Troubadourerne — ikke kun kærlighedssangere

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I FRANKRIG

HVAD kommer du til at tænke på når du hører ord som troubadour og spillemand? Måske sange om høvisk kærlighed og gammeldags ridderlighed. Og det er heller ikke forkert, men troubadourernes tilværelse omfattede langt mere. De er nok mest kendt for deres canso d’amor — kærlighedssang — og bliver derfor ofte afbildet med en lut i hånden mens de spiller en serenade for en dame. Men det var ikke kun kærlighedstemaet de interesserede sig for. Troubadourerne var en faktor i mange af samtidens sociale, politiske og religiøse spørgsmål.

Troubadourkulturen var udbredt i det 12. og 13. århundrede over hele det område der i dag kaldes Sydfrankrig. Det var både digtere og musikere som skrev på datidens mest raffinerede romanske sprog. Det blev kaldt langue d’oca — et sprog der hovedsagelig blev talt syd for Loirefloden og i grænseområderne til Italien og Spanien.

Der er delte meninger om hvor ordet „troubadour“ stammer fra. Det synes imidlertid at være afledt af det provencalske verbum trobar, der betyder „at forfatte, opfinde eller finde“. Troubadourerne var derfor digtere som kunne finde de rette ord eller rim til deres formfuldendte vers. Deres poesi blev sat til musik og fremført i sange. Når troubadourerne rejste fra by til by for at optræde med deres sange akkompagneret af harpe, violin, fløjte, lut eller guitar, blev de ofte ledsaget af professionelle artister kaldet jonglører. I de riges gemakker såvel som på markedspladser eller ved turneringer, festivaler eller gilder var musikoptræden som regel en del af underholdningen.

Forskellige baggrunde

Troubadourerne var af forskellig herkomst. Nogle var født ind i fornemme familier, nogle få var konger, og andre var af mere ydmyg herkomst og steg i rang til troubadour. Nogle opnåede en fremtrædende stilling. Mange var højtuddannede og rejste vidt omkring. Alle modtog en grundig oplæring i reglerne for galanteri, takt og tone, digtning og musik. En kilde siger at en god troubadour forventedes „i detaljer at kende alle nyheder, at kunne gengive alle de betydningsfulde teser fra universiteterne, at være godt kendt med skandalerne ved hoffet, . . . at være i stand til at improvisere vers for en herre eller en frue på et øjeblik og at spille mindst to af hoffets foretrukne instrumenter.“

I det 12. århundrede bragte den stigende handel stor rigdom til den sydlige del af Frankrig. Med velstanden fulgte fornøjelser, uddannelse, en mere kultiveret sans for kunst og en luksuspræget livsstil. De fornemme adelsmænd og adelsfruer i Languedoc og Provence var troubadourernes mest hengivne protektorer. Digterne var højt agtede og fik stor indflydelse på aristokratiets vaner, mode og manerer. De indførte de formelle pardanse i Europas balsale. The New Encyclopædia Britannica siger at „deres vigtigste opgave var at omgive hoffets damer med en aura af kultur og velvilje som indtil da havde været uhørt“.

Respekt for kvinderne

Når en mand holder døren for en dame, hjælper hende frakken på eller viser en af de mange andre former for gentleman-manerer der i århundreder har været kendt i Vesteuropa, viderefører han en skik som troubadourerne sandsynligvis indførte.

Den middelalderlige indstilling til kvindekønnet var stærkt påvirket af kirkens lære, som blandt andet gik ud på at kvinden var ansvarlig for menneskets syndefald og for at det blev udvist af Paradiset. Hun blev anset for at være en fristerinde, Djævelens håndlanger, et nødvendigt onde. Ægteskabet blev ofte betragtet som et fornedret forhold. Kirkeloven gav rum for hustruvold og forstødelse, hvilket bidrog til at kvinden blev ydmyget og undertrykt. På næsten alle områder blev kvinden betragtet som ringere end manden. Men da troubadourerne gjorde deres entré, begyndte mændenes indstilling at ændre sig.

