Lær at leve med følgevirkningerne
DELVIS lammet og liggende i en hospitalsseng spurgte Gilbert lægen: „Kommer jeg nogen sinde til at kunne bruge min arm og mit ben igen?“ Lægens svar var en udfordring: „Jo mere du selv arbejder på det, jo mere af din førlighed vil du få tilbage, og jo hurtigere vil det gå.“ Gilbert svarede: „Jeg er parat til at tage fat!“ Fysioterapi og en positiv indstilling hjalp ham, i en alder af 65 år, fra rullestolen til gangstativet, fra gangstativet til en stok og fra stokken tilbage til hans arbejde.
Forskerne Florence Weiner, Mathew Lee og Harriet Bell siger: „De fleste af de genoptræningsprogrammer som i dag benyttes af patienter der har haft et slagtilfælde, er baseret på den opfattelse at hvis ét område af hjernen er beskadiget, kan andre hjernecentre overtage det ødelagte vævs funktioner. Et af formålene med terapien er at hente det potentiale der ligger i disse centre, frem og sørge for at stimulere patienten på en måde som giver hjernen mulighed for at omorganisere arbejdet og tilpasse sig situationen.“ Men der er andre faktorer som har indflydelse på patientens bedring. Hvilket område af hjernen er ramt, og i hvor alvorlig grad? Hvordan er patientens almene helbredstilstand? Er behandlingen af høj kvalitet? Hvilken støtte og hjælp kan andre yde? Svarene på disse spørgsmål har også betydning for patientens rekonvalescens.
Hjælp og støtte fra familie og venner
Erikka deltog i et rehabiliteringsprogram i tre år. Hun lærte at gå og hvordan hun med sin højre hånd kunne kompensere for den førlighed hun havde mistet i den venstre. Om det der hjalp hende til at klare det, siger hun: „Det vigtigste var at min mand og mine venner forblev loyale mod mig. Bevidstheden om at de elskede mig, gav mig styrke, og deres opmuntring motiverede mig til ikke at give op.“
I forbindelse med helbredelsesprocessen må familiens medlemmer samarbejde med den syge. De må stille spørgsmål til det involverede sundhedspersonale og lære noget om forskellige former for terapi som måske skal fortsættes i hjemmet for at sikre at de fremskridt der allerede er gjort, ikke skal gå tabt. Den tålmodighed, venlighed, forståelse og hengivenhed de pårørende udviser, udgør et trygt følelsesmæssigt miljø hvori patienten kan genoptræne sin talefærdighed, læsefærdighed og kunnen i forbindelse med andre evner der har betydning i hverdagen.
John arbejdede hårdt for at hjælpe sin hustru, Ellen, med øvelser og terapi idet han prøvede at bevare den rette balance mellem at presse hende og vise hende omsorg og kærlighed. Han beskriver de anstrengelser han og familien gjorde sig: „Vi ville ikke lade Ellen synke ned i selvmedlidenhedens dyb. Nogle gange var vi som strenge og krævende lærere, men vi holdt altid øje med hendes begrænsninger og hjalp når det var nødvendigt. Hun er blevet mere følsom, så jeg passer på at jeg ikke kommer til at belaste hende for meget.“
Efterhånden som Ellen — med en talepædagogs hjælp — lærte at tale igen, hjalp John hende. „Det opmuntrede os at gøre tingene sammen, så vi læste Bibelen højt for hinanden, og det forbedrede hendes talefærdighed. Da vi er Jehovas vidner, begyndte vi også lidt efter lidt sammen at tage del i tjenesten. På den måde kunne Ellen dele det håb vi har for fremtiden, med andre. For Ellen var det i sig selv en terapi.“ I løbet af knap tre år havde Ellen gjort store fremskridt.
Den opmuntring og styrke venner og bekendte kan give en patient der har overlevet et slagtilfælde, må aldrig undervurderes; den kan have kolossal betydning for den pågældendes rekonvalescens. Lægetidsskriftet Stroke har rapporteret at en højere „grad af social støtte har vist sig at være afgørende for hvor hurtigt bedringen satte ind, og for hvilken generel forbedring af patientens funktioner der blev opnået, selv blandt dem der var blevet ramt af et mere alvorligt slagtilfælde“.
