Står forskerne delt?

„SELV om vi ikke bør afvise forestillingen om at videnskab er en søgen efter sandhed om den verden vi lever i, bør vi tænke på de psykologiske og sociale faktorer der ofte modarbejder denne søgen.“ Sådan skrev Tony Morton i en redegørelse med titlen: „Uenighed blandt de videnskabelige skoler: Forskernes motiver og metoder.“ Det ser ud til at berømmelse, økonomisk gevinst, ja endog politiske synspunkter af og til har haft indflydelse på resultaterne af videnskabelige undersøgelser.

I 1873 gav dommeren sir George Jessel udtryk for sin bekymring over den rolle en sådan indflydelse kunne spille i retssager: „Vidneudsagn fra eksperter er vidneudsagn fra personer der i nogle tilfælde har gjort ekspertviden til deres levebrød, men som i alle tilfælde bliver betalt for deres vidneudsagn. . . . Det er kun naturligt at vedkommende, uanset hvor hæderlig den pågældende måtte være, vil have en tilbøjelighed til at favorisere den der har betalt ham for at udtale sig, og vi ser da også en sådan partiskhed i praksis.“

Tag for eksempel retsvidenskab. En appeldomstol har gjort gældende at retsvidenskabelige forskere undertiden viser partiskhed. Tidsskriftet Search bemærker: „Alene den omstændighed at det er politiet der anmoder om deres hjælp, kan skabe et afhængighedsforhold mellem politiet og disse forskere. . . . Retsvidenskabelige forskere ansat i den offentlige sektor kan se det som deres opgave at hjælpe politiet.“ Tidsskriftet anfører de skandaløse retssager i England mod Maguire (1989) og Ward (1974) fra IRA (Den Irske Republikanske Hær), der begge blev dømt for bombeattentat, som eksempler på sager der bærer „tydeligt præg af visse meget erfarne og i øvrigt velanskrevne forskeres villighed til at tilsidesætte videnskabelig upartiskhed og se det som deres opgave at hjælpe anklagemyndigheden“.

Et andet markant eksempel på dette er Lindy Chamberlain-sagen i Australien (1981-82), som dannede baggrund for filmen A Cry in the Dark (Et skrig i mørket). Bevismateriale fremlagt af retsmedicinske eksperter havde åbenbart en klar indflydelse på domfældelsen af Lindy Chamberlain, som stod anklaget for at have myrdet sin ni uger gamle datter, Azaria. Trods hendes udsagn om at det var en australsk vildhund der havde dræbt barnet, blev hun dømt skyldig og sendt i fængsel. Mange år senere da barnets snavsede og blodige trøje blev fundet, kunne det oprindelige bevismateriale ikke stå for en nærmere undersøgelse. Lindy Chamberlain blev løsladt, hendes dom blev annulleret, og hun fik udbetalt erstatning for den uretfærdige domfældelse.

Når videnskabsmænd argumenterer mod hinanden, kan det give anledning til bitter strid. For nogle årtier siden blev dr. William McBrides angreb på producenterne af lægemidlet thalidomid kendt i hele verden. Da han henledte opmærksomheden på at dette medikament, der var blevet markedsført som et middel mod morgenkvalme hos gravide kvinder, kunne medføre alvorlige misdannelser hos fosteret, blev han dagens helt. Men mange år senere da han arbejdede med et andet projekt, blev han anklaget af en lægeuddannet journalist og fundet skyldig i videnskabelig svindel og uredelig embedsførelse. Han blev slettet af den officielle liste over læger i Australien.

Videnskabelige uoverensstemmelser

Der er i dag stor uenighed om hvorvidt elektromagnetiske felter er skadelige for mennesker og dyr. Noget tyder på at vort miljø i meget omfattende grad er forurenet af elektromagnetisme, som kan stamme fra alt lige fra højspændingsledninger til computeren eller mikroovnen i vore hjem. Nogle påstår endda at brugen af mobiltelefoner i løbet af nogle år kan skade hjernen. Andre peger på videnskabelige undersøgelser der tyder på at elektromagnetisk stråling kan give kræft og forårsage død. Avisen The Australian skriver for eksempel: „Et britisk elektricitetsselskab er blevet sagsøgt i en sag vedrørende en dreng der angiveligt udviklede cancer og døde fordi han sov i nærheden af nogle højspændingskabler.“ Dr. Bruce Hocking fra Melbourne, en læge der beskæftiger sig med arbejdsskader, fandt ud af at „blandt børn som boede inden for en radius af cirka fire kilometer fra tv-selskabets store antenner i Sydney, var forekomsten af leukæmi mere end dobbelt så stor som blandt børn der boede længere væk“.