Den første kendte troubadour var Vilhelm IX, hertug af Aquitanien. Hans digtning var den første som indeholdt elementer af troubadourens unikke kærlighedsopfattelse, den såkaldt høviske kærlighed. Digterne fra Provence kaldte den verai’amors (ægte kærlighed) eller fin’amors (smuk kærlighed). Denne digtning var revolutionerende fordi kvinden ikke længere blev betragtet som et ynkeligt andenrangsmenneske i forhold til manden.

Troubadourdigtningen viste kvinden stor ære og respekt. Hun blev indbegrebet af ædle og dydige egenskaber. Nogle sange beklagede damens kolde ligegyldighed over for den beundrende barde. I hvert fald i teorien skulle troubadourens kærlighed forblive ærbar. Hans hovedformål var ikke at komme til at eje kvinden, men snarere den forædling som hans kærlighed til hende vakte i hans indre. For at gøre sig værdig var den unge digter tvunget til at opdyrke ydmyghed, selvbeherskelse, tålmodighed, loyalitet og alle de ædle egenskaber som hun besad. Selv de mest ukultiverede mænd kunne kærligheden derfor forbedre.

Troubadourerne mente at høvisk kærlighed var kilden til social og moralsk forædling, og at høflige og ædle gerninger udsprang af kærlighed. Efterhånden som denne tanke vandt stor udbredelse, blev den grundlaget for et sæt adfærdsregler der med tiden blev antaget af menigmand i samfundet. Som modsætning til det rå og brutale feudalsamfund var en ny livsstil begyndt. Kvinderne forventede nu at deres mænd var selvopofrende, hensynsfulde og venlige — at de var gentlemen.

Inden længe vandt troubadourernes kunst indpas i en stor del af Europa. Spanien og Portugal brugte deres temaer. Nordfrankrig havde sine trouvères, Tyskland sine kærlighedssangere, og Italien sine trovatori. Troubadourernes tema — høvisk kærlighed og ridderlighed — førte til en ny litteraturgenre, der er kendt som romantiske fortællinger eller ridderromaner.b Ved at blande idealet om høvisk kærlighed med sagn fra det keltiske Bretagne fremhævede troubadouren Chrétien de Troyes for eksempel dyder som gavmildhed over for og beskyttelse af de svage i fortællingerne om kong Arthur og ridderne af det runde bord.

Troubadourernes rolle i samfundet

De fleste af troubadourernes sange lovpriste dyderne ved høvisk kærlighed, men andre sange handlede om samtidens sociale og politiske problemer. Den franske forfatter Martin Aurell forklarer i sin bog La vielle et l’épée (Violinen og sværdet) at troubadourerne ’aktivt tog del i de stridigheder som splittede deres samtidige, og at de gennem deres kompositioner endda støttede det ene eller det andet parti’.

I en kommentar til troubadourernes særstilling i middelalderens samfund siger Robert Sabatier: „Aldrig før havde digtere opnået så stor anseelse; aldrig før havde nogen haft så stor ytringsfrihed. De roste og irettesatte, de gjorde sig til folkets stemme, de påvirkede politikernes politik, og de blev talerøret for nye idéer.“ — La Poésie du Moyen Age (Middelalderens poesi).

Datidens nyhedsmedium

Man kan med rette sige at længe før trykkemaskinen blev opfundet, var troubadourerne og andre omvandrende sangere datidens nyhedsmedium. Sangerne i middelalderen rejste på tværs af de internationale grænser. Ved de forskellige hoffer i Europa — fra Cypern til Skotland og fra Portugal til Østeuropa, overalt hvor de rejste — indsamlede de nyheder og udvekslede historier, melodier og sange. Jonglørerne fortalte hurtigt nyhederne videre til hinanden, og troubadourernes melodiøse sange blev lært af folket. Dette fik stor indflydelse på den offentlige mening og fik befolkningen til at gå sammen i den ene eller den anden bevægelse.

En af de mange lyriske genrer som troubadourerne benyttede, kaldes på fransk sirventès, der betyder „tjenerens sang“. Nogle af disse sange afslørede herskernes uretfærdigheder. Andre hyldede tapperhed, selvopofrelse, gavmildhed og barmhjertighed, mens de kritiserede barbarisk grusomhed, fejhed, hykleri og egoisme. Sirventès’en fra begyndelsen af det 13. århundrede har givet historikerne et billede af Languedocs politiske og religiøse atmosfære i en tid med store omvæltninger.