Bernie satte stor pris på den støtte hans venner ydede ham. Han understreger: „Vennernes besøg har stor betydning for patienten. En medfølende stemme og en omsorgsfuld indstilling højner moralen. Man behøver ikke at dvæle ved det patienten ikke kan, men det virker meget opmuntrende hvis man gør opmærksom på ethvert fremskridt.“ Hvad kan vi hver især gøre for at støtte og hjælpe dem der kæmper med eftervirkningerne at et slagtilfælde? „Kom med en buket blomster,“ foreslår Bernie. „Drøft en bibelsk tanke, eller fortæl en oplevelse. Den slags var en stor hjælp for mig.“
Melva, en ældre patient der overlevede et slagtilfælde, syntes det hjalp hende når en af hendes åndelige brødre bad sammen med hende. Gilbert anbefaler det samme og forklarer: „Det er et stærkt bevis på ens omsorg at man beder sammen med patienten.“ Peter, som efter et slagtilfælde fik nedsat syn, værdsætter det når andre forstår hans handicap og tager sig tid til at læse højt for ham.
At hjælpe patienten med at komme frem og tilbage til rehabiliteringscentret er en kærlig gestus. Man må også undersøge om patientens hjem er et sikkert sted for den pågældende. Når man har problemer med balancen, er der hele tiden risiko for at man falder. Gilbert satte stor pris på den kærlige hjælp hans venner ydede ham, blandt andet ved som en sikkerhedsforanstaltning at installere en gribestang i hans brusekabine.
Lær at yde hjælp
En patient der har haft et slagtilfælde, kan godt opfatte humørsvingninger og en øget tendens til gråd som noget pinligt eller flovt. Den slags kan også virke foruroligende på tilskuere som ikke ved hvordan de skal reagere. Ved at lære hvordan man støtter og hjælper, kan venner være med til at redde patienten fra den isolation som ellers kan blive resultatet. Normalt vil hyppigheden af grådanfaldene aftage med tiden. Men når gråden kommer, bør man bevare roen, blive hos patienten og sige det man gerne selv ville høre hvis rollerne var byttet om.
Opdyrk frem for alt ægte kærlighed til dem hvis handicap har forandret den personlighed du engang kendte. De fornemmer hvordan du føler det, og det påvirker så igen deres holdning til dig. Erikka siger: „Det kan godt være at jeg aldrig bliver den samme som før. Men det er der heller ingen der bør forvente af en der har haft et slagtilfælde. Slægtninge og venner bør lære at elske den pågældende som han eller hun er nu. Hvis de prøver at analysere patientens personlighed, vil de opdage at de mest attraktive træk fra før stadig er der.“
Når man ikke er i stand til at tale med eller forstå andre, bliver ens selvrespekt meget lille. Ved at gøre en indsats for at tale med den pågældende kan venner give dem der har et talehandicap, deres selvværdsfølelse tilbage. Takashi siger: „Hvad jeg tænker og føler, har ikke ændret sig. Men folk er tilbøjelige til at undgå mig fordi jeg ikke kan føre en normal samtale. Det er vanskeligt for mig at henvende mig til andre, men når nogen kommer hen og taler med mig, er det til stor opmuntring. Det gør mig meget, meget glad!“
Her følger nogle retningslinjer der kan hjælpe os alle til at støtte og opmuntre dem der har et talehandicap.
Kun de færreste slagtilfælde påvirker intelligensen. De fleste der overlever et slagtilfælde, er stadig åndsfriske selv om deres tale kan være svær at forstå. Tal aldrig ned til dem, og brug aldrig børnesprog. Behandl dem med værdighed.
Lyt tålmodigt. Måske behøver de tid til at omformulere en tanke eller færdiggøre et ord, en vending eller en sætning. En omsorgsfuld lytter er ikke utålmodig.
Lad ikke som om du har forstået patienten hvis det ikke er tilfældet. Indrøm i stedet kærligt: „Jeg er ked af det, men jeg kan ikke forstå hvad du siger. Vi prøver igen senere.“
Tal langsomt og tydeligt i et normalt stemmeleje.
Brug korte sætninger og velkendte ord.
Benyt spørgsmål der kan besvares med et ja eller et nej, og hjælp patienten med at svare. Husk at vedkommende måske ikke er i stand til at forstå hvad du siger.
Sørg for at holde eventuel baggrundsstøj nede.
