø. De havde nået målet for deres epokegørende rejse!

Opdagelse og skuffelse

Bahamaøerne var idylliske. De nøgne indfødte var ifølge Columbus „alle velvoksne og smukke“. Men efter i to uger at have levet af tropefrugt og udvekslet gaver med de venlige indbyggere, drog Columbus videre. Han søgte efter guld, efter det asiatiske fastland, samt efter krydderier og folk at omvende.

Få dage senere nåede Columbus Cuba. „Jeg har aldrig set noget så smukt,“ bemærkede han da han gik i land på øen. Inden da havde han i sin logbog skrevet: „Jeg er nu overbevist om at Cuba er det indiske navn for Cipangu [Japan].“ Han sendte derfor to repræsentanter hen for at få foretræde for khanen (herskeren). De to spaniere fandt hverken guld eller japanere, men kunne berette om de indfødtes besynderlige vane med at ryge tobak. Men Columbus lod sig ikke slå ud. „I disse lande [findes] uden tvivl . . . store mængder af guld,“ forsikrede han sig selv.

Odysséen fortsatte, denne gang østpå. Han opdagede en stor, bjergrig ø nær Cuba som han kaldte La Isla Española (Hispaniola). Og til sidst fandt spanierne også en pæn mængde guld. Men få dage senere blev de ramt af en ulykke. Columbus’ flagskib Santa María grundstødte på en sandbanke og kunne ikke bringes flot. De indfødte hjalp villigt mandskabet med at bjærge mest muligt. „De elsker deres næste som sig selv; deres tale er blid og indsmigrende og munter og altid ledsaget af latter,“ skrev Columbus.

Columbus besluttede at oprette en lille koloni på Hispaniola. Tidligere havde han ildevarslende skrevet i sin logbog: „Disse folk er meget uøvede i våbenbrug. . . . Med 50 mand kunne man undertvinge dem alle og få dem til at gøre hvad man bød.“ Han imødeså også en religiøs kolonisering: „Det er mit håb til Gud, at Deres Højheder vil gøre dem alle til kristne, og at de således vil blive Deres undersåtter.“ Da kolonien var blevet oprettet døbte han den La Villa de la Navidad (Fødselsbyen). Columbus besluttede at han og resten af hans folk hurtigt skulle tage tilbage til Spanien med nyheden om deres store opdagelse.

Det tabte paradis

Begejstringen var stor ved det spanske hof da nyheden om Columbus’ opdagelse nåede frem. Columbus blev overøst med æresbevisninger og blev opfordret til så hurtigt som muligt at tilrettelægge en ny ekspedition. I mellemtiden drog spanske diplomater hurtigt til den spanske pave, Alexander VI, for at sikre deres nation retten til at kolonisere alle de lande Columbus havde opdaget.

Den anden ekspedition, der løb af stabelen i 1493, var meget ambitiøs. En armada på 17 skibe medbragte over 1200 kolonister, herunder præster, landmænd og soldater — men ingen kvinder. Hensigten var at kolonisere de nye lande, omvende de indfødte til katolicismen og, naturligvis, skaffe guld og krydderier. Columbus havde også til hensigt at fortsætte sin søgen efter en søvej til Indien.

Skønt der blev opdaget flere øer, herunder Puerto Rico og Jamaica, voksede fortvivlelsen. La Navidad, den første koloni, var blevet hærget af bitre indbyrdes fejder mellem spanierne og var blevet næsten totalt udslettet af øboerne, der var vrede over kolonisatorernes grådighed og umoralitet. Columbus valgte et mere ideelt sted at anlægge en ny, stor koloni, hvorefter han fortsatte sin søgen efter vejen til Indien.

Efter et mislykket forsøg på at omsejle Cuba konkluderede han at det måtte være Asiens kyst — måske Malaya. I bogen The Conquest of Paradise siges der at Columbus „besluttede at lade hele besætningen erklære under ed at den kyst de havde sejlet langs med . . . ikke var en ø men var ’begyndelsen af det indiske fastland’“. Da Columbus vendte tilbage til Hispaniola erfarede han at de nye kolonister ikke havde opført sig meget bedre end de første, men havde voldtaget de indfødte kvinder og gjort drengene til slaver. Columbus forværrede selv de indfødtes fjendskab ved at tage 1500 af dem til fange og sende 500 til Spanien som slaver. De døde alle inden for få år.

På sine to sidste rejser til De Vestindiske Øer havde Columbus ikke bedre held med sig. Han fandt hverken guld, krydderier eller nogen gennemsejling til Indien. Men den katolske kirke hvervede nye proselytter, både med det gode og med det onde. Columbus var en langt dårligere administrator end søfarer, og et skrantende helbred gjorde ham autokratisk og endda hensynsløs over for dem der mishagede ham. De spanske regenter blev bedt om at skifte ham ud med en dygtigere guvernør. Columbus besejrede havene men led nederlag da han gik i land.

Kort efter den fjerde rejse, i en alder af 54 år, døde Columbus som en rig men bitter mand der stadig holdt på at han havde fundet søvejen til Asien. Det blev overladt til eftertiden at tildele ham den ære som han hele sit liv så brændende havde ønsket sig.

Men i kølvandet på hans opdagelsesrejser fulgte udforskningen og koloniseringen af hele det amerikanske kontinent. Verden var med ét slag blevet forandret. Var det til det gode?

[Fodnoter]

[Kort på side 6]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

COLUMBUS’ OPDAGELSESREJSE

SPANIEN

AFRIKA

Atlanterhavet

USA

Bahamaøerne

Cuba

Hispaniola