Kritik af kirken

Efter fiaskoen med korstogene begyndte mange at betvivle den katolske kirkes åndelige og verdslige myndighed. Præsterne hævdede at de repræsenterede Kristus, men deres handlinger var alt andet end kristuslignende. Deres hykleri, begærlighed og korruption begyndte at blive almindeligt kendt. Eftersom kirkens biskopper og præster var optaget af at søge sig større rigdom og politisk magt, indsmigrede de sig hos de rige. Deres forsømmelse af de fattiges og middelklassens åndelige behov fremkaldte naturligvis protester.

I Languedoc var mange fra middelklassen og adelen veluddannede. Historikeren H. R. Trevor-Roper siger at et bogligt dannet lægfolk havde bemærket at kirken i det 12. århundrede „var meget forskellig fra de tidlige modeller som den påstod at efterligne“. Han tilføjede at mange var begyndt at tænke: „Hvor langt mere anderledes var ikke . . . den uetablerede kirke før Konstantin, apostlenes kirke, . . . de forfulgtes: en kirke uden paver eller feudalbiskopper eller store donationer eller hedenske læresætninger eller nye bestemmelser som skal øge dens velstand og magt!“

Indbyggerne i Languedoc var tolerante. Greverne i Toulouse og andre sydfranske herskere gav folket religionsfrihed. Valdensernec havde oversat Bibelen til langue d’oc, og to og to forkyndte de nidkært dens budskab i hele området. Katharerne (også kaldt albigenserne) fortalte også vidt og bredt om deres lære, og mange fra adelen konverterede til dem.

Mange af troubadourernes sirventès’er afspejlede folks skuffelse, despekt og afsky for det katolske præsteskab. En sirventès af Gui de Cavaillon fordømte således præsteskabet for at have „forladt deres vigtigste kald“ til fordel for verdslige interesser. Troubadourdigtningen latterliggjorde helvedes ild, korset, skriftemålet og vievandet. Den hånede afladsordningen og relikvierne og beskrev de umoralske præster og korrupte biskopper i satiriske vendinger som værende „forrædere, løgnere og hyklere“.

Kirkens kamp mod frihed

Romerkirken mente selv at den var højt hævet over alle kejserriger og kongedømmer. For at værne om sin magt benyttede kirken krigsapparatet. Pave Innocens III lovede hele Languedocs rigdom til den hær som kunne undertvinge prinserne og fjerne alle religiøse afvigere i Sydfrankrig. Dernæst fulgte en af de blodigste perioder med tortur og mord i Frankrigs historie. Den blev kendt som Albigenserkrigen (1209-29).d

Blandt troubadourerne blev den omtalt som et korstog. Deres sange udtrykte vrede over kirkens grusomme behandling af religiøse afvigere og over at paven tilbød samme aflad for drabene på franske afvigere som for drabene på muslimer, der blev betragtet som vantro. Kirken erhvervede sig stor rigdom under Albigenserkrigen og den efterfølgende inkvisition. Familier blev gjort arveløse og fik konfiskeret deres jord og hjem.

Mange troubadourer blev anklaget for at være kathariske kættere og flygtede derfor til mindre fjendtligt indstillede lande. Denne blodige kampagne markerede afslutningen på den „occitanske“ kultur, dens livsstil og poesi. De love som blev udstedt i forbindelse med inkvisitionen, forbød at man sang eller endog nynnede en troubadours sang. Men deres arv levede videre; og deres kirkefjendske sange skabte grobunden for det der senere blev reformationen. Ja, troubadourerne huskes for andet og mere end deres kærlighedssange.

[Fodnoter]

[Illustration på side 19]

Miniatureformat af et manuskript fra det 12. århundrede

[Kildeangivelse]

Bibliothèque Nationale i Paris

[Kildeangivelser på side 18]

Printer’s Ornaments/by Carol Belanger Grafton/Dover Publications, Inc.

Bibliothèque Nationale i Paris