Hvordan man kan klare situationen med Jehovas kærlige støtte
Naturligvis er det vigtigt at finde frem til årsagen til et slagtilfælde. Det sætter patienten i stand til at tage sine modforholdsregler og reducerer dermed risikoen for at han eller hun får flere slagtilfælde i fremtiden. Men det er også meget vigtigt at få kontrol over den frygt der følger med. Ellen fortæller: „Guds udtalelse i Esajas 41:10 trøster mig i særlig grad. Der siges: ’Vær ikke bange, for jeg er med dig. Se dig ikke rådvildt om, for jeg er din Gud. Jeg vil støtte dig. Ja, jeg vil hjælpe dig. Ja, jeg vil holde dig fast med min retfærdigheds højre hånd.’ Jehova er blevet mere virkelig for mig, og derfor er jeg ikke bange.“
Bibelen hjælper også Anand til at bearbejde den fortvivlelse han føler: „Bibelen er en kolossal støtte for mig. Den giver mig nyt håb og ny styrke.“ Apopleksipatienten Hiroyuki havde det problem at han ikke kunne koncentrere sig, og hvordan skulle han så få gavn af Bibelen? Han siger: „Jeg fandt trøst ved at lytte til oplæsning af Bibelen på kassettebånd.“
Apostelen Paulus sagde: „Når jeg er svag, så er jeg stærk.“ (2 Korinther 12:10) Jehovas ånd hjalp Paulus til at overkomme det han ikke kunne klare i egen kraft. De der overlever et slagtilfælde, kan også stole på at Jehova vil styrke dem åndeligt. Erikka forklarer: „Når vi er raske og klarer det hele i egen kraft, giver vi ikke Jehova mange muligheder for at hjælpe os. Mit handicap har sat mig i stand til at styrke mit forhold til Jehova på en ganske særlig måde.“
Støtte til dem der yder hjælp
Der er også behov for at støtte dem der har den vanskelige opgave at passe og pleje patienter som har haft et slagtilfælde. Hvor kan de hente hjælp? Blandt andet hos deres familie. Alle familiens medlemmer må være indstillet på at yde deres i forbindelse med omsorgen for patienten. Yoshiko fortæller hvordan hun følelsesmæssigt blev hjulpet af sine sønner: „De lyttede til mine problemer som om de var deres egne.“ De pårørende må indhente alle tilgængelige relevante oplysninger for at lære hvordan man passer en patient der har haft et slagtilfælde, og hvordan de skal forholde sig til eventuelle ændringer i deres slægtnings personlighed.
Hvem kan ellers hjælpe dem der plejer patienten? I forbindelse med pasningen af Victor bad David og hans familie om hjælp hos deres åndelige brødre og søstre i Jehovas Vidners menighed: „De var villige til at hjælpe os. Ved hjælp af en turnusordning hvor de sover hos os på skift, passer de nogle gange Victor for os en hel nat.“
Alle der passer og plejer andre, har behov for kærlig hjælp og støtte fra deres åndelige familie. Men nogle bryder sig ikke om at bede om hjælp. Haruko forklarer: „Andre siger tit: ’Hvis der er noget vi kan hjælpe med, må du endelig sige til.’ Men når jeg ved hvor travlt de alle sammen har, kan jeg ikke få mig selv til at bede om hjælp. Jeg ville være meget taknemmelig hvis de i stedet ville tilbyde at hjælpe mig med noget bestemt: ’Jeg kan hjælpe dig med rengøringen. Hvilken dag passer dig bedst?’ ’Er det i orden at jeg lige kommer forbi og hjælper dig med at købe ind?’“
Kenjis kone fik et slagtilfælde, men han var selv i stand til at yde hende den nødvendige hjælp. Han opdagede at han ved bønnens hjælp kunne kaste sine byrder på Jehova. Til sidst mistede hans kone også taleevnen, og han mistede en at tale med. Men Kenji læser i Bibelen hver dag. Han siger: „Det minder mig om Jehovas kærlige omsorg for dem der er knust i ånden, og det har forebygget depression og ensomhedsfølelse.“
Hvis følelserne er ved at tage magten fra en, kan det være en hjælp at sætte sin lid til Jehovas ånd. Yoshiko, som må leve med den forandring i personlighed og temperament der er sket med hendes mand efter et slagtilfælde, fortæller: „Nogle gange havde jeg lyst til at skrige af mine lungers fulde kraft. Når det skete, bad jeg altid en bøn til Jehova, og hans ånd hjalp mig til at falde til ro.“ Hun værdsætter Jehovas loyalitet imod hende så meget at hun ikke lader noget som helst hindre hende i at føre et kristent liv. Hun overværer regelmæssigt de kristne møder, deltager i forkyndelsen og følger en personlig plan for bibelstudium. „Når jeg gør min del,“ siger Yoshiko, „er jeg sikker på at Jehova aldrig vil svigte mig.“
Når bekymringerne trænger sig på, er Jehova der altid, rede til at lytte. Midori, hvis mand overlevede et slagtilfælde, finder trøst i at Jehova billedligt talt har kommet alle de tårer hun har udgydt, i sin „læderflaske“. (Salme 56:8) Hun husker Jesu ord: „Vær . . . aldrig bekymrede for dagen i morgen.“ „Jeg har besluttet mig for at vente tålmodigt til den nye verden kommer,“ siger hun. — Mattæus 6:31-34.
Alvorlige begrænsninger
I nogle tilfælde medfører genoptræningen betydelige forbedringer i patientens tilstand, men andre har kun ringe succes med at genvinde de færdigheder de havde inden slagtilfældet. Hvad kan hjælpe dem der befinder sig i sidstnævnte gruppe, til at se i øjnene at de bliver nødt til at leve med de alvorlige og langvarige begrænsninger som slagtilfældet har medført?
