Juveler under den afrikanske himmel

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I KENYA

DEN afrikanske savanne er tør og brunlig, afsvedet af den bagende tropesol. I disse omgivelser kæmper vi os frem gennem tornet krat og forbi træer med krumme torne.

Pludselig standser vi op. Noget der spiller i alle spektrets farver, har fanget vores opmærksomhed. En lille fugl har sat sig på en blomstrende akaciegren. Fuglens farver er så strålende at man skulle tro at selve solen var gemt under dens små fjer. Denne vingede juvel kaldes meget passende en solfugl.

Metalglinsende spejle

Der findes over et hundrede solfuglearter. Størstedelen af dem lever i det tropiske Afrika, men de findes også i Asien, Australien og selv på Stillehavsøerne. Lige så smukke som de er forskellige, reflekterer de solen som små metalglinsende spejle. En regnbue af farver stråler fra deres skinnende røde, gule, blå, grønne og kobberfarvede fjer.

Solfugle bliver almindeligvis sammenlignet med amerikanske kolibrier. Ligesom kolibrierne har de meget smukke farver og indtager nektar. Men de er større end kolibrierne og er ikke lige så dygtige til at flyve som deres nordamerikanske modstykker.

Solfuglen får som regel fat i nektaren ved at sætte sig på selve blomsten og stikke sit lange, krumme næb dybt ind i blomstens svælg. Hvis en tragtformet blomst er for lang til at solfuglen kan nå ned til nektaren, laver den et hul i bunden af blomsterkronen og dræner den for sit værdifulde indhold. Solfugle æder også insekter som de finder på blomster og blade.

Hannerne er dygtige sangere. Deres repertoire varierer fra den skingre og metalliske tssp fra Nectarinia superba-solfuglen til den smukke tsik-tsik-tsik-tsik-tsit tree-tree-turrrr-lyd fra Johnstons malakitsolfugl som lever i Østafrika. Ofte er det sangen der bebuder at der er solfugle i det tætte krat. Men når man først har fået øje på dem, er de ganske lette at skelne fra den afrikanske græsslettes tørre og brunlige omgivelser.

Flittig, men ikke fortryllende smuk

Hansolfuglen er en nydelse at se og høre på, hvorimod den mindre hunsolfugl har en mere mat farve og derfor ofte bliver overset af fuglekiggere og fotografer. Normalt lægges der kun mærke til hende når hun er i selskab med en han. Men hvad hunnen mangler i farve, kompenserer hun rigeligt for med hensyn til flid.

Det er sædvanligvis hunnen der bygger reden og klarer det meste af arbejdet med at opdrætte kuldet. Mens hun er optaget af at bygge rede, holder hannen vagt, parat til at jage ubudne gæster væk fra redestedet.

Hængende reder

Solfuglenes rede er langtfra smuk. Ofte ligner den noget vinden har ført med sig, og som har sat sig fast på en akacietorn. Den kan minde om en dråbeformet sok fremstillet af plantefibre der er vævet sammen af spindelvæv. Udvendig er den kunstfærdigt dekoreret med kviste, visne blade, små stykker lav, og til sidst en eller to dinglende frøkapsler.

Indvendig er reden foret med plantedun, blødt græs, fjer og andet fint materiale. Indgangen er et lille hul øverst på den ene side. Hunnen er ofte alene om at udruge æggene. Når hun sidder inde i sin pæreformede rede, kan man som regel se hendes krumme næb stikke ud af redehullet. Hun lægger et eller to æg, som udklækkes efter cirka 14 dage. Når ungerne forlader reden, har de samme matte farve som deres mor. Men efterhånden som hannerne bliver kønsmodne, skifter de til den strålende fjerdragt som en dag vil identificere dem som solfugle.

Solfuglen er blot endnu et eksempel på den rigdom og variation en vís Skaber har frembragt. Dens skønne farver og instinktive adfærd øger vores værdsættelse af Skaberen. Solfugle er derfor blandt de „myldrende smådyr og vingede fugle“ som Bibelen befaler: „Lovsyng Jehova fra jorden.“ „Lad alt hvad der ånder lovsynge Jah.“ (Salme 148:7, 10; 150:6) Disse ’juveler’ under den afrikanske himmel bør få os alle til at prise den kærlige Skaber som har skabt dem.