Miljøforskere forsvarer sådanne påstande, men for storkapitalens og de kommercielle interessers repræsentanter kan den slags oplysninger — som set med deres øjne blot er „unødvendige skræmmekampagner“ — betyde tab på milliarder af dollars. De går derfor til modangreb og får støtte andre steder i videnskabens verden.

Der er også uenighed med hensyn til den kemiske forurening. Nogle har kaldt dioxin for „det mest giftige af de kemikalier mennesket har fremstillet“. Dette kemiske stof, der i Michael Fumentos bog Science Under Siege (Videnskaben under angreb) betegnes som „blot et uundgåeligt biprodukt ved fremstillingen af visse ukrudtsmidler“, er af andre blevet kaldt „hovedbestanddelen af Agent Orange“.a Stoffet fik sin største offentlige omtale efter Vietnamkrigen. Der blev udkæmpet store juridiske bataljer mellem krigsveteraner og repræsentanter fra den kemiske industri. Begge parter stillede med hold af videnskabelige eksperter med hver deres opfattelse.

Miljøspørgsmål som den globale opvarmning, drivhuseffekten og nedbrydningen af ozonlaget er også i offentlighedens søgelys. Angående de miljømæssige risici for Antarktis rapporterer avisen The Canberra Times: „Undersøgelser foretaget af forskere tilknyttet Palmer Station, en amerikansk videnskabelig base på Antwerpenøen, viser at ultraviolet stråling har forårsaget store skader på de lavere livsformer som plankton og bløddyr, skader som kan forplante sig længere op i fødekæden.“ Men mange andre videnskabelige undersøgelser imødegår tilsyneladende disse påstande og borteliminerer på den måde frygten for nedbrydningen af ozonlaget og den globale opvarmning.

Men hvem har ret? Det virker som om enhver påstand og ethvert arguments troværdighed både kan bevises og modbevises af de videnskabelige eksperter. „Videnskabelig sandhed afhænger mindst lige så meget af tidsånden som af den konklusion man når frem til ad logikkens og ræsonnementets vej,“ siger bogen Paradigms Lost. I sin føromtalte bog Science Under Siege fokuserer Michael Fumento på spørgsmålet om dioxins farlighed med følgende bemærkning: „Vi er alle, afhængigt af hvem vi lytter til, enten potentielle ofre for forurening eller potentielle ofre for grov misinformation.“

Der er dog visse velkendte videnskabelige katastrofer som ikke lader sig bortforklare, katastrofer som videnskaben må stå til regnskab for.

„En tragedie af overvældende dimensioner“

I værket „A Message to Intellectuals“ (Et budskab til de intellektuelle), som blev offentliggjort den 29. august 1948, reflekterede Albert Einstein over videnskabens mindre glamourøse øjeblikke med ordene: „Af smertelig erfaring ved vi at en rationel tankegang ikke er tilstrækkelig til at løse vore samfundsproblemer. Dybtgående forskning og skarpsindigt videnskabeligt arbejde har ofte fået tragiske følger . . . ved at tilvejebringe masseødelæggelsesvåben hvormed menneskeheden kan udslette sig selv. Dette er i sandhed en tragedie af overvældende dimensioner!“

Associated Press har for nylig meddelt: „Storbritannien indrømmer at have foretaget forsøg med bestråling af mennesker.“ Det britiske forsvarsministerium har bekræftet at regeringen i næsten 40 år har udført forsøg hvor man har udsat mennesker for bestråling. Et af disse forsøg drejede sig om afprøvning af en atombombe i Maralinga i Sydaustralien i midten af 1950’erne.

Navnet Maralinga er afledt af et uraustralsk ord der betyder „torden“, og dette isolerede område egnede sig særdeles godt til gennemførelsen af briternes videnskabelige forsøg. Efter den første sprængning lå den euforiske glæde over succesen i luften. I en avis i Melbourne hed det: „Efterhånden som den radioaktive sky forsvandt, kom konvojerne af lastbiler og trucks med soldaterne fra England, Canada, Australien og New Zealand tilbage. De havde overværet sprængningen i skyttegrave der lå blot fem miles [otte kilometer] fra eksplosionsstedet. Og alle smilede. De så ud som om de kom hjem fra en skovtur.“

Chapman Pincher, videnskabelig korrespondent for den britiske avis Daily Express, skrev endda en sang med titlen „Pining for the Mushroom Cloud“ (Længselen efter paddehatteskyen). En minister forsikrede oven i købet offentligheden om at alt var forløbet fuldstændig planmæssigt, og at ingen indbygger i Australien ville være udsat for strålingsfare. Men nogle år senere var smilene stivnet på dem der nu var ved at dø af den bestråling de havde været udsat for. Situationen udløste en lavine af erstatningskrav. Nu var der ingen der ’længtes efter paddehatteskyen’. Maralinga er stadig militært område på grund af strålingsforureningen.