Bernie, som mistede meget af sin førlighed på grund af et slagtilfælde, svarer: „Glæden over mit håb om evigt liv på en paradisisk jord og bøn til min himmelske Fader, Jehova, hjalp mig til stille og roligt at affinde mig med situationen.“
Det samme håb hjalp Erikka og hendes mand, Georg, til at acceptere hendes begrænsninger og alligevel glæde sig over livet. Georg forklarer: „Vi har Guds ord for at han en dag vil helbrede os fuldstændigt. Derfor koncentrerer vi os ikke om skavankerne. Vi gør selvfølgelig stadig alt hvad vi kan, for Erikkas helbred, men man kan godt lære at leve med en mangelfuld muskelkoordination og koncentrere sig om mere positive ting.“ — Esajas 33:24; 35:5, 6; Åbenbaringen 21:4.
I de tilfælde hvor patientens bedring er meget begrænset, er de pårørendes støtte og hjælp endnu mere afgørende. De kan hjælpe patienten til at affinde sig med situationen indtil Guds tid er inde til at afhjælpe alle helbredsproblemer.
Bevidstheden om at der venter både apopleksipatienter og deres familier en storslået fremtid den dag vi får vort fuldkomne helbred tilbage, sætter dem i stand til at tage en dag ad gangen. De venter tålmodigt på at blive udfriet fra enhver form for lidelse i Guds nye verden som nu er nær. (Jeremias 29:11; 2 Peter 3:13) Indtil da kan alle der vender sig til Jehova, have tillid til at han allerede på nuværende tidspunkt vil hjælpe og støtte dem, så de kan lære at leve med de handicap slagtilfælde kan forårsage. — Salme 33:22; 55:22.
[Tekstcitat på side 12]
Familie og venner kan hjælpe patienten til at leve med følgevirkningerne indtil Guds tid er inde til at råde bod på alle helbredsproblemer
[Ramme/illustration på side 10]
Forebyggelse af slagtilfælde
„DET bedste man kan gøre, er at forebygge slagtilfælde,“ siger Dr. David Levine. Og den faktor der først og fremmest har vist sig at have forbindelse med forekomsten af slagtilfælde, er for højt blodtryk.
I mange tilfælde kan et for højt blodtryk normaliseres ved hjælp af en diæt med et højt indhold af kalium og et lavt indhold af salt, mættede fedtsyrer og kolesterol. En begrænsning af alkoholforbruget kan også have betydning. Et regelmæssigt motionsprogram, tilpasset ens alder og fysiske kondition, kan hjælpe en af med overflødige kilo og reducere blodtrykket. Endelig kan det være nødvendigt at tage medicin, men det skal foregå under lægetilsyn eftersom der er et stort udvalg af lægemidler på markedet.
Åreforkalkning i halspulsåren, der er en af hovedårsagerne til slagtilfælde, medfører at denne arterie, som leverer hovedparten af hjernens blodforsyning, indsnævres. Graden af indsnævring afgør om det er tilrådeligt at foretage et kirurgisk indgreb for at forbedre blodgennemstrømningen i den forkalkede arterie. Flere undersøgelser har vist at patienter som havde symptomer og kraftigt forsnævrede halspulsårer, fik gavn af operation kombineret med medicinsk behandling. Et kirurgisk indgreb kan dog give komplikationer og bør kun foretages efter nøje overvejelse.
Hjertesygdomme kan forøge risikoen for slagtilfælde. Atrieflimren (uregelmæssig hjerterytme) kan medføre at der dannes blodpropper som via blodbanen føres til hjernen; dette kan behandles med antikoagulerende lægemidler. Det kan også være nødvendigt at behandle andre hjertesygdomme kirurgisk eller medicinsk for at reducere risikoen. Mange slagtilfælde kan føres tilbage til sukkersyge. Diabetespatienter kan derfor i nogen grad forebygge slagtilfælde ved at sørge for at deres sukkersyge er velbehandlet og under kontrol.
Forbigående anfald af iskæmi, TIA, er et klart forvarsel om at et slagtilfælde kan være på vej. De må derfor ikke ignoreres. Gå til lægen og sørg for at få behandlet den tilgrundliggende årsag. TIA øger risikoen for et slagtilfælde mange gange.
En sund livsførelse har stor betydning. Alsidig kost, regelmæssig motion, minimalt alkoholforbrug og aflæggelse af rygevanen kan medvirke til at bevare arterierne sunde og raske og måske endda udbedre nogle af de skader der allerede er sket. Undersøgelser har vist at risikoen for slagtilfælde også kan reduceres ved at man spiser frisk frugt, grøntsager og kornprodukter.