Kan det være farligt at se fjernsyn?
Den 18. december 1997 kunne man i avisoverskrifter læse at mange i Tokyo var blevet syge af at se en tegnefilm i fjernsynet. Flere hundrede måtte på hospitalet. „Nogle børn kastede blod op, mens andre havde kramper eller havde mistet bevidstheden,“ oplyser The New York Times. „Læger og psykologer siger advarende at denne hændelse er en barsk påmindelse om hvor sårbare børn kan være over for bestemte fjernsynsprogrammer.“
Newyorkeravisen Daily News skrev: „Japan blev i går grebet af panik da i hundredvis af børn . . . blev ramt af krampeanfald efter at et tegnefilmsuhyre havde stirret intenst på dem med sine blinkende røde øjne.“
Avisen fortsætter: „Næsten 600 børn og nogle få voksne blev i hast bragt på skadestuen torsdag aften efter at de havde set . . . en tegnefilm i fjernsynet.“ Nogle blev indlagt med åndedrætsbesvær.
Yukiko Iwasaki, som er mor til en otteårig pige, beretter: „Jeg var chokeret over at se min datter miste bevidstheden. Hun begyndte først at trække vejret igen da jeg dunkede hende i ryggen.“
Producere af fjernsynsprogrammer for børn kunne ikke give nogen forklaring på hvordan en animationsteknik som ifølge deres eget udsagn er blevet brugt „hundreder af gange“, kunne blive årsag til en så farlig og voldsom reaktion.
Nogle forældre er klar over at det kan være farligt at se fjernsyn, og holder derfor omhyggeligt øje med hvad børnene ser, eller har skilt sig helt af med apparatet. En far i Allen i Texas lagde mærke til at før familien kom af med fjernsynet, var børnene „ikke i stand til at koncentrere sig om den samme ting i ret lang tid ad gangen. De var irritable og modvillige og led af kronisk kedsomhed.“ Han fortæller videre: „I dag får næsten alle vore børn, som er fra 6 til 17 år, topkarakterer. Kort tid efter at de havde droppet fjernsynet, begyndte de at blive interesserede i at dyrke sport, læse, male og bruge computer.
Jeg husker især en episode som fandt sted for et par år siden. Min søn på 9 år ringede fra en vens hjem, hvor han og nogle kammerater skulle overnatte, og sagde at han ville hjem. Da jeg kom for at hente ham, spurgte jeg hvad der var i vejen. Han svarede: ’Det er bare så kedeligt. De andre vil kun sidde og se fjernsyn!’“