Erfaringen fra De Forenede Staters forsøg med atomprøvesprængninger i Nevada er stort set den samme. Nogle mener at det er et politisk spørgsmål, ikke en videnskabelig fadæse. Robert Oppenheimer, der havde ansvaret for fremstillingen af den første amerikanske atombombe i Los Alamos i New Mexico, har sagt: „Det er ikke videnskabsmandens opgave at afgøre hvorvidt en brintbombe skal bruges. Det ansvar ligger hos det amerikanske folk og dets folkevalgte repræsentanter.“

En anden tragedie

Efter Anden Verdenskrig begyndte den medicinske brug af blodtransfusion som standardbehandling. Lægevidenskaben hyldede denne behandling som livreddende og risikofri. Men aids rystede den medicinske verden ud af selvtilfredsheden. Det man troede var en livreddende væske, viste sig pludselig i nogle tilfælde at være en dræber. Lederen af et større hospital i Sydney i Australien har til Vågn op! udtalt: „I årtier har vi transfunderet en væske som vi vidste meget lidt om. Nogle af de sygdomme den kunne være bærer af, havde vi ikke engang kendskab til. Og vi ved stadig ikke hvilke andre sygdomme vi muligvis overfører når vi giver blodtransfusion, for man kan ikke teste for noget man ikke kender.“

Behandling af ufrugtbare kvinder med væksthormon har givet anledning til en meget sørgelig sag. Disse kvinder, som ønskede at give deres tilværelse mere indhold ved at få et barn, betragtede denne behandling som en velsignelse. Nogle år senere døde flere af dem mærkeligt nok af Jakob-Creutzfeldts sygdom, en lidelse karakteriseret af degeneration af patientens hjernevæv. Blandt børn som på grund af hæmmet vækst blev behandlet med det samme hormon, begyndte der også at ske dødsfald. Da sagen blev undersøgt, viste det sig at forskerne havde udvundet væksthormonet af døde menneskers hypofyser. Nogle af ligene har åbenbart været smittebærere af det virus der forårsager Jakob-Creutzfeldts sygdom, og på den måde er større portioner af væksthormonet blevet inficeret. Den omstændighed at nogle af de behandlede kvinder nåede at fungere som bloddonorer inden symptomerne på deres sygdom havde vist sig, gør kun historien endnu mere tragisk. Da der ikke er nogen mulighed for at teste blodet for indhold af dette farlige virus, frygter man at det nu befinder sig i nogle af blodbankernes blodforsyninger.

Al videnskabelig forskning er forbundet med en vis risiko. Det er derfor ikke så mærkeligt at videnskaben, som bogen The Unnatural Nature of Science (Videnskabens unaturlige natur) siger, „bliver betragtet med en blanding af beundring og frygt, håb og fortvivlelse [og] opfattet som kilden til mange af det moderne industrialiserede samfunds problemer såvel som kilden hvorfra man kan hente løsningen på disse problemer“.

Men hvordan kan vi mindske risikoen for vort eget vedkommende? Hvordan kan vi bevare et ligevægtigt syn på videnskaben? Det vil den næste artikel komme ind på.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 6]

En minister hævdede at der ikke ville være nogen strålingsfare

[Tekstcitat på side 7]

Forsøgsstedet Maralinga er strålingsforurenet

[Tekstcitat/illustration på side 8]

„Det er ikke videnskabsmandens opgave at afgøre hvorvidt en brintbombe skal bruges.“ — Robert Oppenheimer, fysiker

[Kildeangivelse]

Hulton-Deutsch Collection/Corbis

[Tekstcitat/illustration på side 9]

„Af smertelig erfaring ved vi at en rationel tankegang ikke er tilstrækkelig til at løse vore samfundsproblemer.“ — Albert Einstein, fysiker

[Kildeangivelse]

U.S. National Archives photo

[Kildeangivelse på side 5]

Richard T. Nowitz/Corbis

[Kildeangivelse på side 8, 9]

USAF photo